Omstigning

siden af hende stod Lone, og de var åbenbart i gang
med en fortrolig snak; snakken gik i hvert tilfælde i
stå, da Kristian trådet ind i rummet.
- Hej skat! Kristian lagde en arm om Lone og gav
hende et smækkys.
- Hvad går du egentlig og laver? Lone lød drillende.
- Du har ikke engang hilst på alle gæsterne. Har du
set, hvor mange af de gamle klassekammerater der
er her?
- Jeg stødte i ordets bogstaveligste forstand på Karlo,
han er edderma’me lakket godt til.
- Hvor er Johnny? Kristian henvendte sig til Gurli,
der var kravlet ned fra køkkenbordet og var på vej
ind i stuen.
- Han er i Horsens, han gad ikke være med i aften.
Det var ikke ualmindeligt for deres forhold, at de
ofte deltog i fester hver for sig, og hvorfor Johnny
ikke gad deltage i festen, meldte historien ikke noget
om.
- Vi skal danse, Kristian! Gurli rakte hånden frem
mod ham, og efter lidt parlamenteren og med pres
fra Lone tog han mod tilbuddet. Musikken var ikke
længere betonrock, som ellers havde lydt i
højtaleren, men nu lød en stille sjæler med Bee Gees.
Kristian havde gerne helt undgået at danse, men når
det skulle være, var han tilfreds med, at musikken
lagde op til en kinddans, så slap han i det mindste
for at stå og spjætte med arme og ben og føle, at han
lignede en åndssvag.

101

Gurli førte an i dansen, og med et resolut tag trak
hun ham ind til sig. Det varede ikke mange
sekunder, før han vænnede sig til den nære kontakt
med sin dansepartner og helt præcist fornemmede
hendes former, hvis han ikke før havde bemærket, at
hun var veludviklet, hvor hun skulle være det,
kunne han nu konstatere det under dansen.
Hun klemte lidt hårdere med hånden, hun havde på
ryggen af ham, som et tegn til, at han skulle komme
nærmere, men selv om det kneb ham at komme
nærmere, prøvede han alligevel; hendes bryster
trykkede sig ind mod hans brystkasse som to
velmodne meloner.
I takt til musikken vrikkede hun lidt med
overkroppen, så han kunne konstatere, at det var
levende væsener og ikke meloner. Kristian sendte et
blik ud over stuen for at se, hvor Lone var; han fik
øje på hende ude på dansegulvet sammen med
klassens dengse, Henrik.
Henrik havde altid lektierne i orden og gjorde stort
set altid, hvad lærerne befalede, men ellers var han
en rar fyr, og faktisk havde Kristian og Henrik haft
mange gode timer sammen.
- Nu skal du ikke komme for godt i gang! Kristian
prikkede Henrik i siden, da de dansede forbi dem.
Henrik gav Kristian fingeren og dansede derefter
skyndsomst hen i den anden ende af stuen.
- Hun er i gode hænder, hvad med at passe dit? Det
var Gurli, der stillede krav om 100 procent
koncentration fra sin dansepartner; hun strammede

102

sit greb om Kristian og trykkede sig tæt ind til ham
igen.
Bedst som de havde fået etableret dansen til rytmen,
standsede musikken.
- Vi tager den samme igen ik’? Gurli henvendte sig
til alle de dansende, og da der ikke var nogen, der
reagerede, satte hun armen på grammofon på
pladens start igen. Kristian havde forgæves forsøgt
at få øjenkontakt med Lone.
- Er du mon så snart klar til at danse, eller skal du stå
der og se åndet ud hele natten? Gurli førte igen an til
kinddansen, og atter pressede hun sig tæt ind til
ham.
Hun vrikkede igen med brysterne, eller nu nærmest
gnubbede hun sig op ad ham.
- Kan du li’ det? Hun hviskede ham ind i øret, og
uden at svare nikkede han bekræftende.
- Jeg kan mærke et bestemt sted på dig, at du kan
lide det.
- Hvad mener du? Kristian spurgte, selv om han
bedre end nogen anden vidste, at hun hentydede til,
at han havde jern på.
Hun lod hånden på hans ryg glide nedad for at ende
på hofterne, og med et lille klem forsøgte hun at
trække ham nærmere.
- Det gør da ikke noget, du skal da ikke blive flov,
det er da kun hyggeligt. Hun hviskede ham kælent
ind i øret.
Kristian var lidt rød i kinderne, men mørket i stuen
bevirkede, at han sagtens kunne holde det for sig

103

selv. Gurli begyndte at bevæge underlivet ind mod
ham i æggende rytmer.
- Åh det er dejligt, Kristian! Hendes hviskende
stemme lød nu om muligt endnu mere kælen.
Kristian havde travlt; på den ene side brugte han den
meste af sin energi på at nyde dansen, på den anden
side havde en fornemmelse af, at Gurlis måde at
danse på nemt kunne misforstås.
Hun stønnede ham ind i øret, mens hun konstant
hviskede til ham. Kristian sendte igen et blik ud over
dansegulvet og kunne konstatere, at det var fyldt
med dansende par.
Han lod diskret sin ene hånd glide op ad ryggen på
Gurli og videre om mod hendes forparti for til sidst
at ende på hendes ene bryst. Med lidt besvær fik han
hendes bluse hevet op af hendes bukser og fik
dermed fri adgang til de rene varer; der var lidt mere
end en håndfuld. Lige som det skulle være, tænkte
Kristian, mens han lod sin hånd bevæge sig i små
blide cirkler. Efter lidt tid fik han lyst til at føle på de
rene varer og lod sin hånd glide ind under elastikken
i bh’en, og med et snuptag gled brystholderen op
over brysterne, og der var fri adgang.
- Kristian, vi må mødes senere på aftenen. Kristian
nikkede bare og koncentrerede sig om sin hånds
arbejde inde under hendes bluse. Da musikken
stoppede, var der ikke umiddelbart nogen, der tog
initiativ til at sætte noget nyt musik på; flere af de
dansende stod stadig og drejede rundt uden
musikledsagelse.

104

- Hvor skal vi gøre det færdigt? Han havde lidt
besvær med at få det sagt, men det blev heller ikke
nødvendigt.
- Oppe på mit værelse. Gurli trak Kristians hånd ud
fra blusen, og så diskret som muligt fik hun sin bh
sat på plads, men lod skjorten hænge uden for
bukserne.
- Se så, at han opfører sig ordentligt indtil da! Gurli
pegede på bulen i hans bukser, og da hun ville gå fra
ham, lod hun en hånd strejfe bulen.
Snart efter drønede Smoke On The Water med Deep
Purple ud af højttaleren, og det var nærmest umuligt
at få ørenlyd. Kristian forsøgte alligevel, da han
nåede hen til Lone i den anden ende af stuen.
- Nåh, er det så ikke en fed fest? Lone råbte for at
overdøve musikken, mens Kristian sparede på
stemmebåndet og valgte blot at nikke.
- Skal vi danse?
- Hvad går der af dig, vil du frivilligt danse? Kristian
stod smilende og gjorde tegn til at danse; pladsen var
trang på dansegulvet, og andet end kinddans var
ikke mulig.
Snart dansede de tæt, og efter få trin lagde de an til
et kys, men det blev ikke til mange sekunders kys,
førend de blev forstyrret.
- Hjælper du ikke med opvasken? Det var Gurli, der
åbenbart manglede hjælp i køkkenet. Der lød en
klirren af flasker, og på vej ud i køkkenet måtte Lone
og Gurli anstrenge sig for ikke at vade i de mange

105

flasker, der lå og flød; det fik Kristian til at tænke på
Karlos tilbud om de stærke sager.
Han fandt ham halvt sovende i sofaen i den anden
ende af stuen. Kristian satte sig ved siden af ham og
gav ham et skub.
- Er du brændt ud?
- Nej, nej. Karlo rejste sig med et sæt.
- Du snakkede om noget ekstra stærkt, gælder det
tilbud stadig? Kristian var lige i stemning til at
smage på Karlos stærke sager.
- Ja, selvfølgelig, vi skal bare udenfor. Karlo forsøgte
at rejse sig, men måtte opgive: Kristian rejste sig og
gav ham en hånd, og denne gang modtog han
tilbuddet, og støttet af Kristian begav de sig ud til
hoveddøren og gik ud i haven.
Det var en smuk sommeraften med klart vejr og et
væld af stjerner på himlen, en svag, men mild vind
blæste fra syd, og træerne omkring gården svajede
en anelse i takt med vindens blide susen.
- Er det nu også klogt af dig at drikke mere i aften?
Efter at Kristian havde observeret, hvor meget støtte
Karlo rent faktisk havde behov for, var han meget i
tvivl, om det var tilrådeligt, at han drak mere.
- Selvfølgelig kan jeg tåle mere, din torsk, tror du jeg
er en tøsedreng?
I køkkenet var Lone og Gurli i fuld gang med
opvasken, og på intet tidspunkt stod deres mundtøj
stille.
- Hvordan går det egentlig med dig og Kristian? Man
ser jer jo aldrig mere. Gurli spurgte nysgerrigt og

106

stod stille et øjeblik med den dryppende
opvaskebørste i hånden og ventede på et svar.
- Det går da skidegodt. Lone sendte Gurli et smil,
men ikke så snart var smilet afsendt, før det stivnede
igen.
- Hvis bare ikke Kristian var så jaloux! Bare jeg
kikker på en mand i et ugeblad, tænder han af og
kan surmule en hel weekend. Jeg er holdt helt op
med at fortælle, hvis jeg ser en fyr, jeg synes er flot.
Jeg orker det ikke længere, så er det trods alt er
lettere at holde det for sig selv.
- Kan et forhold blive ved på den måde? Jeg mener,
hvis I ikke er ærlige over for hinanden. Gurli så
filosoferende ud, da hun spurgte.
- Næh. Måske ikke. Lone havde ikke tænkt så langt
selv.
- Jeg håber, det går over med alderen. Han er en
skidedejlig fyr, og når hans humør er godt, har vi det
skønt sammen. Lone tog sig sammen og tørrede
tallerkenen af, som hun de sidste par minutter havde
tørret på.
- Desværre er der længere imellem de gode perioder.
Nu for eksempel i går, ja, i går, da jeg var ovre for at
hente ham ved bussen.
- Tror du ikke, at lige så snart han var kommet ud af
bussen, mistænkte han mig for at have en anden,
bare fordi jeg viderebragte din invitation til festen
her. Lone blev ilter ved tanken og fortsatte:

107

- Det var sgu for meget, det kan jeg bare ikke klare.
Så spillede han martyr og ville tage den næste bus
hjem til Århus igen. Flop, siger jeg bare.
- Jeg tror nu, Kristian har det fint i aften. Gurli
forsøgte bevidst at afslutte snakken, men Lone lod
sig ikke affærdige.
- Ved du hvad Gurli? Lone havde en anelse svært
ved at få styr på ordene, og årsagen var en blanding
af alkoholens virkning og emnet, de drøftede.
- Hvis det ikke var, fordi jeg elsker ham så højt, så
var han droppet for lang tid siden.
- Jeg kender de problemer fra mig selv og Johnny,
men det er bare med modsat fortegn. Gurli gjorde
endnu et forsøg på at bringe samtalen ned på jorden
igen; et øjeblik ærgrede det hende, at hun selv havde
bragt emnet på bane.
- Bare han en gang imellem kunne blive jaloux, det er
lige før, jeg er misundelig på dig. Gurli smilte over
mod Lone, mens hun vred karkluden og dermed
lagde an til at lægge sidste hånd på opvasken.
- Jeg kan love dig, at Kristian synes om festen. Han
vil ikke stille sig så tvivlende næste gang, om han har
lyst til at tage med eller ej. Lone så lidt undrende på
Gurli, og arm i arm gik de ind for at deltage i festen
igen.

- Stærke sager, ikke sandt? Kun for rigtige mandfolk.
Karlo havde besvær med at holde balancen, alligevel
var han i gang med en at de medbragte stærke øl. De

108

havde haft meget besvær med at finde posen med
øllerne.
Gang på gang havde Karlo peget helt skråsikkert på
en plante i prydhaven, og hver gang havde Kristian
rodet det halve blomsterbed igennem, men uden
resultat. Karlos eneste bemærkning var, at nogen
måtte have hugget dem, og han var klar til at gå ind
igen, men Kristian insisterede, og ved at udvise en
udstrakt udholdenhed lykkes det til sidst.
Det viste sig, at posen med de stærke øl lå i den
anden ende af haven. Efter Karlos tilstand at dømme
måtte de være særdeles stærke, tænkte Kristian, da
han holdt flasken op til munden for at smage.
Den dejlige sommeraften og musikken, som uden
besvær kunne høres fra huset, dannede den ideelle
ramme for en øl eller to. Der var slet ikke koldt, og
selv om de begge stod i skjorteærmer, frøs de ikke,
Kristian havde i tankerne, at han nok hellere måtte
holde lidt igen med de stærke øl, især hvis han skulle
overholde sin del af aftalen med Gurli.
- Er hun god? Kristian blev afbrudt i sine egne
tanker.
Karlo bøvsede, samtidig med at han stillede
spørgsmålet, og måske derfor fik Kristian ikke fat i,
hvad han spurgte om.
- Er hun god? Du ved sådan ...
- Hvad mener du? Kristian var et øjeblik i tvivl, om
han hentydede til hans dans med Gurli, eller han
mente hans forhold til Lone.

109

- Du ved sgu godt, hvad jeg mener. Nu bøvsede Karl
på sådan en måde, at det lød, som om en del af
mavesækken var på vej med op.
- Kan hun finde ud af at bolle? For fanden, skal du
have det skåret ud i pap? Nu var Kristian med,
Karlos sidste bemærkning udelukkede enhver tvivl
om noget andet.
- Det ved jeg ikke, vi har endnu ikke prøvet det.
- Åh hold kæft! Karlo tog et skridt, men ikke så snart
havde han sluppet sit tag i Kristians skulder, før han
lå ned i græsset, men det slog ham ikke ud, liggende
med den ene hånd under hovedet og bajeren i den
anden hånd insisterede han på at få et svar.
- Fortæl nu din gamle klassekammerat, om hun
knepper godt.
- Hold nu din kæft og rejs dig op! Når jeg siger, at vi
ikke har været i seng med hinanden, så har vi det
ikke. Kristian tog ved hans hånd, og med møje og
besvær fik han Karlo op på benene igen.
Så snart han igen stod på sine ben, ville han sætte
flasken for munden, men Kristian rev den ud af
hånden på ham, og uden diskussion tømte han
flaskens indhold ud i græsset.
- For fanden! Den koster en formue, din idiot! Karlo
hidsede sig op for en kort bemærkning, men da
Kristian gjorde tegn til, at de skulle gå ind,
protesterede han ikke, men fulgte blot efter, godt
lænet op af hans kammerat.
Festen var fortsat i kog og dansegulvet fyldt med
dansende par, der, som aftenen var skredet frem,

110

lænede sig mere og mere op ad hinanden. Kristian
sendte et blik ud over de dansende for at danne sig
et overblik. Lone dansede stadig tæt med Henrik.
I den anden ende af stuen dansede Gurli med Kaj;
uden held forsøgte Kristian at få øjenkontakt med
Gurli.
Da musikken stoppede, gik han direkte over til Lone,
som virkede glædeligt overrasket over at se Kristian
igen; hun slyngede armene om ham og gav ham et
smækkys og lagde derefter sit hoved ind mod hans
brystkasse.
- Skal vi danse?
- Hvad siger du, vil du byde mig op til en dans?
Lone råbte og virkede meget overrasket over at blive
budt op til dans af Kristian.
- Næh, du må skrive dig på mit balkort, jeg er ikke
færdig med at danse med Henrik. Hun vendte sig
om mod Henrik, og lidt dinglende tog hun et skridt
frem og faldt sin dansepartner om halsen. Kristian
stod et øjeblik og sundede sig over afslaget.
Han betragtede Lone og Henriks dans, og de lignede
mest af alt et nyforelsket par. Så gik han ud mod
gangen i håb om, at der skulle være ledigt på
toilettet, men det var et noget naivt håb. Han stillede
op i køen og forsøgte, det bedste han havde lært, at
undertrykke sin trang.
Døren til stuen gik op, og det korte øjeblik, det tog,
fra døren blev åbnet, til den blevet lukket igen, lød
der et brøl af musik fra stuen. Gurli trådte ud i
gangen og stillede sig bagerst i køen.

111

- Havde vi ikke en aftale? Gurli lagde sit hoved ind
til Kristians ryg, mens hun ventede på et svar.
- Jo, men natten er ikke forbi endnu. Kristian vendte
sig og lagde begge sine arme om hende og gav hende
et blidt kys på munden.
- Hvorfor vente, når jeg har mit eget toilet på loftet?
Hendes stemme lød kælen og beruset, og inden de
nåede at sige mere, havde hun bevæget sig hen til
døren, der førte op til loftet.
Kristian kastede et blik hen ad gangen, førend han
lukkede døren og fulgte efter op på loftet.
- Første, jeg er lige ved at tisse i mine bukser.
- Så bliver du da våd i bukserne. Kristian grinede
højt at sin egen morsomme bemærkning, men Gurli
var ikke sådan at slå ud.
- Det er vist ikke våd på den måde, du vil
foretrække, hva’?
Kristian bekræftede, at det ikke lige var det, han
forstod ved en pige, der var våd i bukserne, men han
kunne nu alligevel godt more sig over sin
bemærkning.
- Du er vist en slemme fyr! Gurli råbte inde fra
toilettet, mens Kristian høfligt stod udenfor og
ventede på, at det skulle blive hans tur.
Endelig hørte han lyden af, at der blev skyllet ud, og
så snart hun viste sig uden for døren, gjorde Kristian
tegn til at gå ind på toilettet.
- Du er da vist en værre en. Hun sagde ordene med
en kælen stemme og lod samtidig den ene hånd ae
hans kind.

112

- Kys mig Kristian, kys mig nu!
- Jamen jeg skal ... han nåede ikke at sige mere, før
hendes læber gjorde det umuligt at få sagt et ord.
Kristian steppede og skulle bare af med vandet, men
på den anden side følte han ikke lyst til at være den,
der afbrød kysset.
- Rolig, ikke så meget fart på, vi har god tid, og nu
må jeg altså af med vandet, ellers bliver det mig, der
bliver våd i bukserne. Gurli fniste og slap sit tag i
Kristian, som styrtede ind på toilettet; hun råbte til
ham, samtidig med at hun bevægede sig hen mod
døren til sit værelse:
- Kommer du ind på værelset, når du har dryppet af?
Gurli tændte stearinlyset, som stod på det lille bord
foran sovebriksen.
Da Kristian trådte ind i værelset, var det til skæret af
det ene stearinlys, som lige gav så meget lys, at de
kunne se hinanden.
- Her bor du da herligt. Kristian så sig om og
betragtede indretningen i det beskedne lys.
Sovebriksen stod i den ene side af rummet, som var
kvadratisk, og i modsatte side stod en kommode,
som kunne være svær at bestemme farven på i den
smule lys.
Alle vægge var klistret til med plakater; hvem der
var på plakaterne, var umuligt at se, men den over
sengens hovedgærde var uden tvivl Elvis. Kristian
nåede ikke længere i sin betragtning af rummet, før
han blev afbrudt af Gurli.

113

- Kom og sæt dig her! Hun slog med en hånd i
sengen ved siden af sig, og Kristian gik over til
hende og satte sig.
- Du er sikker på, at Johnny er i Horsens hele
weekenden? Kristian havde ikke lyst til, at han skulle
komme anstigende lige nu.
- Selvfølgelig kommer han ikke hjem nu, hold nu op!
Nåh, lad os så se, om den kan blive lige så stor og
dejlig som nede i stuen.
Hun går til makronerne, tænkte Kristian men
protesterede ikke, da hun halvvejs kravlede ind over
ham og lagde an til et kys.
- Hvad nu hvis Lone opdager, at vi er heroppe alene?
Kristian virkede lidt nervøs ved tanken.
- Det gør hun da ikke, dit lille fjols, kun hvis du
fortæller hende det. Hun har det sikkert godt, hvor
hun er, tror du ikke? Det var ordene, der skulle få
Kristian til at rejse sig med et sæt.
- Tror du, hun kunne finde på at lave noget med
Henrik, den bøsse, jeg mener ...
- Slap af, Kristian, for det første kan jeg love dig, at
Henrik ikke er bøsse, og for det andet så lad nu Lone
more sig. I øvrigt har jeg lovet Lone at sørge for, at
du får en god aften, slap nu af!
Kristian lænede sig igen tilbage, og hun kravlede
igen halvt ind over ham, og et øjeblik efter var hun i
gang med hans lynlås i bukserne.
- Nu vil jeg røre ved den slemme dreng, du har i
bukserne. Tror du bare, jeg vil nøjes med at mærke
den gennem alt det tøj? Nej, du kan tro løgn.

114

Hendes hænder moslede noget med lynlåsen i hans
bukser, men ved en ihærdig indsats fik hun fri
adgang til det, hun søgte.
- Nåh, den har rejst sig, den virker til at være dejlig.
Kristian vidste ikke, om han syntes om hendes
ligefremhed eller ej, på den anden side havde han
glemt alle tanker om at opgive den del af festen, de
var kommet til, og lagde an til at gengælde hendes
kærtegn.
- Gurli, er du nu sikker på, at det er rigtigt, det vi
gør? Han skulle lige have den sidste sikkerhed for, at
hun ikke fortrød, men det gjorde hun ikke.
- Kristian, drop al den snakken og lad os hygge os
lidt. Er det måske ikke dejligt, det, jeg gør ved dig?
Hun klemte hans rejste lem lidt ekstra, og det gav et
gib i ham.
- Jo, gu er det dejligt.
Kristian kyssede hende, og det blev et langt og
inderligt kys.
- Tag bukserne helt af, dine underbukser strammer.
Uden kommentar rejste Kristian sig og trak sine
bukser af og gik om på den anden side af bordet for
at lægge bukserne i stolen.
På vej tilbage til sengen gik han over til døren og
forvissede sig om, at den var låst, ved at tage i
håndtaget. Da han vendte sig for at gå over mod
sengen, kunne han i stearinlysskæret se, at Gurli var
i færd med at tage sine bukser af.

115

Hendes skjortebluse havde hun allerede smidt, og
bukserne smed hun oven i det andet af hendes tøj på
bordet.
Da Kristian stod ved sengen og så ned på Gurli, så
han en smuk kvindeskikkelse; hendes bryster
strittede lige i vejret som et mindre bjerglandskab.
- Du er smuk. Kristian havde sagt ordene uden
besvær eller generthed, satte sig på kanten af sengen
og lod sin ene hånd bevæge sig hen over hendes
maveskind og direkte op mod hendes ene bryst.
Hendes brystvorter strittede, ved berøringen
fornemmede han, at de ligefrem dirrede.
Han lænede sig frem, med læberne spredt en anelse
tog han den ene brystvorte i sin mund.
- Åh, du er dejlig, Kristian, bliv ved! Åh det er skønt!
Hun lod sin ene hånd føre ned mod skridtet på ham
og tog den i hånden.
- Du må godt tage mig, Kristian. - Kom nu, tag mig!
Kristian slap sit blide tag i hendes brystvorte med
sine læber og så hende ind i øjnene, han kyssede
hende blidt på munden og lod sine læber bevæge sig
blidt og roligt rundt i hendes ansigt.
- Kristian, vil du ikke godt tage mig nu! Nu nærmest
tryglede hun ham, og han fornemmede, at han ikke
kunne trække den længere.
Han drejede sin krop en anelse og tog med begge
hænder fat om hendes små trusser, og da han gav
tegn til at ville trække dem af, løftede hun sin bagdel,
og uden besvær forsvandt det, der dækkede over
hendes allerhelligste.

116

- Nu er det for sent at fortryde. Det var Kristian, der
på vej op i sengen forsøgte at være moralen selv.
- Jeg fortryder aldrig at gøre det sammen med dig,
Kristian, til hver en tid vil jeg gøre det med dig. Jeg
elsker dig sgu, er det ikke ved at gå op for dig?
Kristian lagde en pegefinger på hendes læber som
tegn til, at hun skulle tie.

117

Kapitel 8.

Lige så snart man trådte ind på skolens matrikel,
anedes en højtidelighed, som på ingen måde kunne
misforstås.
Alle gik målrettet gennem gangene uden tid til de
sædvanlige pauser med småsnak fnis og ballade.
Selv skæv, som ellers var noget af det mest
uhøjtidelige, var i denne tid et helt andet menneske.
Tiden fra Kristian blev udskrevet fra børnehjemmet,
og til han stod over for at skulle afslutte tiende
klasse, var nærmest fløjet af sted; dog når Kristian
tænkte tilbage, var det alligevel ikke gået helt
upåagtet hen.
Forholdet til Lone havde været stabilt, men han
kæmpede fortsat med sin jalousi, og netop denne
tilstand i deres parforhold havde givet adskillige
prøvelser.
Fremgang i skolen gjorde, at Kristian var kommet
godt med i de fleste fag. Han var en af de få, som
ligefrem glædede sig til den kommende mundtlige
eksamen.
Den skriftlige eksamen var efter hans egen
fornemmelse gået rimeligt godt, men man kunne
ikke vide det sikkert, førend han fik sit
eksamensbevis.
Regneopgaverne havde virket nemme, og stileemnet,
”Din barndomsby på godt og ondt“, følte Kristian, at
han havde uanede mængder af stof til, det var blevet
en af hans mest omfangsrige stile til dato.

118

Renskrivningen kunne uden tvivl havde været
bedre, men som han selv udtrykte det: Når man gør
sit bedste, kan man ikke gøre det bedre.
Han havde de sidste halvandet år lavet sine lektier
stort set hver dag, afleveret sine stile til tiden og
endda indvilget i at skrive og aflevere to små ekstra
stile om ugen for at opnå den rutine, som han
manglede fra de andre skoleår.
Det var lykkedes ham at trappe sit samvær med
Skæv og hans omgangskreds ned til et minimum, og
det betød højst en gang hver 14. dag. Det var ikke
hver gang, at Kristian var med, når piben gik rundt.
Udviklingen var ikke noget, Kristian tænkte bevidst
på, men tingene skete bare. Medvirkende til, at han
ikke brugte så meget tid sammen med Skæv og hans
følge, var blandt andet, at han stort set aldrig var i
Århus i weekender og på fridage, men drog af sted
med bus til Addit for at være sammen med Lone.
Deres parforhold havde efterhånden udviklet sig til
en rutine på godt og ondt, de foretog sig for det
meste ikke andet end blot at være sammen, deltog
ikke i fester eller besøgte venner, og derfor var deres
omgangskreds, når de var sammen, efterhånden
indskrænket.
Kristian havde det fint med, at deres forhold
udviklede sig, som det gjorde, for ham var deres
parforhold som idealet.
Han fornemmede til gengæld på Lone, at hun af
natur ikke var typen, der sad hjemme hver weekend
hånd i hånd i stedet for at komme ud blandt andre.

119

Hun ville eksempelvis gerne danse, og Kristian
havde det lige modsat; med mindre han havde en
kæp i øret, afviste han, når han blev budt op, og i
sådanne situationer havde han besvær med at styre
sine bevægelser.
Lone holdt meget af at være sammen med sin familie
og glædede sig altid, når der var optræk til
familiefest. Det var nok nær ved den slags
sammenkomster, som Kristian hadede mest af alt.
De få gange han havde været sammen med sin
familie til konfirmation, var det endt i ballade med
slagsmål, blå lanterner, et kaos.
Kristian og Lone var modsætninger, men det talte de
ikke så meget om.
Kristian og hans mor samt lillesøster Lotte boede
ikke længere på Poul Martin Møllers Vej, men var
flyttet ud i Gellerupplanen i Brabrand, en forstad til
Århus, som med Gellerupplanen, da den blev
bygget, fik mere end fordoblet befolkningstallet.
Det havde været luksus at flytte fra en lejlighed med
toilet i kælderen og uden bad til de moderne
lejligheder i Gellerup med to badeværelser,
vaskemaskine i lejligheden og en dejlig, stor terrasse.
På den anden side føltes det som at være flyttet på
landet langt uden for storbyen, men det vænnede
man sig hurtigt til.
Kristians mor lignede sig selv, skeletagtigt tynd,
stadig storryger.
Kristian var blevet stillet over for spørgsmål om
fremtiden af sin klasselærer, og hans mor spurgte

120

jævnligt ind til, hvad han ville. Selv Lone og hendes
forældre spurgte til, hvad han ville efter skolen.
Efterhånden som han blev presset fra alle sider, følte
han sig tvunget til at melde ud, hvad han ville. Ved
havde haft en med en skolevejleder, var første gang
han havde nævnt pædagog. Det var ikke en
pludselig indskydelse, han havde bare ikke haft lyst
til at oplyse, hvad han drømte om, før.
Kristian havde ikke valgt en børnehave eller
fritidshjem i erhvervspraktikken, men havde været
en uge i en butik med musikudstyr.
Valget af praktik var sket ud fra interesse, og
Kristian flirtede med drømmen om at blive
rockmusiker, men var selv realistisk i forhold til sin
formåen på guitar og havde derfor slået det ud af
hovedet igen.
Han spillede i et band i sin fritid, og de brugte
megen tid på at øve, men koncerterne udeblev; i
perioder gik de helt i stå og havde svært ved at hold
gejsten oppe i øveren.
”Pædagog” havde han sagt, uden at se ned i bordet,
og til Kristians overraskelse havde skolevejlederen
taget hans ønske alvorligt og orienteret ham om
uddannelsen og nævnt, at han skulle sørge for at
finde en forpraktikplads i en børneinstitution, så
snart skolen var forbi.
Kristian virkede vidtløftig, da han den dag gik fra
skole og stolt havde fortalt sin moder, at han ville
være pædagog.

121

Hun reagerede med et skuldertræk og en
bemærkning om, at hun havde ni børn, og ingen
havde til dags dato taget en uddannelse, og alle
klarede sig og klarede sig godt uden.
Hendes holdning slog ikke Kristian ud, men
bestyrkede ham i, at hans mål fremover skulle være
det pædagogiske arbejdsområde. Det havde ligefrem
været en lettelse at besøge skolevejlederen, og i tiden
efter, når Kristian drøftede fremtidsplaner med
klassekammerater, kunne han uden besvær fortælle
om sine planer.
Kristian kunne ikke selv sætte ord på, hvorfor han
ønskede at arbejde som pædagog. Om det var som et
kald, havde han i sine tanker afvist som noget, der
skete i gamle dage. Til gengæld havde tanken, at det
kunne skyldes hans egen opvækst, strejfet ham.
Netop de ting, som kunne ses i bakspejlet, og specielt
i forhold til sin familie, brugte Kristian mest energi
på at fortrænge. Det var ud fra teorien om, at de ville
gavne hans liv i fremtiden, hvis han forsøgte at
fortrænge det, der lå bagude.
Hver gang nogen, og det uanset hvem, spurgte ind
til hans familieforhold, klappede han i som en østers.
Når nogen havde læst om en af hans brødres
kriminelle udskejelser i avisen, valgte Kristian at
nægte ethvert kendskab til de omtalte personer.

Da Kristian var på vej til busstoppestedet for at tage
bussen ind til byen for igen at skifte til linje 4, som

122

kørte helt op til skolen, tænkte han på de kommende
to timers forberedelse af historieeksamen.
Kristian havde reddet sig et nital i karakterbogen,
men det var ikke helt ærligt fortjent. Historielæreren,
som levede og åndede for minderne om fortiden og
især kongerækker og lignede, havde et ikke
uvæsentligt problem.
Han havde mange historietimer på skolen, og i kraft
af det var der mange klasser, som han kun havde til
historie; samtidig havde han besvær med at huske
elevernes navne, så et system var påkrævet. Han
havde på et tidspunkt forklaret klassen, at det
drejede sig om hans korttidshukommelse, hvorimod
langtidshukommelsen fungerede perfekt.
Han lavede en skematisk optegning af klasserne og
indskrev elevernes navne, som de sad i tre rækker,
således at systemet skulle være skudsikkert. Det var
en stor hjælp for ham; hvis ikke han havde et sådant
system, ville det gå helt galt.
Når han hørte eleverne i deres lektier, brugte han
systemet. Et rigtigt svar gav et kryds, og et næsten
rigtigt svar gav den ene streg af et kryds. Når han så
skulle give karakter, var det bare at tælle krydserne
sammen ud for de enkelte navne.
Kristian havde snydt ved at bytte plads med Per,
som i forvejen havde masser af krydser i
historielærens system, og blev derfor ikke spurgt så
ofte, da læren havde registreret, at han kunne sit
hjemmearbejde.

123

Historielæren havde endda glædet sig over den
interesse, Kristian pludselig viste for historiefaget, og
på den måde redede Kristian sit nital i
karakterbogen.
Sandhedens time skulle vise sig, når eksamen stod
for døren, men Kristian havde besluttet sig for at
læse så meget, tiden tillod, før eksamen.
Hvad skal man spørge om til spørgetimen? tænkte
han, mens han sad i bussen og så ud på trafikken.
Han valgte den nemme løsning og lyttede blot til de
andres spørgeiver og gjorde sig så nogle notater, og
så måtte han bare håbe på at trække et nemt emne.
Snart var han på vej hjem igen, og det kunne virke
lidt molboagtig at køre den lange vej til skolen for to
spørgetimer, for så at drage hjem igen.

Det skulle vise sig, at Kristians anstrengelser de
seneste halvandet år ikke havde været forgæves.
Beviset stod sort på hvidt, da han studerede sit
eksamensbevis, mens inspektøren holdt sin
afskedstale til tiendeklasserne.
- Ja, nu står vi igen ved endnu en skillelinje, og
denne gang er det jeres liv, det drejer sig om. I skal
ud i det virkelige liv.
Kristian hørte kun efter med et halvt øre.
- Det er ikke lige meget, hvad I giver jer i kast med,
men I skal vælge med omhu. Jeg, en garvet mand
hvad angår erhvervserfaring, kan stadig huske de
trange tider, da jeg var ung. Det var så sandelig ikke

124

noget eventyr dengang; man skulle tage til takke
med det job eller tilbud om uddannelse, man fik.
Se, det var hårde tider, og indimellem kunne man
ønske, at I bare havde snust til disse strenge tider.
Men husk alligevel at vælge jeres fremtid med omhu.
Det har været et år, som ikke adskilte sig væsentligt
fra de forrige, og alligevel har I været en speciel
årgang. Jeg skal ikke nævne navne i den
sammenhæng, men jeg er sikker på, at nogle af jer vil
vi huske bedre end andre. Han fik et lidt
sammenbidt udtryk. Inspektøren så alvorligt ned
blandt tilhørerne, som alle sad musestille og så op på
taleren.
Alle vidste sikkert, hvem og hvad han havde i
tankerne, men ingen havde lyst til at bruge tid på
det, nu hvor de stod over for at skulle forlade skolen.
- Jeg vil på egne og kollegers vegne ønske jer held og
lykke med fremtiden. Og som sagt – tænk jer godt
om! Han holdt en kort pause, inden han fortsatte:
- Så kommer vi til det store øjeblik, hvor vi skal
uddele årets flidspræmie. Ja, I sidder alle spændt,
kan jeg se.
Det var ikke den halve løgn. De fleste sad som på
nåle i forventning om at være den heldige; andre sad
i spænding om, hvem af klasekammeraterne der
skulle have flidspræmien og dette i erkendelse af, det
ikke var dem selv.
Det gjaldt blandt andet Skæv, som ville falde død om
af overraskelse, hvis han fik fedterøvspræmien, som

125

han valgte at kalde påskønnelsen, som skolens
inspektør omtalte samme præmie.
- Der har været mange at vælge imellem, og det har
været hundesvært at vælge ham eller hende i år. Der
har været mange emner, og mange af jer har gjort en
god indsats, og jeres eksamensbevis er jo de bedste
beviser for det, jeg siger.
Den, vi har valgt, har ydet en særlig indsats, og på
trods af dårlige odds har han eller hun gjort sig
specielt bemærket i årets løb. Det er altid en dejlig
opgave at skulle uddele smedemester Hansens legat
til den elev, som har været flittig, udnyttet sine evner
og været en god kammerat, ja, alt sammen på én
gang, og det må årets modtager siges at have
indfriet. Må vi se...
Kristian hørte ikke længere efter og syntes ikke, det
var ligegyldigt, hvem det blev. Han studerede stadig
sit eksamensbevis og var i gang med sin udtalelse.
”Kristian har gjort store fremskridt og udnyttet sine
evner. Han deltager i alle drøftelser i klassen og
holder sig ikke tilbage med sine egne synspunkter.
Han er initiativrig, og i klassedrøftelser viser han sin
optimisme ved altid at have løsningsforslag og
opgiver sjældent.”
Ikke værst, tænkte Kristian og vendte igen blikket
tilbage mod eksamensbeviset. 9-, 10- og 11-taller stod
på rad. Da hans blik faldt på 8-tallet ud for historie,
kunne han ikke lade være med at smile.

126

Han havde trukket det firdelte Tyskland som
hovedopgave og til alt held et folketingsvalg som bi
opgave.
At Tyskland havde været opdelt i fire, vidste Kristian
intet om, og det gjorde han heller ikke efter eksamen,
men bi opgaven var som sendt fra himlen.
Da censoren og hans historielærer havde trukket
nogle svar ud af Kristian, der tydeligt illustrerede, at
det var gætværk, gav censoren tegn til at skifte emne.
Kristian oplevede i den forbindelse noget sjovt.
Det havde været meget tydeligt, at censoren havde
dannet sig et billede af Kristian og ikke mindst hans
evner for historiefaget, så da Kristian foldede sig ud
som en talende bog med bi opgaven, var det lige før,
censoren tabte både hat og briller.
Han havde indledningsvis gjort rede for
partiopbygningen i Danmark for derefter at uden at
tøve at gøre rede for den donske metode. Det havde
duperet censoren i den grad, og det hele endte med,
at censoren og historielæreren havde haft besvær
med at stoppe ham igen.
- Jeg vil gerne se Kristian Jensen heroppe. Alle
vendte blikket mod Kristian, som intetanende stadig
studerede sit eksamensbevis.
- Er Kristian Jensen ikke til stede?
- Jo, jo. Kristian rejste sig og så noget desorienteret
ud. Jeg er øh... jeg er her. Han rakte hånden i vejret,
og først nu gik det op for ham, at han skulle op til
inspektøren og have overrakt årets flidspræmie.

127

På vej op til overrækkelsen var det ikke særlig
overraskende Skæv, der var først med en
bemærkning.
- Duksedreng, så fik du alligevel din
fedterøvspræmie, hva’? Du er så røvkedelig, at jeg
ikke en gang kan huske, hvad du hedder.
Skæv lød ikke så lidt vrissen, og Kristian kunne ikke
tyde, om det var irritation eller misundelse, der lå til
grund for hans reaktion.
- Ja, Kristian, jeg bryder vist ikke min tavshedspligt,
når jeg siger, at da du kom på skolen i starten af
niende, havde ingen forventet, at du nu skulle
komme til at modtage flidspræmien. Men når det er
sagt, skal jeg på dine læreres og mine egne vegne
udtrykke vores glæde. Du om nogen har fortjent
dette legat fra smedemester Hansen. Du har opdaget
dine egne evner rent skolemæssigt og udnyttet dem
fuldt ud.
Kristian fornemmede, at hans kinder var ildrøde, og
inderst inde havde han det svært med al den ros,
men han nød det i fulde drag.
- Så vil jeg hermed overrække dig legatet, som
samtidig er en flidspåskønnelse, og ønske dig held
og lykke med fremtiden. Inspektøren trykkede
Kristians hånd med et fast tag og overrakte ham
samtidig en kuvert.
- Til sidst vil jeg ønske jer alle held og lykke med
fremtiden, og nu er skolen vært med et stykke brød
og en sodavand i kantinen.

128

På vej ud af aulaen var de flere henne for at lykønske
Kristian, og alle virkede overraskede lige som ham
selv. Nok følte han selv, at han havde oppet sig den
seneste tid og brugt rimelig meget tid på
skolearbejde, men ligefrem så det havde gjort så stort
indtryk på lærerne, at han var blevet indstillet til
legatet, det havde han aldrig drømt om.
Den officielle del af afslutningen varede ikke
længere, end man kunne sluge en sodavand, og de
fleste fra klassen begav sig ned mod Midtbyen for at
fejre, at skolen var slut.
Kristian deltog kun i de to første par timer for
derefter at begive sig ned mod rutebilsstationen for
at tage en bus hjem. Da han kom hjem og låste sig
ind i lejligheden, kunne han høre lyden fra fjernsynet
inde fra stuen.
Hans mor sad ved sofabordet og gloede ind i
fjernsynet. Ved nærmere eftersyn handlede det om
naturen i Australien, og ikke overraskende var hun i
færd med at ryge endnu en af dagens mange
cigaretter.
- Nåh, Kristian, så er du færdig med skolen, og hvad
så?
- Ja til det første spørgsmål, og ved det ikke, til det
andet. Kristian svarede i telegramform, ikke for at
være uhøflig, men han var blevet fanget af
udsendelsen i fjernsynet.
- Kristian, hvad skal du lave efter sommerferien?
Hans mor fangede Kristians blik, og denne gang
løsrev han sig fra fjernsynet.

129

Han rejste sig og slukkede for fjernsynet og satte sig
igen, rakte ud efter kaffekanden på bordet og kunne
ved at ryste den konstatere, at den endnu var halvt
fuld, rejste sig derefter og gik ud i køkkenet.
- Jeg har en aftale om en jobsamtale på Reginahøjs
fritidshjem på mandag. Kristian råbte ude fra
køkkenet for at sikre sig, at hans mor hørte, hvad han
sagde.
- Så mener du det alvorligt, du vil altså være
pædagog. Hun lød ikkelængere overrasket, men hun
havde troet, at det blot var en fiks ide.
- Jeg håber og regner med at begynde allerede om
fjorten dage. Kristian kom ind fra køkkenet, satte sig
ned i sofaen og stillede sin kop på sofabordet.
- Lederen på fritidshjemmet lød i telefonen, som om
jobbet var mit, hvis jeg var interesseret.
- Spis nu lige brød til! Kristians mor forsøgte at skabe
jordforbindelse for ham. - Der er sikkert mange, der
søger sådan et job som pædagog, så klap nu lige
hesten, du gamle!
Kristian så vredt over på sin mor, som var i færd
med at tænde endnu en cigaret for derefter at skodde
stumpen fra den forrige i askebægeret, hvorved hun
var meget tæt på at brænde sine fingre.
- Pædagog kan jeg ikke arbejde som, før jeg er
uddannet på et seminarium. Jobbet er som
forpraktikant. Det vil sige, at jeg skal have noget
erfaring fra en institution for overhovedet at kunne
søge ind på seminariet. Desuden skal jeg prøve
mange forskellige ting for at samle points. Måske

130

bliver jeg nødt til at være spejderleder en periode for
at opnå points.
- Nåh. Hun forsøgte at virke, som om noget var gået
op for hende, men det var ingenlunde tilfældet, og
for ikke at vise sin mangel på forståelse eller komme
til at fnise ved tanken om Kristian som spejderleder,
skiftede hun bevidst emne.
- Skal du ned til Lone i weekenden?
Kristian nikkede, og hendes spørgsmål fik ham på
andre tanker. Han rejste sig og gik over til
skrivebordet, som stod midt i stuen ud fra en af
væggene, tog telefonen og drejede Lones nummer.
- Hej Lise, det er Kristian. Er Lone hjemme? Der
fulgte en pause, hvor han lyttede.
- Nåh, er hun til skoleafslutning endnu? Jo, jo, det
har jeg været.
- Jeg tror ikke, du skal regne med at fange hende i
aften. hun sagde, at det ville blive sent.
Lise fik sagt ordene på en måde, som Kristian uden
at anstrenge sig opfangede, som om hun var godt
tilfreds med, at Lone ikke ville komme hjem
foreløbig.
- Nåh, men så vil jeg løbe igen. Kristian lagde an til at
afslutte samtalen.
- Kristian, du skulle da også tage ud og more dig
med dine klassekammerater i stedet for at sidde
derhjemme. Det er en vigtig dag i dit liv. Kristian sad
en stund og funderede over, hvor hun ville hen med
sin opfordring.

131

- Vi har været ude i byen og fået par øller, men jeg
gad ikke længere, og i øvrigt havde jeg lovet Lone at
ringe, når jeg kom hjem, men det har hun åbenbart
glemt.
- Ja, ja. Lise sukkede, og de sluttede samtalen med, at
Kristian opfordrede hende til at hilse.
Resten af aftenen sad Kristian på sit værelse og hørte
plader og nød tanken om, at slaveriet var slut.

Næste morgen blev Kristian vækket ved, at hans
lillesøster hamrede på hans dør.
- Kristian, der telefon, det er Lone. Kristian så på sit
ur, som viste halv elleve.
- Kommer du? Der er telefon! Lotte virkede
utålmodig.
- Ja, ja, jeg kommer nu.
Kristian strakte sine lemmer og rejste sig for at
bevæge sig ind i stuen til telefonen. Lotte fulgte
bagefter for at lytte, og undtagelsesvis reagerede
Kristian ikke med at smide hende ud.
Lotte satte sig mageligt til rette i sofaen og rettede
ørerne over mod telefonen. Lotte gik i syvende klasse
på Nordgårdsskolen, og hun var egentlig glad for at
gå på skolen.
Skiftet fra Samsøgade Skole, der var en ældre skole,
til en moderne skole i Gellerup var sket
gnidningsløst.
Lottes forhold til hendes veninde Jette fra Poul
Martin Møllers vej sluttede, da de flyttede ud i
Gellerup. De havde set hinanden nogle få gange, og

132

derefter døde det ud; derimod havde Lotte fået
andre veninder i den nye skole.
- Ja. Vi ses så i eftermiddag.
Kristian var ved at afslutte sin telefonsamtale, og
tiden var knap, for bussen afgik fra rutebilstationen
en time senere, og der skulle først pakkes. Dernæst
kom det største problem af alle for at kunne komme
af sted: Hans mor skulle blokkes for pengene til
returbilletten. Det var ved at være svært at finde på
nye argumenter for at låne penge. Ikke mindst i
betragtning kendsgerningen, at ikke en eneste krone
af de lånte endnu var tilbagebetalt.
- Jeg kommer hjem tidligt søndag, så jeg kan komme
tidligt op og forberede mig på samtalen. Det var de
indledende manøvrer for at liste hans mor til at åbne
pungen. Kristians gjorde sig klar til næste skridt,
men til hans store overraskelse kom hans mor ham i
forkøbet. Hun gik ud i køkkenet og hen til skabet
ved køkkenvasken og åbnede lågen, stak hånden ind
på den midterste hylde, og da hun trak hånden ud,
havde hun sin pung i den.
- Hvad koster en returbillet? Du har travlt med at
komme af sted, kan jeg se.
Kristian var helt målløs og fremstammede: - Øh, øh,
15,50, og så til bybussen 1,20 hver vej, det giver 17,90.
Bare giv mig 18, så passer det.
Hun rakte to tikronesedler frem mod ham, og han
puttede skyndsomst sedlerne i sin bukselomme.
- Tak, tak, det er lige før, du skal have et knus. Men
da hans mor truttede mund for at få sin belønning,

133

flygtede Kristian skyndsomst ind på sit værelse for at
blive færdig.
- Du får pengene, når jeg får min første løn på
Fritteren. Kristian havde allerede åbnet døren og var
på vej ud.
- Få nu jobbet først, før du disponerer over lønnen.
Hans mor vinkede til ham, men han var over alle
bjerge.
Det skulle blive en af de få weekender, hvor Kristian
glædede sig, til det blev søndag, og han igen vendte
næsen mod Århus. Han gjorde sig mange tanker om,
hvordan en jobsamtale som forpraktikant kunne
udarte sig.
Han brugte megen energi på at forestille sig, hvilke
spørgsmål han kunne forvente, men det var svært.
Kristian kendte området temmelig godt. hvor
fritidshjemmet lå: det var kun få hundrede meter fra
hans barndomsvej Gustav Holms vej. Han havde for
nylig været et smut forbi barndomsvejen for ved
selvsyn at se, hvordan det tog sig ud, efter at alle
husene var revet ned.
Ingen spor vidnede om de mange barakker, der en
gang var hjem for adskillige familier. En stor del af
arealet var indhegnet og inddraget som parkering og
garageanlæg for bybusserne.
Kristian havde med lidt besvær fundet nøjagtig det
sted, hvor hans barndomshjem havde stået. Hvis
ikke det var, fordi lygtepælen, som i sin tid stod
præcis ved det nordlige hjørne af deres grund, stadig
stod der, havde det været umuligt at stedfæste.

134

Fabrikken bagved, som fremstillede sportstøj, lå
stadig, hvor den altid havde ligget. Den eneste
forskel fra dengang var, at de havde udvidet. Det var
den samme fabrik, som Kristian og et par af de andre
drenge på vejen havde opsøgt gang på gang, og
aldrig med reelle hensigter. Han tænkte på, da de
brød ind en nat, hvor personalet havde glemt at
lukke terrassedøren i forbindelse med kantinen.
Det, Kristian huskede bedst fra indbruddet, var
detaljerne da, de løftede glaslågen af skabet ind til
cigaretter og slik, ligeledes den dårlige samvittighed,
der meldte sig umiddelbart efter, da de sad i hulen
for at dele rovet. Det var Niels, som gentagne gange
foreslog, at de lagde alle de varme varer tilbage og
dermed opnåede at få rent mel i posen. Det havde
Kristian og Torben, Niels’ bror, ikke været enige om,
efter en del diskussioner blev aftalen, at de lagde
halvdelen tilbage. Dermed fik de efter deres egen
mening kun halvt så dårlig samvittighed.

Bebyggelsen Reginahøj var et antal blokke, moderne
boliger med toilet og bad i hver lejlighed. Området
var kendt for, at nogle af de værste lømler fra
barakkerne var flyttet ind i forbindelse med, at
barakkerne blev revet ned, så hvad angik områdets
beboere følte Kristian sig hjemme, og det var ikke
det, der gjorde ham nervøs ved tanken om samtalen.
Netop den nye status som forhenværende
skoleelever for både Lone og Kristian havde sat sit
præg på weekenden.

135

Lone havde planer om at blive sygeplejerske, og det
første skridt var en periode på et plejehjem. Held
eller dygtighed – hun havde allerede en aftale med et
plejehjem i Højbjerg. Hun skulle starte i august, altså
efter en god, lang sommerferie.
De glædede sig begge til, at hun skulle starte på
plejehjemmet, idet det betød, at de kom tættere på
hinanden og dermed kunne ses mere og især på alle
andre tidspunkter end weekenderne.
Kristian havde varslet sin mor om, at han som noget
af det første, når han begyndte at tjene penge, ville
finde et værelse inde i byen.

Da Kristian søndag aften sad i bussen på vej ud mod
Gellerup, kredsede hans tanker stadig om, hvad de
kunne finde på at spørge ham om næste dag. Han
kom i tanker om, at han skulle huske at finde sit
eksamensbevis og sin udtalelse frem.
Han var i tvivl om, hvorvidt han skulle vise dem
legatet. Ikke fordi han ikke var stolt, men med Skævs
reaktion i erindring kunne det måske virke lidt for
pralende.
Da han havde listet sig ind i lejligheden i håb om
ikke at vække sin mor og Lotte, gik han målrettet hen
til skabet med alle hans personlige papirer.
Beslutningen blev taget, og resolut lagde han
kuverten med beviset for smedemester Hansens
legat til side og tog kun sit eksamensbevis og
udtalelsen.

136

Næste morgen stod Kristian tidligt op, og under
bruseren gjorde han sig de sidste tanker og følte sig
rimelig afklaret. Da han en halv time før det aftalte
tidspunkt stod af linje syv og begav sig op ad
Nordvestpassagen, følte han sig mere rolig, end han
selv havde forventet.
Tidspunktet var timet efter, at han ville være der i
god tid for at vise sig fra sin bedste side. Da han
åbnede lågen ind til fritidshjemmets område, meldte
sommerfuglene sig med meget kort varsel, så det
rolige skulle tages med et vist forbehold.
Så snart han åbnede døren, mødte der ham et
støjniveau, der burde kræve høreværn. Allerede efter
få skridt hen af gangen for at melde sin ankomst blev
han mødt af en lille gruppe børn. En lille, rødhåret
knægt, efter Kristians skøn 7 eller 8 år, henvendte sig
direkte til ham.
- Hvad fanden vil du her?
Kristian skulle bruge lidt tid til at forberede sit svar
og var noget overrumplet over den modtagelse.
- Det ved jeg ikke endnu, men jeg skal til samtale. I
det samme kom en voksen til syne fra et af de
utallige rum, der var nede ad den lange gang.
Kristian gættede på, at det var en ansat. Hans gæt
bundede i fordomme om pædagoger; den samme
voksne, som kom ham til undsætning, stod med en
kaffekop i den ene hånd.
Den er god nok, tænkte Kristian et kort øjeblik og så
på kaffekoppen og derefter på den voksne. En af de
bemærkninger, han ofte stødte på, når han

137

bekendtgjorde sit ønske om job som forpraktikant,
havde været, at han skulle træne sin mave til den
megen kaffe.
- Velkommen! Kan du så lige rende ind på stuen!
Den voksne henvendte sig til den rødhårede knægt,
som blev stående og gloede på Kristian.
- Det var ikke en pæn måde at tage imod vores
gæster på. Hun sendte et vredt blik til knægten, som
skyndsomst forsvandt ind på en stue over for det
lokale, som Kristian havde gættet var køkkenet.
- Du er da vist i god tid. Hun så på sit ur og rakte
derefter hånden ud for at hilse pænt.
- Jeg hedder Lillian og er pædagog på blå stue, men
det er ikke hos mig jobbet, som forpraktikant er
ledig. Der er en ansøger før dig, de er lidt forsinkede,
men du kan vente her. Hun gik længere op ad
gangen og pegede på en dør.
Pædagogen åbnede døren ind til et lokale, som
Kristian ved et kort blik vurderede som
personalestue. Midt i rummet stod et rundt bord, og
bagved langs den længste væg stod en sofa af ældre
model. Ved hver side af sofaen stod to stole, som
tilsyneladende var helt nye.
I den ene stol sad en kvinde; Kristian vurderede
hende til at være på hans egen alder. Hun sad kun
lige med bagdelen hvilende på den yderste kant af
stolen og så tydeligt nervøs ud.
- Det er Annette. Lillian pegede over på pigen i
stolen, som blev rød i hovedet blot ved, at hendes
navn blev nævnt.

138

Kristian nikkede og fremstammede et hej, men lagde
ikke an til at give hånd. Lillian overlod lokalet til de
to ansøgere.
De sad et par minutter i dyb tavshed. Kristian brugte
den stille stund til at vurdere Annette som den
konkurrent, hun var. Hun var i hans øjne en flot
pige, med langt, lyst hår hængende ned over
skuldrene.
Kristian kunne ved sine korte blikke ikke bestemme
hendes øjenfarve. Hver gang han forsøgte at få
øjenkontakt, så hun ned i gulvet eller den anden vej.
Det blev hende, der brød tavsheden.
- Nå, du søger også jobbet som forpraktikant?
- Ja. Kristian var egentlig ikke opsat på at føre en
samtale, men på den anden side havde han en
naturlig nysgerrighed efter at finde ud af, hvor stor
en konkurrent hun var.
- Er du så også lige gået ud af skolen? spurgte han.
- Nej, jeg gik ud sidste år.
- Nåh, så har du måske gået arbejdsløs siden?
Spørgsmålet var mest en drøm for Kristian; han
havde allerede, ved at hun var et år ældre, registreret
et fortrin til hendes fordel.
- Næh, jeg har lige været fire måneder på højskole i
Ry, og før det var jeg forpraktikant i en børnehave i
Galten.
- Nåh, så har du været forpraktikant én gang.
Kristian skiftede nu strategi i håb om at finde ud af,
hvorfor hun ønskede at være forpraktikant igen.

139

- Jeg satser på at få samlet tolv måneder som
forpraktikant og dermed opnå de to maksimale point
til seminariet.
Længere nåede de ikke i deres samtale, da døren gik
op, og en mand stod i døråbningen og smilte. Han
trådte ind i lokalet og rakte hånden frem mod
Kristian.
- Jeg hedder Mogens, leder af butikken her.
- Kristian, jeg skulle komme til samtale klokken 14.30
og ...
Mogens afbrød ham og beklagede, at de var lidt
forsinkede og gjorde derefter tegn til, at det var
Annettes tur til at komme ind i løvens hule.
- Der står rene kopper og frisk kaffe på kanden.
Mogens pegede på det runde bord, hvor der rigtigt
nok stod et antal kaffekrus og en termokande.
Snart sad Kristian alene og lagde an til at tage en kop
kaffe. En stund sad han og lyttede til hverdagen på
fritidshjemmet, med døren som støjskærm. Han
havde ikke tænkt over, at der kunne være så meget
larm på et sted, og hvordan skulle man kunne vænne
sig til det støjniveau?
Han sad ikke længe alene i personalestuen og havde
knap fået drukket kop kaffe nummer to, før han blev
kaldt ind.
Han var i tvivl om, hvad man skulle lægge i, at
Anette var så kort tid til samtale.
- Jeg hedder Arne, stedfortræder her i huset. Endnu
et nyt ansigt at forholde sig til. Kristian rakte hånden

140

frem for at hilse på Arne, som stod med fremstrakt
hånd.
Arne viste vej ned ad gangen, den sidste dør på
venstre hånd stod på klem, og gennem sprækken
kunne man se Mogens i færd med at tale i telefon.
- Ja, jeg ringer tilbage senere, vi har samtaler til en
forpraktikantstilling, ja, ja, jeg ringer, hej. Mogens
lagde røret på, og lidt frustreret så han op fra
papirbunken, der lå på skrivebordet.
Han pegede over på stolen på den anden side af
skrivebordet.
- Værsgo at sætte dig. Arne kom Mogens i forkøbet
og pegede på stolen.
Kristian satte sig og kunne nu bedre end nogensinde
fornemme sommerfuglene i maven.
Der var tavshed et øjeblik, mens Mogens studerede
et stykke papir som han fandt frem fra bunken.
- Ja, lad os nu se, Kristian Jensen, ja, her har vi dig.
- Du skal vide, at vi har haft rigtig mange til samtale,
og nogen skal jo have afslag. Så vi kan kun opfordre
dig kraftigt til at gøre dit bedste for at gøre indtryk
på os. Han pegede over på Arne, som sad med ret
ryg og korslagte arme.
- Hvorfor ønsker du netop at arbejde hos os?
- Ja, jeg er lige bleven færdig med skolen og har
planer om at uddanne mig som pædagog, men det
kræver en del erfaringer, og ...
Han nåede ikke længere, førend Mogens afbrød ham.

141

- Jeg spurgte helt præcist om, hvorfor du ønsker at
arbejde hos os. Det med, at du vil være pædagog,
tager vi som en selvfølge.
Kristian tænkte sig om et kort øjeblik og følte
allerede, at han var kommet ud på et sidespor ved
første spørgsmål. Han følte i hvert tilfælde, at det var
en underlig indledning på samtalen. Hans sidste
tanke, før han svarede, var, at han ikke ville opgive
på forhånd.
- Ja, det er et svært spørgsmål, og da jeg ikke på
forhånd kender arbejdsgangen her i huset, kan det
vel være lige så godt som så meget andet – eller hvis
du spørger, om jeg kender til stedet på forhånd, så er
svaret nej.
Kristian syntes selv, han virkede lidt afvisende, eller
at han ikke svarede som forventet, men øjensynlig
var Mogens tilfreds med hans svar.
- Det kan du have ret i. Vi forventer da heller ikke at
ansætte en, der kender huset, så ... Arne lagde an til
det næste spørgsmål, og Kristian rettede blikket over
mod ham.
- Så kan jeg fortælle dig, at vi arbejder i et yderst
belastet område med jævnlige afsløringer af vold,
mishandling, kriminalitet, druk, og du ved, hvad det
betyder. Arne så over på Kristian, som blot nikkede
som svar.
- Ja, vi er endda indimellem med til at tvangsfjerne
børn fra familier. Afskrækker det dig ikke? Kristian
tænkte et kort øjeblik, før han svarede.

142

- Næh, men det er sikkert ikke behagelige
situationer, du her beskriver, men nogen skal jo gøre
arbejdet. Afskrækker mig, det gør det ikke, men jeg
skal da være så ærlig at sige, at det giver mig lidt
gåsehud.
Ligesom han havde sagt de sidste ord, fortrød han
dem og var sikker på, at han hermed illustrerede, at
han ville stikke halen mellem benene, men Mogens
kom ham til undsætning.
- Du skal vide, at vi alle får gåsehud, de første gange
vi er involveret i sådanne sager, så det skal du ikke
være ked af, eller jeg må sige, at du reagerer
naturligt, og det er da et plus.
Kristian følte pludselig, fra at det virkede håbløst, til
at han endnu var inde i varmen, men det var en
underlig samtale.
- Har du gjort dig nogen tanker om hverdagen på et
fritidshjem? Det var Mogens, der stillede
spørgsmålet.
- Ja, helt ærligt blev jeg lidt overrasket over
støjniveauet, da jeg trådte ind i dag, men det er
sikkert noget, man skal vænne sig til. Men ellers
forestiller jeg mig, at det til daglig handler om at
beskæftige børnene bedst muligt, fra de kommer fra
skole, og til de skal hjem. I læser vel også lektier med
dem, der har noget for.
Jeg kunne også forestille mig, at I tager på ture med
børnene og så bruger I vel også legepladsen udenfor.
Kristian pegede ud i luften for at vise retningen mod

143

legepladsen, men den kunne ikke ses fra kontorets
vinduer.
- Ja, ja, det lyder ikke helt ved siden af, men du skal
huske, at vi også har et pædagogisk ansvar for
børnenes udvikling. Det vil sige, at vi skal observere
børnene, være opmærksom på deres motoriske og
psykiske udvikling.
Mogens stoppede sin ordstrøm og så over på
Kristian for at forvisse sig om at han stadig var med i
samtalen.
- Det er alt samme noget, du lærer på seminariet, og
tiden som forpraktikant er perioden, hvor du gør dig
nogle praktiske erfaringer, som senere bliver til
ahaoplevelser. Ved du, hvad det betyder?
- Nej, aner det ikke. Kristian så over på Mogens for
derefter at vende blikket over på Arne, som stadig
sad strunk og med korslagte arme.
- Se, når du har haft nogle konkrete oplevelser med
en gruppe børn, og du ofte kommer i situationer,
hvor du har svært ved at sætte ord på, så vil du på
seminariet pludselig opleve, at du via den teoretiske
undervisning oplever at kunne sætte ord på de
samme oplevelser, og det kaldes en ahaoplevelse,
Mogens så selv godt tilfreds ud med sin udredning.
Kristian fornemmede på sit indre ur, at samtalen trak
ud, og det valgte han at tolke som positivt.
- Du er født og opvokset i barakkerne. Kristian gik
med et i stå. Hvor fanden vidste de det fra? tænkte
han og sad endnu lidt tavs.

144

- Kristian, er du her? Det var Mogens, der med en
håndbevægelse forsøgte at skabe en kontakt til
Kristian.
- Er det måske ikke rigtigt, at du er opvokset og haft
din barndom i barakkerne?
- Jo, men jeg er bare lidt forundret over, at I ved det,
for det har jeg da ikke fortalt. Arne løste sine
korslagte arme og lod dem falde ned på lårene og
lagde an til at svare.
- Vi har vores forbindelser og er kun interesserede i
at danne os et indtryk af det hele menneske og ikke
kun en flig, så derfor har vi vores spioner.
- Hov, hov, Arne, nu skal du ikke lade der gå
Hitchcock i det og skræmme ansøgeren væk. Det er
vores køkkendame Hanne, som i sin tid boede på
Gustav Holms Vej ... Han nåede ikke længere, før
Kristian afbrød ham.
- Nå, det er hende, der har sladret. Kristian så lidt
sammenbidt ud.
- Nu vil jeg ikke kalde det at sladre. Hun så listen på
sidste personalemøde, og da hun så dit navn, nævnte
hun, at hun kendte dig, og i øvrigt er Hanne lige rejst
for fjorten dage siden; hun fik nyt arbejde
- Ja, ja, jeg husker godt Hanne. Hun boede i nummer
48 og havde tre drenge, som jeg har leget en del med.
- Leget! Arne så spydigt på Kristian.
Mogens rejste sig fra stolen og gjorde klar til at
videreførere samtalen, som han åbenbart selv følte
var ved at bevæge sig ind på et sidespor.

145

- Jeg kender via mit mangeårige arbejde i
socialsektoren en del til dit barndomsmiljø. Det var
ikke alt sammen lige godt, det som skete på Gustav
Holms vej, men det skal ikke belaste dig. Han så over
på Kristian og fangede hans blik.
- Så er der to væsentlige ting tilbage, som vi skal nå.
Vil du fortælle lidt om lønnen, Arne? Og så skal vi
bagefter høre, hvornår du ville kunne tiltræde, hvis
det bliver dig.
Mogens rettede blikket direkte mod Kristian, som
nøjedes med at bekræfte ved at nikke.
- Lønnen er p.t. 675 kr. om måneden, minus eventuel
skat, men du har vel frikort? Arne sad og stirrede
ned i nogle tabeller og så overhovedet ikke op.
- Jo, det har jeg vel, jeg har endnu ikke været på
skattekontoret.
- Lad mig nu se, om det er det rigtige tal, jeg siger –
ja, 675 kr. per måned.
Arne hørte nærmest ikke efter, men var fordybet i
sine tabeller. Kristian syntes, det lød som en formue,
og det var det da også i forhold til ingenting, som var
hans indtægt nu.
- Det var lønnen. Hvornår vil du så kunne tiltræde,
altså hvis det bliver dig? Mogens lænede sig tilbage i
stolen og forventede, at bolden var hos Kristian.
- Ja, i princippet kan jeg starte i morgen, men der er
lige nogle ting, som jeg skal have ordnet, men ellers
- Det vil sige, at hvis det bliver dig, ville du kunne
tage med os på lejr i to uger fra på mandag.

146

Fandens, tænkte Kristian. Han havde ikke i sin
vildeste fantasi forestillet sig at starte sin karriere
med at tage på sommerlejr, og så i to uger.
- Joh, det skulle der ikke være nogen problemer i.
Hvor rejser I på lejr?
- Vi rejser hvert år til Bønnerup. Her har Århus
kommune en feriekoloni tæt ved stranden. Det
handler om at give børnene nogle gode oplevelser,
bade, fiske, ja, oplevelser, som de ikke får for mange
af til daglig.
Mogens lød til at være blandt dem, der nød at drage
på lejr med en flok børn; det målte Kristian på den
måde, han fortalte om lejren på.
- Vi noterer, at du kan tage med på lejr, og så har vi
ikke flere spørgsmål. Så er det din tur, hvis du har
forberedt nogle spørgsmål.
Mogens sagde de sidste ord, samtidig med at han
noterede noget på et stykke papir.
Kristian tænkte et kort øjeblik, men kunne ikke
komme i tanke om nogen spørgsmål; han følte sig i
det hele taget total udaset.
- Ja, men når det ikke er tilfældet, vil vi sige tak for
din interesse for jobbet. Du kan ringe hertil i morgen
klokken 12.30 og få besked. Det har vi aftalt med alle
ansøgere, så det gælder også dig, Mogens rakte
hånden frem for at tage afsked, og efter at have
trykket næver forlod Kristian det lille kontor ført an
af Arne.
På vej hjem forsøgte Kristian at analysere samtalen,
men havde besvær med at finde hoved og hale i

147

forløbet. Ikke så meget selve samtalen, men mere
sammenhængen og den megen springen i emnerne.
Han følte egentlig ikke, at han fik sagt ret meget,
men oplevede mere, at det var de to pædagoger, der
havde ført ordet.
Kristians sidste tanke, førend han rejste sig fra sit
sæde i bussen for at stige af, var, at der da heldigvis
var andre børneinstitutioner i byen, og han
besluttede sig for at opsøge dem fra en kant med
start allerede næste dag.

Da Kristian næste dag ved 10-tiden fik sig væltet ud
af sengen, besluttede han sig for at ændre sin
beslutning fra dagen før og ville i det mindste vente,
til han havde haft ringet til Reginahøj, så selv om han
havde svært ved at vurdere sine chancer, ville han
afvente telefonsamtalen 12.30 og først derefter
fortsætte jagten på et job.
Formiddagen eller resten af den gik dvælende
langsomt, og ud over en telefonsamtale med Lone,
som havde været spændt på Kristians jobsamtale,
skete der ikke andet end at lytte til musik og ellers
ligge på sengen.
Da Kristian drejede nummeret til fritidshjemmet et
minut over halv et, lød en tone, der betød, at der var
optaget. Det samme gentog sig nogle gange, og
inden man fik set sig om, var klokken blevet fem
minutter i et.
Kristian kunne genkende sommerfuglene i maven
som op til samtalen, men denne gang var de næsten

148

ikke til at holde ud. Hvis så bare man var kommet i
gennem første gang for at få at vide, at jobbet var
besat til anden side, så havde man noget at forholde
sig til. Tankerne kredsede i hovedet på ham, og mod
hans normale adfærd bed han i dagens anledning
negle. Han drejede nummeret igen, og uret på
væggen i stuen viste to minutter i et.
Et, to, otte, seks, ni, nul, et, kort pause.
Det føltes som en evighed, når han ventede på, at
drejeskiven skulle vende tilbage, så man kunne dreje
det næste tal. Nu gik den igennem og ringede første
gang.
Intet skete, den ringede igen. Kristian kunne i sin
fantasi forestille sig Mogens eller en anden ansat på
vej ned ad gangen mod kontoret for at tage
telefonen.
Den ringede tredje gang, og i Kristians
tidsbegrebsverden var det ved at være tid til at tage
den, hvis der da var nogen hjemme. Under normale
omstændigheder ville man efter fire ring tænke, at
ingen var hjemme, men Kristian lod den ringe.
- Reginahøjs fritidshjem, det er Lillian.
- Ja, det er Kristian, ja, mig der ...
- Ja, jeg husker dig fra i går.
- Kan jeg komme til at tale med Mogens?
- Et øjeblik.
Hun lagde røret på skrivebordet, og Kristian kunne
høre, hvordan hun gik ud af kontoret og ned ad
gangen. Han kunne også høre hende råbe efter
Mogens længere nede ad gangen, og med lidt

149

anstrengelse kunne han ane Mogens’ stemme og
hører ham sige ”nåh ham”. Skridtene kom nærmere,
der lød en svag fløjten, der kom nærmere.
- Ja, det er Mogens Nielsen. Først nu gik det op for
Kristian, at Mogens hed mere end Mogens og
åbenbart hed Nielsen til efternavn.
- Det er Kristian Jensen.
Han følte sig forpligtet til at sige hele sit navn.
- Det var mig, der i går var til jobsamtale.
- Ja, Kristian, det var jo dig, og vi har besluttet os.
Der blev en pause.
- Vi har efter nøje overvejelser besluttet at ansætte
dig.
- Har I det? Kristian virkede og var noget overrasket
og havde svært ved at styre sin glæde.
- Fedt, mand! Det havde jeg ikke regnet med, eller ...
Mogens afbrød ham i hans glædesrus og oplyste, at
Kristian skulle møde den kommende mandag
klokken 9.00 og medbringe de fornødne ting til
fjorten dages sommerlejr. Han afsluttede samtalen
med at lykønske Kristian med hans job som
forpraktikant på Reginahøjs Fritidshjem.
- Fedt, mand! Kristian lænede sig tilbage i stolen,
godt tilfreds med sin egen præstation.

150