Omstigning

Som på diskoteket faldt de i snak, og tydeligvis nød
de hinandens selskab, men da Bente kom ind med
den friskbryggede kaffe, gik samtalen i stå.
- Vi skal have fordelt sovepladserne. Det var Bente,
der hentydede til, at hun havde to sovepladser, sin
seng og dobbeltsofaen.
- Skal vi sove på sofaen, Gurli? Nu henvendte Bente
sig direkte til Gurli med en forventning om, at der
ikke var andre løsningsmodeller, og at de derfor blev
enige om den fordeling.
Men til både Kristians og Bentes store overraskelse
tilsluttede Gurli sig ikke den sovefordeling, men
insisterede på, at Bente skulle havde sin vante plads,
og som gæster måtte Kristian og hun tage til takke
med sofaen.
Bente så over på Gurli, og med et halvt rundstykke i
munden gav hun udtryk for, at det for hende var
okay.
Da de lå under dynerne, fortsatte Gurli og Kristian
deres sludren, og efter et kvarter afbrød Gurli
pludselig Kristian.
- Sover du, Bente? Intet svar. – Bente, er du vågen?
Stadig intet svar.
- Hun sover nu. Mens hun konstaterede, at Bente
sov, var Gurli allerede på vej over under Kristians
dyne. Han kunne fornemme, at hun stadig var
initiativrig, og dette byggede han på den
kendsgerning, at han kunne mærkede en hånd i sine
underbukser.

201

De kyssede og krammede, og Kristian førte en hånd
ned i hendes trusser.
- Tror du, vi kan huske det efter så lang tid? Gurli
hviskede ham ind i øret.
- Hvad er det? Kristian hentydede til den snor, han lå
med i sin hånd.
- Det er min Tampax. Kristian tog med et sæt hånden
til sig, som var den en raket. Tørrede den af i lagnet
uden at vide, om hans fingre var røde eller ej.
- Det er da lige meget, du er vel ikke en tøsedreng?
Hvis hun havde kunnet se hans ansigtsudtryk, ville
hun ikke være i tvivl om, at han mente, at det absolut
gjorde noget.
Gurli havde stadig sin hånd i hans underbukser, men
da hun fornemmede hans modvilje, trak hun den til
sig.
- Der sker sgu da ikke noget. Det er lige før, det er
overstået for denne gang. Den bliver måske bare lidt
rød.
Kristian havde absolut ikke lyst til, at den skulle
blive rød. Efter lidt snakken frem og tilbage tog
Kristian initiativ til, at de sagde godnat og lagde sig
til at sove.

202

Kapitel 12.

Livet i byen opslugte Kristian i højere grad end
tidligere, også selv om han ikke udvidede sin
omgangskreds i Århus. Han opholdt sig meget på sit
lille hummer, som efterhånden tog sig mere ud som
en hule end et værelse.
Som selskab havde han anskaffet sig et akvarium
med små farverige fisk, men da de ikke fik noget at
spise, blev akvariet hurtigt til et sørgeligt syn, hvor
de døde fisk flød halvrådne omkring i vandet, og
samtlige planter var gået ud.
Det nye job på fritidshjemmet på Holme Møllevej
bekom ham fint, det første, han havde bidt mærke i,
var forskellen på omgangstonen fra Reginahøj; her
talte alle med hinanden og ikke ned til hinanden.
Kristian trivedes i jobbet, og det skulle hurtigt vise
sig at blive det væsentligste indhold i hans hverdag.
Fritidshjemmet havde en lille robåd, som lå på
stranden ved Silistria strand. Båden havde
genopfrisket Kristians interesse for lystfiskeri fra
hans barndomsår; han havde ofte stået på
benzinmolen og halet en skrubbe eller torsk op på
molen.
Det skete hyppigt, at han sammen med en af de
andre ansatte tog ud til båden og sejlede lidt ud fra
kysten og kastede snøren i vandet.
Tålmodigheden hos de andre lejere i hans opgang
var opbrugt, og efter adskillige advarsler endte det
med, at Kristian måtte ud på markedet og se sig om

203

efter en ny bolig. Det gik smertefrit, og allerede i
første forsøg lykkes det ham at få et værelse på Lille
Hammervej i Nord byen.
Hvorfor han valgte den ende af byen, kunne han
ikke selv forklare, men upraktisk i forhold til hans
arbejde, det var det.
Det havde bevirket, at han var nødt til at anskaffe sig
et transportmiddel, da det ellers et par gange om
ugen kunne knibe ham at nå på arbejde til tiden, når
han havde morgenvagt. Valget faldt på en Velo
Solex.
Knallerten skulle Kristian blive meget glad ved.
Under normale omstændigheder var den et
udmærket befordringsmiddel, mens den i regnvejr
mere var en blanding af at cykle i pedalerne og
presse motoren mod dækket på forhjulet.
Selv om han var glad for jobbet på fritidshjemmet,
hændte det, at han tænkte på nyt job, ikke et job af
samme slags, som han havde, men at prøve noget
helt andet.
Han overvejede at forlade byen og flytte på landet
for at starte på en frisk. Han følte sig ikke længere
specielt knyttet til byen.
Kristians situation som eneboer i storbyen, for sådan
oplevede han efterhånden selv sit liv, var selvvalgt,
og i en lang periode havde han haft det godt med
det. Han havde nydt, at alt, hvad han foretog sig, når
han havde fået fri fra fritidshjemmet, var aldeles
uforpligtende, og han kunne gøre lige, hvad han
havde lyst til.

204

Den samme frihed havde sin pris, og med tiden
vendte den til et savn, derfor tanken om at starte på
en frisk. Han havde ikke noget der bandt ham til
Aarhus, ingen forpligtelser ud over jobbet, som
skulle siges op, så det handlede udelukkende om at
tage beslutningen og dernæst tage sig sammen.
Søndag efter søndag købte han Stiften og støvede
stillingsannoncerne igennem. Hans
erfaringsgrundlag rakte ikke til de fleste stillinger i
avisen, og hvis han følte, han kunne lægge billet ind,
var det ofte geografisk i områder, hvor han ikke
havde lyst til at bosætte sig.
En søndag faldt han over en annonce om en
medarbejder til en fritids- og ungdomsklub. Det var
en deltidsstilling, og efter oplysningerne om lønnen
ville han kunne leve af det, hvis han fandt en tilpas
billig bolig.
Gjern anede han ikke hvor var, men efter at have
studeret et kort og ledt længe fandt han byen mellem
Århus og Viborg. Kristian havde aldrig været i
Gjern, alligevel betragtede han jobbet som attraktiv.
Han var nu knap tyve år og havde lidt erfaring, godt
nok med mindre børn på fritidshjemmene, så han
følte selv, at han burde kunne komme i betragtning.
Han besluttede sig for at søge uden at have gjort sig
nogen tanker om alle de praktiske problemer, der
ville være ved at skulle starte i nyt job i Gjern.
Ansøgningen voldte ikke de store problemer, og han
syntes selv, at den var skruet godt sammen og gav et

205

indtryk af, hvem han var. Den var skrevet i et
ungdommeligt sprog, uden at blive for smart.
Da han postede ansøgningen i postkassen, kunne
han ikke dy sig for at sige pøj pøj, uden at han ville
vedkende sig at være overtroisk. Alle kneb gælder,
tænkte han og puffede kuverten gennem sprækken.
Der gik fjorten dage, og Kristian havde slået jobbet
ud af hovedet, da en kuvert en dag lå under
brevsprækken i gangen. Han vendte den og så, at
afsenderen var Gjern Fritids- og Ungdomsklub.
Afslaget, tænkte han, mens han flåede kuverten op.
- Idet vi takker for din ansøgning om stillingen som
assistent i fritids- og ungdomsklubben 27 timer om
ugen, skal vi med dette meddele dig, at vi ønsker en
uddybende samtale med dig. Dette vil ske den 22.
april d.å. klokken 14.00 i klubben, Søndergade 23
Venlig hilsen.
Kristian læste brevet igen, og denne gang læste han
også det, der var skrevet som PS efter Venlig hilsen.
Man ville være behjælpelig med at oplyse, hvordan
han kom til Gjern, hvis det var ønskeligt.
Det var aktuelt, for Kristian vidste knap nok, hvor
Gjern lå, og slet ikke, hvordan man skulle komme
dertil. Et væld af spørgsmål meldte sig, og et af dem
var, hvordan fanden han skulle få sig flyttet til Gjern,
hvis han fik jobbet.
Indimellem fortrød han sin ansøgning, og til andre
tider glædede han sig til samtalen og håbede på at få
jobbet. Det sværeste var at forestille sig at flytte et

206

sted hen, hvor han ikke kendte byen eller for den
sags skyld nogen af dens indbyggere.
Det skulle vise sig, at han skulle skifte bus i Hammel
for at komme helt til Gjern by. Især da han kom over
i bus nummer to, og den begav sig ud på sin rute,
følte Kristian, at han var kommet på landet. Han
observerede den kønne natur, og selv om han havde
en følelse af at være langt fra storbyen, afskrækkede
det ham ikke.
Chaufføren vendte sig og henvendte sig direkte til
Kristian og gjorde opmærksom på, at han havde nået
rejsemålet. De holdt uden for en stor bygning, der
mere lignede et mejeri end en fritids- og
ungdomsklub. Han steg ud og fik øje på skiltet, der
kundgjorde, at han var på rette spor.
På et endnu større skilt oppe på muren stod der
Gjern Svømmebad, og i Kristians fantasi lagde han
hurtigt to og to sammen. Det gamle mejeri var
ombygget til både svømmehal og klub for børn og
unge.
Han blev modtaget af en mand, der præsenterede sig
som leder af klubben, og efter en kort rundvisning
sad de snart midt i samtalen. Atmosfæren var
behagelig, og ud over lederen var der en kvinde til
stede, der blev præsenteret som klubassistent.
Meget af samtalen gik på Kristians alder og
erfaringer, og han anede tydeligt at disse forhold
bekymrede begge udspørger, men på den anden side
følte Kristian sig ikke som ude af billedet, nærmere
det modsatte.

207

En tanke kom over ham, om han måske var den
eneste ansøger til jobbet. På et tidspunkt blev han
sendt uden for døren, og efter at de to ansatte havde
talt sammen et kvarter, blev han atter kaldt ind igen.
Nye spørgsmål, men denne gang var de af en mere
praktisk karakter, såsom hvordan han ville bosætte
sig i Gjern. Lederen tilbød end dog at være
behjælpelig med at finde et værelse, hvis det blev
ham.
Kristians tanke om at være den eneste ansøger blev
mere og mere bekræftet, og som samtalen skred
frem, handlede det nu mere om starttidspunkt end
om, hvem der skulle have jobbet. De skiltes med en
aftale om, at Kristian skulle undersøge, hvor lang
opsigelse han havde på fritidshjemmet.
Det skulle vise sig at virke som en bombe, der blev
smidt ind i manegen, da han i forbindelse med sin
forespørgsel om opsigelsesvarsel indirekte meddelte
at have fået nyt job. Alle de praktiske ting faldt på
plads, og aftalen blev første maj.
Socialkontoret havde indvilget i at betale for
flytningen, og sagsbehandleren sørgede for at bestille
et flyttefirma.
Ikke fordi bilen behøvede at være særlig stor, for så
mange møbler havde han heller ikke.
Den sidste uge i storbyen skulle vise sig at være hård
at komme igennem. Kristian havde fra første færd
valgt at holde sine planer for sig selv, og ingen
vidste, at han ville rejse fra byen. Planen var at rejse i
al ubemærkethed, men hvorfor han valgte denne

208

fremgangsmåde, kunne han ikke selv sætte ord på.
Da han, dagen før flyttebilen skulle komme og fragte
ham til sit nye hjem, sad mellem de pakkede
papkasser, besluttede han sig for at skrive til Gurli.
Med møje og besvær fandt han en kuglepen og en
blok i en af kasserne.
Da han satte kuglepennen på blokken, fór den hen
over papiret. Han skrev og skrev, før han fik sig set
om, sad han med fire tætskrevne sider. Han læste
brevet igen og sluttede med at skrive Med venlig
hilsen.
Med mindst lige så meget møje og besvær fandt han
en kuvert. Ganske vist var den brugt, men den
kunne godt genbruges. Efter at have lukket kuverten
rejste han sig og gik over til knagen, hvor hans jakke
hang, puttede brevet i inderlommen, gjorde derefter
klar til at sove den sidste nat i storbyen.

Kristian blev vækket af en buldren på hans dør. Det
lød, som døren næsten blev slået ind, og efter at have
råbt til den, der bankede på døren, gik det op for
Kristian, at det var flyttemanden, der insisterede på
at overholde sin aftale.
Åh gud! tænkte Kristian og rejste sig splitternøgen,
og som det første så han sig om efter sit tøj.
- Ja, ja, jeg er på vej! Det var lidt af en tilsnigelse, for
der skulle gå endnu fem minutter, før han fik døren
låst op og i et forsøg på at se frisk ud hilste på
flyttemanden.

209

Det tog til gengæld ikke mange minutter, førend
bilen var læsset. Det eneste, der havde virket tungt,
var Veloen, som han for en hver pris måtte have
med. Da rummet var tømt, stod Kristian en stund og
betragtede værelset og kunne konstatere, at han ikke
havde været for flittig med rengøringen. Hans tanke
var, at det heller ikke var for rent, da han flyttede
ind.
- Er du klar? Det var flyttemanden, der var kommet
ind for at se, hvor Kristian blev af.
- Ja, jeg er mere klar end nogensinde. Flyttemanden
så lidt desorienteret ud over Kristians svar.
- Ja, så kører vi dig hjem til dit nye liv på landet. Så
meget havde flyttemanden åbenbart fået ud af den
ellers fåmælte kommunikation, der havde været
mellem dem under pakningen. Kristian tog sin jakke
på og ville knappe den, da han kom i tanker om
brevet.
Han tog det ud af inderlommen og holdt det op for
sig. Pludselig virkede alt det, han havde skrevet, som
en gang sentimentalt pladder fra ende til anden. Han
opdagede, at han ikke havde skrevet adresse på
brevet, og dette samt det fremskudte tidspunkt
bevirkede, at han tog en rask beslutning. Med begge
hænder om brevet rev han det først i to og så i fire og
så otte stykker og så flere, og på vej ud af haven
åbnede han skraldespanden og smed
papirstumperne i. Fløjtende gik han ud til lastbilen,
som holdt i tomgang, og kravlede ind i førerhuset.

210

- Er vi fløjet? Flyttemanden var åbenbart smittet af
Kristians gode humør, og efter at han havde sat bilen
i første gear, blinket ud og sluppet koblingen, kørte
de af sted. Snart kunne man kun ane bagenden af
lastbilen med teksten på bagsmækken:
Troen flytter bjerge, resten flytter vi.

211

212

213

214

215

216

217