Omstigning

Kapitel 9.

Vejret var perfekt til sommerlejr. Solen skinnede fra
en skyfri himmel, og trods det tidlige tidspunkt på
dagen havde temperaturen allerede sneget sig op på
femten grader.
Den skyfrie blå himmel strakte sig, så langt øjet
kunne række, og flere hundrede meter fra
fritidshjemmet fornemmede man, at noget var i
gære. En stor, rød bus holdt uden for fritidshjemmet,
og en flok børn rendte rundt om den.
Chaufføren var i fuld gang med at pakke de mange
kufferter og tasker, efterhånden som børn og voksne
mødte frem. Forældrene holdt sig i baggrunden,
sludrede sammen og nød den kop kaffe,
pædagogerne havde stillet frem.
Arne, som Kristian huskede fra jobsamtalen, havde
åbenbart kommandoen over afrejsen fra Reginahøj.
Han for forvildet rund for at sikre, at de fik alt med.
Hans stemme kunne høres milevidt, og tonefaldet
var ikke ligefrem venligt, når han beordrede børnene
til en opgave. At han måske var rapmundet til
daglig, var én ting, men det kunne undre, at han ikke
holdt lidt igen med sine eder, når forældrene var til
stede.
Ikke alle børn havde deres forældre med, og
indimellem kunne man se en dreng eller pige
komme slæbende med bagage fra en af blokkene.

151

Årsagerne kunne være mange, blandt andet at de
selv måtte sørge for at nå at komme med bussen til
den årlige lejrtur til Bønnerup.
Påklædning og mangel på hygiejne, håret strittende
til alle sider var kendetegnende for mange af
børnene. Man kunne gisne om, at de ikke kun selv
skulle sørge for at nå frem til tiden, men sikkert i det
hele taget havde skullet klare sig selv den tidlige
morgen.
- Ikke der, din torsk, så kommer det jo ikke med. Det
var igen Arne, der råbte efter et af børnene, der
åbenbart var kommet til at stille en af kasserne med
rekvisitter til lejren det forkerte sted.
Flere af forældrene så undrende på Arne, men sagde
ikke noget. En anden gruppe forældre drøftede kort
Arnes tiltaleform og blev hurtig enige om, at sådan
skulle det siges, ”ellers forstår det ikke”, en af
forældrenes bemærkning.
Da Arne på afstand i brudstykker hørte, hvad de
talte om, gik han over til gruppen af forældre og
indledte en samtale.
- Det kan lyde barsk, men de tager ingen skade.
- Nej, nej, det var også lige det, vi kom frem til.
En af forældrene så forlegen rundt på de andre
forældre i gruppen, mens han talte til Arne. De
tolkede Arnes reaktion som en kritik af hans måde at
tiltale børnene på.
- Nu har jeg været her på fritidshjemmet i 19 år.
Nogle af de børn, der er her i dag, er sønner eller

152

døtre af gamle elever. Det handler om at være
konsekvent, men med hjertet på rette sted.
Da Arne åbenbart fornemmede at have forældrenes
opbakning, bakkede han hurtigt ud af snakken for at
fortsætte sin koordinering af rejsen. Der blev ved
med at dukke børn og voksne op, og efterhånden var
bagagerummene i bussen fyldt så godt og vel.
Chaufføren vekslede et par ord med Arne for
derefter at kravle op ad stigen bag på bussen og stod
snart oppe på bussens tag. Arne tog de sidste
kufferter og tasker, og i et snuptag smed han en efter
en op til chaufføren.
Kristian vidste ikke rigtig, hvordan han skulle takle
sin debut, da han dukkede op ved bussen for at
tiltræde som forpraktikant. Skulle han gå rundt og
give hånd eller blot med en håndbevægelse sige hej?
Da han så, hvor mange det drejede sig om, blev det
til et hej og et vink med den ene hånd. Ingen tog
notits af ham, alle havde travlt med at mase sig ind i
bussen, da Arne langt om længe havde givet ordre til
at finde en plads.
Kristian fik med lidt besvær sin bagage stukket op til
chaufføren, der med forventning i stemmen spurgte,
om det da ikke var det sidste.
Alle sad i bussen og så frem for sig med forventning
om, at der skulle blive fløjtet til afgang, og de skulle
drage af sted mod fjorten dages oplevelser. Da de
havde siddet i fem minutter, begyndte der at brede
sig en uro blandt børnene, og flere spurgte til,
hvorfor de ikke kørte.

153

Det var Arne, der svarede, og hver gang med den
samme besked:
- Det rager ikke jer. Han begyndte selv at se søgende
i alle retninger for derefter indimellem at se på sit ur.
Lillian, pædagogen fra blå stue, rejste sig fra sin
plads bagerst i bussen og gik frem til sædet, hvor
Arne sad. De snakkede lavmælt sammen, og snart
efter gik hun vejen tilbage til sin plads og satte sig.
- Kører vi da for helvede ikke snart? Kristian vendte
sig om i retning af det verbale udbrud og fik øje på
den lille, rødhårede knægt, som en uge tidligere
havde været modtagelseskomiteen, da han var til
samtale.
- Nu lukker du røven, Henrik, vi kører, når det
passer os. Det var tydeligt, at Arne selv var irriteret
over situationen og som alle de øvrige passager
ønskede at komme af sted, men samtidig ville han
åbenbart ikke røbe årsagen til deres venten over for
børnene.
- Det er for åndssvagt, de sidste otte dage har vi fået
tudet ørene fulde om at hvis vi ikke kom til tiden,
han nåede ikke at fuldfører sætningen.
- Henrik, du kan nå at blive sat af endnu og følges
med din far eller mor hjem igen, er det det, du er ude
på?
- Nej, nej, men det er bare pisseirriterende at sidde
her så længe og vente. I øvrigt ved du godt, at
hverken min far eller mor er her. Det vidste Arne alt
for godt, for han kendte knap nok Henriks forældre

154

og havde stort set aldrig set dem, på trods af at
Henrik havde gået på fritidshjemmet i to et halvt år.
- Læn dig tilbage og tag en lur, vi kører om et øjeblik.
Arnes stemme lød nu mere formidlende.
En Opel Kadet stationcar rullede ind foran bussen,
og efter at have bakket lidt frem og tilbage stoppede
dens motor. Det var ikke, fordi man kunne høre
motoren stoppe, men der kom ikke længere sort røg
ud af udstødningen.
Døren i bilen gik op, og i slowmotion steg en
mandsperson ud. Det var Mogens, som efter at have
drejet nøglen og låst døren i førersiden gik om til
bagklappen og åbnede den. Han vinkede hen mod
bussen, Arne fangede signalet og var snart på vej ud
af bussen.
Man kunne se, de diskuterede, og indimellem
pegede Arne på sit armbåndsur. Det så ikke ud til, at
formaninger, som man kunne formode, det drejede
sig om, bed på Mogens, men i stedet tog han en del
af sin bagage fra bagagerummet og stak det i armene
på Arne.
Chaufføren havde bundet bagagen på taget, så det
sidste måtte med ind i bussen. Mogens var rundt og
hilse på alle de fremmødte forældre; han lod ikke til
at have specielt travlt.
Det strejfede Kristian at Mogens nærmest nød
situationen, hvor 46 børn og 9 voksne sad i en
ophedet bus og ventede på at komme af sted og det
havde de gjort den seneste halve time.

155

Mogens gav sig tid til en længere drøftelse med en
enkelt forælder, og Arne gik ud for at presse på
endnu en gang. Da han forgæves kom ind i bussen
igen, talte han kort med chaufføren. Man kunne se,
at chaufføren så på sit ur, og ved mundaflæsning
fornemmede man, at han oplyste Arne om, at han
havde andre ture end at køre dem på sommerlejr.
Langt om længe var tiden kommet til at tage afsked
med alle forældre, familier og venner, som stod og
vinkede uden for bussen.
Snart bredte der sig en stemning, som hører sig til på
vej til sommerlejren, og den uheldige indledning var
hurtigt glemt.
Børnene skrålede sangen om chaufføren uden
solbriller, og efterhånden tog det til, og alle, både
voksne og børn, sang med. Lillian kom rundt til de
ansatte med engangskrus og en kande kaffe.
Da de var vel ude af Århus og på vej mod Grenå,
rejste Mogens sig fra sin plads på rejseledersædet og
bevægede sig ned gennem gangen.
Han stoppede ud for Kristian og rakte hånden frem
for at hilse pænt.
- Goddag, Kristian Jensen, og velkommen blandt os.
Du får din ilddåb på lejren, og det vil du aldrig
glemme, øh fortryde. Vi har tradition for at arrangere
fantastiske lejre, hvor både børn og voksne hygger
sig. Vi har i det hel taget mange traditioner i
forbindelser med vores lejre, men dem vil du høre
meget mere til. Mogens smilte lidt drilsk til Kristian,
og det kunne han så tænke lidt over.

156

Kristian koncentrerede sig om sin varme kaffe i
plastikkoppen, og det var ikke en nem opgave at
balancere i takt med, at bussen bugtede sig af sted.
Den sidste halve time i bussen kom Kristian i snak
med de to drenge, som sad på sædet bag ham, og
kontakten blev til, da det gik op for dem, at Kristian
også havde interesse for lystfiskeri.
Henrik fortalte om de mange ture, de havde været på
tidligere lejre til molen i Bønnerup havn.
Fritidshjemmet havde en tradition gående ud på at
sætte rekord i fangst af ålekvabber, Sidste sommer
lykkes det på én dag at komme op på 71 af de små,
slimede fisk.
Ud over snakken om lystfiskeri fortalte de to drenge
om mange andre oplevelser på tidligere lejre, og
midt i snakken gik en af fritidshjemmets andre
traditioner op for Kristian. Det fremgik af deres
beretning, at den sidste ansatte forpraktikant havde
til opgave at fortælle godnathistorie, og ikke nok
med det; den samme forpraktikant skulle sove i
vagtværelset.
På børnenes hemmelighedsfulde beretning om netop
nattevagten røbede de, at han havde noget at vente
sig. Han slog sig til tåls med, at børnene sikkert
overdrev en anelse.
Det havde været en god snak med de to knægte; det
havde taget det værste tryk, som Kristian havde følt
ved at skulle starte på fritidshjemmet og især at
skulle konfronteres med så mange børn på en gang.

157

Samtalen forstummede, da bussen rullede forbi
skiltet, der vidnede om, at de kørte ind i Bønnerup
by. På venstre side kunne man se ud over havet og
ane fiskekuttere på vej i havn og andre på vej ud på
havet. Stranden vidnede om, at det var sommer, når
den viser sig fra sin bedste side.
Børnene legede i vandkanten, og længere ude kunne
man ane nogle voksne svømme langs stranden.
Heden i bussen henledte tankerne på en tur i det blå
vand; bare tanken om at lade sit legeme flyde i det
dejlige saltvand kunne give en kølende fornemmelse
midt i varmen.
Ved ishuset på hjørnet af vejen ned mod havnen,
hvor et stort antal fiskekuttere lå for tøjret, var der en
lang kø, og den ene store isvaffel efter den anden
blev langet over disken. Ved auktionshuset kunne
man ane aktiviteter omkring bådene, der lige var
kommet ind for at losse dagens fangst; en truck kørte
med fuld fart ind og ud af auktionshallen.
Der var højvande, og vandet skvulpede sagte
omtrent op til landevejen, som lå mindre end
halvtreds meter var strandkanten, og endnu en gang
blev man mindet om lysten til en dukkert. Som om
Mogens havde læst alles tanker eller ønsker om en
dukkert, rejste han sig og vendte sig med ansigtet i
retning af buspassagererne.
- Når vi har pakket ud og fået fordelt sovepladserne,
tager vi en dukkert.
- Jubii! Der lød et rabalder af en reaktion på
meldingen fra Mogens. For enden af byen stoppede

158

asfaltvejen, og fortsættelsen var en grusvej, hvor
bussen på ingen måde kunne køre. Derimod drejede
en vej til højre, og her kunne bussen med lidt møje
og besvær dreje op.
Ikke så snart havde de fået drejet af, før de forude
kunne se Klitgården, hvilket dækkede over navnet
på kolonien. På afstand kunne man se to voksne stå
for at tage imod dem, og da de kom nærmere, kunne
man se, at det var køkkenpersonalet.
De hvide kitler og tørklædet på hovedet var det sikre
tegn på, at det var køkkenpersonalet, som de senere
skulle opleve som madmor og hendes medhjælper.
Kristian sad et kort øjeblik tilbage og lod alle de
andre komme ud først. Samtidig med at han lod
blikket taget stedet i øjesyn, tænkte han på Lone.
Det kunne med rimelighed kaldes kaos, men efter
kort tid var alt i sin skønneste orden, og alle stod på
spring i badetøj og ventede på årets første dukkert.
Det ville sige, at som den eneste ud af den meget
store flok børn og voksne stod Henrik fuldt påklædt,
vindjakken lynet helt op i halsen. Kristian gik over
mod ham, og med sit badehåndklæde fangede han
Henrik og trak ham ind mod sig.
- Skal du ikke med i vandet? Henrik så et kort øjeblik
på Kristian for så at vende blikket væk..
- Du går da til med alt det tøj. Kristian forsøgte at få
fat i lynlåsen på Henriks vindjakke, men Henrik
undveg ved at bukke sig og derved komme ud af
håndklædets tag.
- Henrik, hvad er der med dig?

159

- Jeg skal ikke i vandet, jeg gider ikke, jeg skal ikke i
vandet, kan du så forstå det? Henrik var tæt på at
give sig til at tude.
- Jamen Henrik, selvfølgelig skal du ikke tvinges i
vandet, men du plejer at være en vandhund. Det var
Birger, pædagogen fra gul stue, der blandede sig i
samtalen.
- Jamen jeg har ikke lyst nu.
- Okay, så går vi ned til stranden. Birger pegede mod
stranden, og de begav sig alle af sted. Der var stor
forskel på, hvor hurtigt de forskellige kom ud i det
våde element. Nogle løb direkte ud og smed sig ned i
vandet, andre gik længe og soppede, før de tog sig
sammen og fik dukket hele kroppen. Henrik sad i
sandet og med hovedet ned mellem benene og lod
fingrene arbejde i sandet.
Da de om aften mødtes i spisesalen til første måltid,
var der samtidig en del formalia, der skulle overstås.
Ingen havde en plads ved spisebordene, før alle
havde fundet en stol. Der blev byttet så meget rundt,
at alle sad ved mindst en af deres bedste venner. En
anden ting var, at der sad mindst to voksne ved
hvert bord, men det gav ikke de store problemer.
- Så kan vi vist godt sætte os. Mogens så sig omkring
i spisesalen og kunne konstatere, at alle stod bag ved
en stol, og at det så ud, som om kabalen gik op
endnu en gang.
- Husk så, at vi resten af lejren har faste pladser!
Mogens satte sig, samtidig med at han fik

160

øjenkontakt med madmor og nikkede som tegn til, at
de kunne begynde at stille maden ind.
Dansk bøf og hvide kartofler med brun sovs, en
menu, som faldt i de flestes smag, der blev skovlet
over på tallerknerne. En kort stund var der
nogenlunde ro i spisesalen; den eneste lyd, der lød,
var, når gaflerne skrabede den sidste sovs op fra
tallerkenen. Desserten var rødgrød med mælk, og
efter en enkelt portion var alle mætte.
Mogens rejste sig og stillede sig midt i lokalet og
lagde an til at ville sige noget.
- Vi skal lige, traditionen tro, og især for dem af jer,
der er med for første gang, aftale de praktiske ting på
lejren.
- Listen over, hvornår I skal hjælpe i køkkenet, bliver
hængt op nu efter spisetid. Forpraktikanterne
deltager på skift i køkkenarbejdet, og i aften er det
dig, Kristian. Han så ned på Kristian, som blot
nikkede for at bekræfte, at han havde fanget
budskabet.
- Husk, ingen er på sovesalen, undtagen når man
skal sove! Sådan fortsatte Mogens med at remse alle
reglerne op for lejren, og det kunne virke
overvældende, men ingen af de ting, han nævnte,
lød uretfærdige.
- Til sidst skal vi gøre opmærksom på en af de
traditioner, som jeg ved, I – han henvendte sig til
børnene – har store forventninger til. Ja, jeg mener
jeres godnathistorie. Mogens stod med samme
lumske smil som tidligere på dagen, da han

161

orienterede Kristian om de mange traditioner på
lejrene.
- Nattevagt ved pigerne er Ulla, og hos drengene er
det – ja, gæt!
- Kristian! lød det triumferende fra Henrik.
- Ja, Henrik, du har helt ret, og så ved I også, hvem
der putter jer.
Kristian var ikke forberedt på at skulle fortælle
godnathistorie, men han ville noget hellere fortælle
historie, hvis han kunne slippe for den store opvask,
for det havde han da slet ingen erfaring med.
Opvasken skulle vise sig at være en langt mindre
opgave end forventet. Madmor og hendes
medhjælper hjalp med at organisere det hele, og
mest af alt handlede det om at sætte på plads fra
kassetterne fra opvaskemaskinen. Desuden bestod
jobbet i at hjælpe børnene med at få tørret bordene af
og fejet gulvet i spisesalen.
Da Kristian lidt senere sad i græsset og overværede
fodboldkampen mellem de to hold sammensat af
børn og voksne, kom han i tanker om, at han havde
aftalt at ringe til Lone. Efter at have fået oplyst
systemet om at aftale med madmor, når man skulle
låne telefonen, så hun kunne nulstille tælleren, gik
Kristian ind i stuen ved siden af spisestuen.
Ud over at være rummet for telefonsamtaler var det
indrettet til personalestue eller, som der stod på
døren, lærerværelse. Kristian drejede nummeret og
ventede på, at forbindelsen blev skabt.
- Hos Axel Pedersen.

162

- Hej Lise, det er Kristian. Er Lone hjemme?
- Hej Kristian. Nej, hun er ikke hjemme, hun er lige
kørt med Gurli og en flok, jeg ikke har set før. De er
taget ned for at tage en dukkert i søen.
- Nåh. Kristian havde svært ved at skjule sin
skuffelse.
- Du ved ikke, hvornår hun kommer hjem?
- Nej, det gør jeg ikke, Kristian, men det bliver
sikkert ikke så sent. Skal jeg sige, du har haft ringet?
- Hvis du får nummeret herover til, så kan hun ringe,
når hun kommer hjem.
- Du siger ”herover”. Er du ikke ude i Århus? Lise
lød lidt desorienteret over det.
- Nej, jeg er på lejr med fritidshjemmet.
- Fritidshjemmet, har du fået job på et fritidshjem?
- Jamen har Lone ikke fortalt, at jeg har fået arbejde
og er startet i dag med at tage med på lejr i to uger?
Kristian oplyste kun det sidste for at være høflig.
Lysten til at fortælle noget, som han havde forventet,
at hans kæreste havde fortalt sin mor, var
overhovedet ikke til stede.
Han lagde op til at afslutte samtalen, men hun blev
ved med at spørge ind til hans nye job og sluttede
selv med at bekræfte Kristian i, at det burde Lone
havde fortalt.
- Men hvis du gider give hende nummeret, så kan
hun ringe.
- Hej! Han lagde røret på og sad en kort stund og
tænkte over, hvad der kunne ligge til grund for, at
Lone ikke havde sagt noget til sine forældre.

163

Resten af aftnen var der ikke tid til at tænke på andet
end at deltage i de mange ting, der skete på lejren.
Fodboldkampen var lige slut, da Kristian kom ud fra
lærerværelset, og pædagogerne havde fortrukket til
havemøblerne uden for spisestuen og var i gang med
deres aftenkaffe.
Kristian satte sig ved deres bord og rakte ud efter en
kaffekop, men da han ville hælde af termokanden,
viste den sig at være tom.
- Du må være lidt hurtigere næste gang, var Arnes
kommentar, og han smilte over til Kristian.
- Du skal også til at tænke på din godnathistorie.
Mogens smilte igen med det samme lumske smil.
- Fik jeg fortalt dig, at det er en tradition, at det er
gyserhistorier, der bliver fortalt?
- Nej, det har du ikke sagt noget om. Kristian fik den
ene overraskelse efter de anden, men den med
godnathistorie afskrækkede ham på ingen måde; de
skulle få gyserhistorie, tænkte han.
Det at skulle sove i vagtværelset hver nat
afskrækkede ham endnu mindre, for så fik han i det
mindste eneværelse. På vej over mod sovesalen
stoppede Kristian en stund så lidt rundt på lejren.
Hovedbygningen var pudset murværk, hvorimod
sovesalene var bygget af træ. Det sidste fik Kristian
til at tænke på sit barndomshjem, barakken.
Netop tanken om hans barndomshjem gjorde, at han
som et stjerneskud på himlen fik en ide til sin
godnathistorie. Det ville blive en historie fra det
virkelig liv men det behøvede børnene ikke at vide

164

noget om. Han stod endnu en stund for at tænke sin
plan igennem, og inden længe havde han i detaljer
planlagt aftens godnathistorie om mysteriet i den
mørke skov.
Børnene rendte stadig uden for sovesalene og legede,
men det var et spørgsmål om tid, for det var så småt
ved at blive mørkt. Kristian brugte de sidste ti
minutter, før børnene kom stormende, til at
arrangere de praktiske detaljer til aftens højdepunkt.
Pædagogerne hjalp til med at gøre børnene
sengeklare, ikke mindst med diskret at få lagt
underlag på hos dem, der havde besvær med at
lægge tør om natten. Da alle lå under deres dyner
eller i soveposerne, blev der sagt godnat til
pædagogerne, og alle lå forventningsfulde.
- Vi slukker lyset. Kristian var på vej over mod
døren, hvor alle kontakterne sad.
- Nej, så kan vi ikke se billederne. Det var et af
børnene, der reagerede, og gjorde opmærksom på, at
det var mod traditionerne. Men Kristian insisterede
og slukkede lyset, og ingen protesterede længere,
men puttede sig i stedet godt.
Efter at have fået arrangeret sig godt i en af de ledige
senge gjorde Kristian sig klar og begyndte.
- Se, det var en nat ved midnatstid. En flok børn, som
burde ligge i deres senge, gik i stedet på den mørke
vej og snakkede sammen, da de pludselig kunne
høre nogle underlige lyde inde fra den mørke skov.

165

Når de vendte blikket mod lydene, så de ingenting
ud over en mørk mur, men da de så stod helt stille,
kunne de høre stemmer inde fra den mørke skov.
De kunne ikke opfange, hvad der blev sagt, men på
tonefaldet kunne de fornemme, at det var to
personer, og de var ikke var helt enige; de skændtes
nærmest, og indimellem lød det, som om nogen
sloges.
Forestil jer lyden af en knytnæve i sylten – slask!
Kristian slog med sin højre knytnæve i sin venstre
hånd for at gøre det mere virkeligt. Han smurte tykt
på, og den første reaktion kom prompte.
- Jeg skal tisse. Det var en af drengene fra underste
køje, som Kristian endnu ikke huskede navnet på.
- Smut ud og tis.
- Du skal gå med. Drengen lød bange, og det fik
Kristian til at spørge alle de andre drenge:
- Er det for uhyggeligt?
- Neeej, lød det i et stort kor.
- Se nu at få pisset, Palle! Det var Henrik, som råbte
fra sin plads i øverste køje. Snart lå de alle i deres
senge igen, og historien kunne fortsætte.
- Pludselig kunne børnene høre, at stemmerne kom
nærmere. Hvis de ville undgå at blive set, måtte de
skyndsomst finde et skjul.
De smuttede over på den anden side af vejen og løb
om bag en lille hytte i skovkanten. Ikke så snart
havde de gemt sig, før de kunne høre, at stemmerne
kom nærmere, og nu kunne de høre, hvad de talte
om.

166

To skikkelser kom til syne i skovkanten. De gik
målrettet over vejen mod hytten, og umiddelbart før
hytten stoppede de, der blev helt stille, da ...
Et af børnene kom til at træde på en gren, som
knækkede, og det lød, som om en hel skov væltede
omkuld. De to mænd så i retning af børnenes
skjulested.
Den ene mand begyndte at gå hen i retning af, hvor
lyden var kommet fra, og den anden fulgte efter. Da
de begge stoppede for at lytte, var der så stille, at
man ville kunne høre en nål falde til jorden.
Kristian holdt en pause, og et kort øjeblik var der helt
stille på sovesalen, men så reagerede en af drengene.
- Videre, videre! Snart råbte alle i munden på
hinanden og tryglede om, at Kristian skulle fortælle
mere.
- Skal vi ikke gemme resten af historien til i morgen?
- Neej, kom nu videre for fanden! Børnene var opsat
på at få sidste del af historien.
- Ja, ja, okay, men børnene bag hytten var så bange,
at de alle var ved at ski... øh lave i bukserne, det vil
sige på nær Niels, som altid var den modigste af dem
alle. Han nåede på en brøkdel af et sekund at tænke
og lægge en plan og reagerede lige så hurtigt.
- Mjiaw, mjiaw. Niels forsøgte at lyde som en kat, og
det lykkedes tilsyneladende. Den forreste af
mændene bukkede sig ned og samlede noget op fra
skovbunden, kylede det, der viste sig at være en sten,
alt hvad han kunne, i retning af kattens mjiawen.

167

Børnene kunne fornemme suset af stenen, der fløj
millimeter fra dem for at ende med at ramme et træ.
- Møg kat, jeg skal fandeme komme efter dig, din
møg kat!
Manden gik nu i retning af, hvor lyden var kommet
fra, og da han kom to skridt længere frem og så bag
ved hytten, fik han øje på børnene.
Det blik, der mødte børnene, var ikke ligefrem den
glade onkel fra Amerika. Han råbte vredt til den
anden mand:
- Det er fandeme ingen kat. Kom her så skal du bare
se løjer!
Børnene kunne i skæret af lommelygten, som
manden holdt i hånden, se hans ansigt, og det
lignede mest alt et monster. Han løftede den anden
hånd, hvor han havde en pistol, som han havde
trukket ud af jakkelommen, og gik endnu et skridt
frem.
Nu var han inden for rækkevidde og pegede direkte
på børnene med pistolen. Kristian hævede sin
stemme.
- Jeg skal fandeme sørge for, at I ikke sladrer. Hans
finger pressede på aftrækkeren, og lige som pistolen
skulle gå af, skete der noget.
I det samme Kristian sagde de sidste ord, sparkede
han til de to skamler, han havde stillet oven på
hinanden tidligere på aftenen.
Der lød et skrig fra flere af børnene, andre satte sig
op i sengen med et sæt. Kristian skyndte sig hen til
døren for at tænde lyset. De børn, der ikke var faldet

168

i søvn, sad op eller var sprunget ud af sengen og så
noget panikslagne ud.
- I morgen skal vi så høre, hvordan børnene går ind i
skoven for at se, hvad de to skumle personer havde
lavet.
- Neej, lad os høre det nu!
- Kan I så putte jer, det er sovetid. Kristian gik en
runde og sagde godnat til dem, der ikke var faldet i
søvn, og snart slukkede han lyset igen og gik ud af
sovesalen.
På vej over mod lærerværelset for at være lidt
sammen med de andre voksne, før de selv skulle til
ro, tænkte han tilfreds på sin debut som
gyserfortæller.
Det blev til en enkelt øl sammen med kollegerne, og
Kristian gjorde sig klar til at gå over for at få en efter
hans eget udsagn en velfortjent nattesøvn.
Det slog ham, at han havde bedt Lones mor få hende
til at ringe, men til hans overraskelse havde der ikke
været nogen telefonsamtale til ham, mens han havde
læst godnathistorie.
Det havde været en hård, men positiv debut som
forpraktikant, og hans tanker på vej over
gårdspladsen mod sovesalen drejede sig om, hvad
han kunne forvente af strabadser næste dag. Han
besluttede sig for at vente og se, hvornår Lone
ringede; han mente, at bolden var hos hende.
Selvfølgelig kunne hendes mor have glemt at
aflevere beskeden, men alligevel, uanset hvad der

169

var årsagen til, at hun endnu ikke havde ringet, ville
han ikke tage initiativet, men vente.
Tiden nærmest fløj af sted, og hvert et minut var de i
gang med aktiviteter. Når de ikke var på molen for at
fiske, var de ved stranden, og hvis de ikke var ude at
bade, legede de i sandet, ja, tiden fløj af sted.
At der skulle gå fire dage, før Kristian hørte fra Lone,
tænkte han ikke videre over før den dag, madmor
kom ud fra lærerværelset og sagde, der var telefon til
ham.
- Ja, det er Kristian. Han lød lidt stram i betrækket,
og selv om han havde en forventning om, hvem der
var i den anden ende af røret, valgte han at lyde
formel.
- Det er mor. Noget overrasket varede det lidt, før
han var klar til at fortsætte samtalen. Den sidste, han
havde forventet at høre fra, var sin mor.
- Det værelse, du var inde at se på i sidste uge –
udlejeren ringede og sagde, at du kunne få det, men
skulle give besked inden to dage.
- Nåh, det er en kort frist. Kristian skulle lige have
lidt tid til at indstille sig på samtalen.
- Men skal jeg ringe til ham eller hvad?
- Ja, har du noget at skrive med?
- Ja, ja. Kristian rakte ud efter blokken og
kuglepennen, som lå på skrivebordet. Efter at have
noteret nummeret og været ude hos madmor for at
sige, at han lånte telefonen, sad han en kort stund og
tænkte over tilbuddet om et værelse inde i centrum
af Århus.

170

Han besluttede sig for at sige ja, også selv om det
indebar, at han skulle overtage værelset, to dage før
han kom hjem fra lejren. Han ringede til udlejeren,
og efter at have aftalt, at huslejen for første måned
undtagelsesvis skulle falde den tredje, når Kristian
igen var i byen, lavede de telefonisk en aftale om
lejemålet.
Et værelse på ti kvadratmeter med vinduer ud til
Skolegade, byens største morskabsgade. Det ene
værtshus eller spisested lå dør om dør med det
andet, gaden var kendt for, at der var liv hver nat til
den lyse morgen.
Nu hvor Kristian alligevel havde bedt om at låne
telefonen, besluttede han sig, på trods af sin tidligere
beslutning, for at ringe til Lone for at fortælle hende
nyheden.
Lone sov, men efter lidt pres indvilgede hendes mor
i at vække hende. Det var en noget søvnig stemme i
den anden ende af røret, og samtalen blev af samme
grund ret kort.
Hun havde fået beskeden om at ringe, men havde
ikke haft tid, der var sket så meget, hendes plan
havde været at ringe samme dag. Hun reagerede
ikke særlig interesseret, da han meddelte, at han
flyttede hjemmefra, men det tilskrev han, at hun ikke
var rigtig vågen.
Da han havde lagt røret, sad han en stund og tænkte
på Lone; hans tanker kredsede om, at de snart ville
kunne se noget mere til hinanden.

171

Han kom i tanke om, at han havde glemt at sige JED.
Et kort øjeblik overvejede han at ringe op igen, men
lod alligevel være.
To uger kan lyde som meget længe, men før man fik
set sig om, var lejrens sidste aften en kendsgerning,
og godt mættet af oplevelser så alle
forventningsfulde frem til aftens afslutningsfest.
Der var blevet fortalt adskillige godnathistorier,
fanget mange fisk på molen, spillet mange
fodboldkampe og taget mange dukkerter i havet,
men de fleste glædede sig trods alt til at komme hjem
til mere vante omgivelser.
Kristian følte, at det havde været en god måde at
komme ind på livet af både børn og personale på.
Han havde ikke et øjeblik fortrudt, at han tog med,
men glædede sig nu også til at gense Århus, sin
moder, lillesøster og ikke mindst Lone, de havde
aftalt, at hun kom til Århus lørdag, som de kom hjem
fra Bønnerup.
De skulle sammen ind og se på værelset i Skolegade
og i gang med at overveje indretningen. I det hele
taget følte Kristian, at der skete så meget nyt
omkring ham, men det var alt sammen noget, han
glædede sig til.
Fjorten dages ferie, og så i gang med dagligdagen
som forpraktikant. Det ville blive en helt ny hverdag
i forhold til tiden som skoleelev.
Aftensmaden var et festmåltid: flæskesteg med lunet
rødkål og som dessert masser af is. Saftevandet og

172

mælken var skiftet ud med sodavand, der var lagt op
til fest.
- Der er telefon til Kristian. Madmor henvendte sig
direkte til ham med beskeden. Han rejste sig og gik
smilende ind på lærerværelset. Denne gang kunne
det ikke glippe, hans forventning var endnu en gang,
at det var Lone.
- Det er Kristian. Hans stemme afslørede, at han var i
festhumør.
- Det er Lone. Hun lød mere vågen end sidst, de talte
sammen, men hun lød ikke som oplagt til fest.
- Hej Lone, hvor jeg glæder mig at til at se dig igen!
- Jaee ... Hun sagde ikke mere, før Kristian afbrød
hende.
- Jeg glemte at sige JED, sidst vi talte sammen, men
nu siger jeg det så to gange. JED JED. Han virkede
lidt pjattet og overgearet.
- Kristian, jeg har tænkt på, mens du har været på
lejr, at ...
- Lone, du lyder så underlig, er der noget galt?
- Kristian, de fjorten dage, hvor du har været væk, da
har jeg ikke ... jeg mener ...
Kristian afbrød hende igen efter at have lagt to og
tom sammen.
- Lone, nu spørger jeg dig, og svar så ærligt. Har du
fundet en anden?
Det spørgsmål havde han stillet et utal af gange, og
som ved de øvrige lejligheder forventede han, at hun
reagerede med et gungrende nej, og det udeblev
heller ikke denne gang.

173

- Nej, nej, du har ikke andet i hovedet. Hun lød
irriteret. - Kristian, jeg har stort ikke savnet dig i de
fjorten dage, du har været væk. Der blev en pause,
hvor ingen af dem sagde noget.
- Jeg har tænkt, at vi skal holde en pause.
- En pause! Ordene fløj ud af munden, og nu gik det
op for Kristian, hvor det bar hen. Hans umiddelbare
reaktion var at lyde hård i filten.
- Ja, hvis du mener det sådan. Igen en pause i
tavshed.
- Så er der vel ikke noget at gøre, jeg synes bare ...
- Kristian, det er da også svært for mig, men jeg er
nået frem til, at vi holder en pause.
- Jamen Lone, for fanden, kald en spade for en spade
og lad være med at tale udenom! Sig, du slår op, og
så er det pot ude, for fanden da!
Han skulle til at lade en ordstrøm fosse gennem
telefonrøret, men lod være. Han tolkede udviklingen
af situationen sådan, at deres forhold sang på sidste
vers. Reaktionen som hård i filten holdt ikke en
meter; snart tryglede han hende om at sige, at det
bare var en joke.
Det var ikke tilfældet, og Lone holdt fast i sin
beslutning og blev ved med at bruge udtrykket
pause. De snakkede længe frem og tilbage, og Lone
indvilgede i at komme til Århus næste dag for at
drøfte det hele igennem, men hun lagde ikke skjul
på, at hun mente det alvorligt. Hendes tur til Århus
ville udelukkende være, for at de kunne sige
ordentligt farvel.

174

Efter at de havde sagt farvel, og Kristian lagde røret
på, tænkte han, at tingene nok ville ændre sig, når de
næste dag stod over for hinanden. Han blev
siddende et par minutter for at samle sig og få styr
på de tårer, som pressede sig på.
Da han rejste sig for at gå ind til festmiddagen, stod
han et kort øjeblik med hånden på dørhåndtaget og
åbnede så resolut og gik ind med et smil og satte sig
på sin plads.
Hele seancen gentog sig med at få pakket bussen og
få alle på plads klar til at køre hjem til byen.
For de fleste var det et vemodigt farvel til lejren, vel
vidende, at der ville gå et år, før de genså den og de
skønne omgivelser.
På vej hjem havde en gruppe børn samlet sig i
bagenden med det mål at fortælle hinanden
vittigheder, og ved et tilfælde var Kristian havnet på
bagsædet, på trods af at vittigheder ikke var det, han
havde mest lyst til at lade sig underholde med.
Da de nåede frem til Århus og igen holdt uden for
fritidshjemmet, var en mindst lige så stor flok
forældre mødt op for at modtage deres poder. Det
gik stærkt med at få pakket ud og slæbt alle kasserne
ind på fritidshjemmet, og efter at have aftalt, at de
kunne pakke ud efter ferien, sluttede lejren med, at
alle ønskede hinanden en god ferie.

175

Kapitel 10

Kristian havde en aftale med udlejeren; der var tid
nok, før han skulle på rutebilstationen for at tage
imod Lone.
Han fik overdraget en nøgle til sit værelse og gik op
ad trappen til første sal med forventninger om
gensynet med et værelse, han havde set på tidligere.
Han smed sin bagage i et hjørne og stillede sig ved et
af rummets to vinduer. Der var ikke nogen stor
udsigt, facaden af to værtshuse på den anden side af
gaden. Han så på sit ur og fik pludselig travlt, han
begav sig derfor, da han igen var kommet ned på
gaden, i småløb ned mod rutebilstationen.
Lige som han trådte ind på perronen, ankom bussen,
og han fik øje på Lone, som sad i den forreste ende af
bussen, to sæder bag chaufføren. Da hun stod ud af
bussen, var det ikke den glade Lone, Kristian kendte,
der kom ham i møde.
- Hej skat! Kristian rakte armene frem mod hende, og
hun afviste ikke, men efterkom til gengæld ikke hans
anmodning om et gensynskys.
- Skal vi ikke gå lidt? Kristian havde registreret, at
hun ikke havde nogen bagage med, og det så han
som et dårligt varsel.
- Jeg skal med bussen om halv anden time igen, så
kom, vi går lidt rundt.
Hun rakte ud efter hans hånd, og de gik op ad
Banegårdsgade. De første minutter sagde ingen af
dem noget og det blev Lone, der brød tavsheden.

176

- Kristian, jeg synes også, det er skidesvært, men det
er slut, og jeg håber, du forstår mig.
Lone så nu for første gang direkte på Kristian; han
kunne se, at hun havde grædt, og hendes udtryk så
sammenbidt ud.
- Lone, for fanden! Det var nu, vi skulle til at nyde
det. Du kommer til Århus, og jeg flytter på værelse.
- Jeg ved det, jeg ved det, for fanden! Hun kunne
ikke holde gråden tilbage, tårerne væltede ned ad
hendes kinder, mens hun forsøgte på at holde igen.
- Lone, er det dine forældre, der står bag? Kristian
anede en chance for at finde baggrunden for
situationen.
- Nej, Kristian, de har ikke haft noget med min
beslutning at gøre.
- Jamen hvad er det så, der er galt? Og hvis du
ønsker at slutte, hvorfor tuder du så?
Kristian var oprevet, og hans vredesudbrud var mere
et desperat forsøg på at redde deres forhold end
egentlig vrede.
- Kristian, kan du da ikke få det ind i hovedet, at det
er skidesvært for mig? Jeg elsker dig ikke mere.
Hun vendte hovedet bort og hulkede.
Det kunne ikke siges mere præcist, og i dette øjeblik
gik det op for Kristian, at godt tre års parforhold
havde set sin ende. Hendes melding bevirkede, at
Kristian stoppede sine forsøg på at overtale hende,
og igen gik de nogle minutter uden at sige noget,
men bare gik og gik.

177

De besluttede sig for at gå ind på cafeteriet på
hjørnet af Bruunsgade og Jægergårdsgade og få en
kop kaffe. De sad uden at sige noget og kikkede hver
sin vej.
På vej tilbage mod rutebilstationen spadserede de
stadig uden at tale sammen og med blikket i hver sin
retning. Da de stod hundrede meter fra bussens
holdeplads, stoppede Kristian, da det gik op for
Lone, stoppede hun også.
- Jeg øh... Han vidste ikke, hvordan han skulle få det
sagt, men forsøgte igen. - Jeg vil ikke med helt hen til
bussen. Chaufføren skal ikke se mig sådan.
Lone fangede Kristian blik, og det, der mødte hende,
var en fyr med tårerne rendende ned ad kinderne.
Lone stak hånden ned i sin taske, som hun havde
over skulderen, og da han trak hånden op igen, rakte
hun den over mod Kristian.
- Det er din. Hun åbnede hånden, og ned i Kristians
hånd faldt en amulet; den havde hun haft om halsen,
den tid de havde været kærester.
Kristian havde fået den i konfirmationsgave, og
egentlig betød den ikke noget for ham, men det
havde betydet meget for ham, at Lone bar den. Han
brast i gråd og kunne ikke sige mere, men lukkede
hånden om amuletten, og uden at sige noget drejede
han om og begyndte at gå.
Han så sig ikke tilbage, da han gik ad
Banegårdsgade, og da han få minutter senere gik op
ad Ny Banegårdsgade uden at vide, hvorfor han gik
den vej, fik tårerne frit løb.

178

Han vendte blikket tilbage, da han mente at kunne
kende lyden af bussen på vej mod Brædstrup. Idet
bussen kørte forbi ham, så han op og fik øje på Lone,
som sad på samme sæde, som da han modtog hende.
Han løftede hånden og vinkede, men hun reagerede
ikke, men sad med blikket stift i kørselsretningen.

179

Kapitel 11

Med træskoene i hånden begav Kristian sig ned ad
trapperne fra femte sal. Som ved utallige andre
lejligheder virkede opgangens lille elevator ikke.
Skiltet med påskriften ”Ude af drift” var det direkte
bevis på, at elevatoren, som kun kunne rumme tre
personer, ikke fungerede.
Træskoene i hånden og ikke, som de ellers er
beregnet til, på fødderne, havde sin forklaring.
Kristian havde modtaget adskillige klager fra de
øvrige beboere i opgangen, især når han om natten
kom hjem og tog alle trapperne med træskoene på.
Det var endt med, at han havde fået en sidste
advarsel med besked om at finde en anden bolig,
hvis han ikke tog advarslerne alvorligt.
Værelset var på fire kvadratmeter og var egentlig
beregnet som pulterkammer for beboerne i
opgangen. Indretningsmulighederne var
begrænsede, og sengen kunne kun stå et sted langs
væggen lige inden for døren.
Det havde været fra lille til et mikro lille værelse at
flytte fra Skolegade til Jyllands Alle
Det var ikke kun træskoene, der voldte problemer i
forhold til opgangens øvrige beboere: Kristian havde
for vane at øve på sin elektriske guitar på
tidspunkter, hvor alle andre ikke påskønnede hans
udfoldelser.
Det var et spørgsmål, om det ville være muligt at
finde et tidspunkt overhovedet, hvor nogen ville

180

kunne nyde hans anstrengelser på de seks strenge.

Jobbet på fritidshjemmet endte i en fyring, det på
trods af, at det startede så godt.
To gange var han blevet kaldt ind til Mogens, og ved
begge lejligheder fik han spørgsmålet om, hvad han
forventede af jobbet som forpraktikant. Kristian
havde svaret ud fra sin opfattelse af jobbet og mente
ikke, han kunne gøre det meget anderledes.
Mogens havde påstået, at Kristian gik rundt, som var
han i sin egen verden, ligefrem, at han var bange for
børnene og gemte sig i værkstederne eller i
personalestuen.
Kristians naturlige reaktion, når det handlede om
hans privatliv, bevirkede, at han ikke havde sagt
noget om sit forliste parforhold. Alle de ansatte på
fritidshjemmet var stadig i den tro, at han kom
sammen med en pige ved navn Lone.
Han havde benyttet sig af en hvid løgn og påstod op
til hver weekend, at han skulle til Brædstrup for at
besøge Lone. Det hændte, at der var lidt sandhed i
hans påstand, og det var, når han tog til Brædstrup
for at besøge Kaj.
Det vil sige, de var mindst en af dagen på
Pejsegårdens diskotek. Det var ingen problem for
Kristian at score; på et tidspunkt havde han fået et
vink af andre diskoteksgæster om, han var på vej til
at få et ry som omvandrende horebukke. Han lånte
Kajs værelse på Søndergade, for så at vende tilbage
til diskoteket efter endt hyrdetime.

181

Kristians tid som forpraktikant stoppede en torsdag
eftermiddag, hvor Mogens havde kaldt ham ind på
kontoret, meddelt, at han skulle pakke sine ting og så
ellers tage afsked med dem, han ønskede at sige
farvel til. Overraskelse var ikke stor, alligevel blev
Kristian dybt skuffet og på samme tid arrig.
Men han orkede ikke at tage til genmæle, men
parerede ordre og pakkede sine få ejendele, og uden
at sige farvel til en eneste smuttede han.
Problemet med at være arbejdsløs, var mest at han
vendte rundt på nat og dag. En periode gik det op i
nattelivet en til to gang om ugen, og om det var
hverdag eller weekend, var ét fedt.
Da det havde stået på et stykke tid, følte Kristian, at
det kunne være nok. Spændingsmomentet ved
værtshuslivet var ikke længere det samme, det var
gået hen gik blive rutine.
Med hensyn til nærkontakten med det andet køn, og
ikke mindst seksuelt samvær, blev det også så meget
en vane, at han var blevet mæt.
Værelset i Skolegade var det ikke gået stort bedre
med. Lejemålet var endt med, at Kristians ting en
dag stod uden for døren, og låsen var skiftet ud. Til
alt held havde han ikke så mange møbler, så efter at
have støvet byen igennem fandt han det lille værelse
på Jyllands Alle.
To gange havde Kristian forsøgt at etablere et nyt
forhold til en pige. Det var ikke noget problem med
at opnå kontakt med pigerne, men i begge tilfælde

182

holdt det ganske kort; han havde selv tænkt på
begrebet udnyttelse i forhold til de to piger.
Det blev kun til sex og det gaveham følelsen af at
udnytter pigerne.
Begge var hver især både kønne og dejlige piger,
men det følelsesmæssige kunne han ikke få på plads
i sit hoved.
Marie, den ene af hans bekendtskaber, havde han
besøgt hos hendes forældre et par gange, men
forholdet ebbede ud

Da han åbnede døren ud mod Jyllands Alle, mødte
der ham en hørm, der bevidnede, at trafikken var i
fuld gang, og en uendelig række af biler drønede
forbi.
Som han stod på fortovet og hørte døren smække
bag sig, ventede han en stund og fulgte med et blik
trafikken. Så begyndte han at gå i retning af
telefonboksen på hjørnet af Ringgaden og Jyllands
Alle. Da han passerede møntvaskeriet, kastede han et
blik ind og kunne konstatere, at der på trods af det
tidlige tidspunkt var adskillige, gamle som unge, i
fuld gang med at vaske.
Den del af livet var altid henlagt til aftentimerne for
Kristian, og efter at have haft gjort sine erfaringer
med at koge det hele med den virkning, at det meste
af hans tøj med et blev til babystørrelse, nød han
stunderne i vaskeriet.
Et andet fast holdepunkt i livet som arbejdsløs var
huset i Mølleparken, hvor der altid skete et eller

183

andet, og om ikke andet kunne man spise billigt og
nyde en kop kaffe til næsten ingen penge. Egentlig
bekom det efterhånden Kristian særdeles godt at
være arbejdsløs, og de 700 kroner, han kunne få på
sjasen, slog lige til.
Det største problem havde været at blive kunde i det
sociale system, værst af alt var de mange skemaer,
som skulle udfyldes på tro og love. Kristian havde
ikke haft brug for at skrive andet end sandheden, der
blev heller ikke nogen problemer med at få sine
penge. Han havde fortalt sin sagsbehandler, at han
havde lovning på et job på fritidshjemmet Holme
Møllevej, men den ufrivillige fyring fra Reginahøj
bevirkede, at der var et hul i hans planer.
Det var ikke løgn; han havde søgt job på et andet
fritidshjem, og der var indgået aftale om, at han
skulle starte første april, og da han stoppede midt i
december på Reginahøj, opstod der et hul i planerne.
Hans egen plan var at finde noget at bestille i den
mellemliggende periode; det var hans mor, der
havde opfordret ham til at søge socialhjælp.

Mens hans ventede på, at telefonboksen skulle blive
ledig, tænkte han på dagens program, ringe og høre
til sin mor, dernæst på hovedbiblioteket i
Mølleparken for at høre noget af den nyeste musik i
musikafdelingen. Tiden kunne uden problemer
fordrives til middag, hvor han så kunne bevæge sig
tværs over gaden og indtage dagens middag i husets
cafe.

184

Endelig lagde den ældre dame røret på og begav sig
ud fra boksen og sendte Kristian et venligt smil. Han
smilte igen og viste sig fra sin bedste side og holdt
døren for damen. Han gik ind i boksen og løftede
røret, puttede en femogtyveøre i møntindkastet,
drejede nummeret og ventede med forventning om,
at hans mor ville tage telefonen. Kristian havde ikke
besvær med at forestille sig sin mor siddende ved
bordet i køkkenet, en cigaret i den ene hånd og
kaffekoppen i den anden.
- Det er Lotte. Kristian kunne næsten ikke kende
hendes stemme.
- Det er Kristian, er mor der?
- Kristian, hvor fanden! Hvor er du henne? Kom
hjem med det samme! Kom hjem nu, kom så! Hun
tudede højlydt og var tydeligvis oprevet, men det
var endnu ikke lykkedes Kristian at finde årsagen, så
han spurgte.
- Hvad er der galt med dig? Lotte stortudede, så
Kristian fik ikke et kuk ud af det, hun forsøgte at
fortælle, men han anede enkelte ord. Nu blev han
både nysgerrig og foruroliget, Lottes opførsel fortalte
ham, at noget var galt.
- Lad mig snakke med mor! Han håbede på, at hun
kunne gøre rede for Lottes opførsel.
- Det kan hun ikke, for fanden, hun er død!
Lotte fremstammede ordene og anstrengte sig for at
gøre Kristian opmærksom på situationen.
- De har hentet hende.

185

- Hvem? Kristian mærkede at hans puls steg
voldsomt, og spurgte igen.
- Hvem har hentet mor?
- Ambulancen hentede hende for en time siden.
- Jamen er hun syg?
- Kristian, hun er død. Hun var helt stiv, da jeg ville
kalde på hende. Kristian, kom hjem nu, med det
samme! Jeg er så bange.
Nu gik det op for Kristian, at det var alvor, og han
sluttede hurtigt samtalen og fór af sted for at finde en
bus.
Da han endelig nåede frem og ringede på døren,
mødte der ham en pige opløst af gråd. Lotte kastede
sig i armene på ham og hulkede, mens hun forsøgte
at fortælle Kristian igen, at hun havde været inde for
at kalde på deres mor, og synet hun mødte, var
moren lå på ryggen og stirrende op i loftet.
Lotte fortalte, at hun kunne se på hendes
kropsstilling og hendes tag i dynen med den ene
hånd, at hun havde været på vej op af sengen, da det
skete.
- Sikkert for at bede om hjælp, hulkede Lotte.
Lotte snakkede og snakkede, og Kristian gjorde ikke
nogen forsøg på at stoppe hende, men lod hende
komme ud med sine oplevelser. Da han havde fået
Lotte til at lægge sig lidt på sin seng, gik han ud i
køkkenet, og i skabet over komfuret fandt han et glas
piller.
Stesolid, han vidste, at det var beroligende piller,
som hans mor havde fået ordineret af lægen; glasset

186

var omtrent halvt fuldt. Kristian tog låget af, og efter
at have taget en pille op i hånden og sat låget på igen
puttede han glasset i sin jakkelomme.
Han tog et glas fra et andet skab og fyldte det med
koldt vand, efter at han havde ladet den kolde hane
løbe lidt.
- Her, tag den, så falder du til ro.
- Hvad er det? Lotte kikkede på den lille pille, som lå
i Kristians hånd. Han svarede ikke, men rakte
hånden frem mod hende igen. Hun spurgte ikke
mere, tog pillen og derefter glasset med vand, og da
hun havde slugt pillen, lagde hun sig igen og
lukkede øjnene.
Kristian satte sig et øjeblik ved skrivebordet i stuen
og så på telefonen. Han åbnede øverste skuffe og
fandt en telefonliste frem og gjorde klar til at ringe
rundt til sine søskende. Men først gik han ind til
Lotte for at forsikre sig om at hun ikke havde ringet.
Lotte havde været så fattet, umiddelbart efter at hun
havde fundet deres mor, at hun havde fået iværksat
en telefonkæde, og den eneste, der ikke havde fået
beskeden, var Kristian. Han gik ind i stuen for at
lægge telefonlisten på plads igen.
Det skulle vise sig at være belejligt, idet telefonen
ringede, lige som han åbnede skuffen. Det var hans
ældste bror Kurt, som Kristian ikke havde set de
seneste par år. Deres samtale blev meget kort. Kurt
havde meddelt, at han var på vej, og de skulle nok
tage sig af Lotte, hvis bare Kristian ville blive ved
hende så længe.

187

Kurt oplyste, at de fleste søskende sikkert var på vej,
og han foreslog, at de lige så godt kunne snakke de
praktiske ting igennem, når de alligevel var samlet.
Det var yderst sjældent, alle søskende var i stue
sammen, og der kunne være noget rigtigt i at drøfte
situationen, selv om Kristian følte, at det var lidt
tidligt i betragtning af, at deres mor knap havde
været død et døgn.
Snart var alle samlet, og i den trykkede stemning
forsøgte Kurt som den ældste af de ni børn at være
den, der havde overblikket. Der blev spurgt meget
ind til dødsårsagen, men ingen havde kendskab til
diagnosen, og de måtte vente, til de modtog
dødsattesten.
Kurt konkluderede, at alle var enige om, at det meste
af indboet skulle køres på lossepladsen. Hver især
kunne tage en genstand som minde om deres mor,
alle tilsluttede sig forslaget.
Det blev aftalt, at lejligheden skulle rømmes to dage
senere, alle gik hver til sit. Lotte tog med Kurt hjem
det skulle blive hendes nye hjem. Hun protesterede
ikke, men modsat udtrykte hun heller ikke den store
glæde, men det var naturligt efter
omstændighederne.
Da Kristian samme aften sad på sit værelse, var det
uden den store lyst til at foretage sig noget. Hans
tanker kredsede om, at deres mor ikke længere var
blandt dem, og trods den korte tid til at vænne sig til,
at hun var død, meldte sig en dårlig samvittighed.

188

Den sidste samtale, Kristian havde haft med sin mor,
var endt i et af deres utallige skænderier, og selv om
det var blevet bedre, var de stødt sammen i ny og
næ. Pludselig stod nogle af de ting, hans mor havde
sagt i kampens hede, tydeligt for ham.
Han gøs ved tanken om, at hun havde sagt, at han
nok ville sande det, hun sagde, den dag hun ikke var
her længere. Det havde hun stort set sagt, hver gang
de havde skændtes, og Kristian havde tolket det som
hendes måde at takle, at hun ikke kunne klare sig
verbalt over for ham og derfor forsøgte at køre lidt
på hans følelser.
Nu gav det pludselig en helt anden mening , han
huskede også, at hun denne gang var gået et skridt
længere end ved tidligere lejligheder. Hun havde
antydet, at hun ikke troede, det ville vare længe, før
hun stillede træskoene, som hun selv udtrykte det.
Kristian havde i situationen registreret hendes
melding som noget, hun ikke havde sagt før, men
lagde ellers ikke mere i det. Men det havde alligevel
bevirket, at de skiftede emne, og skænderiet var ovre
som et bål, der var ved at brænde ud.
Det nagede Kristian, når han tænkte på det, det
optog ham resten af aftenen. Da han ved titiden
lagde sig i sin seng for at sove, fortsatte tankerne.
Han lå og så ud i luften og tænkte tilbage på den
seneste tid, hvor han følte, at livet ikke så nær gik
som forventet, snarere tværtimod.
Den samme følelse af, at alt ramlede sammen
omkring ham, genkendte han, men kunne ikke

189

umiddelbart sætte ord på. Så kom det frem på
nethinden. Et kort øjeblik tænkte han tilbage på
badebroen, da han overvejede at gøre en ende på det
hele; han gøs og anstrengte sig for at tænke på noget
andet.
Det var den samme følelse af, at de store linjer i hans
liv pludselig brækkede, og der var ingen tegn på at
få dem flettet sammen igen. Mange ting var der
unægtelig sket omkring ham, og hans mors død var
det, der slog hovedet på sømmet. Endnu en gang
fornemmede han følelsen af noget, der sank i grus.
Det mindede ham meget om den gang, han som barn
havde oplevet, at alt smuldrede om ørerne på ham,
og ligesom nu havde det været en særlig situation,
der fik bægeret til at flyde over.
Dagen, hvor han havde oplevet, at en flok mænd gik
i gang med at brække det hus ned, der havde været
hans barndomshjem på godt og ondt. Kristian
tænkte på det pudsige i, at der var otte år mellem de
to oplevelser, og at de fremkaldte præcis de samme
følelser.

Alle var mødt, da Kristian et par dage senere ringede
på, og døren gik op til lejligheden. Det første syn, der
mødte ham, var to kasser øl, som stod midt på gulvet
i gangen. Lejligheden bar allerede præg af at være på
vej til at blive tømt. Da han trådte ind i stuen, kunne
han konstatere, at han kom tids nok til at overvære
planlægningen af det videre arbejde med at tømme
lejligheden.

190

Det skulle hurtigt vise sig, at den første aftale om at
køre det hele på lossepladsen ikke længere var en
klokkeren aftale. Den næstældste bror ville alligevel
gerne havde gardinerne, som han og hans kone selv
havde foræret deres mor, og sådan tog det ene ord
den andet.
Kristian holdt fast på, at han blot ønskede et minde,
og var klar til at hjælpe med at køre det første læs på
lossepladsen. Efter at have været ude i gangen for at
tage en flok nye øl fra kassen rakte Kurt en øl frem
mod Kristian. Han takkede nej og opfordrede for
tredje gang til, at de skulle læsse bilen, som Søren,
den tredjeældste bror, havde lånt af en bekendt.
Den ene efter den anden afviste med bemærkninger
om, at der var tid nok. Skulle de ikke blive færdige,
var der endnu en dag. Kristian begyndte at slæbe
ned til bilen og da han en time senere havde læsset
bilen omtrent, kom nogle af hans brødre og hjalp.
Kristian tænkte bare på at blive færdig, men havde
en klar fornemmelse af, hvor det bar hen. Situationen
ville ende i det rene druk, han besluttede sig for,
som ved så mange andre lejligheder i familien, at
sige fra og gå, hvis det blev for meget.
Søren satte sig ind bag rattet, og efter at den ene
skulle lade vandet, en anden skulle have en
forsyning af øl med, og den tredje lige skulle snakke
med sin kone, kørte de lang om længe af sted mod
lossepladsen. Kristian var ikke særlig tryg ved
Sørens kørsel, som virkede urutineret.

191

De sad tæt i førerhuset på den lille Hanomag; den
var ikke indrettet til tre passager ud over chaufføren.
Da de endelig nåede frem til lossepladsen på den
anden side af Mundelstrup, viste det sig, at der var
lukket, en jernkæde spændt over indkørslen
bekræftede, at der var lukket.
Et kort øjeblik blev situationen drøftet i det trange
førerhus, og Søren fik en ide. Uden at sige mere satte
han bilen i første gear og kørte frem. Der lød et
bump, og uden yderligere synlige tegn eller lyde
fortsatte de frem, og kæden måtte give efter for
presset ...
- Det er for meget! Kristian var den eneste, der
reagerede. De andre grinede og morede sig åbenbart,
og det gik stærkt med at få læsset af og komme af
sted igen.
- Nu er der ikke lukket, når vi kommer igen. Det var
Søren, der grinende så ud mod kæden, da de forlod
lossepladsen. Samtidig rakte han ud for at tage den
øl, Kurt rakte over mod ham.
- Skulle du ikke holde lidt igen? Kristian henvendte
sig til Søren, som overhørte hans bemærkning og
satte flasken for munden. Da de lidt efter kørte om
ved en cyklist umiddelbart før Mundelstrup by,
kunne Kristian i sidespejlet konstatere, at de kørte
meget tæt på.
Kristian sendte endnu et blik i sidespejlet, og til hans
skræk kunne han se, at de ramte cyklisten med
bagsmækken, og snart lå cyklisten ned.

192

- Du ramte ham sgu! Stop, for helvede! Kristian var
ophidset og forskrækket, Søren trådte på bremsen,
mens han så i sidespejlet i førersiden. Et kort øjeblik
virkede det, som om de stoppede helt. Kristian tog i
håndtaget til døren og gjorde sig klar til at løbe
tilbage til cyklisten, men Søren flyttede foden fra
bremsen, og efter en hurtig nedgearing trykkede han
på speederen.
- Der skete ikke noget, manden har rejst sig. Det var
Søren, der ved et hurtigt øjekast havde konstateret, at
manden havde rejst sig og stod med sin cykel. Da
Kristian så i spejlet, kunne han med sine egne øjne
se, at manden havde rejst sig, og snart kunne de ikke
længere se hverken mand eller cykel.
Ikke så snart de var kommet tilbage i lejligheden,
førend der opstod en råben og skrigen. Det var
umuligt at finde hoved eller hale i samtalerne. En
havde fortrudt, at den blå lænestol var røget på
lossepladsen, og insisterede på, at de skulle køre
tilbage for at hente den igen. Midt i alt halløjet
opstod en længere diskussion om årsagen til, at
deres forældre i sin tid blev skilt.
Kristian koblede helt ud af snakken og gik stille
rundt i lejligheden og gjorde holdt i soveværelset.
Han fik øje på en genstand i vindueskarmen, snart
stod han med en lille olielampe monteret på en
marmorplade. Lampen forestillede en gadelampe, og
under den stod en mand og drak af en flaske. Det
ene hjørne af marmorpladen var væk, Kristian
tænkte på dengang, den samme olielampe røg

193

igennem luften med hans fars hoved som endeligt
mål. Han tog en rask beslutning og gik ud mod
gangen med lampen under armen. Da han gjorde
klar til at forlade lejligheden, stod han en kort stund
og lyttede til det, der foregik inde i stuen. Døren gik
op, og ud kom hans søster Lotte.
- Er du ved at gå?
- Ja, der bliver vist ikke kørt mere på lossepladsen i
dag. Han pegede hen på døren, og hun forstod hans
hentydning.
- Kommer du igen i morgen og hjælper?
- Nej, de må klare det sidste selv. Jeg gider ikke høre
på deres bavl en dag mere, det er slut.
- Det kan jeg godt forstå. Hvornår ses vi igen? Uden
at forvente noget svar omfavnede hun sin storebror.
- Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Kristian gav
sin lillesøster et klem og gjorde derefter tegn til at
ville gå, da Lotte spurgte:
- Du kommer vel til mors begravelse?
- Det ved jeg ikke, men det skal du ikke regne med.
- Jamen Kristian, det skylder du da mor. Hun kan
ikke gøre for ... Hun nåede ikke at sige mere, førend
Kristian havde åbnet døren og lukkede den bag sig.

Efter at have tænkt over tingene havde Kristian
alligevel besluttet sig for at møde op ved
begravelsen. Til gengæld valgte han at forlade
selskabet umiddelbart efter jordpåkastelsen og ikke
deltage i det efterfølgende kaffebord i den
nærliggende krostue. Resten af dagen havde han

194

siddet på sit værelse og mindedes hans mor og
alligevel haft overskud til at tænke lidt over, hvad
der skulle være det næste skridt.
Han besluttede sig for at rejse på besøg hos Kaj den
kommende weekend, og selv hans mors død skulle
ikke ændre den beslutning. Det havde været en
noget særpræget oplevelse at overvære sin mors
begravelse, og især det øjeblik, hvor de skulle hejse
kisten ned i hullet, var ikke den mest behagelige
stund, for Kristian.
Det store, sorte hul og den hvide kiste pyntet med
blomster i alverdens farver; at hans mor lå inde i
kisten, død, og blot ventede på, at tiden og diverse
kryb skulle gøre sit arbejde og omdanne hende til et
skelet, gav ham myrekryb og en ubehagelig
fornemmelse i hele kroppen.

Da de lørdagen efter sad på Kajs værelse og drøftede
løst og fast over et par øl, før de ville begive sig ud
på Pejsegården, forsøgte Kristian at fortrænge de
mange oplevelser i forbindelse med hans mors død
og begravelse, men den underlige følelse inderst
inde, kunne han ikke lægge fra sig. På den ene side
havde han lyst til den helt store aften, og på den
anden havde han mest lyst til at være alene.
- Er du sikker på, at du har lyst til at feste i aften? Jeg
mener, din mor er lige død. Kaj forsøgte at tolke
Kristians ansigtsudtryk, og det udtrykte åbenbart
ikke vild gang i den.

195

- Selvfølgelig er jeg klar til at feste, jeg vil score den
helt rigtige pige i aften. Kristian havde besvær med
at dække over hans skuespil, men han insisterede,
efter endnu et par øl begav de sig på vej mod
diskoteket. Som sædvanlig var der stuvende fuldt,
og så snart de var kommet ind, gik de en runde kun
med det mål at udse sig emner blandt pigerne.
Kristian fik ikke øje på noget oplagt, hvorimod Kaj
hurtigt var ude på dansegulvet, så han satte sig i
baren og bestilte en Tuborg hos tjeneren.
For første gang den aften måtte han erkende over for
sig selv, at det ikke var fest, der stod øverst på
ønskesedlen. Men i stedet for, hvad der ville være
det mest naturlige, nemlig at gå hjem og få en god
nattesøvn, besluttede han sig alligevel for at gøre sit
til, at der skulle blive fest i gaden.
Han stak hånden ned i sin jakkelomme og fiskede et
pilleglas op. Stesolid 5 milligram stod der på
etiketten. Diskret tog han låget af, hældte en del af
indholdet ud i hånden og sad en kort stund og
tænkte over, hvor mange han skulle tage.
Tre, besluttede han sig for, og efter at have taget tre
og hældt resten ned i glasset proppede han, igen
diskret, pillerne ind i munden, og skyllede dem ned
med øl. Han læste på etiketten for at se, om der var
nogle specielle advarsler, men det var ikke tilfældet,
og han puttede glasset ned i den samme
jakkelomme.
Han sad en stund og så sig om i diskoteket og kunne
konstatere, at Kaj sikkert snart skulle et smut hjem på

196

værelset. For enden af baren fik han pludselig øje på
Gurli, og bag hende stod Johnny. Kristian vendte sig
straks og så den anden vej i håb om, at de ikke havde
set ham, men ak.
- Hej Kristian! Det var da hyggeligt! Han vendte sig
og forsøgte at virke overrasket, for han havde på
stemmen allerede registreret, at det var Gurli.
- Hej Gurli! Han rakte hånden frem for at sige pænt
goddag, og derefter hilste han på Johnny, som
tydeligvis trippede for at komme videre.
- Det er saftsuseme lang tid siden.
Gurli puffede Kristian i siden og sendte ham et smil,
der talte sit eget sprog. De sludrede lidt, og under
samtalen kunne Kristian fornemme, at pillerne
begyndte at virke. Alt blev mere fjernt, når nogen
sagde noget, følte han, at han skulle råbe, for at de
kunne høre ham.
- Kristian, for fanden! Du jo stangdrukken! Han
svarede ikke.
- Kristian, Kristian, hvor er du? Du skal vist hjem og
sove din brandert ud.
Gurli ville tage fat i ham, men opdagede, at hvis ikke
Kristian lænende sig op ad baren, ville han vælte
omkuld.
- Jeg kommer om lidt. Gurli forsvandt, og Kristian
forsøgte at sende et blik rundt i lokalet, men det
virkede sløret. Da Gurli kom tilbage, var det sammen
med en pige, hun præsenterede som Bente.
- Vi kender da hinanden, og det endda særdeles
godt. Kristian snøvlede og sendte Bente et smil.

197

- Kender I hinanden? spurgte Gurli henvendt til
Bente.
- Ja vi har været sammen en aften, det vil sige et par
timer, ikke, Kristian? Bente tog ham i armen, og han
nikkede.
Kristian tog efter lidt fumlende atter pilleglaset op af
lommen og ville til at åbne det, men i det samme
rykkede Gurli det ud af hånden på ham. Hun læste
på glasset for derefter at putte det i sin egen lomme.
- Hvor mange har du ædt af dem? Gurli ruskede i
ham og forsøgte at få øjenkontakt med ham.
- Det ved jeg ikke, nogle få stykker.
Pudsigt nok virkede Kristian særdeles omtåget, men
han registrerede og hørte alt, hvad der foregik. Gurli
bestilte en kop kaffe og bad tjeneren om at fjerne
ølglasset og flasken.
Efter nummer tre kop kaffe begyndte han at føle sig
bare lidt mere klar, og alligevel som om han
svævede. Gurli havde aftalt med Bente, at Kristian
kunne sove hos hende på betingelse af, at Gurli og
Johnny blev, for hun var utryg ved at være alene
med Kristian. Det blev en aftale, og snart forsvandt
både Johnny og Bente, og Gurli og Kristian sad alene
tilbage.
- Det er fandeme længe siden. Kristian gentog
ordene, som Gurli havde sagt tidligere. Det var
virkelig lang tid siden, de havde set hinanden. De
sludrede, og emnerne var en blanding af nostalgi og
snak om, hvad de hver især havde gang i. Det

198

udviklede sig til en fortrolig snak, men ingen af dem
berørte den famøse fest hjemme hos hende.
Snakken blev så fortrolig, at Kristian for første gang
over for en anden person indrømmede, at han
savnede Lone, og at det havde været svært for ham
at komme videre efter bruddet. Han sad pludselig og
betroede Lones bedste veninde sine inderste følelser,
ligesom han erkendte at kende årsagen til forliset, og
at det uden tvivl bundede i hans jalousi. Gurli
fortalte, at Lone var kommet godt videre og havde
fundet sig en ny fyr. Det gav et gib i Kristian, men
efter at han havde sundet sig lidt, talte de videre.
- Det er svært at føle sig så tæt knyttet til et andet
menneske, og så er det pludselig forbi. Kristian så
Gurli i øjnene, da han sagde ordene, og hun
fornemmede, hvor han ville hen.
Efterhånden som aftenen skred frem, følte Kristian
sig frisk igen, og på den anden side virkede hans ben
alligevel vaklende, da han bød Gurli op til en dans.
Efter den tredje dans bød Kristian på en øl, men
valgte selv en sodavand.
- Der er kørelejlighed til Horsens, vil du med? Det
var Johnny, som henvendte sig til Gurli.
- Nej, hvad skal vi i Horsens? Gurli virkede
uforstående. - Vi har det da udmærket her.
- Jeg tager nu med ind til byen. Johnny virkede
besluttet, og sådan blev det.
Kristian oplevede situationen som ved tidligere
lejligheder og kunne bare konstatere, at der ikke var
sket de store ændringer i deres parforhold.

199

- Okay, så mødes vi hjemme ved mor og far i
morgen.
Gurli kyssede Johnny, og snart var han på vej ud af
diskoteket. Efter at have sludret lidt videre aftalte de
at skilles for at se sig lidt om, men aftalte at følges ad
hjem.
Kristian bestilte en øl og følte, at han var så klar, at
en øl måtte være sagen. Da de hen ad tretiden fulgtes
hjem mod Bentes værelse, var stemningen høj, ingen
kunne sige fri for at være lettere beruset. De gik
omkring bageren og købte friske rundstykker,
glædede sig til at få noget at spise, før de ville lægge
sig til at sove.
Da de havde låst sig ind på værelset, tilbød Bente at
lave kaffe, hverken Gurli eller Kristian protesterede.
Værelset var pænt stort og præsentabelt indrettet.
Gurli havde halet pilleglaset op af sin lomme og
spurgte, om det havde stået på længe, men Kristian
benægtede.
- Det er faktisk den eneste gang, jeg har taget dem. Se
på etiketten, de er udskrevet til min mor.
Jeg huggede dem, i forbindelse med at vi skulle
tømme hendes lejlighed.
- Er hun flyttet? Gurli virkede lidt forvirret.
- Nej, hun døde i sidste uge.
- Åh, det gør mig ondt. Hun rakte Kristian glasset
efter at have læst på etiketten.
- Var hun meget syg, din mor?
- Ikke mere, end hun altid har været, men død er hun
nu.

200