Omstigning

- Hvad fanden, har du været på børnehjem? Så skal
man jo passe på med at være i selskab med dig.
Han brød ud i et skvalder igen, og det tog lidt tid, før
Kristian kunne få et ord indført.
- Hold nu kæft, dit skvadder, og hør efter. Jeg var
inde og få en cola i Skanderborg for at fordrive
ventetiden, og så kom jeg i selskab med en pusher.
Hun kom bare og satte sig ved mit bord.
- Bvadr! Bollede du hende?
Skæv morede sig gevaldigt over sine egne påfund og
fortsatte:
- Fy for helvede.?
- For helvede, din idiot. Bedst som vi sad og
snakkede over, kom hendes fyr.
- Nåh, så bollede du måske ham?
Nu måtte Skæv vende sig om mod væggen for ikke
at få krampe af grin. - Fy for helvede.
- Du er ikke for klog at høre på. Nej han måtte ned og
kysse gulvet, da jeg var færdig med ham.
Nu vendte Skæv sig om og blev pludselig mere
interesseret, stadig klukkende ved tanken om hans
egne vittigheder.
Kristian lå og stirrede op i loftet, mens han fortalte
videre.
- Han forlangte, at hun skulle forlade mit selskab for
at lave business, men det ville hun ikke. Så hev han
hende op af stolen og trak af med hende, men så
måtte jeg lige op og markere.
- Dig, din svækling?

51

Skæv gnækkede igen af grin og troede ikke et
sekund på Kristian, som med et blev helt stille og lå
blot og stirrede op i loftet.

52

Kapitel 3.

Bonderøvene havde åbenbart betydet mere, end
Kristian selv havde haft fantasi til at forestille sig.
Han trivedes i storbyen, alle hans forventninger til
livet i Århus var blevet indfriet til fulde, og han
drømte ikke om at vende tilbage til børnehjemmet.
Alligevel var der noget, inderst inde der ikke helt gik
op i hans kabale, men han kunne ikke selv sætte ord
på hvad.
Forholdet til Lone var ikke mindre hedt; de var
sammen omtrent hver weekend.
Begge liv havde spændende sider, på landet med
hende, han elskede, og hverdagen i storbyen
sammen med kammeraterne. Det ville være umuligt
for ham at vælge det ene fra, derfor lå det heller ikke
i luften, at der skulle ske nogen ændringer inden for
en overskuelig fremtid.
Mindst to gange om ugen talte Lone og Kristian
sammen i telefon, de havde ikke altid lige meget at
tale sammen om.
Lone var i Kristians øjne det, han forstod ved en
rigtig køn pige med de rette kurve og former; hun
var cirka 1 meter og 75 centimeter høj, blond og
vejede ca. 50 kg.
Håret var halvlangt og frisuren page lignende. Netop
måden, hun var klippet på, var med til at fremhæve
hendes kønne ansigtstræk. Måske ville nogen påstå,
at hun var lidt rund i ansigtet, og at frisuren måske
understregede antydningen af det runde, men

53

Kristian var ikke i tvivl, hun var en særdeles køn
pige.
Der var dog én ting, som kunne give Kristian
myrekryb bare ved tanken: Lone talte med en
særpræget dialekt, bredt og udpræget jysk.
- Godaw do.
Kristian havde aldrig haft mod til at påtale det, men
følte ikke, at problemet blev mindre med tiden.
En enkelt gang, hvor hun var med på besøg hos
nogle af hans venner, blev det til en ultrakort visit.
Kristian havde håbet på, at hun blot ville sidde ved
hans side og lytte til de andres samtale.
Men det havde de hurtigt luret af, så når Kristian
svarede for Lone, når hun blev spurgt, var de ikke
sene til at kræve, at hun svarede selv, og så snart hun
åbnede munden, lå alle på nær Kristian og Lone
flade af grin.
Det var Kristians håb, at Lone en dag ville lære at
tale dansk, altså kunne sige både port og lort som en
indfødt århusianer.
Kristian blev vækket af sine egne tanker, da Sørensen
henvendte sig til ham.
- Kristian, kan du svare på mit spørgsmål?
Regnelæreren Sørensen tog igen Kristian på fersk
gerning i at sove i timen.
- Øh jeg forstod vist ikke helt dit spørgsmål, prøv
lige igen.
Der bredte sig en vild latter i klassen. Der skulle
åbenbart ikke mere til for at fornøje dem, tænkte
Kristian, mens han så sig forvirret omkring.

54

- Jeg synes nu, du skulle tage og vågne op af din
drømmeverden og prøve at følge med i timen.
Sørensen sagde ordene med et smil, uden yderligere
kommentarer gik han videre til Ulla, som sad skråt
over for Kristian, hos hende fik han det rigtige facit
på det aktuelle regnestykke.
- Pst pst! Kristian, vågn op, for fanden, kom tilbage
til virkeligheden! Er det den bondetøs, du drømmer
om igen? Skal du med i aften, ned til Skalle? Han har
fået fat i en klump.
Det var Skæv, der uden noget som helst forsøg på at
være bare lidt diskret sad og råbte tværs over
rækkerne.
Sørensen løftede blikket og så ud over sine briller for
at observere, hvad der skete i klassen, og da han
konstaterede, at det, ikke overraskene, var Skæv,
fortsatte han sin undervisning.
Kristian havde fået ny plads i klassen, da de havde
omrokeret. Det var han absolut ikke ked af, ikke
mindst fordi Skævs udskejelser ikke var blevet mere
afdæmpede med tiden, snare tværtimod.
Faktisk havde Kristian selv, godt nok yderst diskret i
et frikvarter, bedt om en anden plads i klassen. Og
lige så diskret havde Astrid Jensen, deres
klasselærer, opfyldt hans ønske om en ny plads; hun
havde valgt at lade stort set alle bytte plads.
- Pst Pst! Få fingeren ud af gaskammeret! Skal du
med ned til Skalle i aften? Det bliver den helt store
skævert.

55

Han fniste, så alle i klassen vendte sig for at se, hvem
der gav disse lyde fra sig. Ingen blev synderlig
overraskede over, at det var Skæv. Sørensen så igen
over brillekanten og sendte herren bagerst i klassen
et dræbende blik, men Skæv fniste videre og råbte op
mod katederet:
- Du skulle prøve at være med på en pibe, Sørensen,
du vil uden tvivl synes om det. Jeg kan sagtens
forestille mig dig i en skævert, ku’ du ikke det selv?
Skæv vendte blikket over mod Kristian, som noget
rød i kraniet så den anden vej.
Da det lykkedes Skæv at få kontakt med ham ved at
råbe endnu en gang, røg det ud af Kristian:
- Hold op for fanden, din nar! Tænk dig om for
satan! Ordene føg ud af munden på Kristian.
- Bare for en enkelt gangs skyld.
Kristian ønskede, lige så hurtigt som han fik sagt
ordene, at han havde fortrydelsesret. Han havde lagt
sig ud med klassens dominerende dreng, det kunne
godt gå hen og blive en ubehagelig situation.
Hvorvidt Skæv overhovedet lærte noget ved at gå i
skole, kunne kun guderne svare på, ikke engang
hans lærere ville kunne svare uden tøven. Han
mødte aldrig til tiden, og når han endelig kom,
skabte han uro de første ti minutter af sin
tilstedeværelse ved at indtage de to morgenkager og
den store kakaomælk, han havde købt på klods hos
bageren.
Ingen af lærerne påtalte længere hans opførsel;
efterhånden virkede det, som om alle enten var lidt

56

bange eller også ligeglade med ham, resultatet var,
at de fleste gjorde alt for at undgå ham.
Selv i de kredse, som han færdedes i uden for
skoletiden, spredte han utryghed. Hans skarpe tunge
kunne plapre som en anden maskinpistol, og han
skånede ingen ... ingen.
- Nu må du hellere falde lidt til ro, Harry. Det var
tydeligt, at Sørensen skulle tage sig sammen for ikke
at tiltale ham med øgenavnet Skæv.
- Jamen Sørensen, jeg fik ikke noget svar. Han så igen
direkte over på Kristian, og denne gang var det med
et ondskabsfuldt udtryk.
- Du skal med ned til Skalle i aften, ikke? Nu lød det
som en ordre og ikke længere en forespørgsel.
Skalle sad flov og stirrede ned i sin regnebog og
ønskede absolut ikke at deltage i debatten. Mens det
hele havde udviklet sig, havde han blot stirret ud i
det blå.
- Nu går du over stregen, Skæv øh... Harry, jeg vil
ikke finde mig i din opførsel længere.
En kort pause.
- Skrub ud af klassen og bliv væk resten af mine
timer i dag! Sørensen var ved at blive blå i hovedet af
raseri, bægeret var flydt over. Normalt blev
Sørensen betragtet som en yderst tålmodig lærer,
men det var ikke første gang, Skæv havde fået hans
pis i kog. Når det skete, var det altid med en vis
trykket stemning i klassen som resultat.

57

- Slap nu af, du gamle, jeg skrider nu, sagde Skæv.
Du skal fandeme ikke tro, det kræver de helt store
overvejelser, om jeg gider blive eller ej.
Skæv gjorde sig umage for at virke sej og for enhver
pris undgå at tabe ansigt.
- Det var faktisk min plan at skride i frikvarteret.
Men okay, jeg flyver nu.
Han bredte begge arme ud som vinger og gjorde et
forsøg på at flyve ved at baske med armene, hans
stol væltede, og der lød et rabalder.
- Kan du så se at komme ud, og det er nu! Sørensen
lynede og pegede med sitrende hånd over mod
døren.
Skæv ryddede op ved at lade en hånd køre hen over
bordet, så bagerposen og kakaomælksflasken raslede
ned på gulvet.
- Hej med jer! sagde han henvendt til klassen
inklusive Sørensen, og begyndte at gå op af
midtergangen, målrettet mod katederet. Da han
stoppede op midtvejs og vendte sig om og så ned
mod Kristian, var det med ordene:
- Jeg venter på dig over ved bageren, kommer du
derover i elleveren? Kristian nikkede, men så den
anden vej, for inderst inde havde han mest lyst til at
sige nej, på den anden side turde han ikke sige fra,
og slet ikke på nuværende tidspunkt; tiden var ikke
til det store opgør.
Da Skæv vendte sig, havde han i mellemtiden haft
den ene hånd i lommen, og da han trak den op igen,
stod han med sin springkniv i hånden. Han stod

58

nogle sekunder og spillede med den, efter at han
havde trykket på knappen, der udløste klingen. Så
fortsatte han op ad gangen, og da han nåede op til
katederet, lod han demonstrativt springkniven hvile
med bladet på kanten af bordet, mens han stirrede
Sørensen stift ind i øjnene.
- Nu synes jeg, du skal slappe af, gamle, det er slet
ikke sundt for en gammel mand som dig at hidse sig
sådan op. Han hævede kniven og pegede på
Sørensen, men denne syntes ikke at være særlig
rystet over kniven, der pegede mod ham.
- Smut du så ud! Sørensen insisterede på at få sin
vilje med eller uden trusler.
- Ja, ja, gamle, men jeg går når det passer mig. Skæv
bevægede sig om på den anden side af katederet og
stod nu ansigt til ansigt med Sørensen. - Heldigt for
dig passer det mig rent faktisk lige nu. Jeg skrider,
men pas nu lidt på, du gamle, jeg tolererer normalt
ikke at blive tiltalt på den måde, heller ikke af dig.
Han satte kniven mod Sørensens maveskind uden at
trykke, mens han fortsatte sin verbale overhaling af
sin regnelærer.
- Du skulle jo nødig komme alvorligt til skade, vel?
Det kan vi da ikke have. Men pas på, jeg vil ikke
finde mig i dine narrestreger.
Han gav kniven et lille tryk, men samtidig afværgede
Sørensen ved at træde et skridt tilbage.
- Lad det være en lærestreg! Skæv så ud over klassen
og virkede velfornøjet med sig selv. Da han gik over

59

mod døren, fægtede han igen med springkniven for
til sidst at slå den sammen og stikke den i lommen.
Ikke så snart havde han forladt klasseværelset, før
der lød et lettelsens suk gennem lokalet. Snakken
gik, og det var nærmest umuligt at få ørenlyd; alle
var oppe at køre, og det ene ord tog det andet.
- Du skal melde ham til politiet, Sørensen.
- Sig det til ”Støren”! var et andet bud.
Men fælles for alle forslag var, at nu havde Sørensen
chancen for at sætte en stopper for Skævs udskejelser
én gang for alle. Sørensen manede til ro og befalede,
at de skulle genoptage det, som han fik sin løn for,
nemlig regnetimen. Han insisterede, og selv om det
virkede som en umulig opgave at mane gemytterne
til ro, lykkedes det til sidst, og snart var det igen
talrækker og regnestykker, der summede fra
klasseværelse nummer seksten.
Kristian havde midt i al tumulten besluttet sig for, at
han samme aften ville gøre en ende på sit venskab
med Skæv, uanset hvad hans reaktion ville være.
Han tænkte på hvor glad han havde været for at
komme på bølgelængde med Skæv fra første dag i
klassen, men nu ønskede han, at han havde valgt et
andet selskab.
Han sympatiserede eksempelvis absolut ikke med
det hændelsesforløb, de netop havde været vidne til.
Nok kunne lidt sjov i gaden og lidt drilleri af læreren
være på sin plads, men Skæv var uden tvivl gået
over stregen, ikke bare nu, men gang på gang. Efter
den dag havde Skæv aldrig sin springkniv med i

60

skole, klassen fik ikke noget at vide om følgerne af
hans trusler mod lærer Sørensen.

Lone havde bemærket, at han forandrede sig fra
gang til gang, uden at hun satte ord på sine
formodninger, i hvert tilfælde ikke over for Kristian.
Hun fornemmede bare, at der var noget i gære.
Kristian fortalte ikke længere i detaljer om livet i
storbyen og holdt sit kammeratskab med Skæv
hemmeligt. En aften, hvor de sad hånd i hånd på
hendes værelse, havde hun direkte spurgt, om han
havde prøvet at ryge stærk tobak. Det havde han på
det kraftigste afvist, og han havde spillet fornærmet
over, hvordan hun kunne mistænke ham for noget
sådant.
Det kunne ikke påstås, at det var den store
adspredelse at være sammen med Skæv. Det meste
af tiden gik med at ryge fede: indimellem var der så
kort tid mellem piberne, at det kunne knibe med at
kunne rejse sig fra madrassen. Skæv førte altid an og
tog initiativ, og når han mente, det var tid for en ny
pibe, ja, så skulle der fyres en fed.
Han var ikke et dydsmønster, men som de fleste
unge i sekstenårsalderen, men der skete ting
omkring ham, som Kristian i sin underbevidsthed
havde en klar fornemmelse af ikke på længere sigt
bragte noget godt med sig. Men helt at afskrive en
pibe hash i ny og næ ville være at gå over i den
anden grøft.

61

Alene beslutningen om selv at ville bestemme
tempoet følte han var et skridt i den rigtige retning.
Hans tanker bevægede sig atter i kærestebaner, og
som så ofte før overvejede han, om ikke det ville
være det rigtigste at fortælle sandheden, men det
blev altid kun ved tanken.
Han gøs lidt ved tanken om at skulle fortælle noget
som helst, da Sørensen igen, for fjerde gang i samme
time, vækkede ham.
- Kristian, du sover gennemgående for meget i timen.
Er det igen den ungmø fra landet, der afleder din
opmærksomhed fra mine timer?
Der lød et skvalder i klassen, og Skalle kunne
supplere Sørensens bemærkning, som åbenbart var
morsom.
- Mener du hende bondepigen med kolorte under
skoene?
Hvis der ikke var blevet grinet før, så blev der det, da
Skalle leverede den bemærkning, og adskillige måtte
tage sig til maven.
Den eneste, der ikke kunne se det morsomme, var
Kristian. Rød i hele hovedet rejste han sig og gik over
mod døren, skyndsomt smækkede han døren efter
sig, og på vej ned ad trappen kunne han stadig høre
klassens højlydte fnisen.
- Hej skat, rart at se dig hjemme.
- Knyt, du skal ikke kalde mig for skat.
Kristian var irriteret over hans mors måde at byde
ham velkommen hjem fra skole på.
- Er der noget post?

62

- Kom lige ind ad døren, før du overfalder mig!
Både Kristian og hans mor var klar over, at når det
var onsdag, betød det brev fra Lone.
Undulaten i buret, der hang i den ene vindueskarm,
snakkede med på livet løs. Indimellem lykkedes det
den at overdøve alt andet med sin sang. Den elskede
selskab, og selv om man ikke direkte talte til den, var
den forvisset om, at det var tilfældet, så når nogen
talte i stuen, pludrede den med af fuld hals.
Kristian rejste sig og åbnede buret og stak hånden
ind til fuglen. - Kom så, Buster! Kom så ...! Kom nu,
Buster! Skal du ikke ud?
- Han vil vist ikke ud i dag, måske er han sur over, at
du aldrig er hjemme.
- Nu er du der igen! Kan du da for helvede ikke
blande dig uden om, hvornår jeg er hjemme eller ej?
Kristian hidsede sig op, og uden at hans mor fik
skyggen af chance for at vide, hvad der stak ham, fik
hun det glatte lag.
- Jeg skal fandeme ikke stå dig til regnskab for, hvad
jeg laver. Jeg blander mig sgu da heller ikke i dit
privatliv, vel?
Fuglen fløj forskrækket rundt i buret, som var dens
sidste time kommet, Kristian opgav at få den over
på hånden og lukkede i stedet buret og satte sig igen.
- Skal du ikke have en kop kaffe?
Hans mor tog en ren kop fra bordet og rakte den
over mod ham. Da han så på hende, opdagede han,
at hun havde tårer i øjnene. Kristian følte, ikke for

63

første gang i sit liv, dårlig samvittighed over for sin
mor.
- Det må du sgu undskylde, det var ikke sådan ment.
Hans mor tog et lommetørklæde op af sin
kittellomme og tørrede sine øjne.
- Det gør ikke noget. Hun snøftede, og Kristian
kunne godt fornemme, at det gjorde noget.
- Det var altså ikke sådan ment, jeg mener ... det har
været en helvedes dag i skolen. Det var ikke min
mening at såre dig, det ved du da også godt. Han
forsøgte at appellere til hendes forståelse for hans
situation, uden han på nogen måde løftede sløret for,
hvad der rent faktisk trykkede ham.
- Glem det! Hans mor var i gang med at putte
lommetørklædet på plads i lommen igen, mens hun
spurgte til, hvad det var, han havde oplevet i skolen,
der kunne medføre det dårlige humør. Men Kristian
var tilbage i sin standardgrimasse, når samtalen
drejede ind på hans løbebane.
- Nåh, det var ikke noget særligt, det var bare Skæv,
der skabte sig lidt i timen, så Sørensen måtte smide
ham hjem. Det var såmænd ikke andet, men det er
ved at være for meget med hans grove måde at te sig
på.
- Hvem, Sørensen?
- Nej, for fanden, Skæv.
Igen sad hans mor mere eller mindre desorienteret
over, hvad han egentlig mente.

64

- Jamen er Skæv ikke ham, du er sammen med hver
aften omtrent? Hans mor spurgte igen, men uden
forventning om et ærligt svar.
- Glem det! Jo, det er ham. Kristian ville ikke tale
mere om sit forhold til Skæv.
Han fortalte i det hele taget aldrig sin mor noget som
helst om, hvad han oplevede. Hvis hun derimod
forsøgte at holde noget hemmeligt for ham, var
fanden løs.
Som de sad og nød deres eftermiddagskaffe og
snakkede om løst og fast, samtidig med at de med
det ene øre lyttede til tordenvejret, som der var trak
und over byen, kom Lotte ind ad døren.
Hun havde sin veninde Jette med, ikke særlig
overraskende, da de stort set var sammen døgnets
fireogtyve timer.
- Hvad skete der i jeres klasseværelse i dag? Lotte
spurgte nysgerrigt og havde åbenbart hørt noget,
eller måske havde sladderen allerede nået skolen
rundt.
- Hvad rager det dig?
- Snak ordentligt til din lillesøster, Kristian. Hans
mor irettesatte ham, og den snak, de havde haft, før
Lotte kom ind ad døren, bevirkede, at han droppede
samtalen og koncentrerede sig om sin kaffe.
Snakken gik videre mellem Lotte og moderen, og
Kristian valgte at sidde tavs og iagttage og blot lytte.
Samtalen drejede sig om, hvorvidt Lotte måtte sove
hos Jette eller ej.

65

Kristian vendte blikket mod sin mor og fik øje på en
yderst mager og spinkel kvindeskikkelse, klædt i en
lyseblå kittel mønstret med blomster. Ansigtet så
hærget ud med dybe furer i panden, der strakte sig
ned over kinderne. Hendes næse rakte langt ud i
landskabet som det man kunne kalde en jødenæse,
dog uden at hun var af jødisk afstamning. Midt på
næsen var der en bule, som ikke fra naturens hånd
var placeret der, og at den var skæv, vidnede om et
slagsmål mellem hende og Kristians far.
Grunden til, at den var skæv, var ikke selve bruddet,
men at hun ikke ville på skadestuen i sin tid, men
valgte at lade den gro sammen af sig selv.
Hendes øjne var gråblå, og som han sad og
betragtede dem, så de bedrøvede ud, opgivende var
måske mere dækkende, hun blinkede med øjnene.
Hun lignede en udbrændt kvinde, tydeligt mærket af
et langt liv med ni unger og et ægteskab, der i en
årrække råbte til guderne om at måtte få en ende.
Kristian bevægede blikket ned ad hans mors
skikkelse og fik øje på de skeletagtige arme, så tynde,
at man kunne frygte, at de ville brække, hvis man tog
en anelse for hårdt fat. Hun sad lettere foroverbøjet
og hang en anelse ind over bordet, og ud over at
række hånden med smøgen frem for at aske i
askebægeret foretog hun sig intet.
Hun så bleg ud, men om det var lyset, der havde
indvirkning på hendes hudfarve, var svært at
vurdere, men hun virkede meget bleg, og huden på
hendes kinder hang som poser under øjnene.

66

Indimellem lød hendes tørre hoste og vidnede om
hendes lange sygdom for år tilbage. Lægen havde
ved adskillige lejligheder rådet hende til at holde op
med at ryge, men forgæves.
Kristian skulle vride sig lidt i stolen for at se sin mors
underkrop; det, han så, var et par bare ben, spinkle
som hendes øvrige korpus, de så vitterlig så spinkle
ud, at det kunne undre, at de kunne bære hendes
kropsvægt.
Kristian forsøgte at gætte på sin mors vægt, men det
havde han slet ikke nogen forudsætninger for. Han
kom i tanke om, at hun, sidst de havde været på
apoteket, havde været oppe på vægten, og da viste
den otteogfyrre kilo.
- Hva’, er du helt væk? Hvad sidder du og tænker
på, Kristian? Det var hans mor, der åbenbart havde
bemærket hans særlige observerende blikke.
- Øh... mig? Ikke noget. Kristian vedkendte sig sin
åndelige tilstedeværelse med forvirring og var lidt
fraværende; han rejste sig og gik ud i køkkenet, og
snart efter forsvandt han ned i kælderen til sig selv.

67

Kapitel 4

Det blæste og vinden ruskede i kastanjetræerne,
Kristian knappede sin jakke helt op i halsen, da han
gik ned af de sidste trin på trappen og begav sig ned
ad vejen, og når han fik de kraftige vindstød i
ryggen, følte han det næsten, som om han ikke selv
behøvede at bevæge benene for at komme fremad.
En enkelt bus passerede ham, og vindretningen
bevirkede, at han først blev opmærksom på den, da
den drønede forbi. Bussen stoppede 200 meter
længere fremme, og en enkelt passager steg ind; den
blinkede ud igen og kørte for derefter at forsvinde
ned ad Munkegade.
Regnskabet skulle gøres op. Han havde ikke glemt
eftermiddagens opgør med Skæv, og efter nærmere
overvejelser var han fast besluttet på, at han ville
benytte aftenen til at få snakket ud med Skæv. Det
skulle lykkes at gøre det forståeligt, at deres
kammeratskab måtte have en ende. Han havde fået
nok, og de seneste ugers bataljer havde ikke ligefrem
gjort det bedre.
I kælderen under nummer 32 i Ny Munkegade, var
der, som i alle etageejendomme, pulterkamre, som
tilhørte opgangens beboere. I nummer 32 var der
desuden et lukket rum på 10-12 m2; her havde Skalle
indrettet sit domicil. Han havde fået lov af sine
forældre til at indrette et værksted. Der var da også
et værkstedsbord under det ene vindue, men når
man så sig om i rummet, ville synet ikke just lede

68

tankerne hen på et værksted, en mere sandsynlig
betegnelse ville være lastens hule.
Vinduerne, som vendte ud til nogle lyskasser, var
dækket af et lag sort maling; derved var det totalt
udelukket, at noget dagslys kunne slippe ind.
Væggene var dekoreret med diverse plakater; de
fleste motiver var nøgne kvinder, og fælles for alle
plakaterne var, at de stakkels kvinder var parteret på
de mest ydmyge steder. En havde mistet det ene
bryst, en anden var skamferet i underlivet.
Fra døren i gangen var der yderligere fire trin ned,
før man var nede i gulvplan; til venstre var det lille
værkstedsbord, hvorpå der flød et hav af værktøj og
diverse stumper fra en knallert.
I det ene hjørne stod et par gamle lænestole, og
ligesom plakaterne havde de øjensynlig også været i
kontakt med en kniv. Ved siden af stolene stod en
standerlampe, som nok var det møbel i rummet, der
af udseende så mest intakt ud, og bortset fra, at det
ikke var den nyeste model, pyntede den.
I hele højre side af lokalet var der indrettet et
terrarium, og netop dette glasbur og ikke mindst
indholdet forstærkede oplevelsen af den særprægede
atmosfære. Ned over terrariet i et stykke ståltråd
hang et ultraviolet neonrør, så planter og dyr fik et
særligt skær over sig.
Tredive til fyrre centimeter store varaner kravlede
sløvt rundt i terrariet, når de i det hele taget rørte på
sig. I hver sit hjørne sad de krokodillelignende dyr
stille og stirrede tomt ud i luften, ventende på deres

69

livs eneste lyspunkt, næste måltid. Ved nærmere
eftersyn kunne man konstatere, at de alligevel
ikke stirrede helt ud i det blå, men at deres sløve blik
var rettet et bestemt sted hen i glasburet.
I det ene hjørne stod et mindre akvarium, og her
kravlede fem-seks hvide mus rundt.
Skæv sad henslængt med det ene ben hængende ud
over armlænet på stolen; han sad med lukkede øjne
og så nærmest ud, som om han sov.
Foruden Skæv var Skalle i kælderrummet, men han
var travlt optaget af at stirre på sine kæledyr. Uden
tøven stak han hånden ned i akvariet for at tage en
vandskål op, og da han igen stillede den på plads
efter at have fyldt nyt vand i den, skete det med et
lille bump, nok til at vække Skæv af sin døs.
- De er fandeme ulækre! Skæv skulede over på
akvariet med varanerne, men han havde tydeligvis
ikke meget lyst til at kikke på dyrene.
- De er sgu da søde. Skalle strøg med en hurtig
bevægelse et dyr hen over hovedet.
- Så skal du se, når de skal spise. Han pegede på de
hvide mus med et lidt ondskabsfuldt smil.
- Bvadr! Skæv følte ubehag ved tanken om, at de små
hvide mus på et tidspunkt skulle være de ulækre
krokodillers føde – underligt nok, når man kendte til
Skævs væremåde i øvrigt, den altid hårde og rå type,
som aldrig gik af vejen for at være ondskabsfuld og
truende over for andre.
- Bare de får deres en til to mus hver anden dag, så
døser de nærmest helt hen.

70

- Ulækre! Jeg forstår ikke, at du vil have sådan nogle
kryb i dit hus.
De nåede ikke længere i samtalen, da de blev
forstyrret af døren, der gik op. Ind kom Kristian i
egen høje person, han trådte de fire trin ned.
- Nåh, så du kom så alligevel, jeg var ved at tro du
havde stukket halen mellem benene. Skæv virkede
lidt hånlig i sin måde at tiltale Kristian på.
- Jeg sagde jo, jeg ville komme, ik’? Kristian gjorde et
forsøg på at virke uanfægtet, det lykkes meget godt.
- Ja, ja, men lad os nu ikke bruge mere tid på det.
Se her! Skalle rakte den ene arm frem og åbnede den
lukkede hånd, og til syne kom en lille, sort klump.
- Er det sort libaneser? Lad os smage på lortet! Skæv
virkede opstemt.
Kristian derimod var i konflikt med sig selv, om han
allerede nu skulle gå til biddet, eller om det var bedst
at vente. Hvis han ventede, ville det på den anden
side blive svært at tale fornuft med Skæv. Når først
de havde røget, vidste han alt for godt, at det hele
ville gå op i pjat og pjank.
Hvorfor han alligevel besluttede sig for at vente, kan
kun guderne svare på. Skalle havde allerede tændt
stearinlyset og været ovre i skabet, som hang over
værkstedsbordet, for at hente remedierne.
Sølvpapiret blev nænsomt foldet ud, og mens Skalle
var i gang med at skrælle en halv smøg, holdt Skæv
den lille sorte klump ind over stearinlysets flamme.
En stærk lugt bredte sig i lokalet, og de sad alle tre
og vejrede med næseborene. Skalle fik pludselig

71

travlt og rejste sig med et sæt, for op ad de fire
trappetrin, tog i døren og konstaterede, at den var
låst.
- Pyh, jeg skulle lige sikre mig. Husk, hvis der bliver
banket på, forholder vi os helt stille.
Kristian og Skæv nikkede uden at se op, de var travlt
optaget af deres forehavende, og snart kunne de
læne sig tilbage i stolene og gøre klar til at tænde.
En tyk røgsky bredte sig, og det var næsten umuligt
at se en centimeter foran sig. Det var en kvælende og
fed røg, der fyldte lokalet, men ingen ænsede noget;
de fulgte bare med i pibens omgang, og da den
brændte ud, lænede de sig tilbage og bare ventede.
Kristian rejste sig fra armlænet, som han havde
siddet på, han mærkede allerede virkningen og
måtte skyndsomst lægge sig på gulvet. Da de havde
ligget nogle minutter, blev de afbrudt af Skævs
hosten.
Skalle foreslog, at de skulle tage et smut ind til byen,
men Kristian insisterede på, at han ville tidligt hjem
og eventuelt se på nogle af sine lektier for en gangs
skyld.
- Ja, ja, men så smutter vi selv, gå du bare hjem til
lektierne, duksedreng! Skalle virkede lidt irriteret
over Kristians udmelding.
- Typisk, du nasser først af vores tjald, hvad tror du
ikke, det har kostet? Skæv lød ligefrem arrig og
hidsede sig op, men Skalle viste for en gangs skyld
sin styrke og markerede sig, bad dem begge om at

72

smutte, hvis de ikke kunne finde på andet end at
skændes.
- Vi skændes ikke, vi diskuterer bare. Skæv sagde
ordene med sammenbidte tænder.
- Drop det så! Nu tog Skalle fat i Skæv og halvvejs
løftede ham op af stolen i kravetøjet.
- Hvis min fatter kommer på grund af jeres ævl, så
kvæler jeg sgu jer! Skalle havde en så alvorlig mine
på, at både Skæv og Kristian tabte mælet. De havde
aldrig oplevet Skalle sådan før, han virkede til daglig
nærmest, som om han var ligeglad med alt og alle.
- Okay, lad os droppe den diskussion, den kan vi to
tage alene en dag. Skæv sendte Kristian et blik, der
kunne dræbe, men der faldt ro over gemytterne, og
den næste halve time flød de alle ud.
Kristian havde igen lagt sig på gulvet, og selv om det
var et yderst hårdt underlag, lå han behageligt med
lukkede øjne. Det blev igen Skævs hoste, der
vækkede de andre to. Skalle så ud, som om han
havde sovet; han gned sig i øjnene, det kneb for ham
at få dem til at holde sig åbne, han gabte og strakte
sig.
- I skal da have noget at spise.
- Hvad mener du? Skæv havde med lynets hast læst
hans tanker.
- Nåh, I skal have små mus til middag, hvad siger I
så?
Skalle overhørte bevidst Skævs udbrud af
væmmelse. Han havde rejst sig og bevæget sig over
til terrariet og tog en af de hvide mus i halen. Mens

73

den sprællede, løftede han den ind over terrariet. Det
gav straks stor aktivitet i akvariet, og snart sad alle
tre dyr i en klump midt i terrariet.
Som paralyseret ved synet af musene stirrede de
efter Skalles hånd, men især efter musen, der
dinglede med hovedet nedad.
- Du er sadist, Skalle, det er bare for meget! Skæv
havde det dårligt med tanken om det næste, der
skulle ske.
Kristian udnyttede Skævs tydelige svaghed ved
synet af musen på vej ned til varanerne.
- Det er naturens gang, den store æder den mindre.
Vi skal da alle have noget at spise.
- Knyt sylten! Skæv slog ud med den ene hånd mod
Kristian, men ramte ikke.
- Se nu her! Skalle sænkede hånden med den hvide
mus, den største af varanerne strakte sig i håb om at
få tænderne i byttet, musen sprællede og forsøgte at
få fat i Skalles hånd i håb om at redde sit liv.
- Ha, ha, du har ikke en chance. Skalle nød tydeligvis
sceneriet. Kristian syntes ikke ligefrem, det var så
ulækkert, men på den anden side væmmedes han
alligevel lidt.
På den anden side undrede det ham, at Skalle
nærmest virkede besat og ligefrem glædede sig, til
højdepunktet skulle indtræffe.
- I skal arbejde lidt for føden, sagde Skalle ned mod
rovdyrene på bunden af terrariet. Derefter satte han
musen af i det fjerneste hjørne og stod og betragtede
det lille hvide dyr løbe febrilsk rundt for livet. Der

74

blev musestille i lokalet, og alles blikke var rettet
mod de tre varaner, som overraskende nok ikke
foretog sig noget i første omgang.
De sad alle tre og stirrede på musen, der havde
fundet et hjørne at hvile i. Nu bevægede den største
varan sig ganske langsomt i retning af musen, fyrre
centimeter fra byttet stoppede den igen og sad
ganske stille.
- Nu skal I bare se. Skalle hviskede og løftede en
finger som tegn til, at de skulle være helt stille.
Varanen stirrede musen i øjnene, og i løbet af få
sekunder sad den som hypnotiseret. Varanen slog
nogle gange med halespidsen, og før man nåede at se
sig om, for den frem og snuppede musen.
Musen nåede at give et lille pip fra sig, og da den
hang i munden på rovdyret, kunne de se dens sidste
krampetrækninger. Man hørte lyden af musens
lemmer, der knustes, blod flød ud af munden på
varanen, og de så, da musen ikke længere rørte på
sig og forsvandt ned i gabet på det
krokodillelignende dyr.
Kristian rejste sig og smed sig i Skalles stol, mens
denne fortsat var helt optaget af fodringen og klar til
anden akt.
Skæv sad som lamslået, bleg og tabt for omverdenen.
Han sad stille og så ud i luften, og først da Kristian
begyndte at tiltale ham, kom han til sig selv.
- Pisseulækkert! Han fik kuldegysninger og valgte
bevidst at kigge den anden vej og lod Skalle i fred
med sin fornøjelse.

75

Tiden var den rette, hvis Kristian skulle tage hul på
sin snak med Skæv, men på trods af sin
beslutsomhed først på aftenen valgte han at vente til
en anden gang.
Skæv kom ved en fejltagelse til at se over mod
terrariet, da en anden af varanerne var i gang med at
fortære en hvid mus, og han fik pludselig travlt med
at komme hen til håndvasken.
Lyden af en, der brækker sig, er næsten værre end
selv at brække sig. Kristians mave rumlede, og
indholdet vidste ikke rigtig, om det ville op eller ej.
Skæv ville aldrig i livet indrømme, at han ikke tålte
at se fodringen, men gav i stedet den sorte libaneser
skylden.
Ingen orkede at diskutere med ham.

76

Kapitel 5.

- Skal du nu igen på pigesjov? Går det ikke lidt for
ofte for sig? Chaufføren henvendte sig til Kristian,
der sad henslængt med begge ben op mod ryglænet
på sædet foran ham.
- En retur til Sønder Vissing. Kristian nåede ikke at få
sig rejst og bekræfte ordren, før chaufføren trykkede
på apparatet, han bar midt på maven, og ud kom en
lille, gul lap papir.
Han var nødsaget til at lette den ene balle fra sædet
for at få halet sin pung frem fra baglommen. Han så
sig om i bussen; ved et hurtigt tjek kunne han
konstatere, at dem, som plejede at være med fredag
eftermiddag, sad på deres vanlige pladser, og få
minutter senere, da chaufføren havde været bussen
igennem for at billettere, snoede de sig gennem
Århus’ gader.
- Nåh, hvad har du så oplevet siden sidst? Bent
henvendte sig til herren, som sad på pladsen ved
siden af chaufføren.
Kristian havde regnet ud, at han sikkert arbejdede i
Århus og besøgte enten sin kæreste eller sine
forældre uden for byen hver weekend.
Kristian lyttede til deres samtale, der bevidnede, at
de ofte så hinanden; de talte sammen, som om de
kendte hinanden.
- Glem nu alt det pral med, at du har haft sved på
panden! Det skulle da være første gang, at I på

77

kommunen har oplevet det. Chaufføren grinede, så
det klukkede, samtidig med at piben, han havde i
munden, fik et ekstra bap.
En kæmpe røgsky stod op omkring ham, og da han
lidt senere kom til syne ud af røgen, så han over mod
herren på sædet ved siden af.
- Næh, næh, har jeg sagt, at vi overanstrenger os på
rådhuset? Vi er sgu grundige i vores arbejde, og det
kræver sin tid. I øvrigt, hvornår har du fået sved på
panden af at køre den her rumlepotte? Det sku’ da
lige være den dag, da du nær havde skidt i bukserne,
ja, den dag i vinter, da du kørte i grøften med os.
Chaufføren smilede ikke længere, han så
koncentreret ud og baksede med at få bussen op i det
højeste gear.
Kristian sad endnu en stund og lyttede til deres
samtale, men efterhånden som de skred frem på
ruten, lænede han sig igen tilbage og lukkede øjnene.
Kristians tanker gik i retning af at lade være med at
være så satans mistroisk.
Tillid, det handler om tillid; hvis Lone har været
sammen med en anden, så vil hun sige det. Tankerne
kredsede alligevel rundt i hovedet på ham.
Det eneste, der forstyrrede ham, var, når bussen
stoppede for at tage nye passager på, eller andre
skulle af.
Over for ham sad en ældre kvinde, strikkende på
noget, som mest af alt lignede en trøje,
strikkepindene gnistrede, og samtidig med at hun så

78

frem i kørselsretningen, strikkede hun pind efter
pind uden at se ned.
Det var tydeligt at se på hendes ansigtsudtryk, at
samtalen mellem chaufføren og herren ved siden af
vakte hendes interesse. Når det kneb hende at høre,
hvad der blev sagt, især når bussen kørte i de lave
gear, lænede hun sig frem og fik derved det hele
med.
Kristian vendte blikket fremad og konstaterede, at
samtalen stadig handlede om samme emne.
- Næh, godt nok skal vi hjælpe folk i nød, men du
kan fandeme tro, at nogen snyder os, hvis de kan
komme af sted med det. Herren virkede ikke til at
være typen, der benyttede eder ret tit.
Netop det, at han var lidt oprevet, gjorde, at Kristian
tilsluttede sig den ældre dames nysgerrighed og
lænede sig frem i sædet.
- Jamen hvad pokker, du finder folk, der vil snyde,
alle vegne. Det sker da også, at nogen prøver at
snyde mig her i bussen.
- Jamen det er noget andet, hvis nogen prøver at
snyde dig.
- Hvad mener du med det? Vil du da påstå, at det
skulle være anderledes, om jeg blev snydt? Snyd er
snyd.
Kristian havde lyst til at give udtryk for sin sympati
med chaufførens holdning, men lod være.
- Det er ikke det, jeg mener.
Manden så næsten opgivende på chaufføren.
- Jamen kan du ikke forstå det?

79

- Nej, lad mig give et eksempel. Han rejste sig for at
tage jakken af, og da han havde krænget sig ud af
jakken, hængte han den over ryglænet på sædet.
- En kvinde kom ind på mit kontor i går hen på
eftermiddagen, hun påstod, at hendes pung var
blevet stjålet. Rykket ud af hånden på hende, mens
hun var ved at betale hos købmanden.
Han lød nærmest hånlig og virkede absolut ikke,
som om han havde troet på kvindens historie.
- Der sker sgu da meget af den slags i en storby som
Århus, så det lyder da ikke særlig usandsynligt. Jeg
kan huske min fætter, som bor i Århus, han blev
engang rullet på et værtshus og ...
- Stop nu lige, inden du kommer alt for godt i gang!
Manden afbrød chaufføren som ellers var ved at
genopfriske fætterens hændelse fra hukommelsen.
- Det var så sandelig tredje gang på et halvt år, hun
havde mistet sin pung, og ved du hvad? Manden
rejste sig ophidset og så vredt over på chaufføren.
- Så, så, sæt dig nu ned. Det er ikke mig, der har
snydt dig.
- Nej, nej, det ved jeg da godt.
Han satte sig igen, men ordstrømmen fortsatte.
- Hun kunne sælge sin gamle bedstemor, hvis der
ellers var salg i den slags. Hun kunne såmænd sælge
sine egne børn, hvis der var penge nok på bordet, og
sådan en kvinde skal vi som socialrådgivere hjælpe
og betragte som værende i nød! I hvert tilfælde til en
vis grad. Han lød stadig ophidset og irriteret over
den pågældende kvinde.

80

Når man så sig om i bussen, var det ikke længere
kun Kristian og den ældre dame, men hele forreste
del af bussens passager, der lyttede.
- Det kan du såmænd have ret i, men på den anden
side skal vi være glad for vores sociale system, tænk
du bare på ulandene.
Chaufføren virkede, som om samtalen var ved at
kede ham, og ønskede at afslutte den, men en ældre
mand på landevejen kom dem i forkøbet. Han stod
og prajede med hånden som tegn på at han ville
med.
Mand viste sig at være gangbesværet og fik med
møje og besvær slæbt sig op i bussen. Det tog nogle
minutter at få betalt, og derefter så han sig om efter
en ledig plads.
Da han stod ud for pladsen han havde udset sig,
skulle stokken først på plads oppe i bagagenettet
over sæderne. Han tog et fast greb i ryglænet, og det
så ud, som om han ville falde, hvis han slap sit tag i
sædet.
- Ikke køre, før jeg har fået sat mig, unge mand!
Han så op mod chaufføren, der tydeligvis var
smigret over at blive tiltalt som unge mand, eftersom
han så ud til at være et sted i halvtredserne.
Chaufføren fik øjenkontakt med manden i spejlet og
nikkede bekræftende.
- Så, unge mand, så må De gerne lette anker, nu har
jeg vist fået det hele på plads.
Ikke så snart rullede bussen af sted igen, før den
samme ældre herre halede en cigar frem.

81

Ikke en cerut, men en kæmpe cigar, og Kristian
forudså den kvalmende røg, den uden tvivl ville give
fra sig. Kristian havde ikke i sinde at påtale
ubehaget, han allerede fornemmede bare ved tanken.

Ved en passende lejlighed havde Kristian betroet
Lone sine tanker om sin konstante angst for at miste
hende, men det var både første og sidste gang.
Kristian fik kuldegysninger ved tanken om den
aften, hvor de undtagelsesvis var alene hjemme hos
hende.
Det havde været den eneste udvej, at hendes
forældre lod dem være alene en hel aften; de havde
forgæves forsøgt at arrangere det, så Lones veninde
Gurli kunne være til stede. Men netop den aften,
hvor de for første gang skulle være alene, brugte han
aftenen til at lette sit hjerte.
Hun havde i første omgang virket forstående, men så
kom reaktionen ellers som et hammerslag. Hun
havde ved samme lejlighed med store bogstaver
gjort Kristian opmærksom på, at intet forhold kunne
holde, hvis ikke det byggede på gensidig tillid. Som
han sad i bussen i sine egen tanker, opdagede han
slet ikke den smukke sommeraften, de slangede sig
gennem. Solen var på vej ned i en sæk, og det tydede
efter spådommene på endnu en dag med
sommervejr.
Kristian så op på himlen og fik øje på de små
lammeskyer, som små silhuetter der langsomt
bevægede sig over aftenhimlen.

82

En gruppe træer på en mark et stykke fra vejen
fuldendte panoramabilledet og fremstod som mørke.
Månen kunne anes i det fjerne, men kun svagt. Da
den var svøbt i et slør, måtte den vedkende sig solens
stadige overmagt. Den holdt sig standsmæssigt
tilbage; for den var det et spørgsmål om tid. Da
bussen forlod sin vante holdeplads i Gl. Ry, en lille
landsby med få hundrede indbyggere, begav den sig
ud på de sidste kilometer i sydlig retning før det var
tid for Kristian at stå af.
Lone stod, som så ofte før, og ventede på sin kæreste.
Hun var i god tid, faktisk i så god tid, at hun skulle
vente tre kvarter, men det havde sin forklaring.
Hun havde haft kørelejlighed med sin far, som skulle
ind på firmaet i Horsens, og selv om det var en
omvej, havde han indvilget i at køre over Sønder
Vissing. Alternativet havde været, at hun skulle gå
de fire kilometer fra hjemmet i Addit for derefter at
gå de samme fire kilometer tilbage sammen med
Kristian.
På trods af det relativt sene tidspunkt og, at hun
stadig havde shorts og kortærmet bluse på, frøs hun
ikke det mindste.
Bussens stoppested var uden for Brugsen, det sidste
lokale indkøbssted i byen. Lone lod blikket bevæge
sig hen over tilbuddene i butiksvinduet; det var ikke
de store fristelser, men så gik tiden da med det.
Et par gummistøvler størrelse 42 hang i vinduet, og
lige under dem lå et par nylonstrømper. Når hun

83

anstrengte sig, kunne hun konstatere, at det var
størrelse 10.
Det var ikke Lones størrelse, og hun tænkte på en
omfangsrig gårdmandsfrue som den mulige køber til
strømperne. I det hele taget var udbuddet henvendt
til en snæver kundekreds.
I den anden side af vinduesudstillingen lå en
umonteret le. Klingen til leen lå pakket ind ved siden
af, og på den anden side lå smerglen til at slibe
klingen med. Midt i vinduet lå diverse reservedele til
et elhegn, ståltråd, klokker og sågar et par
træhegnspæle. Da Lone havde dannet sig et overblik
over udbuddet, som stadig ikke havde hendes
interesse på anden måde end som tidsfordriv, vendte
hun blikket væk og så ud ad landevejen.
Når brugsuddeleren havde drejet nøglen ved
lukketid og rullet rullegardinet ned i døren, var det,
som om en hovedkontakt blev afbrudt. Gaderne lå
øde hen, og kun en sjælden gang passerede en bil, og
en kort stund var den stille idyl afbrudt.
Da Lone anede lyden af bussen ude i horisonten,
rejste hun sig og gik hen mod dens holdeplads. Da
hun havde stillet sig ventende an, gik hendes tanker i
retning af, hvordan Kristians humør artede sig denne
fredag.
Snart kom bussen til syne, og efter at været blevet
gearet op i et højere gear for en meget kort
bemærkning stoppede den ud for stoppestedet, og
døren gik op.

84

- Hej Kristian! Hun rakte sin højre hånd frem mod
ham, og han gav hendes hånd et klem.
Hun trak i ham, hvorved han endte i hendes favn,
og lagde an til et velkomstkys, og med lukkede øjne
og trutmund pegende op mod ham ventede hun,
men forgæves.
Da hun åbnede øjnene, kunne hun konstatere, at
Kristian havde travlt med at forvisse sig om, at alle
de øvrige, der var stået af bussen, nu også var gået
hver til sit. Da han var rimelig sikker på diskretion,
og bussen atter bevægede sig af sted på dens rute,
lagde Kristian an til velkomstkysset.
Kysset udviklede sig til mere end et lille smækkys.
Det næste halve minut stod de med sammenpressede
læber og glemte alt om omverdenen, det vil sige,
Kristian holdt et halvt øje åbent for at forvisse sig
om, at de nu også var alene.
- Vi er inviteret til fest hos Gurli i morgen. Lone lød
lidt forsigtig, da hun fortalte om invitationen.
- Nåh, hvorfor har hun fået den idé? Gider vi gå efter
det?
- Tja, hvorfor holder folk fest? Det er velsagtens,
fordi de har et ønske om at se deres venner, og for at
morer sig. Lone var forberedt på hans reaktion.
- Jamen vi har kun weekenden sammen, og jeg kan
ikke se det sjove i at bruge en hel aften på en
åndssvag fest, slet ikke med hende, den nar. Kristian
havde absolut ikke nogen grund til at kalde Gurli for
en nar, men det var lige det udtryk, der faldt ham
ind.

85

- Hvad mener du? Er det Gurli, du kalder for en nar?
Lone lød irriteret.
- Ja, jeg mener Gurli, hun har vel udset sig en fyr,
hun vil score.
- Nej, nu må du fandeme holde! Lone lød nu ikke
kun irriteret, men ophidset.
- I øvrigt kommer der en god kriminalfilm i
fjerneren. Kristian forsøgte at udglatte den
ophidsede situation og ønskede mest af alt at afslutte
diskussionen.
- Vi er inviteret til fest hos Gurli, og jeg synes, det
kunne være skægt at mødes med alle de gamle
skolekammerater. Vi sidder den ene weekend efter
den anden og glor ud i luften. Lone skulle åbenbart
have luft, og i hendes irritation over Kristians
reaktion på invitationen tog det ene ord det andet.
- Kristian, for pokker! Lad nu være med at stille dig
på bagbenene, knap før du er steget ud af bussen!
Lone var kommet lidt ned på jorden igen, men var
ikke til sinds at føje Kristians ønske om at se den
kriminalfilm i fjernsynet.
- Du kan se den film i fjernsynet, og så går jeg til fest.
Jeg vil under alle omstændigheder med til den fest.
Lone var på vej til at hidse sig op igen, men Kristian
kom hende i forkøbet.
- Det var ikke sådant ment, for fanden! Han lagde
armen om hendes skuldre og ville trække hende ind
til sig, men hun undveg hans forsøg og stødte ham i
stedet fra sig.

86

- Hvis du absolut insisterer på at komme til den fest,
så tager vi til den fest. Nu er det er vel ikke sådan, at
du ligefrem ønsker at komme til fest uden mig, for så
skal du bare sige til. Nu var det Kristian, der var på
vej til at hidse sig op.
De var begyndt at gå i retning af Addit, og uden at
de fornemmede, hvor de egentlig gik hen, fortsatte
deres verbale ordkløveri. Som det ene ord tog det
andet, udviklede det sig til et regulært skænderi.
- Selvfølgelig vil jeg havde dig med, sagde Lone.
- Men du skal ikke tro, at jeg falder på knæ og tigger
dig om at gå med. Det er altid dig, der bestemmer,
om vi skal nogen steder eller ej, men denne gang er
det bare løgn.
Lone var tæt på at tude af bare arrigskab, og det
overraskede Kristian; hun havde aldrig før taget
sådan på vej.
- Nu er du bare for dum, Kristian, drop alt det ævl!
- Nåh, men du lyder nu alligevel, som du har mere
lyst til at komme af sted uden mig.
Kristian virkede tændt på at følge den teori.
- Jeg er ikke mere end lige stået ud af bussen, før du
overfalder mig med den, ja undskyld mig, åndssvage
fest. Bare sig til, hvis du har kik på en anden; jeg kan
godt klare det. Har jeg måske ikke trynet dig om at
være ærlig? Jeg skal fandeme ikke presse mig på.
Kristian rablede ordene af sig som en anden remse.
- Jeg skal ikke stå dig i vejen, nej, jeg kan tage den
næste bus hjem til Århus igen.

87

- Så gør det da, for fanden, hvis du alligevel ikke tror
mig over en dørtærskel! Lone skreg ordene til ham.
Kristian stoppede og så vredt på Lone, men samtidig
forsøgte han at tolke hendes ansigtsudtryk for at
forvisse sig om, at hun så ud til at mene det, hun
sagde.
- Tag du med bussen hjem igen, det er nok også
bedst.
- Okay, som du vil, jeg er åbenbart uønsket her!
Kristian nærmest råbte ned mod Lone, som var
begyndt at gå videre.
- Kunne du ikke have sagt i telefonen, så kunne jeg
have sparet at rejse herned og stå og være til grin?
jeg vidste det, jeg vidste det! Kristian råbte efter
hende uden at vide, om hun stadig kunne høre ham;
hun var drejet af vejen og ind på tværvejen til Addit.
- Jeg vidste, at du før eller siden ville finde en anden.
Men okay, du skal fandeme ikke døjes et sekund
mere med mig! Han tog sin taske op fra jorden og
begyndte at gå op mod busholdepladsen igen.
- Tak for alt, Lone, det har været hyggeligt! Han
råbte, så højt han kunne, i håb om, at hun stadig
kunne høre ham.
- Hvad er det for en råben og skrigen? En ældre herre
som kom ud fra huset lige ud for det sted, hvor de
havde stået og skændtes.
- Gå du bare ind og pas dit, bessefar, så skal vi nok
passe vores. Den ældre mand sagde ikke mere, men
parerede nærmest ordre og gik ind igen, men
rystende på hovedet.

88

- Hej med dig, Lone! Han stod en stund i håbet om
en reaktion, men den kom ikke, så han prøvede en
sidste gang.
- Farvel Lone! Denne gang råbte han så højt, at den
ældre herre kom til syne i vinduet.
Kristian gav ham en knyttet næve som tegn på, at
han skulle forsvinde.
Da han kom op til busholdepladsen, gik han hen til
Brugsens udstillingsvindue og satte sig på
sålbænken, derfra havde han et godt udsyn i
retningen, hvor bussen ville komme fra.
Der var tre kvarter, til den samme bus, som havde
fragtet ham til Sønder Vissing, igen kørte mod
Århus. Mens han sad og tænkte situationen igennem,
måtte han flere gange nive sig selv i armen for at
være sikker på, at det ikke blot var en drøm.
- Jeg vil ikke tude! Han sad og sagde ordene højlydt,
mens han med et tomt blik så ud i luften.
Alligevel var hans syn sløret, når han så ud i
horisonten; han lænede sig fremad og lagde sit
hoved i sine hænder.
Han forsøgte, det bedste han havde lært, at
fortrænge episoden, og en stund lykkedes det ham at
skabe et tomrum.
- Skal vi nu ikke se at komme hjem? Han så op og fik
øje på en pige med tårevædede øjne.
- Du her! Jeg troede ... Han nåede ikke længere, før
hun afbrød ham.

89

- Du troede en gamle høne, gjorde du. Lone tog fat i
hans ene hånd og rykkede som tegn på, at han skulle
rejse sig.
- Lad os nu glemme alt det ævl én gang for alle. Hun
så Kristian i øjnene. - Jeg elsker dig, og der er ikke
nogen anden.
Kristian nikkede blot, og uden at sige noget trak han
hende ind til sig og omfavnede hende, de kyssede
hinanden.
- Jeg elsker dig og kan ikke leve uden dig.
- Så, så, jeg elsker også dig, men lad os nu se at
komme hjemad. Lone trak i hans hånd og gjorde
tegn til, at de skulle begynde at gå.
Da de igen passerede huset med den ældre mand,
stod han stadig i vinduet. Han så noget forbløffet ud
ved synet af det unge par hånd i hånd, og han
undlod da heller ikke atter at ryste på hovedet.
Senere på aften, da Lone og Kristian var alene på
hendes værelse, faldt samtalen igen på festen hos
Gurli, Lones bedste veninde; hun boede sammen
med sine forælde på en gård tre kilometer uden for
Addit.
Hun kom sammen med Johnny, et af Kristians
bekendtskaber fra børnehjemmet. Johnny var også
udskrevet fra børnehjemmet, ikke til sine forældre,
men til eget værelse i Horsens.
- Så går vi med til den fest i morgen. Kristian tøvede
lidt og så på Lone for at bemærke hendes reaktion.
- Ja, det synes jeg, men så lover vi hinanden
hjemmefra, at vi vil gøre vores til, at det bliver en

90

god fest. Lone rakte hånden frem, mens hun sagde
ordene, for ved håndtryk at besejle deres aftale.

91

Kapitel 6.

Det brød naturligt nok ind i familielivet i Addit, når
Kristian var på besøg i weekenderne. Alle i familien
skulle rokere, hvad angik sovepladser, og alt det
postyr for at sikre, at kæresteparret ikke sov i samme
rum.
Bjørn sov i sin egen seng. Han havde fra starten sagt
fra over for det megen leben blot på grund af, at
sådan en fra storbyen kom på landet; sådan havde
han givet udtryk for sin mening om den sag.
Axel og Lise afgav deres faste soveplads på sofaen i
den fine stue, og i det lille værelse sov foruden Bjørn
dermed både Lone og hendes lillesøster og forældre.
Forældrene måtte ligge på gulvet på hver sin
madras.
Lise stod op som den første, listede ud i køkkenet, i
håb om at bevare roen og dermed have en kort stund
for sig selv.
Hun satte sig ved det lille bord, som stod ud fra
væggen, men kun for en kort stund. Kedlen på
komfuret fløjtede, hun rejste sig for at hælde vand i
tragten, og snart duftede der af frisklavet kaffe.
Indimellem strakte hun sig for at få den sidste søvn
ud af kroppen.
Hun fyldte efter i tragten, og da hun igen satte
kedlen fra sig på komfuret, slukkede hun for
gasapparatet, satte sig igen, men konstaterede i
samme øjeblik, at hun havde glemt at skænke kaffen.

92

På hylden over det lille bord tog hun et cigaretetui,
og snart havde hun ild i en smøg. Røgen steg til
vejrs, og det lille køkken var på få sekunder mættet
med tobaksrøg; hun skiftevis nippede til kaffen og
tog et drøn på smøgen.
Mens det hele gentog sig, så hun sig om i køkkenet
og kunne konstatere, at hun havde ryddet nydeligt
op aften før. Hun skænkede endnu en kop kaffe og
sad en stund og samlede kræfter til en tur ud i det
fri.
Hun nippede igen til kaffen, og efter tre korte sug på
cigaretten slukkede hun den i det askebæger som
stod midt på bordet. Et kort øjeblik stod hun og
lyttede til lyden af de sovende i de tilstødende rum.
Da hun åbnede døren ud til det fri, var alt stille.
Klokken var kun seks, og det var sikkert forklaringen
på, at alt endnu var stille.
Hun trak i døren ind til lokummet, den peb.
Forsigtigt åbnede hun døren og gik på det lille hus.
Da hun havde fået sig sat, lod hun døren stå åben, så
hun havde frit udsyn til haven.
I toppen af birketræet, som stod midt på
græsplænen, sad en solsort og sang af sine lungers
fulde kraft, og indimellem den smukke og idylliske
fuglesang kunne man høre fluernes sværm på
lokummet. Det var ikke et sted, man sad længere tid
end højst nødvendigt. Det var ikke kun fluerne om
sommeren, der påvirkede længden af besøget, men
mere lugten. Det man foretog sig på lokummet,
endte i en spand, og efter behov blev spandens

93

indhold tømt i et hul i jorden, gravet til samme
lejlighed.
Lise stod et øjeblik og nød morgenidyllen, før hun
begav sig på vej hen mod trappen ned til kælderen.
Da hun gik forbi vinduet, som stod lidt åbent, ind til
værelset, hvor resten af familien sov, lød der en
voldsom snorken.
Døren ind til kælderen havde samme problem som
den til lokummet, den peb, men denne gang tog hun
resolut ved håndtaget og skubbede døren op.
Der var lavloftet i kælderen, kun lige så højt, at man
kunne gå oprejst. Det første rum var indrettet som
værksted, og her hang værktøj på væggene, og et
bord med skruestik stod lige ved siden af oliefyret.
Hun gik frem mod det næste og sidste rum i
kælderen, da hun åbnede døren, trådte hun ind i
badeværelset. I den ene side var indrettet en lille
bruseniche, og bruseren hang på væggen i et
hjemmelavet beslag.
Hun gik målrettet over mod hjørnet, hvor en bænk
var placeret til at lægge sit tøj på, tog sin morgenkåbe
af og hængte den på et bøjet søm, som tydelig bar
præg af, at det havde været besværligt at banke det
ind i betonen.
Hun gik over til bruseren og åbnede for den varme
hane, gik derefter tilbage til bænken og begyndte at
klæde sig af. Hun havde lidt besvær med at åbne
hægten i sin bh, men efter at have hevet og rykket
lidt lykkes det.

94

Hun tog den af og lagde den på bænken foran,
derefter tog hun sine trusser af og lagde dem fra sig;
på nær hjemmeskoene stod hun nu nøgen.
På vej over mod brusenichen stoppede hun ved det
store spejl, som var hængt op på væggen ved siden
af brusenichen, og betragtede et kort øjeblik sin
nøgne krop for derefter at træde ind i brusenichen.
Efter at have mikset det varme vand med det kolde
stillede hun sig ind under bruseren og lod vandet
fosse ned over sin nøgne krop.

Det blev telefonens kimen, der forstyrrede den ellers
stille lørdagsidyl i det lille hus, den ringede igen.
Ingen lod til at ville tage den, heller ikke da den
ringede for tredje gang.
Da den ringede fjerde gang, rejste Lise sig fra bordet
i køkkenet og gik ind i stuen, målrettet mod
telefonen.
- Det er hos Axel Pedersen: Sådan præsenterede hun
sig altid i telefonen, og det var da også en
kendsgerning, at langt de fleste samtaler var til ham.
- Med hvem, siger du? Der blev en pause. Axel var
på vej op af stolen, da Lise lagde røret fra sig.
- Det er til dig, Kristian, han hedder vist Kaj, kan det
passe? Axel smed sig veltilpas i stolen igen.
- Til mig? Kristian var overrasket over, at der var
telefon til ham, men han vidste godt, hvem Kaj var,
og da han tog røret, havde han en idé om, hvad han
ville.
- Det er Kristian.

95

- Hej Kristian, det er Kaj.
- Hej, hvad vil du?
Kristian lagde op til, at Kaj skulle komme til sagen
med det samme.
- Du kommer da til festen hos Gurli i aften, ik’?
Det slog ned i Kristian, at Lone sikkert havde
arrangeret, at Kaj skulle ringe.
- Jo, jo, men hvorfor ringer du bare for at spørge om
det? Kristian lød ikke særlig interesseret i samtalen,
men nærmest lidt fraværende.
- Har du ikke lidt tjald med fra storbyen, bare til en
enkelt pibe? Der blev stille på linjen, det blev
Kristian, der brød tavsheden.
- Nej, det har jeg ikke, det er slet ikke mig mere. Det
var åbenbart almindelig kendt, at han havde været i
besiddelse af hash til tider, det var ikke ham selv, der
reklamerede med det, nærmere tværtimod.
Den eneste, han havde betroet det til, at han i ny og
næ røg tjald, var Karlo, Kristians sidekammerat i
ottende klasse; han måtte have ladet det sive, tænkte
Kristian.
- Hvor har du i øvrigt den nyhed fra? Han forsøgte at
tale i et kodesprog, så andre i stuen ikke fattede
mistanke.
- Hvad mener du med nyhed? Det er sgu da ikke
nogen nyhed. Kaj forstod ikke Kristians hentydning
til diskretion, men plaprede bare løs.
- Du og Lone kommer altså i aften.
- Ja, det har jeg jo svaret på én gang.
- Du øh... Kaj, holdt en pause.

96

- Du kan ikke blive ved med at mure dig inde med
den dejlige tøs, hva’? Knepper hun godt?
- Hvad siger du? Kristian blev både fornærmet og
overrasket over hans så direkte spørgsmål.
- Men det kan du jo også fortælle om i aften. Kaj lød,
som om han insisterede på at få et svar.
Kristian sagde farvel og lagde an til at lægge røret
på, men i den anden ende kunne man høre, at Kaj
ikke var færdig med samtalen.
- Hvad ville han så? Lone spurgte nysgerrigt.
- Det var bare Kaj, det skvadderhoved, han spurgte
såmænd bare, om vi kom til festen i aften.
- Du lød ellers noget snerpet og lagde røret på, før
samtalen var forbi.
- Det gjorde jeg måske, men jeg gad ikke snakke
mere med ham.
- Han er da ellers en frisk fyr.
Kristian sendte hende et blik, og hun opfangede
budskabet om, at han ikke ønskede at uddybe den
diskussion.

97

Kapitel 7.

- Endelig har I taget jer sammen! Det var
modtagelsen, da Gurli åbnede døren.
- Kom ind og stå ikke der og se ud, som om I er
faldet ned fra Månen! Festen var allerede godt i
gang.
Lone og Kristian var de sidste, der ankom, så nu
kunne festen, alle havde sat næsen op efter, begynde,
Gurli for ind i stuen og gjorde tegn til, at alle skulle
være stille, så hun kunne præsentere de sidst
ankomne gæster.
- Mine damer og herrer! Hun anstrengte sig for at
lyde seriøs, og med held, mens hun fægtede med
arme og ben.
- Mine damer og herrer, må jeg så lige bede om jeres
opmærksomhed? Hun havde tydeligvis besvær med
at tysse gæsterne så meget ned, at hun kunne få et
par ord indført.
- Vi har fået særdeles fornemme gæster, ingen
ringere end den storsnudede storbybonde og
pigeforfører Kristian og hans trolovede Lone, hvad
siger I så?
Gurli gjorde tegn til, at alle skulle klappe, og snart
lød et stort bifald, derefter løftede Gurli armene som
tegn på, at hun havde mere at sige.
- Nu har de i længere tid holdt sig i elskovens hule,
men er for denne ene gang brudt ud, og min
opfordring lyder ... Hun så på Kristian og Lone, som
begge stod med ildrøde kinder.

98

- Lov mig at give dem en god fest! Gurli afsluttede
sin præsentation, og snart lød musikken, som en af
gæsterne havde sanset at dæmpe, igen på fulde drøn.
Der var fuldt hus i det lille stuehus, og til alt held var
der flere kilometer til nærmeste nabo.
- Nej, det er fandeme da løgn! Er det dig, Kristian?
Det var Karlo, Kristians gamle sidekammerat fra
ottende klasse. Han dinglede og lugtede noget af
sprut, og han var så nærgående, at Kristian måtte
sætte en hånd i brystet på ham for at holde lidt
afstand.
- I lige måde, du ligner dig selv, bortset fra at du lige
nu har besvær med at holde dig oprejst. Karlo gik et
skridt tilbage, og før han nåede at tælle til en, lå han,
så lang han var.
- Du har da vist fået, så hatten passer, er det ikke lidt
tidligt? Kristian lagde an til at hjælpe ham op, men
han afviste hjælpen. Karlo lå og mumlede, men da
det forgik med hovedet vendt ned i gulvtæppet, var
det umuligt at tyde, hvad han sagde.
Han rodede rundt, og tre forsøg på at rejse sig
mislykkes. Da han langt om længe lå på ryggen,
fortsatte hans ordstrøm, og i den stilling var det lidt
lettere at tolke det, han sagde.
- Det, hik, er hik, sgu, hik, ikke let at holde sig
oprejst, hik, når du skubber, hik.
- Hold nu kæft og styr din brandert, festen er lige
startet. Kristian fik langt om længe lov til at hjælpe
ham op på benene igen. Det virkede, som om det
kun var, fordi Karlo havde en klar fornemmelse af, at

99

hvis han ikke tog imod tilbuddet, ville resten af
festen for hans vedkommende komme til at foregå i
liggende stilling.
- Kom med herud, så skal du fandeme smage sager.
Karlo rykkede i Kristian og gjorde tegn til, at de
skulle gå udenfor.
- Et øjeblik, så kommer jeg. Kristian gik ind i stuen
for at se efter Lone, han kunne ikke ved første blik få
øje på hende og gik derfor en runde i huset.
Han gik ud i gangen og hen mod badeværelset; da
han tog i håndtaget, var døren låst, og et øjeblik
lagde han øret til døren og lyttede.
Han blev hurtigt opmærksom på, at der ikke bare
var optaget på toilettet, der var mere end en derinde.
- Er du der, Lone? Han bankede igen på døren, men
denne gang hårdere.
- Skrid, din idiot! Kan du ikke høre, at der er
optaget? Det var Kajs stemme, han lød tydeligt
irriteret over at blive forstyrret.
- Jeg ville bare vide, om Lone var derinde. Kristian
havde sluppet håndtaget og ville til at forlade
gangen, da Kaj råbte:
- Hun er herinde, men hun kommer ikke ud, før vi er
... Han nåede ikke at sige mere, og Kristian kunne
forestille sig, at Kajs mund var blevet forseglet af en
pigehånd.
Kristian havde besvær med at finde en grimasse, der
kunne passe til situationen. Han gik hen for enden af
gangen, tog i døren til køkkenet; da den gik op, fik
han øje på Gurli, som sad på køkkenbordet. Ved

100