Omstigning

1

Forord
Disse skildringer er en blanding af fiktion blandet med egne

oplevelser.

Ingen personer eller situationer i bogen er autentisk ,hvilket
heller ikke har, på nogen måde, været hensigten.

Bogens handling er en naturlig forlængelse af debutbogen
Bararkungerne, hvor man følger hovedpersonen Kristian
fra ungdommen til det spæde voksenliv, med de bump

processen naturligt giver.

De er velegnet til højtlæsning med mulighed for en fælles
snak efterfølgende.

Mange tilbagemeldinger fra læsere har været, at de er
blevet mindet om deres egen tid som barn og ung.

Bøgerne har været på markedet i en del år, men nu jeg
valgt at gøre dem offentligt tilgængelig via dette website.

Rettighederne må ikke krænkes.
Go fornøjelse.
Mvh
Svend Løwe

OBS. Tabuer bliver berørt i nogle af kapitlerne, hvilket man
som oplæser skal vær beredt på.

2

Omstigning
3

Kapitel 1.

Som en gul plamage dukkede den frem i det fjerne,
bugtende af sted i det bakkede landskab, jo nærmere
den kom, des tydeligere kunne man med egne ører
høre, at det var et ældre køretøj. At det helt præcist
var en ældre Mercedes-bus, var måske kun for
kendere at bedømme, motoren lød som et
tærskeværk, der havde sit hyr med at følge med.
Til tider, når der blev skiftet gear, lød det, som om et
tandhjul manglede hver anden tand. På vej op ad en
af de utallige bakker før et velfortjent stop på dens
rute, lød den nærmere, som om den var ved at give
op.
Den gamle bus kunne med rette stille krav om at
blive pensioneret. Bussen standsede, og lyden kunne
tolkes, som om den var yderst tilfredshed med
udsigt til et lille pusterum, også selv om det var en
stakket frist, førend den atter måtte slæbe sig
gennem landskabet.
Idet døren gik op, fik Kristian straks øjenkontakt
med den lille chauffør, der velfornøjet sad bag rattet
og så i retning af døren; han var ikke kun fører af
bussen, men også den stolte ejer af den gamle spand.
Kristian satte venstre fod på det første trin og steg op
i bussen. Samtidig med at han lod blikket tage en
runde, konstaterede han, at bussen var omtrent fuld.
- En enkeltbillet til Skanderborg. Kristian afgav sin
ordre; han kunne ikke sætte ord på, men han

4

forventede en reaktion, når han bestilte en
enkeltbillet, og den udeblev heller ikke.
- Hold nu op, du skal som sædvanlig have en
returbillet, I har ikke andet end fjant og fjas i jeres
små hoveder. Chaufføren rystede på hovedet og så
ned på sin billetmaskine. Han præciserede ikke,
hvem han hentydede til, men Kristian vidste bedre
end nogen anden, at det dækkede over hans
generelle holdning til beboerne fra børnehjemmet.
Den lille vognmand, som han blev kaldt, naturligt
nok, da han ikke var særlig stor og samtidig ejer af
bussen, var allerede i fuld gang med at indstille
apparatet til en returbillet, da Kristian gentog sin
ordre.
- En enkeltbillet til Skanderborg, kan du ikke få det
ind i knoppen, eller skal du have det ind med
grydeskeer? Kristian blev selv lidt overrumplet over
ordene, der bare røg ud af munden på ham, og igen
forventede han en reaktion fra den lille vognmand.
Der havde før været episoder mellem den samme
vognmand og beboerne fra børnehjemmet, og det på
trods af, at de var blandt hans faste kunder.
Han trykkede på håndtaget, der udløste førersædet,
og drejede en halv omgang om mod sin kunde.
Rejste sig og stod nu lige over for Kristian.
- Du skal saftsuseme ikke være flabet – en kort pause
– Det ligner jer bedst derindefra. Han pegede i
retning af bygningen, som lå lidt tilbagetrukket fra
vejen, og som afslutning på hans verbale udgydelser

5

skubbede han til Kristian, så han noget ufrivilligt
satte sig i sædet.
I det samme han ville stikke Kristian returbilletten,
fik han øje på den mand, som ubemærket stod uden
for bussen og overværede den lille scene, der havde
udspillet sig. Forstanderen fra børnehjemmet, der
nu var trådt et skridt længere frem og kom til syne i
døråbningen.
Den lille vognmand kunne på en måde have ret i, at
det hørte til sjældenhederne, at børnene fra
børnehjemmet ikke skulle have en returbillet.
Kristian var imidlertid undtagelsen denne gang, og
han mente at være i sin gode ret til ikke at ville finde
sig i, at den lille vognmand ikke tog det alvorligt, når
han bestilte en enkeltbillet, så han rejste sig igen.
- Han forsøgte at bilde mig noget løgn ind. Den lille
vognmand så lettere forskrækket på forstanderen,
der stadig stod uden for bussen, men nu med
hovedet ind gennem døråbningen.
- Det er i øvrigt ikke første gang, den knægt er flabet.
Chaufføren fortsatte sit forsøg på at udglatte
episoden, og hans reaktion bar tydeligt præg af, at
han følte, situationen var pinlig. Ordene snublede
nærmest over hinanden i takt med, at de forlod
læberne på ham, det var, som om han ikke længere
havde styr på sit snakketøj. Kristian tog en rask
beslutning for at gøre sit til, at det skulle få en ende.
- Dit fede svin, du er bare for meget, du skulle have
lov til at kysse asfalten! Igen var han selv forundret
over sit ordvalg, men beslutningen var taget, og nu

6

skulle den lille vognmand have en lærestreg én gang
for alle. Han gik et skridt nærmere den lille
vognmand, som til gengæld trådte et skridt tilbage
mod sit førersæde.
- Jeg skal fandeme lære dig at behandle dine kunder
ordentligt! Kristian gik endnu et skridt frem, og da
vognmanden ikke længere havde mulighed for at
træde tilbage, satte han sig i stedet med et bump i
sædet. Kristian sendte et blik ned gennem bussen;
alle passager sad rolige og betragtede øjensynlig hele
episoden som underholdning.
- Du skal få en lærestreg for livet, din gnom! Kristian
greb fat i den lille vognmands skjorte, og i sin iver
over sit forehavende glemte han alt om forstanderen,
som underligt nok stod og så passivt til. Grebet i den
lille vognmands skjorte bevirkede, at der fløj
knapper om ørene på dem, alligevel vred han, hvad
han magtede, mens ordstrømmen fortsatte i et væk.
- Nåh, så er du bittekarl, men jeg er ikke færdig med
dig!
Lige som han hævede sin hånd for at placere den i
ansigtet på den lille vognmand, mærkede Kristian en
hånd på sin skulder. Da han slap sit tag i den lille
vognmand for at vende sig om, fik han øje på
forstanderen, som nu alligevel blandede sig.
- Slap af, Kristian, hvad går der af dig? Den lille
vognmand satte sig bedre til rette og forsøgte straks
at få et overblik over sit tøj, men det kneb lidt, da
mere end halvdelen af knapperne manglede i
skjorten. Han forsøgte at få skjorten til at dække over

7

maven og den snuskede undertrøje, der var kommet
til syne.
- Han skal hjemsendes, sagde forstanderen stille og
roligt, mens han pegede på Kristian, der endnu ikke
var kommet helt ned på jorden igen. - Og fordi børn
har boet på et børnehjem, er det ikke ensbetydende
med, at de er specielt uvorne; de er, som børn er
flest.
- Ja, ja, selvfølgelig, nu blev jeg bare så rasende, ja, du
hørte vel selv det sprog, knægten brugte. Chaufføren
pegede på Kristian og fortsatte:
- Selvfølgelig skal han have en enkeltbillet, når han
siger det, ja, ved du hvad? Den lille vognmand lød
mere og mere febrilsk.
- Jeg vil forære dig en billet, det skal så være min
måde at påskønne, at du skal udskrives. Kristian
havde allerede koblet sig ud af samtalen og sad i
stedet og betragtede det hus, der i fem år havde
været hans hjem.
- Hjemsendes, sagde forstanderen næsten opgivende.
- Hvabehar?
- Jeg sagde bare hjemsendes, det hedder ikke
udskrives, det er noget, man bliver fra et sygehus.
- Nåh ja, men det kan vel gå ud på et. Den lille
vognmand var nu ved at falde ned på jorden igen og
smilte over mod forstanderen.
- Nå men så farvel, Kristian. Forstanderen rakte
hånden ud mod Kristian, der stadig sad i sine egne
tanker henledt på huset, han var ved at forlade for
tid og evighed.

8

- Det var ikke nogen god debut på din hjemsendelse.
Forstanderen så over på Kristian.
- Men lad os nu håbe, at det bliver bedre, når du når
hjem til Århus. Han smilte, og mens han trykkede
Kristians hånd som afsked, lod han den anden hånd
glide hen over hans hår.
Den lille vognmand begyndte at se utålmodig ud og
tromlede med fingrene på rattet og ville gerne af
sted. Forstanderen tog ingen notits af ham, han var
ikke færdig med sit budskab til
hjemsendelseskandidaten.
- Husk, hvad jeg har sagt, vælg dine kammerater
med omhu og lad dig nu ikke friste af storbyens
elendighed.
Kristian vidste godt, at han havde helt
præcise ting i tankerne, og hans stille håb var kun, at
han ikke begyndte at plapre ud om noget.
Et kort øjeblik tænkte han tilbage på episoden, da en
af pædagogerne opdagede den lille klump sort
libaneser i hans skuffe. Den var tiltænkt en nært
forstående skolefest, det var så tæt på, at den samme
pædagog hoppede på en til lejligheden hurtigt
opdigtet historie gående ud på, at det var en
bouillonterning.
Forstanderen derimod, han var ikke et sekund i tvivl
om, at det drejede sig om stærk tobak til piben. Bare
virvaret, med politi og masser af trusler om al
verdens ulykker, fik det til at gyse i ham; Kristian fik
gåsehud.

9

Han anstrengte sig for at koncentrere sig om
afskedsceremonien med forstanderen. Resten af
samtalen foregik ved, at forstanderen snakkede, og
Kristian nøjedes med at nikke og indimellem sige ja
eller nej. Da døren endelig smækkede, og
forstanderen stod og vinkede med et hvidt
lommetørklæde, valgte Kristian blot at vinke en
enkelt gang for derefter at vende blikket i
kørselsretningen.
Det skulle blive godt at komme til storbyen, tænkte
Kristian, og ikke et øjeblik ville han komme til at
savne den ødemark, som han følte han forlod. Godt
nok var afstanden ikke mere end tyve kilometer til
den nærmeste rimelige storby Skanderborg, der var
da også både en bager, en slagter og en købmand i
byen og endda en købmandsbutik, hvor man kunne
få studset håret – en oplevelse for sig selv.
Midt i butikken stod en salonstol, og alle remedier lå
på en hylde, som hang under et spejl, hvor kunderne
kunne følge med, når købmanden studsede folk. Det
værst tænkelige eller næst værste var, når man skulle
klippes i butikkens myldretid; det værste var i det
hele taget at skulle klippes af købmanden.
Hver gang der kom en kunde, lagde købmanden
saksen fra sig og bevægede sig om bag disken for at
skifte rolle fra frisør til købmand. Men helt ad
helvede til var de dage, hvor købmanden drak
sammen med de lokale gamle mænd, som mødtes
daglig i butikken for at snakke om vind og vejr. Ud
over at drikke bajere forsøgte de at klare

10

verdenssituationen, og indimellem kunne bølgerne
gå temmelig højt.
På sådan en dag kunne en studsning, uden at
overdrive, tage det meste af en eftermiddag.
Alligevel var der en særlig tiltrækkende atmosfære i
den særprægede butik, og som regel, og kun med
studsningen som undtagelsen, forbandt de fleste det
altid med glæde at skulle til købmanden.
Hans Jensen hed købmanden, og hans øgenavn i
byen var ikke særlig overraskende Hans Barber. Der
fandtes ikke noget katalog i salonen, hvor man
kunne vælge frisure efter behag og temperament, der
var nemlig kun én type klipning, maskinen godt og
grundigt op i nakken, og dermed færdigt arbejde.
Bussen snoede sig videre frem i landskabet, og
motorens klagende lyde hørtes kun, når den for
alvor skulle bestille noget op ad bakkerne. Kristians
tanker faldt på den person, som han uden tvivl ville
komme til at savne, Lone. De havde en klar aftale
om, at hans hjemsendelse ikke skulle få den store
betydning for deres forhold. Når han tænkte på
hende som sin kæreste og samtidig på
kendsgerningen med den store afstand, fik han
sommerfugle i maven. Hun var den første og for den
sags skyld den eneste, som havde fået ham til at sige
de selvsamme ord, som havde krævet øvning i
adskillige uger.
Alle replikkerne i skolekomedien var nemmere at
lære end de tre følsomme ord.

11

- Jeg elsker dig. Han gjorde sig umage og smagte på
ordene, mens han med lukkede øjne forsøgte at se
billedet af Lone.
Kristian huskede tydeligt hendes ansigtsudtryk, da
han havde sagt de tre små ord. Hun valgte at sige, at
hun følte det samme for ham, og slap derved let om
ved det.
Han savnede hende allerede; det havde været svært,
da han to dage før hjemrejsen havde besøgt Lone for
at sige farvel.
Hånd i hånd havde de siddet hele aftenen på hendes
værelse. Uden et ord, tavse så de hinanden i øjnene,
og efter deres ansigtsudtryk at dømme så det
nærmest ud, som om verden var ved at gå under.
Han opdagede, at han sad og talte med sig selv. Lidt
flov så han op for at se, om nogen havde bemærket
ham, og ved samme lejlighed fik han øjenkontakt
med den lille vognmand i bakspejlet, men de vendte
begge straks blikket væk.
De havde mødt hinanden ved skolefesten.
På trods af, at hans vurdering byggede på en hel
aften i den fjerneste krog af skolegården sammen
med Lone, havde det været en fed fest.
Kristian huskede de helt store forventninger til
festen. Allerede samme eftermiddag i skolebussen på
vej hjem var der stemning til den store fest, pigerne
havde rottet sig sammen på bagsædet og sad og sang
sjofle sange.

12

Bonnie og Klyde.
De ligger ned på gulvet
Med fingeren oppe i hullet
Og horer.

Kristian smilte ved tanken, og uden fornemmelse for
tid og sted bugtede bussen sig stadig frem i
landskabet. Han tænkte på, hvordan Kurt havde
serveret nyheden for ham. Ifølge ham selv ved en
tilfældighed havde han overværet en samtale mellem
to af pigerne tidligere på ugen, og han kunne
efterfølgende berette, at ikke mindre end to piger
satsede på at få Kristian på krogen ved skolefesten.
Ikke et dårligt udgangspunkt for en fest, havde været
Kristians eneste reaktion. Han huskede også tydeligt,
hvordan hans tanker resten af dagen havde kredset
om den kendsgerning, at han kunne vælge og vrage
mellem pigerne.
Lone eller Sara, frit valg. Med hans kendskab til
begge piger var det på forhånd afgjort til Lones
fordel; Sara var efter hans mening lidt af en gimpe,
skabte sig altid som en forkælet tøs og havde sin
næse i alt, uanset om det vedkom hende eller ej.
Det havde også været hende, der førte an med de
sjofle sange på bagsædet af bussen. Piger måtte godt
være både frække og lidt sjofle, men at være direkte
vulgær var efter Kristians mening for meget, og lige
præcist sådan oplevede han Sara, så valget var ikke
svært.

13

Bussen drejede ind på rutebilstationen i
Skanderborg, og da den lidt efter stoppede i sin bås,
kunne man høre en lyd af en mekanisk bremse, der
blev trukket, hvorefter bussens motor døde ud, og en
stilhed bredte sig.
Den tid, de havde mistet ved det lille optrin, da
Kristian stod på bussen, havde ikke bevirket, at de
kom mere end to minutter senere end planlagt.
Kristian blev siddende en stund og så op i spejlet i
foruden i håb om at få øjenkontakt med den lille
vognmand.
Tanken om episoden en halv time tidligere gjorde, at
han kom til at smile for sig selv, og da han i samme
øjeblik fik øjenkontakt med den lille vognmand,
troede denne åbenbart, at det var endnu en
provokation.
- Ud! sagde han, samtidig med at han rejste sig fra
sædet og pegede på døren.
- Rolig, smukke.
Det lå ligesom i luften, at den lille vognmand skulle
have en ordentlig afsked.
- Pas nu på, du ikke får en blodprop.
Det kunne ellers være, at det fik vognmandens pis i
kog. Med et snuptag i nakke og røv endte Kristian
uden for bussen med alle sine kufferter og tasker
spredt omkring sig, alligevel kunne han ikke holde
sig fra at løfte hånden og vinke til den lille
vognmand og råbe: - Farvel, og kan du så ha’ det
rigtig godt!

14

Den lille vognmand valgte blot at lukke døren og så
ellers vende blikket den anden vej.
Da så Kristian langt om længe og med møje og
besvær havde læsset sin bagage ind i en boks i
ventesalen, besluttede han sig for at gå en tur op og
ned ad hovedgaden. Han havde ikke gået længe, før
han standsede ud for værtshuset. ”Den våde høne”
stod der på skiltet over døren.
Han lyttede et kort øjeblik til larmen, der kom inde
fra lokalet. Jukeboksen spillede for fuldt drøn, Love
me do med Beatles fristede ham over evne. Efter
endnu en gang at have talt de 48 kr., som han havde
været to år og seks måneder om at spare op, gik han
ind og fandt hurtigt et ledigt bord.
- En Cola. Det var ikke, fordi han havde den store
rutine i at bestille på et værtshus, men han havde
afluret sin bror Peter, når de havde været på ude
sammen. Servitricen så et øjeblik på ham, som om
hun skulle tjekke, om hun nu troede på, at han var
gammel nok, men gik så tilbage til baren, og kort tid
efter kom hun tilbage med colaen.
Han hældte halvdelen af flaskens indhold op i
glasset og stillede flasken fra sig på bordet.
Frem af sin skjortelomme halede han en krøllet
pakke cigaretter frem, og efter besvær med at finde
en løs tændstik og et stykke svovl i lommen fik han
ild i en noget krøllet Cecil.
- Må jeg sætte mig her? Kristian blev vækket af sine
egne tanker.

15

Da han vendte blikket op, fik han øjenkontakt med
en ung kvinde, der næsten havde sat sig, førend han
nåede at svare.
- Ja, ja, sæt dig bare. Kristian hældte den sidste slat
cola fra flasken op i glasset og tog en tår.
- Må jeg byde på en noget? Kristian gjorde sig umage
med at lyde som en professionel værtshusgæst. Han
fornemmede godt selv, at det lød amatøragtigt.
- Jo, tak. Hun var tydeligvis lidt overrasket over den
unge herres gentlemanagtige opførsel. Han vinkede
ad servitricen ved at række hånden i vejret og råbte:
- Frøken!
- Hvad vil du drikke? Kristian rakte hånden ud som
en gestus om, at hun kunne bestille, hvad hun havde
lyst til.
- Rom og cola. Hun smilte til servitricen.
Et smil, som Kristian ikke kunne tolke, så han valgte
at lade være med at forsøge. Kristian nåede ikke at
tænke tanken om en eventuel lille affære, førend hun
stillede sit første spørgsmål:
- Hvad laver du så her i Skanderborg? Kristian var
overrasket over, at hun umiddelbart havde på
fornemmelsen, at han ikke hørte til i Skanderborg.
Han tænkte en brøkdel af et sekund, hvad han skulle
finde på, og besluttede sig så for ikke på nogen måde
at sige sandheden.
- Jeg skal besøge noget familie i Århus.
- Okay, skal du være der i flere måneder?
Hun sendte et blik på al den bagage der stod ved
siden af Kristian.

16

- Næh det skal jeg ikke. Han opgav at finde på en
forklaring på sin bagage.
Han kikkede på sit ur og konstaterede at hans bus
var kørt, men vidste der kørte en mere den dag.
- Hvor gammel er du. Hun så direkte på ham med
forventning om et andet svar end han gav.
- Jeg er 19. Han gjorde sig umage til at lyde ældre
end de femten.
- Ryger du hash? Hendes spørgsmål kom ud af den
blå luft.
- Selvfølgelig, ud, i øvrigt er det en væsentlig bedre
rus end både øl og rom og cola.
Han smilede, så på hende og derefter på hendes glas,
der allerede næsten var tømt.
- Hvad laver du sammen med ham, Rita?
En stor, bredskuldret fyr i sort læderjakke stod og
stirrede ned på dem; han så absolut ikke rar ud.
- Vi sidder bare og får en genstand og ikke andet,
han er på vej på besøg af noget familie i Aarhus.
Hun nåede ikke at sige mere, men pegede på
Kristian og sagde at han kunne måske være en
kunde.
Hun lød ikke specielt bange for ham, og Kristian
havde svært ved at få rede på, om hun var hans
kæreste eller ej.
- Skulle du ikke rundt og leverer varerne?
Du kan sgu da ikke lave forretninger med den
drengerøv. Han er vel knap nok over den kriminelle
lavalder. Han trak i hendes ene arm og slæbte hende
gennem lokalet og ud på gaden, mens han råbte:

17

- Business og ikke al det pjank.
Nu gik det op for Kristian, at han havde været i
selskab med en pusher.
Snart var der ro igen på værtshuset.
Jukeboksen spillede, snakken gik ved alle bordene.
Kristian følte sig lidt utilpas, men overvejede
alligevel at købe sig en cola mere og råbte efter
servitricen.
- Har du ikke fået nok? Jeg synes, du skal smutte.
Ham Fede Frode oppe i baren sidder og mumler om,
at du er skyld i, at Rita ikke har ordnet sine
forretninger, hvis jeg kender Frede ret, ender det
med lussinger.
Kristian troede ikke umiddelbart på, hvad hun stod
og fremstammede mellem tænderne, men da han så
op på Frede, endda fik øjenkontakt med ham, var
han ikke længere i tvivl om, at han enten måtte
indstille sig på et slagsmål, hvor han kunne forudse
at ville blive den lille, eller også vælge at stikke halen
mellem benene og fordufte.
- Ok, jeg skal også videre.
- Nu holder jeg ham hen med snak, og så lister du ud
og løber. Servitricen lød ikke længere venlig, men
sagde ordene som en ordre.
På vej ud nåede han at kaste et blik op i baren, hvor
Frede var i gang med en længere samtale med
servitricen, men idet han greb i døren, vendte Frede
sig om.

18

- Hov, vent! Jeg har en høne, jeg skal have plukket
med dig! Han gled ned af barstolen og gik over mod
døren.
- Drop det! Servitricen råbte efter Kurt og fulgte ham
over mod døren.
Kristian var allerede ude på vejen, og i løbet af få
sekunder havde han fået benene på nakken og var på
vej ned mod rutebilstationen. Da han så tilbage,
kunne han se Fede Frede stå tilbage ved værtshuset;
han gad øjensynlig ikke løbe, og det blev Kristians
redning.
Der var et par timer i ventesalen og først da Kristian
sad i bussen mod Århus, følte han, at faren var
drevet over, og kunne slappe af, og da han igen slog
øjnene op, var det chaufføren, der ruskede i ham for
at gøre opmærksom på, at de havde nået målet og
holdt på rutebilstationen i Århus.
Det var med møje og besvær, at han fik sig samlet
sammen og stod af bussen, for derefter at stå og se
desorienteret ud, som var han lige kommet ind med
firetoget.
Da han endelig havde fået hanket op i al sin bagage,
en kuffert i hver hånd, en pose under armen og
tasken over skuldrene, begyndte han at gå i retning
mod Rådhuspladsen, tung i hovedet efter busturene,
og den korte søvn i en ikke særlig bekvem stilling
gjorde, at han ikke var særlig oplagt til den ellers
korte gåtur. Flere gange måtte han holde pause og
bytte rundt på alt sit habengut.

19

Heldigvis var der en siddeplads i bybussen; selvom
Kristian ikke skulle med så mange stoppesteder, var
det rart at få hvilet benene og ikke mindst armene.
Da de kørte gennem Samsøgade, så han ind på
skolen, idet de passerede de store bygninger, der
husede en skole – slaveanstalten, hvor han skulle
starte i niende klasse.
Bussen svingede op ad Ny Munkegade, og da den
drejede op ad Poul Martin Møllers Vej, trykkede
Kristian på knappen, der med en plim-lyd meddelte,
at bussen stoppede ved næste stoppested.
Kristian fik med møje og besvær al sin bagage med
ud, og snart kørte bussen forbi ham, og kun
dieseltågen var vidne om, at den havde været der.
De sidste to hundrede meter foregik med slæbende
skridt. Kufferterne føltes, som var de fyldt med bly,
og da han endelig trådte ind i opgangen, lod han
dem falde til jorden med et bump. Han ville åbne
døren ind til lejligheden med et ryk for at overraske
sin mor, men døren var låst.
Kristian kom i tanke om, at han rent faktisk var
noget forsinket i forhold aftalen om, hvornår han
skulle komme hjem. Han ringede på dørklokken, og
inde fra lejligheden kunne han høre, at der alligevel
var nogen hjemme. Snart kunne han høre en dreje på
låsen indefra, og døren gik op.
- Nåh, er du endelig kommet hjem! Kristians mor
stod og så på ham, som om han lige var ankommet
fra månen.

20

- Du skulle have været her for flere timer siden, hvor
har du været?
- Jeg blev forsinket i Skanderborg. Er det i øvrigt ikke
lige meget? Her er jeg i egen høje person, udskrevet
fra tumpeanstalten.
- Hvad siger du, udskrevet, hvad mener du?
- Glem det. Kristian gik ind i lejligheden og så sig
om.
Den lille stue var som sædvanlig fyldt af en tyk tåge
af cigaretrøg, en osende cigaret lå i askebægeret midt
på bordet. Sofabordet var dækket til to med
dækkeservietter og kaffekopper, og i den ene ende af
bordet stod et glasfad med en lagkage;
flødeskummet bar præg af at have ventet unødigt
længe.
- Se, jeg har ventet på dig i adskillige timer. Moderen
pegede på det dækkede bord. - Og jeg havde regnet
med, at vi skulle feste lidt og fejre, at du er kommet
hjem.
- Udskrevet. Kristian smilte, og hans mor så endnu
en gang desorienteret ud, men fik igen forklaring.
- Jeg laver lidt frisk kaffe, så hygger vi os lidt, det er
så dejligt at have dig hjemme igen. Hun trak ham ind
til sig for at give ham et kram, men Kristian bad sig
frabedt og skubbede hende fra sig.
- Glem det, jeg skal ned og sove. Før hun fik sagt
mere, var han ude i køkkenet for at finde nøglen på
sin faste plads i spisekammeret.
- Jamen du er lige kommet hjem, og du skal vel ikke
sove på den tid af døgnet? Jeg har sådan glædet mig

21

til, at du skulle komme hjem. Kan du ikke bare blive
oppe en halv time og spise et stykke af lagkagen og
drikke en kop kaffe?
- Nul, jeg er træt og vil i seng.
Han var allerede på vej ud på gangen og åbnede
døren ned til kælderen. Hans mor havde besvær
med at skjule sin skuffelse, men sagde ikke mere og
var godt klar over, at det blev, som Kristian havde
sagt.
- Lad være med at stå der og flæbe, for fanden! Det
er der da slet ingen grund til. Vi har resten af livet til
at hygge os, snakke og alt det fis. Mor, for fanden, jeg
er kommet hjem for at blive. Jeg skal ikke tilbage til
børnehjemmet på søndag.
Han smilte til hende og gik derefter ned ad trappen
og hen mod døren til sit værelse. Ikke så snart havde
han fået låst sig ind, før han smed sig på sengen.
Han lå lidt og studerede rummet og ville ligesom
have en garanti for, at alt var, som det skulle være.
- Jeg er en fri mand, var hans sidste tanke, inden han
dumpede hen.

22

Kapitel 2.

Som oftest, når Axel endelig var hjemme, sad han og
talte i telefon. Det lød til at blive en længere samtale,
og kun med et mål, nemlig at sælge et
landbrugsredskab til personen i den anden ende af
røret; han var i fuld gang med sit erhverv som sælger
af landbrugsredskaber til omegnens landmænd.
Bonden i den anden ende af røret lød dreven og lod
sig åbenbart ikke overtale lige med det samme. Som
Axel henslængt på stolen godt tilbagelænet med sin
noget veludviklede sangermuskel bulende godt op i
landskabet, lignede han ikke ligefrem nogen
chefsælger. Hans skjorte, der sandsynligvis havde
været hvid, da hans kone lagde den frem til ham om
morgenen, havde synligt mistet sin oprindelige
glans.
- Jamen så tretten et halvt tusind, det finder du den
ikke til i kongeriget Danmark. Chefsælgeren lagde
op til sit endelige tilbud. – Ja, ja, og så skifter vi de
tandhjul i bagakslen, som vi snakkede om.
Der blev en pause, sandsynligvis forsøgte bonden at
presse prisen endnu længere ned.
- Vi sætter penge til på den maskine, hvis vi skal gå
længere ned i pris. Axel lød til at være på vej til at
opgive handlen.
- Hør nu her, jeg kommer forbi i morgen, ja, først på
dagen, på vej til kontoret, så kan du tænke over
tilbuddet. Er det i orden? Det var tydeligt, at han

23

ønskede at afslutte samtalen, og langt om længe
lykkes det.
- Så farvel, ja, ja, jeg kommer forbi dig i morgen. Axel
smed røret på med en grimasse, rettet mod telefonen,
mens han udbrød: - De satans bønder!
På trods af, at han levede af at sælge
landbrugsmaskiner til egnens landmænd, kunne han
i ren irritation finde på at omtale dem med
skældsord.
Chefsælgerens dagligdag og ofte også weekender
bestod i at fræse området tyndt i sin Folkevogn
personbil i håb om at sælge et landbrugsredskab i ny
og næ.
I køkkenet gik Lisa, Axels kone; hun var i færd med
at tilberede middagen.
Det havde ikke været hendes valg at blive
hjemmegående husmor, men andet havde aldrig
været på tale, og da Bjørn, den førstefødte, kom til
verden, kom det nærmest af sig selv. Gennem årene
havde hun haft lyst til at få et job, om ikke andet så
bare et deltidsjob for at komme lidt hjemmefra.
Udfordringerne i den lille landsby var begrænsede,
men selvfølgelig var der fordele som hjemmegående.
Blandt andet havde hun kunnet følge børnenes
opvækst, ikke fordi hun følte, at Axel ligefrem var
misundelig på hende af den grund.
Den eneste kontakt, hun havde med omverdenen i
det daglige, var en ældre mand, som boede i et skur
sammentømret af gamle brædder. Han blev i
landsbyen betragtet som en original, og han var

24

omgærdet af den del mystik, men det var ikke, fordi
det ikke godt kunne være hyggeligt at snakke med
ham, om ikke andet så i mangel af samvær med
andre.
Hans foretrukne samtaleemne var den megen vold
og kriminalitet, han havde læst om i Horsens
Folkeblad. Når han havde læst en artikel om en
voldsepisode, kunne han blive ved med at tale om
den samme hændelse i én uendelighed. Lisa måtte i
sådanne situationer finde på et eller andet påskud
for at slippe af med ham.
Hans interesse for al den vold bevirkede, at han
indimellem fik angstanfald og kunne se rockere og
pistolbevæbnede mænd overalt, og han lukkede
aldrig op, når nogen bankede på efter mørkets
frembrud, heller ikke, hvis nogen, han kendte, råbte
til ham gennem døren.
Ved spisebordet i stuen sad Lone hovedrystende i
gang med matematikken, lektierne til næste dag. Det
drillede – en ligning uden logik for hende. På et
tidspunkt opgav hun og skubbede bogen fra sig.
- Kan du ikke hitte ud af det? Chefsælgeren tilbød
sin hjælp. - Skal far hjælpe dig?
- Det kan du ikke finde ud af. Lone lød irritabel og
vrissede sit svar.
- Den åndssvage ligning må være lavet forkert i
bogen.
- Lille skat.

25

Nu fandt Axel faderrollen frem, rejste sig, gik over til
spisebordet og lænede sig ind over bordet for at se i
bogen.
- Hvad stykke er det? Lad mig lige se ... Han førte
pegefingeren ned gennem spalterne i bogen.
- Nej, det kan du ikke finde ud af, gå nu væk! Hun
skubbede til sin far, som åbenbart accepterede
afvisningen, drejede om og trykkede på kappen på
fjernsynet og satte sig på sin siddeplads, vippestolen
med liggebeslag.
Lone lænede sig tilbage og vendte blikket ud ad
vinduet og kunne i det fjerne se en traktor i færd
med efterårspløjningen; svagt kunne hun høre, at
traktoren havde sit mas med at slæbe sig gennem
den tunge lerjord.
Kristians historier fra hjemmebesøgene i Århus og
nu, hvor han flyttet permanent til storbyen, gjorde
hende lidt bekymret. Hun havde godt nok på
fornemmelsen, at det meste var mest fri fantasi; hun
havde bidt mærke i, at hans beretninger altid var lidt
barskere, når der var andre end dem selv til stede.
Hun var på den anden side ikke i tvivl om, at
drengene i deres omgangskreds, som for de flestes
vedkommende var opvokset på landet, så op til
Kristian, og de slugte det råt, når han fortalte om
hans hjemmeweekender.
Hun var også klar over, at det ikke kun var fantasier
det hele, og netop her kom bekymringen ind i
billedet. Hun var blandt dem, der både var forarget

26

og dybt chokeret over, at Kristian havde haft planer
om at medbringe en klump hash til skolefesten.
Hun var godt tilfreds med, at den endte med at blive
konfiskeret; hun havde på ingen måde lyst til at
prøve det stads, uanset om Kristian anbefalede det
eller ej.
Nok var hun vildt forelsket i ham, og deres forhold
betød meget for hende, også så det havde medført
mange og drøje opgør med hendes forældre, men
der var en grænse, det var blandt andet, hvis han
bød hende at prøve det shit.
Opgørene med hendes forældre, som hun havde
jævnligt, handlede ofte om, at de ikke syntes, det var
helt problemfrit, at deres datter var forelsket i det, de
umiddelbart opfattede som en laps fra storbyen.
Hendes mor var i deres mellemværende mægleren;
hun forsøgte at skjule sine bekymringer og glattede i
stedet ud, altid med henvisning til, at tiden måtte
vise, om forholdet holdt.
Hendes far derimod syntes ikke, at der var meget at
snakke om. Havde han magt som agt, ville han
beordre Lone til at droppe det pjat med Kristian.
Han accepterede det ikke som et kæresteforhold, et
forbigående pubertetssymptom var hans udtryk for
deres forhold; det kunne ikke passe, at hans lille
datter så noget som helst i den lille rod.
Hvis Lone forsøgte at få sine forældre til at udtrykke
helt præcist, hvad det var, de ikke kunne lide ved
Kristian, havde de besvær med det. Egentlig kunne
de godt lide ham, og de oplevede ham altid som en

27

sød og rimelig, efter den tids normer for
ungdommens opførsel høflig ung mand.
Lone var afklaret i forhold til sine forældre, og for
den sags skyld også nogle af hendes bedste veninder.
Hun var bedøvende ligeglad med, hvad de mente
om den sag; hun elskede Kristian og følte sig rimelig
overbevist om, at han følte det samme for hende.
Foruden Lone og hendes forældre talte familien en
lillesøster Hanne og en storebror Bjørn.
De tre børn sov i soveværelset, mens forældrene lå i
den fine stue på en sofa, der kunne slås ud og
dermed blev forvandlet til en dobbeltseng.
Hanne var den yngste i familien, men havde ikke
altid gavn af den status, derimod måtte hun leve
med påstanden om at være den absolut mest stædige
i familien, skarpt forfulgt af chefsælgeren.
Helvede var løs, når og hvis de begge surmulede
over et eller andet; de kunne begge gå flere dage
uden at sige et muk. Som regel var alle klar over
hvorfor, når Hanne surmulede; det kunne være,
fordi hun ikke selv måtte bestemme, hvad tøj hun
gik i. Axel derimod kunne være sur i dagevis, uden
at de øvrige i familien vidste hvorfor.
Det ville sige, børnene vidste ikke, om det var
opstået, efter at de havde sagt godnat.
En svag snorken lød fra vippestolen, hvor Axel sad
for at se børnetime i fjernsynet. Selvom Lone
skubbede til ham i et forsøg på at få ham til at stoppe
sin snorken, trak han fortsat torsk i land.

28

Da telefonen ringede, gav det til gengæld et spjæt i
ham, og han slog øjnene op og så sig forvirret
omkring.
Ingen reagerede, og telefonen ringede endnu en
gang. Stadig ingen reaktion.
Lone gloede ned i sin matematikbog og var i fuld
gang med en udregning i kladdehæftet.
Axel sad og så ud, som om han var dybt optaget af
fjernsynet, hvor en af børneredaktionens
studieværter var i gang med en forklaring på hvad
der var godt eller skidt.
Alle, der var til stede i huset, havde en forventning
om, at opkaldet var til chefsælgeren.
Telefonen ringede for fjerde gang, og Lisa kom ind
fra køkkenet.
Hun tørrede sine hænder i sit forklæde, mens hun
brokkede sig over, at de kunne sidde to så tæt på
telefonen uden at reagere.
Lige som den startede på at ringe femte gang, greb
hun røret og førte det op til øret.
- Det er hos Aksel Petersen. En kort pause.
- Ja, goddag, det var nyt at høre fra dig, hvordan har
du det?
Der blev en længere pause, hvor Lisa bare lyttede, og
en enkelt gang gryntede hun som bekræftelse på, at
hun stadig var med på linjen.
- Nåh, det lyder da spændende. Pas nu på, du ikke
lader dig friste til noget, du senere fortryder.
Igen var der en længere pause, og man kunne svagt
høre en stemme fra højtaleren i telefonrøret.

29

- Jamen, så lige et øjeblik, kan du nu have det godt!
Lone, det er til dig.
Hun rakte røret frem, og Lone rejste sig lidt
modvilligt fra sin plads ved bordet og spurgte, hvem
det var.
Hun fik intet svar, men blot et lidt henkastet smil.
- Det er Lone.
- Hej, det er mig, Kristian.
- Hej Kristian, det er sandelig nyt at høre fra dig. Jeg
troede aldrig, du ville give lyd fra dig. Jeg troede
faktisk, du havde brændt alle broer bag dig for at
hellige dig livet i storbyen.
- For fanden da, det er kun en uge siden, jeg rejste
hjem. Jeg har haft så travlt.
- Med hvad? Lone forventede ikke at få noget
egentlig svar, men spørgsmålet var uundgåeligt.
- Ja, jeg har ...
Aksel begyndte at blande sig i samtalen ved at sidde
og lave ansigter til Lone.
Han gjorde hende, lidt spydigt, opmærksom på, at
det var en erhvervstelefon, og at hans kunder ikke
kunne være tjent med, at sådan et par sad i hver sin
ende af landet og bekræftede hinanden i, at det var et
helt liv siden, de havde set hinanden, på trods af at
det rent faktisk kun var en uge siden.
- Lige et øjeblik.
Lone lagde røret og sendte sin far et blik, der kunne
dræbe.

30

- Far, gå ud i køkkenet! Man har vel lov til at have
lidt privatliv. Hun åbnede døren ud til køkkenet og
bad sin mor om hjælp til at kunne tale i telefon i fred.
Axel rejste sig med møje og besvær, og stønnende
sjoskede han ud i køkkenet.
Lone lukkede eftertrykkeligt døren og for hen til
telefonen.
- Ja så er jeg her igen.
- Hvad laver du? Kristian lød mistænksom. - Er du
ikke alene?
- Nej da, min mor og far er hjemme. Jeg fik min far til
at gå ud i køkkenet, han er bare så skideirriterende.
Hvorfor er der gået så lang tid, før du ringede, har
du ikke fået mit brev?
Kristian havde ikke set noget brev. Netop derfor
havde han holdt sig lidt tilbage med at ringe, for
aftalen var, at hun skulle starte med at skrive.
- Næh, jeg har ikke fået noget brev, hvornår har du
sendt det?
- I tirsdags. Det kom med i tømningen klokken fem,
så du burde have haft det onsdag.
- Nåh, jeg har nu ikke fået noget brev, og nu
besluttede jeg mig altså for at ringe. Jeg kunne ikke
vente længere. Jeg savner dig sgu.
Kristian så sig om for at være sikker på, at ingen så
og hørte ham stå i en telefonboks og udtrykke sine
inderste følelser.
- Jeg savner også dig, Kristian, men som sagt var jeg
sikker på, at du havde glemt alt om mig. Ja, at du
måske allerede havde fundet en nye kæreste i Århus.

31

- Nej for fanden, det er dig, jeg elsker. Det fløj ud af
munden på ham, og et kort øjeblik var der stille på
linjen.
- Det gør jeg også. Der blev igen stille.
- Hvad mener du? Kristian vidste godt, hvad hun
mente, men ville høre det fra hendes egen mund.
Hun skulle ikke slippe så billigt.
- Jeg elsker også dig.
Kristian skiftede bevidst emne.
- Jeg troede faktisk det samme om dig med hensyn til
at finde en anden, siden jeg ikke hørte fra dig.
- Næh, det kunne ikke falde mig ind. Jeg kan nu ikke
forstå det med brevet. Er du sikker på, at du ikke har
fået det?
- Tror du mig ikke? Selvfølgelig har jeg ikke fået det
brev, ellers sagde jeg det, ikke?
De snakkede længe om løst og fast, eller faktisk talte
de om ingenting, men havde begge bare et
påtrængende behov for at hører hinandens stemme.
I køkkenet talte Lones forældre og Bjørn, der lige var
kommet hjem fra sit arbejde som skovarbejder. Deres
samtale gik ud på at gætte, hvad de to unge
mennesker kunne få så lang tid til at gå med at
snakke om i telefonen.
Axel rejste sig og gik over til døren ind til stuen og
satte et øre til døren.
Straks hev Lisa i ham med besked om, at det kunne
han ikke tillade sig.
Lisa åbnede døren, og med tegnsprog fik hun gjort
Lone opmærksom på, at de skulle spise, og det var

32

samtidig et signal om, at hun godt måtte blive
færdig.
Lone fik, ligeledes på tegnsprog, svaret, men hendes
øjebliks uopmærksomhed fik Kristian til at spørge
mistænksomt:
- Hvad fanden laver du? Du lyder så fraværende. Er
der en anden?
Kristian fik det sagt på en tåbelig måde og helt uden
situationsfornemmelse. Men det var en tanke, der
nagede ham konstant.
- Hvorfor kommer du pludselig på den tåbelige
tanke? Selvfølgelig har jeg ikke nogen anden. Hold
nu op, Kristian!
- Jamen du lyder så fraværende, og jeg mener bare ...
Han vidste godt selv, at han nu bevægede sig ud i
noget lort, men han kunne ikke lade være. Jalousien
nagede ham nat og dag, og selv om han gang på
gang overbeviste sig selv om det modsatte, vendte
tankerne tilbage.
- Jeg mener bare, hvis du finder en anden, skal du
bare sige til. Vi er vel enige om at være ærlige, og
hvis det var tilfældet, vil jeg på ingen måde presse
mig på.
- Nu er du både åndssvag og jaloux på samme tid, og
helt uden grund. Drop de tvangstanker!
- Jeg skal begynde i skole i morgen, ikke fordi jeg har
den store lyst, men jeg skal jo i gang.
Han skiftede endnu en gang bevidst emne, men det
slap han ikke så godt fra.

33

- Kristian, der er kun dig. Jeg elsker dig, trænger det
ikke snart ind?
Hun talte nu med særdeles store bogstaver.
- Ja, ja.
Kristian virkede lidt flov og vidste godt, at det
inderst inde handlede om at udvise tillid til
hinanden.
- Skal vi ikke snart ses?
Lone var nu klar til at skifte emne.
- Jo, jeg havde rent faktisk tænkt mig at besøge dig i
næste weekend, hvis det er okay med dine forældre,
og hvis du altså vil se mig.
Nu tillod han sig at spøge lidt.
- Øjeblik, jeg spørger med samme. Hun lagde røret
på hylden hvor telefonen stod. Kristian kunne høre
hendes skridt, da hun gik hen over gulvet for
derefter at åbne døren ud til køkkenet. Han kunne
høre hende stille spørgsmålet, men så forsvandt
stemmerne; døren måtte være blevet lukket.
Det føltes som oceaner af tid, før hun vendte tilbage,
men til gengæld meddelte hun glad, at han var
velkommen.
- Fedt, så ses vi igen, jeg glæder mig allerede.
Kristian kom i tanker om det næste problem, at
skaffe penge til busbilletten, men det måtte og skulle
bare klares, om han så skulle røve en bank.
De faldt igen i snak om løst og fast, og da Lones mor
kom ind i stuen endnu en gang for at gøre
opmærksom på, det var spisetid, lagde de an til at
afslutte samtalen.

34

- Vi ses så på fredag. Kristian truttede mund og
lavede kysselyde ned i tragten.
Han kikkede sig igen om for at sikre sig, at der ikke
var nogen tilskuere.
- Ja hej, vi ses. Lone truttede ligeledes mund og
hviskede - J E D.
- Hvad betyder det? Kristian lød desorienteret.
- Jeg elsker dig, hviskede hun ned i røret og sluttede
med at sige hej.
Kristian lagde røret på og tænkte lidt videre på
bogstaverne, mens han gik ud af telefonboksen.
’J E D, jeg elsker dig, smart’, tænkte han og begyndte
af gå op ad vejen. Der var stille, og kun enkelte biler
kørte forbi, men stilheden ville ikke vare mange
timer endnu, før myldretrafikken atter var det
dominerende i gadebilledet.
Søndag aften var noget særligt, stemningen i byen
var noget særligt.
Gaderne var stille, og alligevel var byen fuld af liv; al
aktiviteten foregik inde bag de fire vægge.
Alle forberedte sig sikkert til den forestående
mandags start på endnu en hektisk uge, før man igen
kunne slappe af et par dage for så at starte forfra
igen.
Det særlige sådan en søndag aften for Kristian var, at
han ikke længere skulle af sted til børnehjemmet
efter en hjemmeweekend. Han følte stadig det
samme sug i maven som når han søndag aften, i
årene, rejste med bussen tilbage til børnehjemmet
ude i den lille landsby.

35

På afstand kunne han høre en flok mennesker
skvaldre af grin og så i retningen, hvorfra lyden
kom. Det var inde fra Soldaterhjemmet, som lå for
enden af vejen. Et sted, hvor soldaterne, der aftjente
deres værnepligt i Århus, kunne fordrive fritiden.
Han kom i tanke om farens udtryk for at være soldat,
hvilket i den grad afspejlede, at han var pacifist.
For eksempel spøgte han altid med, at der aldrig
ville starte en krig i weekenderne, for da havde
soldaterne fri efter overenskomsten, ligesom han
mente, at en hver krig i nyere tid ville foregå i
lektioner, altså afbrudt af de faste måltider.
Da han trådte ind i opgangen, hørtes en rumsteren
ovenpå; det var hr. og fru Kristensen, og efter lyden
at dømme var de ved at gå i seng.
Husene på vejen var indrettet til to familier, og hr. og
fru Kristensen boede i lejligheden på øverste etage;
de var et ældre ægtepar, som stort set passede sig
selv. Når de gav lyd fra sig, var det, når de klagede
over, at Kristian spillede for højt på sin båndoptager.
Han låste sig ind i lejligheden, og da han kom ind i
gangen, kunne han se ind i stuen, hvor hans mor sad
foran fjernsynet, pulsende på en af de utallige
cigaretter, hun røg i løbet af en dag.
- Hvor har du været henne?
Hun spurgte uden at forvente noget svar eller helt
sikkert ikke sandheden.
Hun strakte sig ind over bordet for at tage
termokanden, skruede låget løs og fyldte sin kop.

36

Hun tog endnu en cigaret fra pakken,tændte den
med skoddet, som hun havde i den anden hånd, for
derefter at mase stumpen ud i askebægeret.
- Jeg har været henne og ringe, er der noget galt i
det?
- Næh, men det er rart at vide, hvad du går og laver.
Der blev en kort pause.
- Det er ikke meget, vi ser til dig.
- Stop den moralprædiken, jeg gider ikke hører på
det. Kristian rejste sig og gik ud i køkkenet, hvorfra
han råbte:
- Hvor er Lotte?
- Hun sover inde ved siden af, hun skal i skole i
morgen og skal have en god nattesøvn. Det burde du
også, så du er frisk i morgen, når du skal starte i
skolen.
Kristians søster havde også boet på børnehjemmet,
men var blevet hjemsendt et halvt år før ham.
På grund af god opførelse, drillede Kristian hende
med; han havde absolut ikke været enig i den
beslutning.
Årsagen havde været, at Kristian ikke viste den store
interesse for skolen, og alle de professionelle, som
han yndede at kalde dem, antydede, at han var
doven og ikke udnyttede sine evner, ikke mindst
forstanderen var efter ham med den påstand.
Men fra starten af ottende klasse skete der noget; fra
den ene dag til den anden oppede han sig og
begyndte ligefrem at få påskyndelser og gode
karakter. Den udvikling skulle senere vise sig at

37

blive en straf, idet han måtte blive på børnehjemmet
for at gøre skoleåret færdigt.
- Jeg går i seng. Han var på vej ud af døren og stod
på gangen, før hans mor nåede at kommentere hans
besked.
- Ja, godnat, og husk at stille vækkeuret, og stå nu op
i god tid.
At starte i skole næste dag og selv skulle sørge for at
komme af sted var en del af det nye liv i storbyen.
Han havde været forvænt med at have en pædagog i
røven, som han selv udtrykte det.
Som noget af det første, da han havde låst sig ind på
værelset, trak han vækkeuret op og stillede det til at
ringe klokken halv syv.
Han slog sædet på sovesofaen op og hev sengetøjet
ud af magasinet, slog benene ned og vippede derpå
sædet ned igen.
Lagnet spredte han ud, men kun lige så den største
del af sofaen var dækket; han kunne ikke nå over i
hjørnet og droppede det derfor uden yderligere
forsøg.
Dynen var en tung sag; han havde haft den lige siden
sin barndom i barakkerne, en af de modeller, der
lægger sig tungt om en, når man endelig har fået den
trukket over sig.
Kristian så ned ad sit tøj, efter at have studeret
adskillige pletter på bukser og skjorte blev han enig
med sig selv om, at det sagtens kunne bruges til hans
debut på den nye slaveanstalt.

38

Da han lå under dynen og med den ene hånd dybt
begravet i sine underbukser, kunne han ikke dy sig
for at nulre lidt, men uden resultat faldt han i søvn.
Da vækkeuret ringede, rakte han uden at åbne
øjnene ud efter lyden, fik fat i uret og kylede det af
sted, hvorved det først ramte væggen og derefter
endte på gulvet. Uret ringede stadig, omend det var
de sidste krampetrækninger, der kom fra det.
Kristian vendte sig om på den anden side og sov
videre, og da han vågnede igen, var det til en banken
på døren og hans søster Lottes røst.
- Du skal op, klokken er halv otte, det vil være lidt
pinligt, hvis du kommer for sent allerede den første
dag.
- Hold kæft, din møg unge! En noget rusten stemme
lød inde fra værelset.
- Jamen du skal op og i skole. Så må mor selv ned og
vække dig.
Hun ventede lidt for at høre hans reaktion på truslen.
- Hvis du ikke skrider straks, skal jeg fandeme sørge
for at du kommer op i himlen i løbet af et sekund.
Han lød nu lidt mere vågen, men det virkede ikke,
som om han var på vej ud af sengen.
Lotte satte sidste trumf på og holdt brevet op, som
hun stod med i hånden.
- Der er brev til dig fra et eller andet
kvindemenneske, Lone står der.
Kristian fik den sidste søvn ud af øjnene og fik i en
fart sine bukser på, åbnede døren og nærmest hev
brevet ud af hånden på Lotte, smækkede døren,

39

åbnede så igen og spurgte hende, hvornår det var
kommet. Han udelukkede, at det kunne være
kommet samme dag, så tidligt kom posten ikke.
- Det kom i onsdags, vi har bare glemt at sige det. Du
er jo heller aldrig hjemme.
Kristian smækkede døren og flåede brevet op og
foldede det ud læste, blinkede med øjnene, og en tåre
løb ned ad hans kind.

Hej elskede,

sådan startede brevet og fortsatte:

Måske føler du det for åndssvagt at jeg skriver til dig
for du har sikkert glemt alt om mig, men Kristian jeg
elsker dig og kan ikke leve uden dig.
Kristian knugede brevet ind til sig og lod tårerne
trille ned ad kinden; nu forstod han Lones
hentydninger til brevet. Han læste videre. Brevet var
noget af det smukkeste, Kristian havde oplevet; nu
var det heller ikke, fordi han havde modtaget så
mange breve i sit liv.

Hilsen din egen Lone.

Sådan sluttede brevet. Kristian følte en klump i
halsen, men hvis han gav sig til at tude nu, var det af
lykke.

40

Han pressede sit hoved ned i puden og krammede
den, som var det Lone, og efter at have sagt JED højt,
lagde han an til det helt store kys.
- Er du oppe? Nu var det hans mor, der var nede for
at vække ham, og denne gang lød han glad, da han
svarede:
- Ja, jeg kommer nu. Han var ved at trække i skjorten
og puttede den ned i bukserne.
Da Kristian endelig begav sig på vej til skole, havde
han absolut ikke god tid, men derimod skulle han
småløbe for at nå det, men ikke om han gad. Da han
rundede hjørnet af Ny Munkegade, kunne han høre
klokken ringe, men tempoet blev ikke af den grund
sat det fjerneste op, snarere tværtimod.
Da han gik ind ad hovedindgangen og op ad
trapperne til forhallen, var der allerede stille på
gangene, og det passede Kristian fint at få ro til at
finde ud af, hvor han skulle være.
Da han stod uden for klasseværelse nummer 16, stod
han stille et øjeblik og lyttede. Det lød som en
regnetime; lærerens røst var den mest
gennemtrængende, når han stillede spørgsmål til
klassen. Indimellem kunne han høre den samme
lærer skælde ud.
Kristian tænkte et øjeblik på, at på den anden side af
døren sad 22 på hans egen alder; han kendte ikke en
eneste af dem, og i løbet af en uge eller to ville han
kende dem alle.
Han bankede på, ingen reaktion, han bankede på
igen, men denne gang hårdere.

41

- Kom ind! lød det inde fra klasseværelset.
Kristian åbnede døren og trådte ind; alle stirrede på
ham.
- Jeg er den nye elev. Han var noget trykket af at
være personen i manegen.
- Ser man det, sagde læreren. - Du kunne så starte
med at undskylde, at du kommer for sent, eller I
møder måske senere derude på landet?
Der lød et skvalder i klassen, og Kristian blev rød i
kinderne, kunne føle varmen stige ham til hovedet.
- Undskyld, jeg kommer for sent. Kristian var ikke
stolt over at føle sig ydmyget, som tilfældet var. Hvis
det ikke var, fordi læren kom ham i forkøbet, ville
han have vendt om og være gået igen.
- Det var bare min spøg, det må du undskylde. Det
kan være svært nok endda at starte på en ny skole.
Det virkede, som om han kunne læse Kristians
tanker; det var ikke nogen behagelig oplevelse at
blive gjort til grin, slet ikke, når det var læreren, der
førte an.
- Jeg hedder Sørensen. Velkommen! Han rakte
hånden frem og lagde den anden hånd om Kristians
skulder, vendte blikket og så ud over klassen.
- Det er så Kristian, vores nye klassekammerat. Vil I
love mig at tage godt imod ham og hjælpe ham den
første tid?
- Du kan sidde ved siden af Harry, der er vist ikke
plads andre steder. Måske skulle vi også flytte lidt
rundt.

42

Ikke så snart havde han sagt ordene, før han selv
opgav tanken. Kristian gik ned gennem yderste
række ud mod vinduet og stoppede ud for Harry,
kikkede en ekstra gang, da han så, at han sad og
rensede negle under bordet.
Det var ikke så meget det, at han rensede negle, men
mere tingesten, han sad og gjorde det med: en stor
springkniv med en enormt lang klinge. Samtidig
med at han vendte blikket op mod Kristian, foretog
han en bevægelse med springkniven, som om han
stak kniven i noget, derefter klappede han den
sammen og puttede den i lommen.
- Hej Karsten, jeg hedder Harry, men alle kalder mig
Skæv, kan du gætte hvorfor?
- Jeg hedder Kristian og ikke Karsten. Han satte sig
og var lidt beklemt ved sin nye sidekammerat, men
snart fortsatte timen, og tallene føg gennem lokalet.
- Skal du med over til bageren i det store frikvarter?
Jeg har lidt hø til piben.
Kristian vidste godt, hvad han hentydede til, og
nikkede med et smil.
En pige ved navn Grethe, som sad overfor, hørte
deres samtale og forsøgte med grimasser at advare
Kristian, men han ignorerede hende. Harry sendte
hende en finger, og hun så øjeblikkelig den anden
vej.
I frikvarteret blev halvdelen af klassen i
klasseværelset. Kristian blev præsenteret for dem
alle, men huskede ikke et eneste af navnene fem
minutter efter.

43

Et enkelt fjæs havde han til gengæld allerede
indprentet sig i sin hukommelse, nemlig Harrys.
Han havde igen halet sin springkniv frem og med
nogle drabelige fagter foldet den ud.
- Gå op og slå et kryds på tavlen ud for stolen ved
katederet! Det lød som en ordre, og uden at stille
forståelsesspørgsmål rejste Kristian sig, gik op til
tavlen og tog et stykke kridt fra tavlerenden.
- Hvor? spurgte Kristian, mens han holdt kridtet ind
mod tavlen.
- Lidt højere, lidt til venstre, lidt op, der!
Kristian satte et kryds og gjorde klar til at gå ned
igen, men Harry var ikke tilfreds endnu.
- Sæt dig på stolen! sagde han, og igen uden at
protestere yderligere satte Kristian sig på stolen ved
katederet.
- Krydset skal en anelse op og så lidt til venstre.
Da Kristian havde flyttet det, gik han ned på sin
plads igen og satte sig.
Harry sigtede med springkniven op mod tavlen og
så temmelig koncentreret ud.
- Hvad gi’r du, hvis jeg rammer? Harry så ikke over
på Kristian, men koncentrerede sig fortsat om at
sigte.
- Det ved jeg ikke. Kristian troede inderst inde ikke
på, at det var Harrys alvor at ville kaste med kniven.
- Skal vi aftale, at hvis jeg rammer, så tænder du
piben, og hvis ikke, så tænder jeg. Harry så nu for
første gang over på Kristian og smilte.
- Er det en aftale?

44

- Det er en aftale.
Væddemål kunne Kristian godt indgå; at tænde
piben kunne ikke slå benene væk under ham.
Harry sigtede igen mod krydset på tavlen, og der
blev fuldstændig stille i lokalet. Alle stirrede skiftevis
på krydset på tavlen og springkniven i hånden på
Harry.
Med et lød der et sus fra noget, der fløj gennem
lokalet, efterfulgt af et ”dong”, da kniven borede sig
ind gennem tavlen og videre ind i betonvæggen.
- Nå, hvad siger du så, Karsten?
Da Kristian så op, behøvede han ikke at gå op til
tavlen for at konstatere, at han havde tabt
væddemålet.
Lidt senere, da det ringede ind, fik Harry travlt med
at hive kniven ud af væggen. Det skulle vise sig ikke
at være uden besvær, og den efterlod sig en ikke så
lille revne i tavlen.
Da de senere var på vej ned ad stien og gik tværs
over Samsøgade for at forsvinde ind i bagerbutikken,
snakkede de om forventningerne til den kommende
tid som klassekammerater.
- To snegle og en kold kakao. Harry afgav sin ordre
og henvendte sig til Kristian.
- Skal du ikke have noget? Det er godt at spise
bagefter.
- Næh, jeg er ikke sulten.
- Du kan købe på klods.
Harry havde åbenbart gennemskuet, hvad den
manglede sult bundede i.

45

- Han er ny i klassen, han hedder Kristian og vil
gerne oprette en konto.
Harry grinede fjollet og så over på Kristian.
Han kunne åbenbart godt huske, at han hed Kristian
og ikke Karsten.
Kristian fik bestilt samme frokostmåltid som Harry,
og snart var de på vej ned af Samsøgade. De drejede
ned ad Grønnegade, og da de få minutter senere stod
på Grønningen, stoppede de.
- Vent her, jeg skal lige se, om de gamle er hjemme,
Harry forsvandt ind i en opgang og var væk nogle
minutter.
- Klar bane! Harry stak hovedet ud af et vindue på
tredje etage og gjorde tegn til, at Kristian godt kunne
komme op.
Kristian åbnede døren og blev mødt af en lugt, der
ikke just opmuntrede hans lugtesans, men nærmere
fik næseborene til at snerpe sammen. Det var en
indelukket og stram lugt, men efterhånden som han
bevægede sig op ad trapperne, vænnede han sig til
den.
Harry var gået videre op, og snart stod de helt oppe
under loftet.
- Mine forældre bor nede på tredje, men jeg har
værelse heroppe.
De gik hen ad en gang forbi en masse døre, hvorpå
der stod forskellige navne.
De stoppede ud for en dør, hvorpå der med store
bogstaver stod:

46

Her bor Skæv

Under navnet stod der:

Glem det, jeg er ikke hjemme.

Skæv låste døren op.
Da han åbnede døren, stank det af stærk tobak, og da
de gik ind i rummet, blev lugten ikke mindre
gennemtrængende. Kristian følte sig næsten svimmel
bare ved lugten.
I hver side af værelset lå en springmadras, og midt
på gulvet stod et ekstremt lavt bord, derudover talte
møblementet kun en pladespiller, der stod frit på
gulvet under vinduet, og på hver side stod en stor
højttaler, der øjensynlig var overdimensioneret, hvis
den var bygget til Skævs værelse.
På bordet lå alle remedier til at forberede en pibe
stærk tobak. Sølvpapiret, der adskillige gange havde
været holdt ind over et stearinlys, lå midt på bordet,
og der lå rester af tobak fra tidligere seancer.
Midt på bordet stod et syltetøjsglas, som med fantasi
var ændret til en vandpibe. En kort stump
vandslange var boret ned gennem låget på glasset,
og et andet var placeret i midten af låget, hvori der
var monteret en chillum, godt indpakket i
isoleringstape, for at den skulle holde tæt.
Kristian tog apparatet op i hånden, puttede den korte
stump i munden og sugede, så luften boblede i

47

glasset. Nikotinen, der flød oven på vandet, blev
fordelt lidt og så dermed lidt mindre uappetitlig ud.
Ved siden af stearinlyset fik Kristian øje på en sort
klump, og i samme han rettede blikket mod den, tog
Skæv klumpen og holdt den over stearinlyset, som
han umiddelbart før havde tændt.
- Er det sort libaneser? Kristian spurgte ikke så meget
for at få at vide, hvad det var for en hash, mere for at
Skæv skulle opdage, at han ikke var helt på bar bund
i branchen.
- Jep, den fedeste på gaden lige nu.
Skæv brækkede et stykke af og smed klumpen på
bordet igen. Op af sin skjortelomme hev han en
cigaret frem og brækkede den over i to dele; den ene
halvdel smed han på bordet, hvor der i forvejen lå
flere stumper.
Den anden flåede han papiret af, lod tobakken falde
ned i sølvpapiret til den sorte libaneser og løftede så
det hele hen over stearinlyset igen.
- Skal vi tage vandpiben? Skæv så over på Kristian
som en hentydning til, at han efter væddemålet
skulle tænde og derfor fik lov at vælge.
Kristian nikkede og var allerede på vej til at sætte sig
an på madrassen.
Han kom i tanker om skolen, hvor det sikkert
allerede havde ringet ind efter frikvarteret, men
skole kunne være skole, en enkelt pjæktime kunne
ikke få hans verden til at falde sammen.

48

Skæv gjorde tegn til, at Kristian skulle gøre sig klar
til at suge, og han lænede sig ind over bordet og tog
slangestumpen i munden.
Snart fyldtes rummet af lugten af svovltændstikker.
Skæv førte den tændte tændstik ned til pibehovedet.
Kristian sugede, alt hvad hans lunger kunne.
Det boblede i glasset, som om det kogte. Kristian
løftede hovedet og pustede en tåge af røg ud i
lokalet, lænede sig derefter igen ind over bordet og
sugede i slangen, derefter drejede han slangen over
mod Skæv.
Han smilte, mens han bøjede sig ind over bordet og
tog sig et ordentligt drøn. Man kunne se, hvordan
det glødede og gnistrede nede i pibehovedet. Han
rakte den igen over mod Kristian, som med den ene
hånd afværgede.
- Jeg har fået nok. Han lagde sig ned på madrassen
og lukkede øjnene.
Skæv tog sig endnu et par drøn og rejste sig derefter
og åbnede det lille tagvindue, tændte for
pladespilleren, og snart lød der musik ud af de store
højttalere.
Jimmi Hendrix, guitarens skingrende lyde var den
sande nydelse.
- Det er sgu da ”Hej Joe” med Jimmi.
Kristian snøvlede og havde besvær med at få det
sagt, Skæv satte i et latterbrøl uden at vide, hvad han
grinede af, og Kristian fulgte trop og satte i med en
latter, så det klukkede.

49

- Du snøvler, din idiot, du må fandeme udtrykke dig
lidt tydeligere, hvis du vil i kontakt med mig, din
bondeknold. Du er vel lige kommet ind med
firetoget.
Skæv kunne ikke stoppe igen og fortsatte:
- Du lugter sgu af kolort.
Deres latter tog til, og selv om det rent faktisk var
Kristian, det gik ud over, var det hele bare fis og
ballade.
Kristian ville rejse sig for at tage ved Skæv, men
væltede ind over bordet med det resultat, at han lå
og rodede på bordet, og tingede væltede omkring
ham.
Han forsøgte at rejse sig, men væltede ind over det
hele, og det sidste indhold på bordet fløj til alle sider.
- Din tumpe, glem ikke, det er sort libaneser! Skæv
forsøgte at se alvorlig ud, men det mislykkes, og
stadig fnisende fortsatte han sin belæring.
- Du skal fandeme ligge stille de første minutter, så
læg dig og bliv liggende!
Han skubbede Kristian over på sin plads på
madrassen, og denne gang blev han liggende. De
næste minutter lå de med lukkede øjne og uden at
sige noget, trængte længere og længere ind i hver
deres verden og nød Jimmi Hendrix’ leg med sin
guitar.
Kristian var den, der brød tavsheden.
- I sidste uge, da jeg var på vej hjem fra
børnehjemmet ...
Skæv afbrød ham.

50