Mennesker imellem 1

mennesker imellem

SIDE_003-009.indd 3 arne ørtved

3

20-05-2010 21:41:02

mennesker imellem

Af Arne Ørtved
Tegninger af Anna Marie Holm
Udgiver, sats og tilrettelægning:

DialogForum.dk
v/Jan Svendsen
Engvang 6
7330 Brande
Tlf. 97 18 30 90
www.dialogforum.dk
Bogen er sat med Adobe Jenson Pro
Produktion: Scandinavian Book A/S
ISBN 87-990444-9-8. EAN 978-87-990444-9-8
1. udgave
Printed in Denmark 2010
Ekspedition og aftaler om foredrag:
Arne Ørtved
Birkebæk 8 st.
7330 Brande
Tlf. 97 18 10 98
Mobil: 22 42 76 75
Mail: [email protected]
Bogen udgives med tilskud fra Bestseller Fonden v. Anders Holch Povlsen.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem
Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige
samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag
til brug i anmeldelser.

4

SIDE_003-009.indd 4 20-05-2010 21:41:02

indhold religion

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Om troen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
Om at læse landskabet. . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Om at gå forbi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68
Om vejrguderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70
eksistens Om advent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72
Om julen i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
Om årtusindskiftet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Om et nyt år. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76
Om vindenes konge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Om Folkekirken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78
Om at synge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Om Gud og Darwin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
Om identitet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Om djævelen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82
Om vin-identitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Om dødbideriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84
Om ja og nej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Om den flade jord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86
Om det bedste og det værste. . . . . . . . . 24 Om begyndelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
Om æd, drik og vær glad! . . . . . . . . . . . . . 26
Om lodret liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 samfundskritik
Om efterårsdepression . . . . . . . . . . . . . . . . 30
Om småligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Om poesiens genkomst. . . . . . . . . . . . . . . . 92
Om ordene. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Om den danske kultur. . . . . . . . . . . . . . . . . 94
Om tiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Om redningsplaner. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96
Om klokkernes ringen . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 Om konkurrencen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98
Om vindens susen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Om livsholdning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100
Om rullende hoveder . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102
om-tanker Om bryster. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104
Om statistikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106
Om den omvendte verden . . . . . . . . . . . . 44 Om grisenes befrielsesfront . . . . . . . . . . 108
Om sangskatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Om fjenden i landet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
Om virkeligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Om omsorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112
Om Gunnar Nu-Hansens børn . . . . 50 Om X-Factor og Fadervor. . . . . . . . . . . . 114
Om nutiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Om kompetence. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116
Om humor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 Om frihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118
Om fuglens flugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Om datatid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120
Om grusgravskunst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Om at begynde forfra . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122
Om forbavselse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Om historien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124
Om ånd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Om usselhed og lidenskab. . . . . . . . . . . . 126
Om dronninge-efterløn . . . . . . . . . . . . . . . 128

5

SIDE_003-009.indd 5 20-05-2010 21:41:02

- forord

For mange år siden fyldte en af mine venner rundt. Nogle dage før festen sagde han til mig: Du
er jo nok en af dem, der ikke kan holde din kæft; men du skal altså ikke tale om mig, men om det,
der er imellem os! Den formaning har fulgt mig lige siden. Og har reddet mig utallige gange,
når jeg skulle oplade min røst: Festtaler, begravelsesprædikener, båltaler, jubilarfejring. Hver
gang skal man huske det, der er imellem os. Så er det meget lettere at sige noget, og det er meget
rarere at høre på.
Findes der ret beset noget mere ubehageligt at overvære, end når et menneske bliver skamrost.
Man ved ikke alt det gode, man skal sige, og vi sidder og får en fornemmelse af, at halvdelen af
det er løgn, og resten kan personen ikke selv gøre for.
Hvis man i stedet ved en sådan lejlighed talte om det, der er imellem os, så udvider rummet sig,
og det bliver frit og lærerigt at være til stede. Da tales der til alle, og festdeltagerne opdager
måske, at det også er noget af det, der er imellem dem og andre mennesker, der tales om.
Også almindelige søndagsprædikener kan ofte hente inspiration i det, der er imellem os.
Ja, man kan vel sige, at det overhovedet er det, evangeliet handler om. Livet er et mellemvæ-
rende mellem en selv og næsten og Gud.
Det sker jo også, at man skal holde en tale for en, man ikke er særlig imponeret af eller måske
ikke kan lide. I stedet for at stå og sige en masse hyklerisk pladder, skal man prøve at finde
frem til det, der er imellem os, og da kan man ligefrem nå hen til, at også de mennesker, man
ikke bryder sig så meget om, har en betydning i ens liv.
I slutningen af 70’erne fik jeg en opfordring fra et annonceblad med det velklingende navn Fol-
kebladet til at skrive en ugentlig klumme med en slags livsfilosofisk indehold. Betalingen ville
finde sted i naturalier, og der var ingen retningslinier eller begrænsninger. Den klumme kom til
at hedde Mennesker imellem. Og den blev faktisk noget af en succes både for mig selv og læserne.
Jeg opdagede, hvor meget der er mennesker imellem, og hvor vigtigt og vægtigt det er.
Siden fik jeg lejlighed til at dyrke denne genre både skriftligt og mundtligt. Både som højsko-
lemand og som præst. I mange år har jeg haft en søndagsklumme i Radio Midt/Vest og en
periode i Dagens Spids i radioen P1. I disse sammenhænge har jeg haft uvurderlig nytte af
opskriften om at tale om det, der er imellem os.

6

SIDE_003-009.indd 6 20-05-2010 21:41:02

I denne bog gengives nogle af disse tekster og taler fra de sidste 10 år. De fleste har været holdt
mundtligt, men jeg har ikke fundet dem ringere at læse af den grund, og de bringes derfor
her i denne mundtlige form. De handler om alt muligt, idet jeg dog har udeladt det, der var
afhængig af en bestemt aktuel begivenhed.
Hvad er det så for en slags bog? Det er ikke essays; det er heller ikke journalistik. Det er
nærmest en verdslig andagtsbog, hvilket vil sige, at den ikke er religiøs eller forkyndende
i kirkelig forstand. Andagt kommer af andenken – tænke over. I Encyklopædien står der:
I videre forstand kan begrebet bruges filosofisk om en meditativ tænkning, hvor der “tænkes med
hjertet”, og hvor man bliver grebet af og ét med det, man tænker på.
Jeg har tænkt over og skrevet om det, der er imellem os; og det er vel egentlig så nærliggende at
dele sådanne tanker med andre.
Bogen er bygget op som en slags almanak med et sæt læsninger til hver uge året igennem. Så
hvis nogen har lyst til at dele mine tanker med andre, kan man jo blot læse op for hinanden
f.eks. hver mandag og sludre lidt om det læste. Tak til alle jer, der gennem årene har opfordret
mig til dette projekt, som nu føres ud i livet.

Borten, der løber gennem hele bogen er tegnet af Anna Marie Holm.
Hun har været utrolig inspirerende at arbejde sammen med, og jeg er
hende stor tak skyldig. Tak også til Per Bech Jensen på Kulturremisen
for dygtig fotografering og beskæring, og til Jan Svendsen for kaffemø-
der og god vejledning.
Sidst men ikke mindst en varm tak til Dorte Ørtved, min kære hustru,
for kritisk og konstruktiv korrekturlæsning.

Arne Ørtved

SIDE_003-009.indd 7 7

20-05-2010 21:41:03

- om at læse landskabet

Dér ligger det, landskabet. Stikker op gennem sneen en klar vinterdag. Spredte sorte træer. En
hvid bakke mod en ubestemmelig horisont. En gravhøj. Dér en sort klump af træer. De står
der bare. Til ingen nytte, men de står der.

Dér rager en hvid kirke op. Mon den er til nogen nytte? Nu ligger den der i hvert fald. En
silhuet i et hvidt landskab. Der er flere kirkesilhuetter. De er jo ikke naturgroede, men her er
de vokset ind i landskabet. De hører til her. Spørg ikke, om det nytter noget. Her i landskabet
er de fuld af nytte.

En gang i efteråret blev majsmarken høstet. Nu står de høje stubbe og stikker op gennem
sneen som underjordiske pindsvin. De har deres eget liv, har slet ikke noget med majs at gøre.
De er bare sig selv midt i vinterlandskabet.

Det er som et brev, en hilsen i alt dette hvide. Skriver sig hen over de bløde bakker, så langt
øjet rækker. Er det virkelig en skrift, måske et brev, som skal tydes, før det kan læses? Hvem er
det fra? Hvem er det til?

Løfter blikket. Ser ud over landskabet, som nu er begyndt at virke så fortroligt. Jo, det er
rigtig nok: Det er noget, der er skrevet: Det blanke hvide papir, de hastigt skrevne ord og sæt-
ninger bestående af træer, stubmarker, skygger, klumper, sort flugt. Hele tiden afbrudt, så der
træder nye ord, nye sætninger, nye spørgsmål, ny undren frem.

Det skriver sig ind i sindet på den, der står og betragter det. Hun er fuldstændig overvæl-
det. Glemmer helt den bidende kulde. Nu må hun bare stå stille og modtage hele budskabet.
Hun ved godt, at hun ikke har lang tid, så er den hilsen væk. Måske kommer der så en anden.
Men hun skal have fat på denne her.

Med frysende fingre hiver hun tegneblokken frem. Og et stykke kul. Det skal gå stærkt.
Kullet skratter hen over papiret. Hun har næsten ikke tid til at se op. Fik hun kirken med? Og
stubbene? Og gravhøjen? Det er jo også en hilsen henover mange århundreder. Og så lige nu!
Det er det vigtigste: Lige nu! Kullet jager af sted og skriver landskabets hilsen på det hvide
papir.

Hun pakker sammen og går videre, men må stoppe op igen. Her er en ny hilsen. Nye ord
og sætninger i sneen. Hun må læse det, tyde det, huske det. Sådan går det hende igen og igen,
ikke bare den dag, men dag efter dag. Hun har slet ikke ro på sig derhjemme. Hun må ud og
læse landskaber.

Det er blevet til strimler af sætninger. Det er næsten ikke til at stoppe igen. Strimlerne
hænger side om side på en tørresnor i atelieret. Man må lægge hovedet på skrå for at læse det.
Skrives der virkelig så vigtige budskaber her i vores velkendte landskaber? Hvilken ødselhed!
Modtageren har alt for ofte ikke lyttet, ikke set, ikke taget imod.

8

SIDE_003-009.indd 8 20-05-2010 21:41:03

Ja, det er nået frem til mig. Jeg har gået rundt i alt hendes frodige rod med hovedet på skrå,
så jeg næsten har hold i nakken. Åh, siger hun, så skal vi have det ned på gulvet, så vi kan læse
det rigtigt.

Jeg bliver helt svimmel af benovelse! Tænk, at landskabet skriver til os. Tænk, at der findes
mennesker, som kan læse det og skrive det videre til os. Det føles på én gang stort og meget
hjemligt. Det er jo her, vi bor og færdes. Og man vidste det ikke engang rigtigt. Man hastede
videre. Var optaget af føret, vejsvinget, byskiltet. En modkørende Citroën, en hundelufter, en
skoledreng med tasken på ryggen.

Hvordan skulle man dog få tid til at læse landskaber? Og selvom man holdt ind på en P-
plads, ville man slet ikke kunne læse det, man så foran sig. I skolen lærte vi A-B-C. Så skulle
vi nok komme frem i verden.

Frem i verden! Hvad betyder det, hvis man nu ikke når at læse naturens og livets budska-
ber? Hvad skal man så fremme i verden? Der er hele tiden budskaber til os: I landskaber, i
bygninger, i ansigter, i menneskekroppe. Og der er nogen, der stopper og læser budskabet og
bringer det videre på papir, på lærred, i toner, i ord, i sten.

Vi er altså ikke helt fortabt, selvom vi har travlt med at komme frem i verden. Der er nogen,
der kan få os til at standse op, så vi kan se, føle, lugte, smage, erindre det, vi har lagt for hurtigt
bag os. Her var det en lysvågen kvindelig kunstner, der læste og skrev det hele for os. Hun
hedder Anna Marie Holm.

Og nu har hun skrevet det på alle siderne i denne bog. Og dermed har hun tegnet noget,
der passer til bogens titel og formål, nemlig at vise os det, der er mennesker imellem.

SIDE_003-009.indd 9 9

20-05-2010 21:41:03

SIDE_010-041_DEL_1.indd 10 20-05-2010 21:43:06

eksistens

11

SIDE_010-041_DEL_1.indd 11 20-05-2010 21:43:07

Om årtusindskiftet

Til erindring
Jeg glæder mig i denne tid,
thi hver dag mangler kun en bid,
så er det hele ovre:
det store massehysteri,
med gejl og gøgl og skyderi,
så bliver alting sjovr’e.

Er det dog ikke forfærdeligt? Hele den opgejlede stemning omkring årtusindskiftet. Rekla-
merne med alskens fuldstændig tåbelige tilbud lige fra dameundertøj med fjer, der skal gøre
lillemor til en sex-bombe, over almindelige bordbomber til de helt store brag kl. 24. Damebla-
dene bugner af forslag til borddækning, middagsretter, påklædning, drinks, intime lege, og nye
traditioner, som man kan bruge, hver gang man går ind i et nyt årtusinde.

Så er der også alle dommedagsprofetierne. Der er der ligeledes en hel skala: Mikroovnen vil må-
ske bare stå og småfise, radiovækkeren går i koma, PC’en bryder sammen, alarmcentralerne virker
ikke, skattevæsenet får for mange promiller, politiets efterretningstjenestes hemmelige dokumenter
kommer som lysavis på Rådhuspladsen, forsvaret udsender falske alarmer, og jorden går under.

Er du, kære lytter, for resten årtusindklar? Har du slået op på statens hjemmeside desangå-
ende? og Microsofts? Men du har måske haft en konsulent siddende foran din PC’er en hel ef-
termiddag til 1200 kr. i timen, hvorefter han ved afskeden meddelte, at han nu havde gjort alt,
men i øvrigt ikke kunne garantere for noget. Har du købt stearinlys og petroleumsovne, hvis
strømmen og varmen forsvinder i et par måneder? Har du pumpet cyklen, vasket fødderne,
betalt din gæld, besøgt din gamle arvetante, revet havegangen og – ikke mindst: Vedtaget et
rigtig flot nytårsforsæt.

Det er det allervigtigste. Efter den 1. januar begynder vi på en frisk. Vi lader alt det gamle
være glemt. Lægger synder og sorger bag os. Glemmer rygproblemer og museskader, lægger
rygningen på hylden og følger gamle damer over gaden i hobetal.

Den 1. januar år 2000 begynder livet for alvor. Alting har egentlig kun været tilløb til det,
der skal komme. Historien begynder ikke år 0 eller længere tilbage; nej, den begynder år 2000;
og vi, specielt jeg, er lykkeligvis til stede. Det skal virkelig fejres.

Uha, hvor jeg glæder mig til at få det overstået. Selvom vi alle sammen garanteret får en
ordentlig dukkert. Det er jo det rene hysteriske gas, som ligger fint i forlængelse af vor tids
selvoptagne forfængelighed. Den, der består i, at livet begynder med mig!! Når jeg dukker op;
når jeg har sagt min mening; når jeg har afgivet min stemme; når jeg passerer grænsen til det
nye årtusind… begynder livet. Intet før og intet efter mig.

12

SIDE_010-041_DEL_1.indd 12 20-05-2010 21:43:07

Jo, vi har da godt nok hørt, at der var noget med en slags historie før i tiden. Men det er jo
bare sådan noget, man ser på fjernsynet og dyrker i hjemstavnsforeninger og på lokalhistoriske
museer. Så kan man godt blive helt imponeret af det der historiske, ikke også?

Det er da egentlig fantastisk alt det, de kunne dengang. Jeg mener: De havde jo slet ikke
alle de maskiner; og der var heller ikke de samme lønninger. Telefon havde de heller ikke. Den
gamle historie er skam interessant. Især det der med slægtsforskning; der kan man få sig nogle
artige overraskelser.

F. eks den store lykkelige overraskelse, da jeg blev født; det er begyndelsen til vor tidsreg-
ning! Dermed var alt det foregående fuldstændig passé. Og alligevel giver jeg gladelig afkald på
min barndom og alt det til fordel for år 2000.

Sig mig: Har du da aldrig tænkt på, at historien er inden i dig; både danmarkshistorien og
verdenshistorien og bibelhistorien. Og dermed er dit liv begyndt længe, før du selv begyndte
at trække vejret! For det første fødes vi ind i et folk med et sprog og en religion, med sange og
fortællinger og med en historie fuld af forjættelser, håb, skuffelser, sejre og nederlag. Alt sam-
men en del af dig selv og dit liv.

Vi fødes også ind i en familie og en slægt, der i allerhøjeste grad former vores udseende,
personlighed og skæbne. Ingen af os begynder på bar bund; og fortiden ligger ikke bare bag-
ude, men inden i os. Og folket er ikke bare de andre; men vi er så uløseligt knyttet til dem i
sind, sprog, tankegang og opførsel, at de faktisk er en del af os selv.

Med den påstand befries mennesket for sin ubodelige ensomhed. Ingen er alene, for man
er altid en del af en slægt og et folk, og selv det spinkleste menneske, det spædeste liv, den mest
oversete skæbne kan være af betydning for den samlede helhed og historie.

Se, det er jo en helt anden snak. År 2000 blegner noget i den sammenhæng. Men alligevel:
Her var det nu først og fremmest hensigten at ønske os et godt, gammeldags nytår, trods alt
hvad der truer selve aftenen: Frækt undertøj, bordbomber, en større eller mindre brandert, -
og dronningens nytårstale; den plejer nu ikke at være til at kimse af:

Godt nytår, kære allesammen, - fuld af historie, fællesskab, fremtid og munterhed.

13

SIDE_010-041_DEL_1.indd 13 20-05-2010 21:43:07

Om vindenes konge

Vi fik for nogle år siden en ny skulptur i Brande. Den hedder Vindenes Konge. Kulørt glas og
jern. Kunstnerne bag den er Britta Madsen og Søren Gjøttrup. Den er anbragt på pladsen foran
Sognegården og Præstegården, lige hvor vejen til byen og stien til kirken mødes. Et vartegn!

Vindenes Konge skal stå just dér, hvor folks ord blæser i vinden: Det man snakker om i
byen og i hjemmene, det man drømmer om, og det man synger og taler om i Sognegården,
og så Kirkens ord, som egentlig ikke er beregnet til et lukket religiøst rum, men skal ud, hvor
folk lever deres liv, og blandes med folkets ord. Det er en smuk skulptur… Vindenes Konge. I
skulpturen, som er af glas, er indskrevet en stor mængde af sætninger, som er skrevet eller ud-
talt af kendte og ukendte mennesker fra de ældste tider og indtil i dag. Her er nogle stykker:

En soldat kom marcherende hen ad landevejen..
Der er et yndigt land…
Terningerne er kastet…
Den, man elsker, tugter man…
Hvor er du fager, min veninde…
Og Gud sagde: Der bliver lys!
Nøgne piger ved hver en strand…
Til pinse, når skoven bliver rigtig grøn…
Okker gokker gummiklokker…
Vil du være min, så vil jeg være din..
Og så er der kaffe bagefter.
Der er over 100 sætninger!
Det er mange år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med Vindenes Konge. Det
skete i et gammelt folkeeventyr, hvor den stakkels helt er ude at søge efter sin hjertens allerkæ-
reste, der bor i slottet sønden for solen og østen for månen og midt i vinden.
Efter at have vandret gennem dybe dale og mørke skove i fortvivlet søgen i hele verden besø-
ger han først Fiskenes konge og derefter Fuglenes konge. Den ene i dybet, den anden i højden.
Den ene i stilheden; den anden i sangen. Den ene i mørket, den anden i lyset. Begge tager godt
imod ham, men de kan ikke hjælpe ham. De har ikke hørt om kærlighedens slot. Fuglenes konge
kender en sang, måske om det slot: Der står et slot i Vesterled. Men mere ved han ikke.
Så er det, ungersvenden bliver henvist til Vindenes Konge. Denne vise gamle konge, som
kender hele verden og med sine vinde har besøgt alle afkroge og har hørt og opfattet alting.
Stort og småt. Grimt og smukt. Kommandoer og prædikener. Kærlighed og had.
I første omgang har han lidt problemer med slottet sønden for solen, østen for månen og midt
i vinden. Er alle vindene kommet hjem? spørger han. Nej, en enkelt mangler. Netop den, vi i
vores del af verden kender mest til: Nordvestenvinden. Først da den kommer hjem sent om

14

SIDE_010-041_DEL_1.indd 14 20-05-2010 21:43:07

aftenen træt af at blæse hele dagen fra Thy og nedefter og indefter, er der en, der kender slottet.
Næste dag bliver drengen så ledsaget af Nordvestenvinden ud til slottet og forenet med sin
elskede. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Jeg var efterhånden ikke i tvivl om, hvad Vindenes Konge stod for. Det var Menneskeån-
den. Kun den ved, hvor kærlighedens slot ligger. Menneskeånden. Dette at vi mennesker har
ord, så vi kan nævne ting, dyr og begivenheder ved navn og dele det med hinanden i samtaler
og sange, i fortællinger og ordsprog. Alt, hvad mennesker har tænkt og sagt gennem årtusin-
der, blæser som en mægtig vind ned gennem historien. Den kan blæse fra alle verdenshjørner
og med forskellig styrke, fra blid brise til voldsom orkan.

Jesus talte også om denne vind, da den rådvilde Nikodemus opsøgte ham midt om natten og
ikke kunne forstå, hvordan et menneske kunne fødes på ny. Da er det Jesus siger: Vinden blæser,
hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.
Du hører kun dens susen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.

En hund kan ikke finde vej ud af sin egen fortvivlelse. Ja, den kan end ikke blive fortvivlet,
kun bange. Men vi mennesker kan opleve, hvordan ordene kan finde vej, når alting ser sortest
ud, og gøre livet nyt og muligt. Vi kan fødes på ny. Jesus talte nok her specielt om Helligånden;
men den er da blot en slags tvilling til Menneskeånden, som står og falder med vores ord og
vores alsidige brug af ordene.

Vi har så mange slags ord og bruger dem til så meget forskelligt. Desværre ikke kun til det
gode. Ordene har magt og skaber, hvad de nævner. Uha, hvor kan de blive onde og trænge helt
derind, hvor de aldrig bliver glemt. – Og dog kan ord også på et øjeblik viske tavlen ren, så vi
igen kan være i stue sammen. Tilgivelse er et godt ord. Men hvad med det ords modsætning?
– Hårdheden, hadet, bitterheden!

Med ord kan vi befale og starte en krig; og med ordene kan vi stoppe krigen og skabe fred,
når våbnene har talt. Våbnene taler aldrig noget smukt sprog, men det gør ordene for det me-
ste. Med ordene trøster og opmuntrer vi hinanden, underviser, prædiker, synger, beder bønner,
holder møder, lægger planer. Og det blæser alt sammen i vinden. Optages af Vindenes Konge.
Fra alle folkeslag under himlen.

I 70’erne sang Bob Dylan: The answer my friend is blowing in the wind… Ja, nogle af vores
vigtigste ord blæser kun i vinden. Det er de ord, der skal tros. Altså, hvor man ikke bare kan
lægge to og to sammen. Kærlighedens ord. Tilgivelsens ord. Troens ord.

Skulpturen Vindenes Konge er nu placeret det helt rigtige sted, - uden for Sognegården i
Brande med udsigt til kirken og til byen, men lyttende til alle verdenshjørner efter alskens ord.
Den skal være et vartegn for det, der binder os sammen her på det sted, hvor vi bor på tværs af
alle forskelligheder: Vi er mennesker; vi er af Ånd; det vil sige: Vi har ord; vi kan tale sammen,
synge sammen, lytte sammen, dele liv med hinanden i lyst og nød, i hverdag og fest. Vindenes
konge lytter til, hvad vi siger. Hver eneste dag. Han kan bedst lide gode ord. Og han gemmer
dem på sin store, vise harddisk i sit uudgrundelige indre.

15

SIDE_010-041_DEL_1.indd 15 20-05-2010 21:43:07

Om at synge

Næsten hver uge udkommer der en cd med danske sange. Det er en broget fornøjelse: Kor
og solo, koncertsangere og pop-ditto, klassisk og rytmisk, klare stemmer og rustne, voksne og
børn og meget andet. En del er temmelig flæbende. Det er ikke alt, der kildrer min øregang;
men jeg er også vokset op med vores store skjald Aksel Schiøtz. Han var der hele tiden i min
barndom: Til morgenmusikken, lige før sengetid og ved søndagsmiddagen: Danmark, nu blun-
der den lyse nat.

I skolen i 40’erne og 50’erne lærte vi at synge på samme måde. Klar udtale, synge på voka-
lerne, ramme tonerne ovenfra. Læreren gik op og ned mellem rækkerne, og hvis man var upræ-
cis eller sang ved siden af mere eller mindre mod sin vilje, så ramte violinbuen med usvigelig
sikkerhed den hovedskal, der nu ikke længere har mange hår at stå imod med; men det havde
den heldigvis dengang.

Men vi lærte sangene og kom af en eller anden grund også til at elske dem. Det var, fordi
de blev sunget ind i os. De hørte til, for de var overalt: I skolen, i hjemmet, i radioen, i FDF og
hvor vi ellers færdedes.

Når jeg selv om sommeren bleg og spinkel blev sendt fra København til ”opfedning” ude
på landet, lå den lille røde skolesangbog altid i den store kuffert. Den var trykt på billigt papir
helt ud til den yderste margin, så den var ikke linieopdelt; det måtte vi selv finde ud af, og det
var ingen dårlig øvelse. Når de voksne på bondegården sov deres ulideligt lange middagssøvn,
gik jeg over i svinestalden med min røde sangbog og stillede mig op på en kiste med grutning
og sang i vilden sky vort fædrelands vemodige eller kampklare sange for de slumrende grise.
De labbede dem i sig, så de næsten kunne synge med, når Aksel Schiøtz sang de samme sange,
men da lå grisene som lækre flæskestege på de københavnske middagsborde.

Sådan var der sammenhæng i tingene dengang. Ingen kulturkamp. Ingen tvivl om værdi-
erne. Det var Gud, konge og fædreland. Det var ikke noget, der blev vedtaget i Folketinget
eller stod på forsiden af Berlingeren; det var bare noget, der var der, og som alle var enige om.
Dog det der med Gud var min socialdemokratiske onkel ikke begejstret for, men det fik lov at
slippe igennem sammen med Danmark for folket.

Vi, der var børn dengang, hænger stadig ved det alt sammen. Trods violinbuernes smæld
mod hovedbunden og nervøst terperi med salmevers. Det er med i vores blodomløb og vores
vejrtrækning. Men nok så vigtigt: Det er i vores øjne, når vi ser os omkring: Den danske mark i
en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde. Med de ord ser kornmarken anderledes ud.

Det var slet ikke noget, de forklarede os. De vidste vist knap nok, hvor vigtige ordene var.
De holdt bare af dem og fik os andre til at holde af dem. Og vi sang, - både fordi vi skulle, og
fordi vi kunne lide det. Uden store armbevægelser. Vi kunne da ikke drømme om at indrøm-
me, at der var noget i skolen, vi kunne lide. Den var og blev en slaveanstalt. Men vi bar vores

16

SIDE_010-041_DEL_1.indd 16 20-05-2010 21:43:07

skolegang med værdig udholdenhed som slægtledene forud for os, og som lærerne bar deres.
Det var stort set det samme over hele landet. Om morgenen var der morgensang for hele

skolen: Ingemann, Fadervor, Aakjær og meddelelser. Undervejs lidt skubberi og bagefter et par
øretæver. Måske er erindringen for venlig, men det er ikke det afgørende lige nu.

Det er værdierne: Gud, konge og fædreland, og hvad dermed følger. Det var altså ikke så
ideologisk, som nogen vil gøre det til. Og slet ikke undertrykkende. Det var ikke noget projekt,
men et fælles anliggende for samfundet, skolen, lærerne, eleverne, forældrene. Ingen vedta-
gelse, men selvfølgeligt nedarvet gods.

Det hele var gennemsyret af kærlighed. Til landet, til historien, til sproget, til landskabet,
til menneskene, til fællesskabet og til det liv, som skal leves her mellem disse bakker og bøge-
skove, med Chr. IV, Tordenskjold, Willemoes og frihedskæmperne. Og alle dem i dagligdagen
naturligvis.

Hvis nogen kalder dette her for sentimentalitet, så vil jeg tillade mig at kalde dem for af-
stumpede, men straks bide mig selv i tungen. Det er jo netop det, der er galt ved denne kamp
om værdierne, som foregår for øjeblikket: Vi giver ikke os selv tid til at forklare os. Og vi giver
os ikke tid til at høre efter.

For mig er dette livsvigtigt. Naturligvis har jeg mit på det tørre. Ingen kan tage sangene og
dermed kærligheden til hele mit liv fra mig; men jeg er oprigtigt bekymret for mine børn og
især børnebørn og videre frem. Får de lært disse sange? Får de indpodet den kærlighed til fæd-
relandet? Får de syn for det mangfoldige og smukke og farlige liv, som disse ord viser hen til?

Hver gang nogen sparker til eller bare ler ad alt det, som man lærte at elske, og som har
været så fantastisk oplivende og styrkende gennem alle disse år, så gør det ondt. Meget mere
ondt, end de forestiller sig. Jeg er ligeglad, om det er højre- eller venstreorienteret. Om det
er kulturradikalt eller nationalromantisk. Om det er antikveret eller moderne. Jeg tror, det
er livsvigtigt at bevare disse sange for Danmarks og først og fremmest for danskernes skyld.
Måske er det også derfor alle disse cd’ere udgives i disse år. En kamp, en krampetrækning, en
vilje til overlevelse. Men først og fremmest en kærlighed til alt det, der grundlæggende gør os
til dem, vi er i det land, hvor vi er født (eller flyttet til), og hvor vi har hjemme. Uden den kær-
lighed vil man føle sig fredløs, hvor man end er født, og hvor man end har hjemme.

Hvornår begynder de at synge i skolerne? Ikke kun det børnene gider. Ikke kun dem Kim
Larsen har indsunget. Men dem alle sammen. Det er jo en skatkiste, - ikke kun med sange,
men først og fremmest med liv. Jo flere sange, des mere liv. Jo smukkere sange, des smukkere liv.
Jo mere kærlighed, des mere kærlighed bliver der ud af det. Det er ikke så dårligt.

17

SIDE_010-041_DEL_1.indd 17 20-05-2010 21:43:07

Om identitet

I den senere tid er jeg løbet ind i alvorlige identitetsproblemer. Det plager mig både nat og
dag. Især om dagen, hvor jeg skal være sammen med andre mennesker, og de ser skævt til mig.
Problemet er: Hvem er jeg egentlig? Er jeg den jeg er, eller den jeg gerne vil være eller måske
forsøger at være.

Nu kan man jo sige, at det bare er mit problem, og det rager ikke læserne; men det gør det
nu nok alligevel, al den stund jeg tror, at mange af læserne har det lige som mig. De har ondt i
identiteten, måske på lidt forskellige måder, men i bund og grund samme lidelse.

For tiden prøver jeg at gå rundt og være rigtig sur og knotten. Det er slet ikke let, når man
af natur er et gemytligt og godmodigt menneske. Men nu skal stilen lægges om: Sur og vris-
sen fra morgen til aften og helst også om natten. Så jeg vækker somme tider mig selv for at
kontrollere, om jeg er sur.

Sagen er, at der stod i avisen, at muntre og glade mennesker lever kortere end sure og gale
mennesker. Og da jeg gerne vil leve så længe som muligt, prøver jeg nu at lægge stilen om. Men
så er der jo det med Kærgården, som jeg har spist rigtig længe, fordi det ikke skulle være så
skadeligt som almindeligt smør; og så viser det sig minsandten nu, at det er lige omvendt, så
nu kæmper jeg både med surheden og Kærgården.

Problemet bliver jo så ikke mindre af, at man videnskabeligt og statistisk kan bevise, at
kvinder lever længere end mænd; og jeg er jo altså mand med alt, hvad der hører til; og det vil
ikke være let at skifte køn i min alder. Desuden er jeg så glad for piger; og dem mistede jeg, hvis
jeg skulle til at være kvinde. Det ville være en lovlig høj pris.

Men der stopper mine identitetsproblemer ingenlunde, for nu har det vist sig - statistisk
altså –, at troende mennesker lever længere end ikke troende. Aha, tænker jeg: Det er lige noget
for mig. Jeg er jo præst; og de skal være troende; ellers kommer de ud i et stormvejr ligesom den
“vantro” Grossbøl. Ganske vist er jeg gået på pension for nogle år siden, men noget tro må der da
være tilbage. Sådan rent statistisk. Tro forsvinder vel ikke sådan fra den ene dag til den anden.
Der skulle sådan en gammel garvet emerituspræst som mig nok kunne score et par leveår.

Men troende mennesker bliver let muntre. Det hænger sammen med alt det der syndernes
forladelse og sådan. Man bliver let og glad til mode af at gå i kirke. I hvert fald hvis præsten ikke
irriterer en alt for meget.

Hvad så? Det er ikke let både at være troende og sur. Men man kan måske klare det ved
at være troende og munter om søndagen og sur og gnaven resten af ugen. Hvis man altså kan
klare det. Og ens omgivelser kan klare det. Sure mennesker er nu engang ikke rare at være
sammen med. Og hvis der så pludselig kommer et barnebarn springende og farer en om hal-
sen og skriger: Hej farfar! Ja, så er man solgt til stanglakrids. Det koster let et par leveår i den
anden ende.

18

SIDE_010-041_DEL_1.indd 18 20-05-2010 21:43:07

Hvem skal jeg være? En glad farfar eller en sur længelever eller en trosfornægter, undtagen
om søndagen?

Men identitetsproblemerne stopper skam heller ikke med det. Det sidste nye er, at ham
professoren i Århus (Nyborg hedder han vist), der også fandt ud af den charmerende kends-
gerning, at mænd er mere intelligente end kvinder, nu har fundet ud af, at troende mennesker
er mindre intelligente end ikke troende. Det er en, der svier. Rent statistisk.

Måske husker du kære læser, at Odysseus skulle sejle mellem Scylla og Charybdis. To far-
lige skær, hvor han næsten ikke kunne undgå at støde på grund, fordi der både lurede fristelser
og farer.

Jeg oplever det, som om jeg sejler mellem Korsør og Nyborg. Statistikkens farlige skær.
Man vil da gerne være så intelligent som muligt. Det er efter sigende noget, der giver pote i
det moderne samfund. Intelligens er lige så vigtig som et godt udseende og en god kondi. Men
troen er desværre ikke sådan lige at komme af med, når den først har indfundet sig. Troen er
så at sige sin egen herre og går og kommer, som det passer den.

Det er en nærmest umulig sejlads. Fristelser og farer lurer overalt. En nutidig odyssé. Sur-
heden, som man ellers afskyer, kalder på en, men munterheden vil ikke slippe, og den under-
støttes kraftigt af troen, som er god for munterhed, men så får man problem med en kortere
levetid, og det er noget skidt, når man nu er så glad for at leve. Og så er der intelligensen, som
man gerne vil have så meget af som muligt, men det bliver så på bekostning af troen, som ikke
vil slippe sit tag i en.

Odysseus fik stoppet noget i ørerne og bind for øjnene, så han hverken kunne høre eller
se. Jeg tror, jeg vil gøre noget lignende. Simpelthen lade være med at lytte til alt det vrøvl, der
diskes op med i medierne med hensyn til, hvor længe man skal leve, og hvordan og hvem og
hvad man skal forsøge at være. Og så vil jeg synge i vilden sky Ambrosius Stubs kraftfulde
sang: Hvad vindes på verdens vidtløftige hav. Den slutter med de uomgængelige ord: Man ved
kun to havne bekendte af navne: den ene vor vugge, den anden vor grav!

Så er man den, man er!

19

SIDE_010-041_DEL_1.indd 19 20-05-2010 21:43:08

Om vin-identitet

Jeg har fået en ny hobby! Den er jeg glad for og stolt over. Den giver mig ikke bare en masse
spændende oplevelser; men den giver mig faktisk en helt ny identitet. Ganske vist en identitet
jeg deler med andre af de særligt udvalgte.

Ja, særlig udvalgt - det skal man være, fordi såkaldt almindelige mennesker slet ikke vil
kunne klare de fine nuancer inden for det sanseapparat, der skal til. Og det er jo altid rart at
høre til blandt dem, der er noget mere end andre; men det gælder da i særlig grad, når man
som her har fortjent det, fordi man kan mere end andre.

Det startede med, at jeg læste dette i avisen: Danskerne holder af bomstærke powervine
med masser af frugt, masser af krydderi, masser af alkohol og masser af egetræ. En Ripasso er et
overflødighedshorn af aromatiske indtryk med friske kaffebønner, vanilje, honning og rosiner.

Ha ha, tænkte jeg. Jeg er jo dansker, så jeg holder altså af bomstærke powervine. Men det
var nu især det der med de aromatiske indtryk, der gjorde indtryk på mig. Før i tiden har jeg
aldrig lagt mærke til, at jeg havde nogle særlig aromatiske evner; men nu kunne jeg tydeligt
mærke de der friske kaffebønner, vanilje, honning og rosiner bare ved at læse om det.

Men det stopper dog ikke med aromatikken. Nej, hør nu: Som regel får man også et ordentligt
skud garvesyre (tannin) med i købet af de kraftige vine, selv om det er indpakket på indsmigrende
vis i fedme og frugtoverdådighed. Garvesyren gør vinene mindre kvalme og langt mere madegnede,
da tanninen passer glimrende sammen med det fedt, man finder i stegt kød.

Hov hov! Garvesyre! Jeg tænkte det nok: Den er der, men den er til ære for feinschmecker-
ne gemt lidt i fedt og frugtoverdådighed. Jo jo, kom ikke her. Og efterhånden blev jeg bedre til
at lugte, smage, genkende aromaerne og associere til helt andre ting end vin. Dette her gælder
f. eks. en rigtig god portugiser, åh det er måske alligevel vin:

Veludviklede træaromaer og blækket, sort frugt. Masser af mineraler og spændende personlig-
hed. Rank ultraren frugt og kølig elegant tannin. Diskret sødmefuldhed med god floralitet.

Jamen, det er da helt enestående. Og nu er der i hvert fald ikke mange i Brande og omegn, der kan
følge med. Og sikke meget der er sket siden“den med tyren”dukkede op på de danske middagsborde.
Den drak vi jo bare – uden at lugte til den eller smage på den. Og aromaen var langt væk. Nej, må jeg
så bede om denne her: Spicy varm blommefrugt med læssevis af mineraler. Intens og lakridset med flot
tannin og stor renhed. Smager dyrt med stor mundfylde og imponerende eftersmag med kølig tannin.

Det er lige præcis det, jeg mener med, at jeg har fået en ny identitet. Det er alle de fine ord
og udtryk. Og identiteten hos et menneske ligger i høj grad i sproget. Primitive mennesker
bruger jo et såkaldt primitivt sprog med bandeord og frække udtryk; men dannede mennesker
bruger sådan et fint sprog, som de taler i radioen. Sådan er det bare. En mekaniker har mange
autoudtryk i sit sprog. En chauffør fra hjem-is bruger iskolde ord, når han taler; mens varme-
mesteren har en mere lun måde at udtrykke sig på.

20

SIDE_010-041_DEL_1.indd 20 20-05-2010 21:43:08

Og jeg har altså fået vin-identitet med tilhørende fornemmelser for lugt, smag, farver, aro-
maer og tannindetaljer. Det fremgår tydeligt af den, der kommer nu. Det er jo i det indre, folk
ellers gemmer deres sexliv, religion og den slags, men her har jeg mit vinlivs dybe hemmelig-
heder: Denne vin er både koncentreret og harmonisk - en vin med langt større frugtrigdom, end
man normalt forbinder med Bordeaux. En helt igennem modernistisk sag, hvor både egetræ, venlig
tannin og saftighed får fuldt spillerum godt akkompagneret af et intenst krydderi, der ville være en
Rhônevin værdig. Er dette Bordeaux’ fremtid? Der er i hvert fald gjort op med utilnærmelighed og
afskrækkende høje priser.

Det eneste, der er i vejen med min nye hobby, er, at folk ikke gider snakke med mig mere.
De forstår ikke, hvad jeg siger. Eller de kan ikke forbinde det med noget. Det er sort snak, siger
de. De kan hverken se, lugte eller smage det samme som mig. Nede i saunaen griner de ad mig,
når jeg begynder at folde mig ud med min nye vinidentitet.

Og jeg er også selv blevet lidt forvirret omkring min identitet. Hvem er jeg egentlig? Hvis
man ikke engang kan stole på sine egne sanser? Det er da helt grundlæggende for et menne-
skes selvforståelse. Det man selv erfarer gennem sine egne sanser, det skulle man kunne stole
på. Det har man på første hånd. Der er så meget andet, hvor man må nøjes med det, man
læser eller hører eller har lært i skolen. Det er alt sammen andenhånds; men vores sanser, dem
må man kunne stole på. Hvordan noget ser ud, smager, lugter og så videre. Og det man selv
forbinder med det, må man også kunne stole på: Lakrids er lakrids.

Jeg tror nu, jeg vil finde mit gamle ”jeg” igen. Det var meget mere enkelt. Jeg vil være den, jeg
er, når jeg drikker, lugter, smager, mærker, ser farver.

Så løfter jeg glasset med den røde vin i. Det lugter smadder godt. Det bliver spændende, om
den smager ligeså godt. Skål! Uhm, den smagte sørme af rødvin. Jeg tager lige en tår mere.

21

SIDE_010-041_DEL_1.indd 21 20-05-2010 21:43:08

Om ja og nej

Ja og nej – to små ord, som politikere ikke bryder sig så meget om!
Ja og nej! To af de mindste ord i vores sprog! Og i sig selv ganske intetsigende. Der ligger

ingen sansninger, ingen oplevelser, ingen erfaringer til grund for de to ord. De henter al deres be-
tydning fra sammenhængen og situationen, de udtales i. Selv når vi taler om ja-sigere og nej-sigere,
er vi ikke i stand til at afgøre, hvem af de to grupper, der er bedst eller rigtigst, for det kommer da
an på, hvad de siger henholdsvis ja og nej til. Og om de vedstår deres ja og nej.

Men just dermed når vi frem til de to små ords uhyre betydning. De bruges særdeles ofte;
og de er næsten altid meget afgørende for os og vort liv og fremtid. De bruges i hverdagen: Vil
du have en frikadelle mere? Og i højtidelige stunder: Vil du døbes på denne tro? Eller lige så høj-
tideligt og pågående: Så tilspørger jeg dig, Hans Olsen, vil du have Kirsten Jokumsen, som hos dig
står, til din ægtehustru? Vil du elske og ære hende og leve med hende både i medgang og modgang, i
hvad lykke Gud den Almægtige vil tilskikke jer, indtil døden skiller jer ad?

Svarene på de spørgsmål får afgørende betydning. Et ja til dåben gør det lille barn kristen;
og et ja fra Hans Olsen gør ham til Kirstens ægtemand – forhåbentlig på livstid. Og nu kan vi
opremse en lang række mere eller mindre afgørende eksempler:

Kommer I på tirsdag?
Er du socialdemokrat?
Kunne du tænke dig at bo i Vanløse?
Har du lumbago?
Kan du låne mig 30.000?
Vil du gøre mig en tjeneste?

Vi strør om os med ja’er og nej’er livet igennem; og vores liv og skæbne bliver derefter. To
små indholdsløse ord med afgørende betydning.

Når ordene har så meget at skulle have sagt, hænger det sammen med, at de indebærer et
valg. Man kan ikke sige både ja og nej til den samme ting. Og det vil sige, at man vælger det
andet fra. Det kan sagtens gå i en række ubetydelige tilfælde: Vil du have mere kaffe? Måske
fortryder man sit ja, men så kan man jo lade kaffen stå eller hælde den ud. Men har man sagt
ja, for Herrens alter til at gifte sig med et andet menneske, så er det mere indgribende at om-
bestemme sig.

Politikere er som sagt ikke glade for ja og nej. De vil helst sige både – og. Eller snakke
udenom med uld i munden. Det klare ja eller nej kan koste stemmer, eller det kan vise sig, at
man ikke kan stå ved det. Alle politikere har prøvet det, og det ville være synd her at nævne
en bestemt.

Man må normalt vælge og stå ved sit valg. Naturligvis kan man komme til fornuft og om-

22

SIDE_010-041_DEL_1.indd 22 20-05-2010 21:43:08

bestemme sig (man har et standpunkt, til man får et nyt); men det er ikke det, vi taler om her.
Og det er for øvrigt også ofte umuligt eller meget besværligt. Vort liv består af en række valg,
som bestemmer vores skæbne, men også giver os identitet. Men mennesket er et sært væsen på
mange måder: Det er bange for at vælge!

Man oplever det allerede hos børn: Hvad synes du? spørger de ofte mor eller far. Jamen, det
skal du selv bestemme! svarer vi. Men ungen bliver ved med at trænge ind på os. Og naturligvis
skal barnet lære selv at vælge og dermed stå til ansvar for sit liv; men meget ofte kan vi voksne
ubevidst komme til at overbebyrde børnene i disse situationer. Børnene vil have, at verden skal
hvile i de voksnes hænder, og de vil leve under deres valg og dermed deres beskyttelse.

Når man er voksen, skal det derimod være helt forbi med den barnagtighed. Så må man
virkelig til at vælge selv. Det er en hård omvæltning for mange mennesker; de undviger og
bliver aldrig rigtig voksne. De får sådan et halvlunkent forhold til livet og til andre mennesker.
Må hele tiden støtte sig til autoriteter, måske til en barsk chef, en stærk ægtefælle, en diktato-
risk politiker eller en gammel mor. De kommer aldrig selv ud af busken og får taget hånd om
deres eget liv.

De fleste mennesker bliver dog voksne til sidst; alligevel tror jeg, de fleste af os kender til
det at vige udenom, når vi står over for virkelig afgørende ja’er og nej’er i vort liv. Det er så ke-
deligt ikke at kunne fortryde; det virker så farligt at afskære andre muligheder. Men at være et
voksent menneske er faktisk at afskære sig fra retten til at fortryde. Det er at sige ja eller nej og
stå ved det; selvom det kan føre besværligheder og uro med sig.

Søren Kierkegaard stod så stejlt på dette her, at han hævdede, at netop valget gav et men-
neske identitet, gjorde det til et jeg. Det afgørende er ikke, hvad man vælger; men den lidenskab,
hvormed man vælger.

Livet er sådant indrettet, at man næsten altid bagefter kan sætte spørgsmålstegn ved det rig-
tige i det, man har sagt eller gjort. Måske burde man have sagt nej i stedet for ja; men så er det
Søren Kierkegaard skærer igennem vakleriet: Man skal vælge og stå ved sit valg, uanset hvad det
koster. Når det drejer sig om eksistensen og identiteten, så duer det ikke med uld i munden.

Valget har konsekvenser. Man har skadet eller såret nogle mennesker. Ens livsbane gik i
en forkert retning. Noget gik i opløsning. Man fik et dårligt eftermæle. Mange af disse kon-
sekvenser kan man måske slet ikke eller ønsker ikke at registrere; men de eksisterer alligevel
inden i en. De huserer i underbevidstheden. Og det er meget farligere, for så kan man ikke
håndtere dem. De dukker op som mareridt om natten eller som søvnløshed. De dukker op
om dagen som en overmægtig træthed og en ubestemmelig handlingslammelse. I det religiøse
sprog kaldes det skyld.

Men vi må altså stå ved vores valg og dets konsekvenser. Det er et menneskeligt vilkår. Og
der er også ære i det. Det er langt værre at være et umælende erindringsløst dyr.

Ja og nej er to vigtige ord. De er med til at gøre os til mennesker.

23

SIDE_010-041_DEL_1.indd 23 20-05-2010 21:43:08

Om det bedste og det værste

Det bedste er at opdage, at nu har han igen skrevet en bog. Flotte anmeldelser. – Og så med
illustrationer. Lige noget for dig.

Det værste er at komme ind til boghandleren og få at vide, at den er totalt udsolgt – også
fra forlaget; og ingen ved, hvornår næste oplag kommer. Boghandleren på den anden side af
gaden siger, at han lige har solgt den sidste for to timer siden. Den tredje boghandler har aldrig
hørt om den og kan heller ikke finde den i sit edb-system. Det er det værste.

Det bedste er 14 dage efter at komme ind hos boghandleren igen og få et eksemplar fra det
nye oplag, og der er stadig 3-4 stykker på hylden. Det er ordentlig snak.

Det værste er, at man næsten ikke kan få tid til at læse den. Der ligger den på bordet med
næsten magnetisk tiltrækning. Men også med udstråling af dårlig samvittighed.

Det bedste er endelig søndag eftermiddag at sætte sig med bogen, mens efteråret suser
udenfor, og bladene flagrer rundt. Læse langsomt. Se på tegningerne. Stoppe op. Læse et par
sider eller fire op for sin kone. Det er det bedste. Tænk, at nogen kan skrive sådan! Hvor får
de det fra? Det er det bedste!

Bogen er Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det bedste og det værste med tegninger af Ib
Spang Olsen. En vidunderlig bog. Den handler om det, titlen siger: Det bedste og det værste.
Eksempel efter eksempel bogen igennem.

Og du ender med at have et overblik over livet: Det består af det bedste og det værste. Det
veksler; men begge dele er der. Og der er poesi i det. I hvert fald, når digteren beskriver det. –
Og så er den der. Livet består af det bedste og det værste. Og kvinderne spiller en stor rolle i
begge sammenhænge, så uden dem var livet for en stor del totalt ligegyldigt.

Bagefter får man selv lyst til at prøve. På amatørvis selvfølgelig: Det bedste er, at der er
mennesker at dele livet med. Familien, vennerne, naboerne, børn og gamle koner.

Det værste er, at der er så mange skiderikker. De er drønirriterende. I løbet af nul komma
fem kan de ødelægge ens humør. Bare deres udseende er nok, ulækre, dårlig smag, hængerøv
i bukserne og huller i tænderne. Man ved aldrig, hvor man har dem. De er fulde af sladder.
Spreder deres gift rundt i byen. Tisker og hvisker. Det er det værste.

Det bedste er lige at høre en smule af sladderen. Det er jo gerne så spændende. Man får
noget at vide, som man ikke kan høre andre steder. Måske kan man oven i købet gøre sig in-
teressant ved at give det videre til andre. Men så er der nogen, der siger fra. Vil ikke høre det.
Det er det bedste.

Det værste er kværulanterne. De der brokkehoveder, der altid er imod. Så er det snart sagt
lige meget, hvad der er på dagsordenen. De sidder bare og venter på, hvad man agter at sige, så
kommer de med al deres møg. Hælder det ud. Uden at sætte noget andet i stedet.

Det bedste er konstruktiv kritik. Der er nogen mennesker, der er så gode til at lytte. Så kan

24

SIDE_010-041_DEL_1.indd 24 20-05-2010 21:43:08

de finde nogle svage punkter eller nogle passager, der ikke er tænkt ordentligt igennem, eller
noget som er smaddergodt, men som kan blive endnu bedre. Når de åbner munden, så ved
man, at det er uden svig. Det drejer sig om sagen. Om at gøre tingene så godt som muligt.

Det værste er tavsheden. Denne isnende tavshed, fuld af foragt og farlighed. Den behøver
kun at vare nogle minutter, men den kan også vare i flere dage. Den kan gøre en ubestemmeligt
bundulykkelig. Man begynder at granske sin hukommelse og sin samvittighed: Hvad er det
jeg har gjort eller sagt? For naturligvis har jeg gjort noget, siden vedkommende ikke taler til
mig. Tavsheden mellem ægtefæller, - det er den værste. Timer, dage, uger. Det bliver ikke ved
med at gå godt. En af dem bryder sammen. Altid den svageste. Og det er nærmest uopretteligt.
Det er det værste.

Det bedste er det forløsende ord. Eller en unge, der tisser i bukserne, eller en hund, der slår
en stinkende prut. Bare det forstyrrer. Det bedste er, når der går hul i tavsheden, og de igen
kan kigge hinanden i øjnene. Måske er der tårer i dem, men så kan de tørre dem væk sammen.
Måske på hinanden. Det er det bedste.

Det værste er denne evigt kvidrende overfladiske kvinde, der med sin skærende stemme
forhindrer al ordentlig og seriøs samtale. Ustandseligt afbrydende. Hele tiden pegende på sig
selv uden opmærksomhed over for andre tilstedeværende.

Det bedste er ham henne i sofaen, der med en dyb stilfærdig stemme på jysk siger: Har du
nogensinde prøvet det der meditation, hvor de sidder i skrædderstilling og holder kæft? Den virker.
Ja, det bedste er humor. Den lukker op. Den skaber liv og varme. At være ved at dø af grin,
det er det bedste. Måske kan selv kvidrefuglen ikke lade være med at le med. Tavs bliver hun
i hvert fald.

Det værste er, hvis man virkelig dør. At ambulancen ikke når frem, at der slet ikke findes et
middel mod latter, at lægerne ikke kan gøre noget. Ikke engang bedemændene eller grædeko-
nerne. At dø af grin, det er ikke skægt. Og dog! Er det ikke værre at dø af surhed? De kæmper
forgæves med det stakkels lig for at få det til at se lidt venligt ud; men ak: Hun var sur på livet;
og naturligvis er hun også sur på døden. At dø af surhed. Det er det værste.

Det bedste er glæden. Glæden ved at være til. Glæden ved, at både det bedste og det værste
er til, så alting ikke bare er ingenting. Det bedste er glæden ved, at vi er her og kan ønske hin-
anden en glædelig dag og en god appetit. Det værste er, at det måske ikke hjælper, men nu har
vi gjort, hvad vi kunne: Det er det bedste.

25

SIDE_010-041_DEL_1.indd 25 20-05-2010 21:43:08

Om æd, drik og vær glad!

I går aftes var jeg ude og spise med kniv og gaffel. Fødselsdag i det bedre borgerskab. Det var lækkert.
Vi fik både det ene og det andet med udsøgte vine, så vi blev godt tilpas og i godt humør. Midt i det
hele sad jeg og faldt i staver. Jeg kom til at tænke på dyrene og andre laverestående væsener.

Der findes jo både kødædende dyr og planteædende dyr. Og så findes der nogle dyr, som er
både kød- og planteædende. Til dem hører menneskene. Vi vil gerne spise både planter og dyr. I
alle mulige former, og gerne begge dele samtidig. Så findes der enkelte mærkelige mennesker i fod-
formede sko, der kun er planteædende. De kaldes vist vegetarer. Mon der er nogen, der kun spiser
kød? Selvom en del mænd stadig har det lidt svært med at spise salat, så spiser de dog både kartofler,
agurkesalat og jordbær, så noget planteædende er de dog, uden de har noget at prale af.

Dette, at vi skal have noget at spise for at opretholde livet, har vi altså til fælles med dyrene;
men når vi laver kornet om til mel og bager brød af det; og når vi kører kødet gennem kødhak-
keren og laver hakkebøffer; og når vi presser vindruerne og brygger vin; og når vi griber kniv
og gaffel, - ja, så er vi jo meget menneskelige. Sådan noget kan dyrene slet ikke. De kender ikke
forskel på øl, mælk og saftevand; eller på torsk, kylling og flæskesteg. Men det gør vi; og sådan er
vi mennesker meget finere end dyrene. Vi er civiliserede, ja måske ligefrem kulturelle.

Langt op i historien spiste vi endnu med fingrene og suttede dem rene, når vi var færdige med
at spise; men efterhånden er vi blevet finere og finere. I de sidste 20-30 år har vi lært, at det er
finere at drikke vin end øl; og nu er vi ved at lære, at man ikke bare skal gribe om glasset og kaste
vinen ned i svælget, men tage forsigtigt fat om stilken på glasset og nippe ligeså nydeligt.

Jo, vi har fjernet os mere og mere fra dyrene og er blevet rigtige mennesker.
Eller er vi nu det? Er det at blive mere menneskelig: At få fine manerer; at spise mere og mere
og dyrere og dyrere; at bo i flotte huse med lækre møbler og behagelige senge; at kunne flyve og fare
rundt i verden stadig hurtigere, stadig lettere. Er det virkelig det, det hele går ud på? Vores liv, vores
menneskelighed, vores skæbne? Større mæthed, en lunere seng, en behageligere tilværelse?
Ja, det er da i hvert fald i vid udstrækning det, der er grundlaget for hele den vestlige kultur. De
sidste 40 – 50 år har det for alvor taget fart. Da vi havde sundet os oven på den anden verdenskrig
og opdagede de muligheder, som den moderne teknik skænkede os, blev det vores vigtigste bestræ-
belse at skaffe os selv større materiel lykke og tilfredsstillelse. Det var nerven i det politiske liv og i det
enkelte menneskes indsats i arbejde og fritid. Og verden har ændret sig i takt med det: Motorveje,
flyvepladser, storbyer med pragtbygninger og slumkvarterer. Velfærdsstaten kaldes det vist!
Er dét at blive mere menneskelig? Eller er det blot en mere raffineret måde at være dyr på.
At spise, at få tiden til at gå, at sove, at formere sig! Er det ikke også det, det går ud på for en
gris, en musvit, en rødspætte? Menneskene har blot gjort det lidt mere kunstigt; men det er i
grunden det samme. Er det at være menneske: at gøre tingene lidt mere kunstigt end dyrene?
Jo mere skabet, des mere menneskeligt.

26

SIDE_010-041_DEL_1.indd 26 20-05-2010 21:43:09

Hvad med at synge en sang? Det kan dyrene i hvert fald ikke. De kan naturligvis bevæge
stemmebåndene; og sommetider lyder det helt godt, alt efter om det er en ko eller en lærke,
der synger; men en sang kan de ikke synge. Det kan vi!

Men så skal det ikke være sådan en bøvet en: Sejle op ad åen, sejle ned ad igen. Det kan vi
ikke være bekendt, når vi har Højskolesangbogen, og alle de andre gode sangbøger. Vi kan
synge om foråret. Det kan lærken ikke engang finde ud af; den har nemlig pip i låget. Vi kan
synge om, at det er lærkernes tid. Eller om at alting klippes ned; der beskæres i buskadser og bud-
getter. Eller om at gå hen og købe hyacinter og tage dem med til en, som jeg har kær.

Dét er at være menneske: At kunne bryde ud i sang, fordi det er dejligt at være til; og fordi
solen skinner; og fordi jeg kender et menneske, jeg elsker, og som vist nok også elsker mig. El-
ler hun begynder på det, når hun får hyacinterne og hører min sang.

Nå ja, det er jo for resten også at være menneske: At elske og at blive elsket. At gå hånd i hånd og
sige alt det smukke til hinanden. Måske uden at sige et ord. Måske blot ved at nynne et par strofer af
en sang, vi begge kender. Vi kan bruge ord uden at bruge dem, ret genialt, ret menneskeligt!

Nå ja, det er jo da for resten også at være menneske: At kunne tale sammen! At bruge
ordene til at dele livet med hinanden! At bruge ordene til sammen at finde frem til en dybere
sandhed, eller en højere. At bruge ordene til at sige sandheder til hinanden. At bruge ordene til
at hele det, der er gået i stykker imellem os, da man opdagede, at det slet ikke var en sandhed,
man afleverede, men en ondskabsfuldhed.

Der findes egentlig så megen menneskelighed. Vi behøver slet ikke at gå til menneskeret-
tighedserklæringerne for at finde den. Tværtimod, dér bliver det let til floskler. Nej, vi skal
finde menneskeligheden hos os selv. Det er ikke noget med at følge gamle damer over gaden og
andre nydelige handlinger. Du behøver slet ikke at anstrenge dig eller tage dig sammen.

Menneskelig, det er bare noget du er… hvis du altså er det. Det kommer jo an på, om du
synger, og hvordan du i øvrigt bruger dine ord og lytter til andres ord. Det kommer an på, om
du undrer dig, glæder dig, vredes over uretten, smelter ved kærlighedens ord, bryder ud i sang,
når skyerne driver hen over himlen, rynker brynene, når du hører det ord Gud, og gerne vil
høre mere, når et maleri får dig til at falde i staver eller et musikstykke får dig til at glemme
tid og sted; når du klapper i hænderne, når Jon Dahl eller en anden dansk fodboldhelt scorer,
skønt ingen andre end du selv hører det.

Nej, nu stopper vi. Det menneskelige har intet at gøre med at æde og drikke; men det kan
godt have at gøre med at anerkende og glæde sig over, at det er noget utroligt lækkert, der sæt-
tes på bordet eller skænkes i glassene.

Hvor er vi så henne? Er vi bare en finere form for dyr? Nej, det handler om ÅND. Og den
kan have både med sang, fodbold og mad at gøre. Hvis det ord ”ÅND”er gået hen og blevet et
fremmedord, så må vi hurtigst muligt genfinde det; for det er og bliver det sikreste kendetegn
på, at vi er mennesker. Det drejer sig om ÅND.

27

SIDE_010-041_DEL_1.indd 27 20-05-2010 21:43:09

Om lodret liv

Et af Benny Andersens digte hedder Livet er smalt og højt. Det lyder sådan her:
En tændstik blusser op i verdensrummet
belyser kort et ansigt før den slukkes.
I mørket mødes hænder
berører kort hinanden før de stivner.
Ord sendes ud.
Nogle få når frem til et øre
huskes muligvis en tid.
Målt på langs er livet kort
men lodret målt uendeligt
en dirrende fiber i dødens muskel.
Kys med det samme
før kysset rammer et kranium.
Snart er du ingen
men nu har du læber
og tændstikker.

Digtet handler om, hvad det er at leve. Hverken Gud eller Jesus er nævnt i det; men det er
faktisk også en rigtig god prædiken. Det vil sige, at det udtrykker noget, som Jesus med sit ord
og sit liv satte ind i verden. Det er samtidig et meget menneskeligt digt. Det betyder, at man
hverken skal være from eller bibelstærk for at forstå det og tage det til sig.

Målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt. Mærkeligt, for vi klynger os jo til lige
det modsatte: Vores opmærksomhed er samlet om livet på langs. Det vil sige om det liv, der
kan måles og vejes: Hvor meget, hvor længe, hvor stort, hvor stærkt. Det er ikke blot det, at vi
næsten for enhver pris vil forlænge livet så meget som muligt, koste hvad det vil; men samtidig
forlanger vi, at livet skal skænke os stadig mere af rigdom, oplevelser, ting, underholdning. Ja,
selv når vi snakker livsværdier, er vi begyndt at søge en eller anden form for målestok.

Men liv i den forstand, som digtet taler om det, kan ikke måles. Det er aldrig et spørgsmål om
kvantitet,men om kvalitet.Og kvaliteten af liv findes i det lodrette plan,om man så må sige.Det spør-
ger om arten af liv og ikke om mængden. Et kort øjeblik er dit ansigt belyst i verdensrummet; men det
øjeblik er uendeligt, fordi det er det eneste af sin art og det eneste for dig. Du lever kun én gang.

For den, der samler på mængder, er det en skrækkelig tanke: Kun én gang! Man kan hver-
ken købe eller tigge sig til et liv mere. Intet kan gøres om, og intet kan vente. Det er nu, du
skal leve, for du lever kun denne ene gang. Men når du lader være med at tælle, så åbenbares
livet i alt dets rigdom og med alle dets muligheder i dette korte nu. Pludselig går det op for en,
hvilken stor og dejlig ting det er, at man har fået lov til at prøve at leve.

28

SIDE_010-041_DEL_1.indd 28 20-05-2010 21:43:09

I samme øjeblik er det også, at du får øje på din næste! Hun eller han er ikke en, du skal
lede efter for at kunne være lidt god ved. Nej, næsten er det menneske lige foran dig, som du
deler liv med: en ægtefælle, en far, et barn, et barnebarn, en nabo, en god ven eller bare en, som
lige nu har brug for dig, eller som du har brug for. Livet er fuldt af mennesker. Lad igen være
med at måle og veje, men grib deres hænder eller kys dem. Så har de uendelig betydning. Kys
med det samme, før kysset rammer et kranium.

I det lodrette liv findes kærligheden. Der tæller man heller ikke. Jo, naturligvis er der nogen,
der prøver at bilde os ind, at vi kan måle kærligheden. Det er noget vrøvl. Så snart vi måler
kærligheden, forsvinder den. Hvordan vil du måle? I gerninger? I inderlige følelser? I erotisk
varme? I venlige ord og blomsterbuketter? – Indrømmet: Det kan alt sammen høre med; men
begynder du at måle, kan du aldrig få nok. I kærligheden glemmer du alle mål i optagetheden
af det menneske, du er sammen med; og da er livet fuldt af uendelighed.

Det kan måske være svært at finde ud af, hvad der kommer først: Er det det lodrette liv, der
tvinger kærligheden frem, eller er det kærligheden, der får dig til at indse, at livet er lodret. At
du ikke skal måle, men være. Jeg ved det ikke, for sådan er livet og menneskene altså indrettet
fra Skaberens hånd, at vi først lever, når vi elsker, og vi kun er i stand til at elske, når vi lever,
dvs. overgiver os til livet.

Under alle omstændigheder: Glæd dig over, at du endnu har læber og tændstikker! Brug dem!
En ungdomsven skrev til mig, kort før han døde: Tid, ord og mødom kan man ikke få tilbage.
Derfor: Lev nu! Stærkt, varmt, tilstedeværende, muntert, kærligt. Her var bare ni rammende
ord om hans måde at være til på. Der er altid nogle ord tilbage, som ikke kom med.
At lade være med at tælle og leve nu! Det er lettere sagt end gjort. Man kan da slet ikke lade
være med at tælle; det kræver dagligdagens mange gøremål simpelthen. Det er rigtigt. Vi er
nødt til at tælle: Hvor lang tid er der til fyraften? Hvor mange gæster kommer der til fødsels-
dagen? Hvad koster en rejse til Malta, og har jeg penge nok? Er det i år eller først til næste år,
vi har sølvbryllup? Hvor langt er der til Benløse?
Der er rigtig mange ting, der trækker vores opmærksomhed væk fra det lodrette liv. Ja, det
er der; og hvis vi ikke lader os trække med derhen, bliver vi jo virkelighedsfjerne drømmere,
som netop ikke er til stede.
Derfor skal man være åben, modtagelig, taknemmelig, når man pludselig af en eller anden
årsag overmandes af det lodrette liv og for en stund holder op med at tælle:

En tændstik blusser op i verdensrummet
belyser kort et ansigt før den slukkes.
I mørket mødes hænder
berører kort hinanden før de stivner.
Livets indre kraft og mening rører ved dig og din tilværelse. Lad ikke den stund gå til spilde.
Det er den for kostbar til.

29

SIDE_010-041_DEL_1.indd 29 20-05-2010 21:43:09

Om efterårsdepression

Nu er det uhjælpeligt over os: Efteråret! De sidste blade slipper grenene og flagrer mod jorden.
Blæsten kyler lidt rundt med dem, til de finder blivende sted, hvor der er lidt læ. Der skal de
ligge, til de opsluges af naturen og bliver til intet.

Farverne vil snart være helt forsvundet; og en dag stiller vi om til vintertid. Den er reel nok;
det er snarere sommertiden, der er lidt fifleri med. Vintertiden lyver ikke. Det bliver mørkere
og mørkere. Det rusker, blæser, regner. Sommerens lys og lystighed er forbi. Kroketspil og gril-
laftner. Dasen på stranden, jordbær med fløde. Solbrune piger. Det er forbi alt sammen.

Umærkeligt sniger mismodet sig ind. Denne tavse tristhed, der ikke er noget at stille op
med: Efterårsdepressionen. Nogen bliver ramt hårdt; andre slipper lettere om ved det. Års-
tiden er også en påmindelse om ens alder: Man er ikke så frisk, som man har været. Bliver
hurtigt træt og ked af det. Jo, det går mod efterår med en selv. Bladene falder.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører vinterens stemme. Ja, der er skrevet sange om mis-
modet. Hvorfor er de så populære? Er det genkendelsens glæde? Her vil ties, her vil bies.. Så er
vi helt henne i slutningen af vinteren, - og i slutningen af livet. Det er Brorsons svanesang.

Benny Andersen har også skrevet om mismodet:
Jeg blir trist og vemodsfuld hvert år
omkring den tid da sommeren ender.
Erkendelsen af årene, der går.
Et løvfald i livets kalender.
Jeg blir ti år ældre på ti minutters tid.
Og himlen blir så dyster, og månen gullighvid. Åh ja.
Og mit liv passerer nu revy.
Men kun de dumme ting kan jeg erindre.
Så blir månen opslugt af en sky.
Min modstandskraft blir mindre og mindre.
Jeg si’r: Rosalina, lad os hel’re vende om
Nu må vi ta lidt hensyn til min alderdom Åh ja!

Han er ude at gå med sin elskede Rosalina på Hjortekærsvej; og føler sig træt og gammel.
Da er det Rosalina tager fat i ham og fortæller, at hun har det lige modsat. Hun glæder sig til
efteråret. Både det ene og det andet slags efterår, naturens og livets. Det gør hende stærk og
glad, og hun føler sig som genfødt, hver eneste gang det bliver efterår.

Det er nogle ord, der virker. Pludselig kan han se og indse, at hun har så evig ret. Mismodet
forsvinder, for det kan han ikke bruge til noget. I stedet bliver han ovenud lykkelig. Det er lige

30

SIDE_010-041_DEL_1.indd 30 20-05-2010 21:43:09

før benene flyver ud af skoene på ham. Og alting tager sig helt anderledes ud: Stjerner viser
stjernebill’der over land og by. Endnu er natten ung, endnu er verden ny. Åh ja! Hvorfor se tilbage,
når man hell’re vil se frem! Åh ja.

En herlig sang, der lige passer til årstiden. Det kan da godt være, at du ikke er så heldig at
være gift med en Rosalina eller en Rosario, men mindre kan måske også gøre det. Og under
alle omstændigheder smitter sangen. Det er blandt andet det, man har sangene til.

Vi skal altså til at synge noget mere. For vores mentale tilstands skyld. Mismodet skal be-
kæmpes, så snart det sniger sig ind. Det gælder også surheden og småligheden Og havesygen.
Den er frygtelig. Nej, ikke det at man elsker at gå i haven og pusle; det er helt glimrende. Men
det er den ubændige lyst til at rage til sig og beholde det, man har fået fat i. Livet er beregnet
til at blive delt med andre. Det gør man blandt andet ved at synge sammen med dem.

Vi er så heldige her i landet at besidde en enestående sangskat og salmeskat. Man behøver
ikke drukne sig i sorg, savn og mismod. Naturligvis kan der være perioder i ens liv, hvor den
slags ikke er til at komme udenom; og dét hjælper da også med til at give modenhed og livser-
faring. Men når man først begynder at dyrke det, som om det er livets mening og indhold, så
går det galt. Så bliver man en belastning for sig selv og sine omgivelser.

Der er allerede en del steder i landet, hvor mennesker går sammen en gang imellem bare for
at synge. Det er en god idé, og den fortjener udbredelse.

Lagde du for resten mærke til, at digteren fik øje på verdens og livets skønhed, da Rosalina
havde talt til ham. Sådan er det med kærligheden. Den er en øjenåbner. Det er sangene også.
Vi ser jo ikke bare med øjne, men også med hjertet og med ordene. Sangene er med til at åbne
vores øjne for, hvad der er omkring os og i os. Det er også derfor, det er så vigtigt, at børnene
lærer nogle ordentlige sange. De må ikke bare spises af med intetsigende sludder.

Og så vil jeg for øvrigt vove at påstå, at jo mere man synger, des bedre læser bliver man. Og
så ender det med, at vi kan slå finnerne ikke bare i læsefærdighed, men også – og det er nok så
vigtigt i poetisk færdighed, og det er den, man skal bruge til at leve med. Jeg ønsker dig et godt
og stærkt og livsbekræftende efterår!

31

SIDE_010-041_DEL_1.indd 31 20-05-2010 21:43:09

Om småligheden

Kvinde! dit navn er falskhed! Det er gået hen og blevet et bonmot, en slags evig sandhed, skønt
det er et skrækkeligt udsagn.

Det var navnet på en kriminalroman, formodentlig brugt af en forsmået elsker i en konkret
situation og har da været rettet mod et bestemt kvindemenneske, og så har det revet sig løs og
er blevet alment!

Kvinden er ellers noget af det mest ægte og pålidelige inden for menneskeracen. Det er i
hvert fald min erfaring. Sådan da. Selvfølgelig findes der brodne kar i alle lejre, men jeg er nu
ked af, at kvinderne skal løbe rundt med sådan et løgnagtigt kendemærke klistret til sig.

Nu foreslår jeg ordsproget omdøbt, så det lyder: Djævel! dit navn er smålighed. Så generer
man ikke direkte den kvindelige del af menneskeheden; til gengæld indfører man det lidt
umoderne ord djævel! Og så kan man samtidig ramme småligheden, som huserer iblandt os.

Djævelen er livsødelæggeren. En samvittighedsløs karl, der huserer mellem mennesker og
i mennesker. Han er usynlig; men hans virke får synlige resultater og rammer i flæng, skyldige
og uskyldige imellem hinanden. Han er næsten ikke til at slippe af med, for man er også bange
for, at man ikke kan undvære ham, når det kommer til stykket.

Her kommer så vores nye bonmot eller slagord, (vi har ikke et helt præcist udtryk for det
på dansk), men her kommer det i hvert fald en gang til: Djævel! dit navn er smålighed!

Denne fandens djævel driver sit nedrige spil overalt, hvor mennesker prøver at få livet til at
lykkes og trives. Ægteskaber bliver et helvede på grund af ham. Arbejdspladser bliver utålelige
og naboskaber uudholdelige. Han stikker også sit hæslige fjæs frem i det politiske liv lokalt og
på verdensplan. Han er medlem af foreningerne; han optræder på dansegulvene, i togene og i
børnehaver og skoler. Djævel! dit navn er smålighed!

Der er da virkelig brug for at være opmærksom på sådan en skiderik. Men vi skal også
kende hans mange masker, for han er god til mummespil. Pludselig optræder han som begær-
lighed. Du kender denne ihærdige gramsen til sig; man kan ikke få nok; man skubber og maser.
Mere vil hele tiden have mere.

Så dukker begærlighedens tvillingefjæs op: Fedtetheden! Når man først har raget til sig, så
vil man beholde det hele. Man betaler så lidt som muligt. Giver så små gaver som muligt og
i hvert fald aldrig mere, end de andre har givet en selv. Det drejer sig imidlertid ikke bare om
penge, men også om handlinger. Man fedter med sit liv; og det skal være så lille og oversku-
eligt som muligt. Ikke vove sig for langt ud. Ikke noget med at slå ud med armene og lade sig
rive med. Forsigtig, forsigtig. Hold dig inden døre og pas dig selv.

Så dukker misundelsen op. Man er så bange for, at andre får mere end en selv. Måske får
de mere i løn, oplever mere, har et lykkeligere familieliv, bor i et større hus osv. osv. Så bliver
man bitter, forurettet, misundelig. Og man kan ikke holde det for sig selv. Misundelsen siver

32

SIDE_010-041_DEL_1.indd 32 20-05-2010 21:43:10

ud gennem sidebenene ved alle mulige lejligheder. Oftest slet skjult som bagtalelse, sladder,
ondskabsfuldheder. Småligheden har mange smådjævle som børn.

Hvad med jalousien? Måske den mest djævelske form for smålighed, fordi den i den grad
kan gøre sig til herre over et menneske, så det skaber omverdenen i jalousiens billede. Er man
først jaloux, kan man se årsagen til det over det hele, selvom det er det rene opspind. Det er,
hvad Shakespeares drama Othello handler om.

Uha, hvor har jalousien ødelagt mange ægteskaber. Man kan nok så mange gange forklare
sig selv, at man skal lade være med at være jaloux, men man kan ikke lade være med at lure på
den anden for at se, om der ikke skulle være et blik, en håndbevægelse, et eller andet hemme-
ligt tegn, der viser, at man har god grund til at være jaloux.

Dette drejer sig ikke kun om utroskab; man kan også blive jaloux på ægtefællens arbejde,
fritidsinteresser, venner. Ja, endog ægtefællens udseende, som man en gang faldt for, giver nu
i stedet grund til jalousi. Det er en djævelsk sygdom; og den er næsten ikke til at slippe af
med.

Næsten… Sagde jeg næsten? Er der en chance, en mulighed for at overvinde djævelen, -
selveste djævelen? Ja, det er der da!

Der er livet selv. Det har fantastiske kræfter i sig og en umådelig generøsitet. Livet bruger
de store armbevægelser. Og småligheden har svært ved at stå distancen: Foråret står på spring.
Der er en, der smiler til dig. Der er også en, der græder, hvilken rigdom: Der er brug for dig!
Hov, her er en lille hånd, der glider ind i en større. Og så lyder der et råb: Hej, godt vejr hva’?
Det var naboen, der var ude at lufte hunden. – Sch.! Er det ikke Louis Armstrong, der synger
What a Wonderful World? Jamen, det er dog utroligt, som det vælter ind over en akkompag-
neret af lærkesangen og de blomstrende påskeliljer. – Som sidste udvej mod småligheden kan
du istemme Johs. V. Jensens herlige forårssang:

Den grønne søde vår
igen på jorden går.
Se, solen drypper ild,
og vinden er mild.
Søndenvind,
vandresind!
Træk vogn af hus, tag kæp ved krog!
Følg med, følg med på forårstog,
med knark af hjul og knirk af åg –
Vidt ud i verden!

33

SIDE_010-041_DEL_1.indd 33 20-05-2010 21:43:10

Om ordene

Det er så mærkeligt med ordene: De er hele tiden noget andet også. De er stærke, men de er
også svage. De kan bygge op, men de kan også bryde ned. De kan kærtegne, men de kan også
slå som en piskesnert. Det er ordene, der bærer sandheden med sig, men det er også dem, der
kommer med løgnen.

Samtidig har ordene det sådan, at de så at sige flimrer hele tiden. De skifter indhold, virk-
ning, betydning, afhængig af hvem der bruger dem, hvad de bruges til, og hvem de modtages
af. Man ved aldrig helt, hvor man har ordene, og alligevel må man klamre sig til dem, for ellers
har man slet ingenting. Uden ord er der stilhed, mørke, kaos, angst.

Det er ordene, der knytter venskaber og skaber sammenhold. De forbinder altså menne-
sker med hinanden. Det gør handlinger selvfølgelig også. Og et blik, en gestus, en håndbevæ-
gelse. Men det følges alligevel altid op af ord, som enten bliver sagt eller måske blot tænkt. Det,
vi siger til hinanden, betyder så uendeligt meget. En lang lang tavshed mellem to ægtefæller
brydes pludselig af et ord, som er indledning til forsoning. Ord kan være både undertrykkelse
og befrielse. De kan være isnende tavshed og ligegyldigt ordskvalder.

Uha, hvor har ordene megen magt. De kan slå alting i stykker på et øjeblik. En enkelt
uoverlagt bemærkning! - og freden er forbi. Ordene flyver gennem luften som sten, man prø-
ver at ramme hinanden med. Nu gælder det om at såre den anden så meget som muligt. Og
ordene kan vise sig at være værre end sten, for et fysisk sår kan da læges med salve og plaster;
men de sår i sindet, som ordene kan efterlade, heles måske aldrig.

Sådan er ordene så stærke: De kan bygge op og bryde ned. De kan samle og sprede. De kan
såre og læge.

Og sådan er ordene så svage! De er ingenting. Blot en lyd i en mund eller nogle tegn på et
stykke papir. Ord er så luftige. Bedst som de er der, er de der ikke alligevel. Man kalder det
ånd, hvis man vil sige det fint. Men hvad er ord dog ved siden af penge, indflydelse, magt, vå-
ben? Ord kan overdøves eller overhøres. Eller man kan forbyde ord: Censur, undertrykkelse,
forbud, trusler. Det kan gøres på så mange måder. Man kan gøre sproget så fint, at almindelige
mennesker til sidst ikke tør åbne munden. Eller man kan gøre det så primitivt, at det næsten
ikke er muligt at tale om det højeste og det dybeste i vort liv. Og luften omkring ordene bliver
lummer og uudholdelig.

Ja, ordene er så svage. Der skal ingenting til at lukke munden på en, der siger noget, som
man ikke vil høre. Om ikke andet kan man slå ham ihjel; men så begynder en anden måske at
sige det samme. I det lange løb kan man ikke holde sandheden nede. Ordene kan have sandhe-
den skjult i sig i lang tid. Både om det der sker i samfundet og i vort liv. Ordene presser sig på,
fordi de har det med at søge mod sandheden. Det er ganske vist også ordene, der skaber løg-
nen. Og sommetider kan man blive både forskrækket og bekymret over, hvad løgnen formår

34

SIDE_010-041_DEL_1.indd 34 20-05-2010 21:43:10

at udrette, og hvor sejlivet den kan være. Men den får aldrig det sidste ord, fordi sandheden er
det naturlige sted for ordene at være.

Vi moderne mennesker, der er så forblindede og imponerede over teknikken, er tilbøjelige
til at overse ordenes betydning. Vi mener ofte, at de blot er et redskab ligesom bilen og compu-
teren. Et redskab, som vi er herre over og kan betjene efter forgodtbefindende. Dermed mener
vi også at have gjort os til herrer over sandhed og løgn. Alt kan siges, blot det gøres overbevi-
sende nok, teknisk perfekt! Men også der kommer løgnen til kort. Velsmurte politikere kører
pludselig i tomgang; og folk mister tilliden til dem.

Ord er det bedste, vi har, - og det farligste. Da Gud skabte himlen og jorden og alt, hvad der
vokser og rører sig på jorden, i luften og i havet, gjorde han det med ord, fortæller Det gamle
Testamente. Gud kaldte alting frem af intetheden. Og til sidst ville Gud skabe et væsen i sit
eget billede. Det blev menneskene; og de fik ord ligesom han selv. Menneskene ligner Gud på
ordene. En overraskende ære og et stort ansvar.

Man kan overveje, om det ikke er en sang, Gud synger skaberværket ud af intetheden med.
Ja, for sådan kan man også gøre med ordene: Sætte dem sammen på overraskende måder med
en underfundig betydning i en bestemt rytme og måske med en slags rim, så det bliver sange
eller digte. Nogen mener virkelig, at det er den første måde, menneskene er begyndt at bruge
ordene på. Man sang og dansede beskeder, følelser, begivenheder, hemmeligheder til hinan-
den. Og man kan sige uendelig meget med ganske få ord i et digt.

Men man kan jo også brede ordene ud. Sidde stille og give sig god tid. Ordene glider sam-
men i sætninger, afsnit, forløb. Det bliver mere og mere, og fortælleren kan næsten ikke følge
med. Ordene tager nærmest magten fra ham. Da opstår der efterhånden en fortælling. Den
handler om livet og virkeligheden. Men her er der ingen grænser. Ordene kan få alt til at foregå
i den virkelighed. Vi kan blive ført frit gennem tid og rum. Vi kan møde mennesker med for-
underlige evner, med et guddommeligt udseende eller med et skræmmende dæmonisk væsen.
Ordene kan skabe gråd og latter, forventninger og skuffelser, vrede og befrielse, mens vi bare
sidder der og lytter. Det sker ikke, og det sker alligevel.

I fortællingen er ordene forførende ligesom i løgnen; men de har et andet formål end at føre
os bag lyset. De skal tværtimod føre os ind i lyset så at sige. Et lys, hvor vi ser og oplever vores
liv og dets muligheder på en anden måde. Måske opdager vi en sandhed, vi ikke kendte eller
ikke ville kendes ved.

Ordene har forbavsende mange muligheder i sig. Og en forbavsende kraft. Og de er ikke
kun digternes, politikernes, magthavernes, de lærdes. Ordene er også børnenes. Og vores! Ja,
først og fremmest vores. Derfor skal vi passe på dem. Helst i smukkeste og stærkeste udgave,
for så retter livet sig efter dem.

35

SIDE_010-041_DEL_1.indd 35 20-05-2010 21:43:10

Om tiden

I eventyrene står tiden på en mærkelig måde stille, skønt der sker en masse. Eller den iler af
sted, skønt der ingenting sker. Vi ved aldrig, hvor længe fangenskabet for helten har varet: Er
det få dage, eller er det mange år? Hvor længe skal han vente på sin prinsesse, så han kan leve
lykkeligt til sine dages ende? 100 år? Det kan man godt klare, hvis kærligheden er stor nok.

Tiden er oftest et kort nu, som varer en evighed. Og er en evighed. I eventyrene kan man
ikke tælle tiden, hverken i minutter, dage eller år. Men man kan sige, om tiden er god eller ond.
Om den er fylde eller tomhed.

Når man læser f.eks. Ringenes Herre eller ser den på film, er man også hinsides al tællen
tiden. Der sker så meget, og det hele er så fortættet af spænding, at man tror der går mange
år; til sidst får vi at vide, at der kun er gået ét år. Men det år kunne sagtens have fyldt et helt
liv; og det gør det da også for ringbæreren Frodo, som er klar til at drage til det evige rige ved
bogens eller filmens slutning.

Da var han ikke ældre, end Jesus var, da han blev korsfæstet omkring 30 år. Han havde også
levet længe nok til at sætte sine uudryddelige spor på verdens gang.

Når vi hører om en, der er død, før han er 75, så synes vi, at det er ganske forfærdeligt, for
sikke meget vedkommende så gik glip af. Jamen, hvad er der dog så sket i de 75 år, der er gået
forud?

Vores forhold til tiden er helt hysterisk, og det rider os ofte som en mare. Vi kan aldrig få
tid nok. Der er hele tiden så meget andet, vi skal nå. Og det, der sker lige nu, står i vejen for
det, vi gerne skulle nå.

Sådan er det aldrig i eventyrene. Der er hvert eneste øjeblik fortættet og uundværligt. Det
kan godt forekomme os, at noget forsinker det hele, og den lykkelige slutning bliver trukket
unødigt længe ud; men når eventyret er fortalt færdigt, ser vi, at intet øjeblik kunne undværes
i det forløb, som fører frem til slutningen. Man skal sænke skuldrene og give sig hen, når man
hører eller læser eventyr, ellers bliver de ødelagt.

Der var engang… Ja, sådan begynder de jo gerne. Det betyder: Læg uret og kalenderen fra
jer og hengiv jer til en virkelighed af en anden art og en anden vægt. Så fortsætter det: Ude i
skoven gik en fattig brændehugger og sankede brænde… Det betyder: Slip rattet, læg kortbogen
væk og alle planer om, hvad du er på vej imod, for nu skal vi føre dig et sted hen, hvor du aldrig
har været, skønt det ligner. Du vil også komme i selskab med mennesker, som er af en anden
slags, skønt de måske ligner din nabo eller dig selv.

Når det nu er sådan i eventyrene, så er vi måske helt galt på den, når vi altid har så travlt
med at tælle tiden og haste af sted. Hvor lang tid skal jeg arbejde? Hvor længe har jeg ferie?
Hvor lang tid har jeg tilbage af mit liv? Al den ødelæggende tællen, som tager betydningen og
glæden ud af det liv, du lever lige nu.

36

SIDE_010-041_DEL_1.indd 36 20-05-2010 21:43:10

Tiden er noget, mennesker har opfundet. Hele denne hidsige og utålmodige tællen: Sekunder,
minutter, timer, dage, uger, år! Og enten vil man have mere eller mindre.Alting skal kunne nås på så
kort tid som muligt. Men samtidig vil man have en lang ferie og desuden leve så længe som muligt,
dog uden at blive gammel. En tankevækkende modsætning, for døden er måske som én lang ferie.

Somme tider virker tiden som en spændetrøje og somme tider som en trædemølle. Somme
tider flyver tiden af sted, og somme tider slæber den sig af sted som en gammel træt krikke.

Men det er menneskene selv, der har opfundet tiden. Den er ikke dalet ned fra himlen.
Den hører ej heller til skabelsens orden. Ganske vist fortælles det, at Gud skabte det hele på
seks dage og hvilede sig på den syvende. Men det er ikke begyndelsen på et tælletyranni med
fartbøder, timebetaling, og rejseplaner; men en påmindelse om at der skal være en parentes i al
vores travlhed til at ære Skaberen og samle os om at forstå, hvad Han vil med os og vores liv.

Nej, tiden er ikke faldet ned fra himlen. Det er derimod tidens indhold. Der er angstens
og tryghedens tid. Der er forventningens og opfyldelsens tid. Der er krigens og fredens tid.
Tiden er aldrig tom; jo det kan den blive, men det er næsten uudholdeligt, for så står tiden hele
tiden og dirrer og venter på at blive fyldt ud. Det er det, som er skildret i det velkendte sted i
Prædikerens bog, som beskriver tidens indhold, ikke dens mængde:

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget.
På en måde kan dette forekomme ret kynisk. Værsgo! Her har I så jeres liv, kære men-
nesker! Det er, hvad I kan få den såkaldte tid til at gå med. Der er vist ikke meget, der falder
udenfor. Men det er dog alligevel ret imponerende. Det viser virkelig, at livet er et eventyr, ikke
et tælleapparat.

37

SIDE_010-041_DEL_1.indd 37 20-05-2010 21:43:10

Om klokkernes ringen

Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del
af det hele; om en lerklump skylles bort af havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit
eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét
med den ganske menneskehed; så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De
ringer for dig!

Det var et citat fra et digt af den engelske digter John Donne Hvem ringer klokkerne for? Or-
dene er blevet dramatisk aktuelle efter tragedien i World Trade Center. Så mange lig skulle der
altså til, før vi virkelig fattede, at det kommer os ved, hvad der sker ude i den store verden.

Vi var blevet så forhærdede. Læste hver dag om dræbte mennesker i Mellemøsten, Afrika,
Afghanistan, Somalia. Det var jo så langt væk; og desuden var de vel selv mere eller mindre
ude om det med deres religiøse fanatisme eller nationalistiske had. De kunne jo bare indordne
sig, gå over til en anden religion, snakke fornuftigt sammen og indgå et kompromis.

Denne overlegne holdning er der ikke plads til længere. Nu ved vi, at alt, hvad der sker
rundt om i verden, på en eller anden måde også angår os. Klokkerne ringer også for os hver
gang.

Det her er noget andet end voldsfilm. Det er den skinbarlige virkelighed. Den er farlig. Og
det er faktisk ingen nyhed.

Livet er farligt. Bevar mig vel. Der er ikke blot terrorismen. Der er også canceren, trafikken,
skrumpeleveren, tagstenene og ikke mindst den almindelige alderdom. Klokkerne ringer hele
tiden for os; det er værd at lægge mærke til!

Og derfor skal man sørge for at leve. Vi har kun det ene liv, som klokkerne ringer hen over
hele tiden. Memento mori – husk at du skal dø.

John Donne gør os imidlertid også opmærksom på, hvor meget vi hører sammen. Hver
gang et menneske dør, dør der en del af os selv. Vores liv er flettet ind i en hel masse andre
menneskers liv i et helt uoverskueligt og vidunderligt patchworktæppe. John Donne taler om
Europa; han kunne også have sagt verden. Menneskeheden er én stor organisme. Men det kan
let blive for abstrakt, så lad os begynde i det nære:

Vi er jo alle sammen en del af en familie: Forældre, søskende, onkler, tanter, fætre og ku-
siner; og vores eventuelle ægtefælle, børn og børnebørn, hvis man er nået så vidt. Der er også
naboerne og resten af dem i byen og i Danmark.

Jo tættere de er på, des stærkere ringer klokkerne, når en af dem falder fra. Hvorfor? Hvad
er det, der binder os sammen? Når kirkeklokken lyder midt på dagen, spørger vi uvilkårligt.
Hvem ringer klokkerne for? Hvis vi kender ham eller hende, giver det et stik i hjertet. Nå, så
skal man ikke se ham drysse ned gennem byen mere og slå en sludder af med ham. Han var blevet
en del af ens liv.

38

SIDE_010-041_DEL_1.indd 38 20-05-2010 21:43:11

Dette har noget med identitet at gøre. Hvem er jeg? Man drukner så let i mængden. Man
opdager, at det, man køber, ikke skænker en andet end det, der stod i kataloget. Eller man
opdager, at ens bemærkelsesværdige indsats i en eller anden sammenhæng hurtigt overstråles
af andre. Man kan ikke selv gøre sig til en person.

Men så er der stadig de mennesker tilbage, man deler liv med: i hverdagen, i historien, spro-
get, folket. Man bliver en person gennem sit tilhørsforhold til andre mennesker. Det handler
om kærlighed, følelser, fællesskab. Det handler også om at være danske på en ganske jævn og
nær måde.

De kloge siger, at vi ikke er rigtig kloge, når vi begynder at snakke om den slags. Det er
virkelighedsflugt. Danskhed er nostalgi, udtalte en biskop for nogle år siden. Men jo mere klok-
kerne ringer, des stærkere bliver behovet for at vide, at man hører til. At man ikke er en ø, men
en del af et fastland.

De, der har mistet forældre, en god ven, en ægtefælle, en bror, et barn; de ved, hvad jeg taler
om her. De ved, hvem klokkerne ringer for. Det er ikke pjat og virkelighedsflugt. Alle de om-
komne ved ulykken i USA var dele af et fastland. Der lever mennesker videre, der smerteligt
erkender, at de har mistet noget af dem selv.

Hvor skal vi dog passe på dem, vi deler liv med. Hvor skal vi dog sætte pris på dem. Plud-
selig er de her ikke mere, og man bliver flov og ked af det, fordi man ikke havde været opmærk-
som nok over for alt det, de betød, selv om de var irriterende og besværlige. Det kan aldrig
vente til i morgen at besøge din gamle mor eller din syge moster, for i morgen er hun her slet
ikke mere.

Intet menneske er en ø, en verden for sig! Vi vil så gerne være uafhængige; - det går ikke. Det
er det rene selvmord. Vi lever kun denne ene gang, og vores liv er fuldstændig viklet ind i nogle
andre menneskers liv. Når en dør, dør der en del af os selv. Derfor skal vi huske at leve, hver
gang vi hører klokkerne ringe i stedet for at krybe ned under dynen.

39

SIDE_010-041_DEL_1.indd 39 20-05-2010 21:43:11

Om vindens susen

Vinden blæser, hvorhen den vil, du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen, du hører
kun dens susen! Det handler om ånd. Det var Jesus, der brugte udtrykket første gang. Jeg ved
ikke, om han selv fandt på sætningen, eller om det var et gammelt ordsprog, han blot citerede
i en ny sammenhæng. Det er også ligegyldigt; nu ér det i hvert fald et gammelt ordsprog.

Det handler om os og vores liv. Vi lever midt i vindens susen. Den kommer et eller andet
sted fra, fjernt eller nært, går igennem os og omkring os, og fortsætter videre; vi ved ikke hvor-
hen og til hvem. Målt med vindens og historiens målestok er vi her kun et ubegribeligt kort
sekund. Vi fylder så lidt. Vores navn, vores liv, vores rygte blæses bort af historiens vind.

Man bliver så lille, når man tænker på det. Men det behøver ikke at være den eneste virk-
ning. Tværtimod. Man kan også blive opmærksom på, hvor betydningsfuldt det er at leve. Ikke
hvor meget vi betyder; men hvad det betyder for os, at vi lever. Midt i vindens susen: En frisk
brise, en orkan, en lummer vind, en strid blæst med os eller imod os. Vi lever!

Hvor kommer livet fra; hvor går det hen? Vi ved det ikke. Vi vrøvler lidt om arv og miljø.
Vi gransker i forudsætningerne og i følgerne. Vi prøver at styre udviklingen med planer, op-
dragelse, undervisning, beregninger. Hvad bliver der ud af det? Vi ved det ikke. Vinden blæser,
hvorhen den vil. Livet er så forunderligt og så gådefuldt. Mennesket af kød og blod er først og
fremmest af ånd.

Og vi lever midt i vinden susen. Mange generationer er gået forud for os. Århundrede efter
århundrede. De har ikke levet forgæves. Ikke en eneste af dem. Det er dem, der giver netop
den særlige susen, vi hører i vinden. Digtere, lærere, håndværkere, landmænd. Vi er så optaget
af politikernes, regenternes, generalernes betydning. Men ganske almindelige mennesker er
dog langt de fleste. Det er dine rette forfædre.

Du hører denne susen fra din egen slægt og dit eget folk. Dine forældre og bedsteforæl-
dre og længere tilbage. Du hører dit folks historie i lyst og nød. Dets sejre og nederlag, dets
drømme og håb, dets gråd og latter. Dets sange og fortællinger. Og stolthed og varme kommer
over dig, fordi du nu opdager, at du hører til et sted på denne klode og et sted i menneskehe-
dens historie.

Du hører også fremmede stemmer. Fra andre lande og kulturer. Du har lært om det i sko-
len eller læst om det, set det på tv-skærmen eller måske besøgt dem på rejser rundt i verden.
Og nu er de blevet dine naboer. Da suser det i vinden på en helt anden måde; men det er stadig
dig, der lever midt i vindens susen, og dit liv er blevet rigere ved det, du hører.

Det kan godt svimle for en, når man tænker på, hvor meget der har skullet til for at forbe-
rede mit lille korte liv på jorden. Mennesker har uden at vide det givet deres bidrag til mit liv
ved deres samtaler, deres sange, deres lidelser, deres fester. En mor fortalte et eventyr for sit
barn, som hun selv havde hørt som barn. Sådan gik det gennem århundrederne, til jeg hørte

40

SIDE_010-041_DEL_1.indd 40 20-05-2010 21:43:11

det som en del af vindens susen. Eventyret lærte mig noget om mit liv, som jeg aldrig kunne
have lært på nogen anden måde.

Danmarkshistorie, verdenshistorie, bibelhistorie, alle mulige slags fortællinger, små no-
veller, store romaner, sange, udredninger, matematiske formler og målinger i universet, - alt
sammen er i vindens susen, der hvor jeg lever. Sproget: Ordene og sætningerne, billederne og
rytmen, dybden, humoren, varmen er det vigtigste af alt.

Uden sproget er du ingenting. Du ville ikke kunne høre vindens susen. Og vindens susen
gør dig til netop den, du er: Et levende menneske. Måske tror du, det er alle dine bedrifter og
alle dine ting, som du har indkøbt med god smag og en velspækket tegnebog. Det er det ikke;
du kunne slet ikke have udrettet noget eller købt noget uden vindens susen.

Nogen mener, at det er distraherende og irriterende med den susen fra historien og forti-
dens mange forunderlige opdagelser og oplevelser. Nu begynder vi på en frisk med nye vilkår
og nye muligheder! Men de sidder selv fast i sumpen… eller for nu at blive i billedet: de er
selv produkter af vindens susen. De kunne hverken tænke eller tale uden. Derfor virker disse
mennesker underligt smalsporede og naive, selvom de selv synes, at de er genier og med på
noderne. De er ikke med på nogen som helst noder, selvom de har gået i skole i 20 år, for de
har mistet sig selv og dermed deres livs musik.

Kære læser. Luk øjnene et øjeblik og lyt til vindens susen. Den er som stor musik. Alt det
liv, der er levet. Alle de mennesker. Du kender selv nogen af dem; de er her måske ikke mere;
men de er stadig et sted i vindens susen. Krigene fylder alt for meget, men de er der. Støvle-
trampen, kanontorden, skrig, hjemløshed. Men der er også sange, latter, fester, dans. Det er
fredens lyd. Det daglige arbejde. Trætheden, nærheden, fortroligheden. Børnenes klynken og
deres rolige trygge åndedræt. Bøn og salmesang.

Nej, det går ikke at blive ved med at remse op. Mine ord kunne fratage dig muligheden for
alt det, du skal høre i vindens susen. Tænk, at vi lever! Hvilken lykke! Vinden blæser, hvorhen
den vil. Du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen; du hører kun dens susen.

41

SIDE_010-041_DEL_1.indd 41 20-05-2010 21:43:11

SIDE_042-063_DEL_2.indd 42 20-05-2010 21:43:38

om-tanker

43

SIDE_042-063_DEL_2.indd 43 20-05-2010 21:43:38

Om den omvendte verden

Den omvendte verden – det hed en leg, vi legede en hel del som børn. Det var ganske skægt, så
længe man kunne hitte på noget nyt.

I den omvendte verden skulle vi bare hele tiden gøre det modsatte af det, der blev sagt. Blev
der råbt: Til venstre, løb vi til højre. Læg jer ned, - sprang vi op. Tæv hinanden, så omfavnede
vi… og så videre.

Der var således en, der kommanderede med os andre. Han eller hun blev valgt under me-
get demokratiske omstændigheder. Som regel gik jobbet på skift imellem os, men det hændte
også, at vi simpelthen valgte den, der var bedst til det. Det vil sige, at han kunne finde på de
mest vanvittige eller grinagtige ting.

Så drønede vi altså rundt der en times tid, eller hvor længe vi nu gad, og gjorde det mod-
satte. Vi skabte den omvendte verden.

I virkeligheden var det jo bare sproget, vi lavede om på. Verden var den samme både før,
under og efter legen. Højre var højre, venstre var venstre. Kærlighed var kærlighed, og had var
had. Verden var som den var, uanset hvad vi legede. Derfor kunne vi også når som helst vende
tilbage til den velkendte virkelighed.

Hvad vi ikke kunne vide var, at hvis vi nu var blevet ved med at lege på den måde resten af
dagen og næste dag og næste dag med, så ville virkeligheden have ændret sig. Så ville venstre
og højre have byttet plads, og op og ned, højt og lavt, ondt og godt. For det er jo ordene, der
skaber virkeligheden; og efter nogen tid ville vi have skabt den omvendte verden.

Naturligvis måtte vi have resten af menneskeheden med på idéen, men resten af menneske-
heden behøvede kun at være os og vores nærmeste omgangskreds.

Som voksen må man ofte erkende, at der er mange, der leger denne leg med en, uden at
man kan værge sig imod det. De skaber måske ikke helt den omvendte verden, men giver virke-
ligheden en drejning, en nuance, som den ikke havde før, og som den slet ikke har. Det er det
fænomen, man bruger det gode danske ord løgn om. Mange politikere er blevet specialister i
det, men vi andre betjener os da også jævnligt af det.

Sommetider bliver man ganske overraskende inddraget i legen som et landsomfattende pro-
jekt. Du slår op i avisen og læser: Mænds sædkvalitet er katastrofalt forringet! Du havde naturligvis
ikke opdaget det endnu, for det er jo ikke hver dag man har lejlighed til at afprøve den slags.

Næste dag læser du: Danskerne vil ikke slippe efterlønnen. Det er noget skægt noget, når
man aldrig har haft efterlønnen eller haft udsigt til at få den; nu vil man slet ikke slippe den.

Rigtig forbavset bliver man, når man læser: Danskerne elsker kun en gang om måneden…
Nå, men så gør det jo ikke så meget det med sædkvaliteten; man skal da være mere end heldig,
hvis det skal lykkes, når man kun forsøger en enkelt gang hver måned. Man er åbenbart med
i legen!

44

SIDE_042-063_DEL_2.indd 44 20-05-2010 21:43:38

En dag læste jeg: Danskerne er ikke troende i religiøs forstand. Nå for søren, så må man da vist til
at tage sig sammen. Jeg troede ellers, det gik helt godt med det religiøse, når jeg var medlem af fol-
kekirken og var døbt og alt det; men den går altså ikke. Man skal være troende i religiøs forstand.

Denne leg er gået hen og blevet en epidemi. De leger den med os hver dag, - på et nyt over-
raskende område. Men hvem er egentlig regenten i legen? Er det en redaktør, en politiker, en
virksomhed, en organisation, en missionær? Pludselig sidder vi midt i en virkelighed arrange-
ret af… vi ved ikke hvem og hvordan og hvorfor!

Hvor tit elsker I med hinanden? Tror de, vi fører kalender over det. Tror de, vi vil indrømme,
at vi gør det så tit eller så sjældent. Og hvad er det, de spørger om? Er de sexfikserede? Jeg vil
anbefale følgende svar: Vi elsker hver dag, fra morgen til aften, indtil døden skiller os ad, undtagen
om onsdagen, da går vi til badminton.

Er du troende i religiøs forstand? Jamen, hvad er det dog for et tåbeligt spørgsmål at stille en
almindelig folkekirkedansker. Man bliver ganske forlegen og forvirret. Jeg vil anbefale følgende
svar: Jeg er religiøs, som bare pokker! Med mindre man foretrækker den mere klare melding: Hvad
fanden rager det dig! Dette være sagt af en præst! – Pensioneret ganske vist, men alligevel.

En af de ting, som Grundtvig igen og igen gjorde opmærksom på, når han skrev om undervis-
ning og folkeoplysning, var, at mennesker skulle lære at stole på deres egne erfaringer, både dem
de levede sig til hver dag, og dem, de fik ind ved deres sanser. Det var langt vigtigere end det, de
eventuelt lærte af de studerede folk, præster, professorer og lærere. De skulle stole på det, de lærte
sig selv hver dag uden at opdage det. Man skal ikke lære af bøger, men af levet liv.

Dermed lagde Grundtvig på en måde en bombe under al skole og undervisning. Men også
under alt det, vi bombarderes af hver dag i aviser og radio og tv. Det er og bliver under alle
omstændigheder andenhåndsviden, når det kommer frem til os. Og så skal man være på vagt.
Det er nemlig ikke folkeoplysning, men sort skole.

Det er en stor fare for os alle sammen, at vi kommer til at leve af al for megen andenhånds-
viden. Og den antager groteske former, når den bliver til statistik og avisoverskrifter. Det er
slet ikke spor svært at opdage. Det klarer den sunde fornuft, som de fleste af os er i besiddelse
af. Det svære er at ryste den viden af os.

Vi er, fra vi var børn, blevet opdraget til at være nogle små søde skolepiger og skoledrenge:
Det er så vigtigt at suge det til os, som vi lærer i skolen. Det får vi brug for, når vi skal testes;
og de bilder os også ind, at vi får brug for det, når vi bliver voksne og kommer ud i livet! Helt
ærligt: hvor meget af det, vi lærte i skolen, bruger vi i vores dagligdag, målt med det, vi erfarer
os til og lærer af os selv siden? Naturligvis er der læsning, lidt skrivning og noget regning. Det
er ikke meget. Især ikke efter at computeren er kommet ind i vores liv.

Vi skal lytte til gamle Grundtvig: Stol på det, I sanser, stol på jeres erfaringer, stol på jeres
sunde fornuft. Så bliver det et helt andet liv end det, der bestemmes af smagsdommere og livs-
stilseksperter og sensationsmagere.

45

SIDE_042-063_DEL_2.indd 45 20-05-2010 21:43:38

Om sangskatten

I en af de landsdækkende aviser lød overskriften sådan:
Vi synger for lidt og for dårligt!
Det må være noget, nogen har fortalt den pågældende avis. Hvor skulle den ellers vide det

fra? Og den slags er jo ellers ikke ligefrem avisstof. Men i øvrigt er avisen på sporet.
Der er ingen tvivl om, at det er rigtigt – visse steder og i visse kredse synger man for lidt

og for dårligt. Men vi er dog stadig en anselig del af landets befolkning, som synger meget og
gerne. Jeg var en gang på en pragtfuld tur til Island. Der startede vi hver morgen med en mor-
gensang i bussen. Der blev sunget med så det gjaldede; og det var vel at bemærke ikke de der
bøvede sange, som selskabslivet er blevet belemret med i de seneste årtier. Det var den gedigne
vare med sange af Ingemann, Grundtvig, Kingo og Brorson, Aakjær, Holstein og også nogle
gode nye forfattere, Jens Rosendal, Benny Andersen m.fl.

Det var dejligt og befordrende for sammenholdet og humøret. Da vi besøgte den store Hal-
grimmskirke i Reykjavik var der naturligvis heller ingen vej udenom: Vi måtte lige synge en
salme, mens andre turister måbende så til. De troede, vi var et sangkor og var lige ved at klappe.

Sådan fortsatte det turen igennem: Når vi besøgte en af de små islandske tørvekirker, sang
vi, mens en af deltagerne trampede løs på det stedlige stueorgel. Det blev en selvfølge, at vi tog
den lille hvide DGI-sangbog med os, når vi steg ud af bussen. Da vi en dag kørte over den øde
lavaslette, Hraunen, tog vi lige en times fællessang i bussen.

Det var naturligvis dette specielle rejsebureaus stil og den i øvrigt fremragende rejseleders
stil; men det helt afgørende var dog, at vi alle sammen kendte de fleste af sangene og hellere
end gerne ville synge dem. Dermed står det så også klart, at vi alle sammen var over 50. Vi
havde med andre ord fået sangene ind med skolemælken.

Det havde i øvrigt også stor betydning for rejsens vellykkede forløb, at rejselederen havde
et smukt og afvekslende sprog og en stærk pædagogisk evne til at stemme forventningerne og
at dele sin egen glæde over landskaberne med os andre. Og så er Island et fantastisk rejsemål
og næsten uden den ulidelige leflen for turisterne med henblik på at plukke dem så meget som
muligt.

Men det er anden sag, for lige her drejer det sig om sangene. Det nævnes ofte, at den danske
sang- og salmeskat er enestående i verden. Og det er rigtigt. Hvis man kunne lægge dem op på
stribe, ville de i litterær henseende kunne konkurrere med de islandske sagaer, de homeriske
digte og Shakespeares dramaer.

Sangskatten er uhyre righoldig og afvekslende og meget knyttet til de mennesker og det
land, de er blevet til i. Og den fornys til stadighed. Samtidig har vi haft en lang række kompo-
nister, der har forstået at lytte til digtene og sætte dem i melodier, som er sangbare for såkaldt
almindelige mennesker.

46

SIDE_042-063_DEL_2.indd 46 20-05-2010 21:43:38

Hvordan i alverden er det gået til, at denne enorme sangskat er ved at gå tabt? – Hvis den
altså er det. Vi skulle jo være verdens mest syngende folk. Det er naturligvis dejligt at høre,
når vi overdøver alt og alle med nationalsangen i Parken; men det er dog lidt pauvert, at vi kun
har den til at binde os sammen. Og så den der fra sølvbryllupsfesterne: For hun er så ung, og
så yndig ser hun ud, mens den godt polstrede sølvbrud rødmer klædeligt. Forsonende kommer
derefter den endnu mere platte: For han er en af vor egne – en rigtig hængerøv!

Sådan er det gået med verdens flotteste sangskat, hvis det altså er, for der må jo stadig være
nogen, der synger lige som os i islandsbussen. Der udkommer stadig sangbøger med alle de gode
gamle plus en hel del nye, som gør skatten endnu rigere. De sælges og bruges formodentlig på
skoler og andre steder. Højskolesangbogen i seneste oplag er det bedste eksempel.

Der er da heller ikke nogen skuespillere med en smule sangstemme eller popsangere, der
kan synge nogenlunde rent, der ikke må udgive en cd med danske sange. Og de gør det ikke
bare for pengenes skyld, men fordi de er blevet fanget ind af ordene og melodien.

Men der mangler uden tvivl stadig noget; og vi er desværre nødt til at trække Folkeskolen
og især læreruddannelsen frem. Det er dér, det store svigt har været. Især i læreruddannelsen.
Lærere under 40 år kan praktisk taget ingen sange, med mindre de har været på efterskole eller
højskole. De kan ofte heller ikke spille dem, fordi de spiller efter becifringer. De har derfor hel-
ler ikke noget særlig stort ønske om at lære sangene end sige give dem videre til eleverne. Ofte
vil de så hævde, at eleverne ikke gider synge disse antikverede sange. Det tror da pokker, hvis
der ikke er nogen begejstring hos læreren. Blot er det bemærkelsesværdigt, at de samme elever
glad og gerne sidder og skråler med på de samme sange, når de er kommet på efterskole.

Det kræver hverken ekstra fag eller ekstra timer at komme i gang med at synge. Det kræver
kun lidt opmærksomhed, men gevinsten vil være påfaldende, fordi sange gør noget ved men-
nesker, både noget inden i dem og noget imellem dem. At synge sammen er også at leve og
opleve sammen.

Sange giver desuden mennesker en ekstra sjette eller syvende eller ottende sans, fordi vi
mennesker ikke blot oplever med sanserne, men i høj grad også med ordene. Vi har altid
ordene med os. Tænk at modtage foråret med: Velkommen lærkelil eller Det er i dag et vejr, et
solskinsvejr! Tænk at stå en tidlig morgen på skolen og synge:

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
Flygter alle nattens skygger sorte.
Dan Turell fortalte, at han besvimede, da han sang det første gang i skolen. Han var ganske
overvældet. Det tog han ingen skade af. Tværtimod. Det ville børn nu om dage heller ikke.

47

SIDE_042-063_DEL_2.indd 47 20-05-2010 21:43:38

Om virkeligheden

Vi begynder lige med et lille digt af den norske digter Jan Erik Vold fra digtsamlingen
Kykelipi. Det hedder Om kriveligheden:

- kriveligheden
si’r du, kriveligheden
er meg’t kriveligere
end virkeligheden, syn’s
du ikke? Jo, det er vel
så’n, svarer jeg, men
virkeligheden
er nu virkeligere
ikk’? Du si’r: Hva’
hjælper det
mod kriveligheden, så
krivelig som den er!
Virkeligheden er ikke, hvad den har været. Det er den aldrig. Der sker hele tiden noget, så
den er anderledes, end den var for et øjeblik siden. En sky glider for solen, et elmetræ bliver
fældet, tante Olga dør gammel og mæt af dage, lille Cecilie får en mælketand, en sammen-
kogt ret brænder på, og hele Idrætsparken jubler over et pragtmål. Virkeligheden ændrer sig
ustandselig. Intet er mere som før; virkeligheden er aldrig, hvad den har været.
Men ikke nok med det, for virkeligheden er i virkeligheden slet ikke til. Der er nemlig kun
det, vi sanser og oplever. Vi kigger på virkeligheden; vi lugter til den, smager på den, føler på
den, lytter til den. Derefter bedømmer vi virkeligheden og udtaler os om den. Var den smuk,
lugtede den dårligt, havde den en syrlig smag, var den varm eller kold, var den støjende eller
ganske stille?
Med andre ord: Den virkelige virkelighed kender vi ikke, men kun det vi sanser og oplever,
og det vi siger om det. Og vi er jo ikke sådan til at stole på. Den ene dag ser vi det fra en side,
den næste dag fra en anden. Det ene øjeblik er vi sure, det næste i godt humør. Pludselig er vi
forkølede og kan ikke lugte noget. Og så sover vi og kan intet se eller sanse. Nej, virkeligheden
er aldrig, hvad den har været.
For resten er det da heller ikke helt tilfældigt, hvad vi siger om den virkelighed, vi oplever. Det
afhænger af den kultur og det miljø, vi er vokset op i. Nogen har god smag, andre dårlig (efter
vores mening). Nogen jamrer over modgangen; andre affinder sig tålmodigt med deres skæbne.

48

SIDE_042-063_DEL_2.indd 48 20-05-2010 21:43:39

Nogen mener, at Gud bestemmer alting, andre at alt er tilfældigheder. Og nogen spekulerer over-
hovedet ikke i de baner. De har måske ikke lært det, eller de har ikke ord for det.

Virkeligheden er ikke, hvad den har været. Hvert menneske sin virkelighed, og den skifter
hele tiden, samtidig med at hvert enkelt menneske hele tiden ændrer sig. Det er noget forvir-
rende noget og næsten ikke til at holde ud at tænke på. Vi er nemlig normalt overbevist om, at
andre mennesker oplever det samme som vi; og sommetider opstår der voldsomme skænde-
rier, hvor begge parter faktisk har ret; de ser blot virkeligheden fra hver sin position.

Ud fra dette kunne man faktisk påstå, at vi har det som den stakkels dreng i den kendte
børnebog: Palle alene i verden. Hvert menneske er lukket inde i sin egen private virkelighed,
som ingen andre har adgang til. Palles oplevelse var en drøm; men vores er virkelighed. Ensom
virkelighed. Sådan kan man i hvert fald opleve det en gang imellem; men kun i korte øjeblikke,
så går det over, fordi vi taler sammen.

Ordene løser problemet for os. Vi taler sammen om, hvordan virkeligheden ser ud, og hvad
der sker omkring os. Vi taler sammen om alt det, der er sket, og om det, der muligvis vil ske.
Vi synger sammen om, hvor smukt landskabet ser ud; og vi fortæller en historie om, hvad der
er meningen med livet, - hvor det kommer fra, og hvor det går hen.

Ordene er vores store redningsplanke, så vi ikke er alene i verden, men i stedet kan begribe
lidt af alt det, vi oplever hver dag livet igennem. Ordene kan også sommetider hjælpe os til at
se en sammenhæng i det og en mening med det.

Virkelighedens ord bliver imidlertid ofte lagt os i munden af nogen, der er klogere eller
mere højtråbende end vi selv. Det kan være politikere, forfattere, journalister, præster, fore-
dragsholdere og klummenister. Massemedierne er storproducenter af virkelighedsord; og de
elsker desværre ofte at tegne et sort billede af virkeligheden. De mener, at det er det, de skal
leve af. Det er noget møg, for vi risikerer at gå hen og blive sortseere alle sammen.

Derfor er det nødvendigt at høre nogle gode ord om vores virkelighed. Nogle ord, der viser
os, at det går an at leve, ja, at det ligefrem er dejligt. Men det skal være nogle meget stærke og
varme ord for at hamle op med sortseerne. Personligt kan jeg godt lide f.eks. Højskolesangbo-
gen, for slet ikke at tale om Salmebogen. I det hele taget skulle det, der siges i kirken da gerne
kunne klare den opgave; hvor er vi ellers henne?

Men lige nu drejer det sig om dig, der læser. Du skal altså til at bruge nogle gode ord om
din virkelighed. Stop jammeren; kig dig i spejlet og sig: Livet er godt nok!… pause. Livet er mere
end godt!… pause. Livet er simpelthen dejligt! Jeg kan love dig, at det hjælper, både dig selv og
dine omgivelser.

Begynd i dag, så bliver det en god dag, - og tag så lige og læg mærke til det vidunderligt skif-
tende vejrlig, de blomstrende Rododendron og gøgens kukken, eller hvad der karakteriserer
netop den årstid, vi er i lige nu. Det er snart forbi, og så er virkeligheden en anden! Er det ikke
ganske kriveligt?

49

SIDE_042-063_DEL_2.indd 49 20-05-2010 21:43:39

Om Gunnar Nu-Hansens børn

Vi, der blev født lige før krigen, f.eks. i 1938 som jeg, blev alle sammen på en lidt forunderlig
måde Gunnar Nu-Hansens børn med alt, hvad det indebærer af opdragelse, tilhørsforhold og
ubemærket kærlighed.

Forholdet mellem børn og forældre er altid en ubemærket kærlighed, en selvfølgelig daglig
foreteelse, der slet ikke er identisk med, når mødre lidt affekteret råber: Jeg elsker dig, min lille
dreng! Det er jo blot sådan en varm følelse, hun overfaldes af, lige som når hun begejstres af en
smuk kjole eller en romantisk film. Den rigtige kærlighed er usynlig, ubemærket og selvfølge-
lig. Aldrig en præstation eller en pyntegenstand, men et forhold man er eller bliver sat i ved at
dele liv med hinanden.

Sådan var det også med at være Gunnar Nu-Hansens børn. Vi hørte hans varme, kærlige
stemme så ofte, og hver gang så det angik os personligt. Det var lidt af det samme med Aksel
Schiøtz, men han var alligevel finere end vores familie, selvom han i høj grad hørte med i peri-
ferien. Gunnar Nu hørte med i familien på nærmeste hold som en ekstra far.

Måske var det først, da vi var ti år, vi rigtig blev klar over, hvem han var; det kom ikke som
en overraskelse, men som en selvfølgelig genkendelse. Det var under olympiaden i 1948, hvor
Danmark høstede pænt med medaljer, Lis Hartel, Lille henrivende Inge, Karen Margrethe
Harup og ikke mindst: Fodboldlandsholdet, som vandt bronze: John Hansens pragtfulde mål
og Ejgil Nielsens fantastiske redninger. 5 – 3 over Italien. Han lærte os hver eneste spiller at
kende. Deres pladser på holdet, deres stærke og svage sider, deres bedrifter, deres vidunderlige
temperament og præcise afleveringer.

Jo, Gunnar Nu krøb ind under huden på os; men vi kendte ham også så godt fra vores
tidligste barndom. Fra ugerevyerne i Bella Bio og især i DSB-Kino på Hovedbanen. Det var
en hel ekspedition og en oplevelse, når vi så film derinde midt i rejsevirvaret. Vi satte os ind,
mørket sænkede sig, og verden og krigen og varemanglen forsvandt til fordel for de censure-
rede affærer på det hvide lærred. Dér var der også krig, men kun på et lærred, og det var noget
andet end virkeligheden i gaderne. Vi hørte også Gunnar Nu i radioen berette om fantastiske
begivenheder, som fandt sted herhjemme eller i udlandet, men altid med lille Danmark, som
det pragtfulde midtpunkt i begivenhederne. Og solen skinnede, og himlen var vidunderligt
blå, og Dannebrog vajede fra den hvide flagstang, så mor fik tårer i øjnene, og far rettede sig
op i stolen.

Gunnar Nu var et enestående fænomen. Han var selvfølgelig en dygtig journalist og alt det;
men det var hans begejstring og hans kærlighed til det levende liv og til menneskenes bedrifter
i en umulig verden. Denne umulige verden var altid kun en sidebemærkning i forhold til dette,
at vi levede og overlevede. Og dertil kom så hans kærlighed til det danske. Det var bestemt
ikke chauvinisme. Det var kærlighed; og de, der i dag rynker på næsen ad den slags, begriber

50

SIDE_042-063_DEL_2.indd 50 20-05-2010 21:43:39

ikke et pluk af, hvad det betyder, at være glad og taknemmelig over at høre til et sted, i et land,
et folk, et sprog, en hverdag på godt og ondt. Jeg tror ikke, at Gunnar Nu var grundtvigianer.
Han vidste måske knap nok, hvad det var for noget; men han var ærkegrundtvigianer med
denne ikke-imperialistiske bundethed og kærlighed til det danske. Og den gjorde os til hans
børn.

Når Gunnar Nu var vores allesammens far, så var vi jo faktisk én stor familie. Sådan vir-
kede det på en måde på os børn. Det havde noget at gøre med vores forhold til de voksne. De
var virkelig de voksne, og verden hvilede i deres hænder.

Nu er Gunnar Nu-Hansens børn blevet gamle; og vores Gunnar Nu-far er for længst død;
og verden er blevet en helt anden. Men på en måde lever han stadig i os, og det er ofte, lige som
det ikke passer sammen. Alt det der sker. Alt det man siger. Alt det man foretager sig. Det
er helt ved siden af det, som vi blev indpodet med. Kærligheden til fædrelandet. Stoltheden.
Sammenholdet. Familieskabet.

Måske er det godt det samme. Nu skal vi jo globalisere os. Og vi skal lade være med at
bruge de der store og varme ord. Og vi skal ikke bilde os noget ind, for Danmark er ikke noget,
der betyder noget i den store sammenhæng. Og vi skal skamme os lige nu, fordi vi af og til
forstyrrer verdensfreden, og udenrigshandelen går for skidt eller for godt. Åh ja, de er så kloge,
så kloge, når de taler om Danmark!

Det er også blevet så indviklet med det, der dengang var så klart: Godt og ondt, ven og
fjende, sandhed og løgn, ret og uret, smukt og grimt, sundt og usundt. Det er ikke til at finde
ud af noget som helst. Man ved ikke, hvad man skal mene, før man har læst avisen. Og næste
dag skal man måske mene noget helt andet. Det var meget lettere, dengang vi var enige med
Gunnar Nu-Hansen.

Hvad skal vi gøre? Vi skal i hvert fald ikke flygte tilbage til dengang eller tro, at vi kan skabe
sådan en ø af barnlig tryghed og usårlighed midt i det frådende verdenshav. Vi må erkende,
at dette er altså vores vilkår som voksne i dag. Vi må leve og tage stilling og handle, så godt vi
kan. Vi må bruge vores forstand og vores fornuft; men heller ikke glemme kærligheden, der
ligger i os fra dengang. Den var nemlig rigtig nok; og den giver en styrke til at handle og giver
mening i en kamp, der altid står mod løgn og uretfærdighed i denne verden. Det er netop nu,
vi skal leve op til arven.

Og himlen er ofte blå, og solen skinner, og nogen har hejst flaget, fordi der er fødselsdag,
eller fordi det er pinse.

51

SIDE_042-063_DEL_2.indd 51 20-05-2010 21:43:39

Om nutiden

Det er sådan et spændende, men også farligt sted vi mennesker lever. Dermed tænker jeg
naturligvis ikke specielt på Danmark eller Brande, for her er det jo den rene idyl i forhold til
andre steder på kloden, hvor krige raser, og naturkatastrofer truer. Nej, det er det sted i tiden,
hvor vi mennesker henlever vores liv, uanset hvor vi bor på kloden. Vi lever hele tiden kun det
korte øjeblik, hvor fortiden og fremtiden mødes. Det er altid lige der, hvor vi er til stede.

Det er da egentlig en ret central placering at have. Vi kommer hverken for tidligt eller for
sent. Vi lander på kloden lige til tiden; det vil sige netop i det øjeblik, livet skal leves. Bagude er
fortiden. Først ens egen: dagen i går, sidste måned, forrige år, ungdommen, barndommen. Det
hele fuld af minder og mindelser. Sejre og nederlag. Lykkelige stunder og situationer, hvor man
forspildte alting. Men der er jo også al den fortid, der kom før en selv. Årtusinderne, hvor men-
nesker har boet og levet her på jorden og bygget alt det op, som vi høster glæden og besværet
af i dag. Opfindelserne, kunstværkerne, bygningerne, landegrænserne, styreformerne, sprogene,
religionerne, sangene, fortællingerne, traditionerne. Man kunne blive ved med at remse op.

Fortiden fylder så meget på godt og ondt. Og dog er den uhjælpeligt forbi. Den kan intet
stille op. Vi kan skalte og valte med den, som vi vil. Ignorere den, fortrænge den, fordreje den og
mishandle den. Den kan ikke protestere, og den kan ikke laves om. Gudskelov går meget af den
i glemmebogen, for ellers var den ikke rar at blive mindet om tidligt og silde. Der laves jo utroligt
mange små og store svinestreger hver dag af os og den øvrige menneskehed. De kan godt komme
til at plage en, hvis de ikke går i glemmebogen eller på anden måde bliver til at leve med.

Foran os ligger fremtiden, som vi af gode grunde ikke kender, for den er jo ikke begyndt
endnu. Alligevel kan den også godt fylde en hel del i vores bevidsthed. Vi kan forestille os den;
vi kan lægge planer; vi kan drømme, opstille prognoser, fremsige spådomme.

Men man kan da også bare lade som ingenting, for fremtiden er jo slet ikke blevet til endnu
og spiller derfor ingen verdens rolle. Det gør den nu alligevel. Fremtiden kan fylde os med
forventninger eller bekymringer, ja ligefrem angst. Vi kan synes, at alle muligheder ligger åbne,
eller at alting er fuldstændig håbløst. På den måde kan fremtiden komme til at fylde så meget
lige nu, at det næsten ikke er til at komme til at leve; man er helt forhekset af den fremtid, som
slet ikke er begyndt endnu.

Nå, men vi mennesker er altså så heldige med vores dag og vores liv at presse os lige ind mel-
lem fortiden og fremtiden. Det eneste sted hvor livet er til stede, for fremtiden er ikke begyndt,
og fortiden er uhjælpeligt forbi. Det betyder så, at livet lige nu kan blive til næsten hvad som helst
udfra netop vore muligheder, vore valg og vores indsats. Det gør det jo endnu mere spændende
og endnu mere ansvarsfuldt at være til. Hvad gør vi ved livet; og hvad gør livet ved os?

Nu ved jeg godt, at sådan oplever vi det ikke. Vi står bare op om morgenen, vasker os, drikker
kaffe og går på arbejde, hvis vi har noget.Vi snakker med nogle mennesker i løbet af dagen, og når vi

52

SIDE_042-063_DEL_2.indd 52 20-05-2010 21:43:39