Mennesker imellem 1

ikke længere stille sig op langs gader og stræder. De sætter sig foran fjernsynet med en bajer, en
kop kaffe eller et glas rødvin inden for rækkevidde. Der kan de følge henrettelsen under beha-
gelige omstændigheder. Hvis de skulle blive uopmærksomme, eller hunden tisser på tæppet,
kan de i stedet læse det hele næste dag i avisen. Det kan ofte også virke mere makabert, for der
kan journalisten svælge lidt mere i lidelserne hos staklen, der skal af med knoppen.

Det er vel nok herligt. Se, dér kommer en tidligere generaldirektør med det afhuggede
hoved under den ene arm og dokumentmappen under den anden. Se, dér serveres en præsts
hoved på et fad, der ligner en præstekrave. Han har ikke engang nået at få piben ud af munden.
Dér ser vi det runde hoved af en tidligere gemytlig erhvervsmand. Han synes ikke længere, det
er skægt. Dér kommer en departementschef; hans hoved hænger og dingler ned foran brystet,
fordi han er taget bagfra, måske under flugtforsøg. Dér kommer tre jyske bankfolk; de har det
lige som Griffenfeld: De ved ikke, om de er købt eller solgt. Alt sættes ind på at få dem ned
med nakken; men hovederne hænger da fast endnu. Dér kommer en officer, der ikke blot har
tabt hovedet, men måske også mistet forstanden. En enkelt minister eller to er der også imel-
lem.

Jo, det er et flot optog; og næsten hver dag føjes der nye hovedløse personer til. Adskillige
af dem ser virkelig højst forbløffede ud selv med afhuggede hoveder. De forstår ikke et pluk
af det hele. Blev taget på sengen, indsat i isolation, hjemmet ransaget, dommen afsagt og ek-
sekveret i bedste Kafka-stil. Men både de og vi må tro på, at det går retfærdigt til. Hvor er vi
ellers henne?

Man kommer til at længes tilbage til Jyske Lov fra 1241:
Med lov skal land bygges. Men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da
behøvede man ikke nogen lov. Ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl
om, hvad der er sandhed, dér skal loven vise sandheden.
Og lidt længere henne lyder det så:
Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig,
så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands
særlige fordel, men efter alles tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømmes mod den
lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov
som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje,
med mindre han åbenbart handler mod Gud.
Gode ord sendt fra bisp Gunner op gennem århundrederne til os danskere i 2010.

103

SIDE_090-129_DEL_4.indd 103 20-05-2010 21:44:48

Om bryster

Denne klumme handler om bryster! Så er man advaret, hvis man ikke bryder sig om den slags.
Men de er jo kommet for at blive, og derfor blev emnet også behandlet i Danmarks Radio.

Jeg har forstået det sådan, at TV’s DR-2 skulle være sådan en pendant til radioens P-1, så
derfor holder jeg - trods mange skuffelser - et vågent øje med programmet for denne kanal.
De har bl.a. sådan nogle tema-aftner, hvor der er mulighed for at tage et emne op og bearbejde
det både dybt og bredt.

Denne gang var temaet netop BRYSTER! Det lød forjættende, og man er jo da kuns et
menneske, så jeg anbragte mig forventningsfuldt foran fjernsynet indstillet på at bruge en
hel lørdag aften på dette spændende tema. Der sad jeg så og henfaldt i erindringer om alle de
forunderlige bryster, jeg havde mødt i min tid. Fra barndommens svulmende opstrammede
kæmpebarme hos alle ens tanter, som slet ikke var ens rigtige tanter, men bare var nogle voksne
damer, der kom hjemme hos os. Naturligvis har de ikke haft kæmpebarme alle sammen, men
sådan er de altså blevet i erindringen. Og jeg var en skræmt lille dreng, der følte sig truet af
store barme.

Så var det skæggere at stå og kigge gennem hullet i plankeværket ind til damernes afdeling
på badeanstalten. Hold da op, hvor de gyngede, og hvor vi grinte. Og når vi cyklede hjem,
udmalede vi for hinanden, hvilke fantastiske syner, vi have været udsat for.

Senere blev det jo på stranden, man lå og sendte stjålne blikke til de stakkels piger i alle
aldre, der kæmpede fortvivlet med badehåndklædet, for at man ikke skulle få deres yndighe-
der at se. Det var mere spændende end tanterne. Eller når man i fangelegene i mørkets kældre
kom til at ramme en af pigerne lige der på det sted, hvor trøjen bulede ud. Det var som at få et
elektrisk stød, og man kunne næsten ikke falde i søvn om aftenen.

Jeg sad naturligvis også i lænestolen foran TV og erindrede, hvad man havde været udsat
for siden på film, foto og maleri og ikke mindst i virkeligheden. Og tankerne gik tilbage til
70’ernes badestrande, hvor man kunne se sig helt mæt uden at skamme sig, skønt man altid
følte det lidt farligt og forbudt at kigge rigtigt på dem.

Nå, men så startede tema-aftenen om bryster. Min kone ville se med, så vi sammen kunne
lære og opleve noget om emnet, - en hel lørdag aften. Og så blev det et dødhamrende kedeligt
program, der gjorde alt for at afmytologisere brysterne. Ingen erotik, ingen spænding, ingen
forundring, og værst af alt ingen kunst. Tænk, hvor smukke bryster Matisse kunne fremtrylle
med få streger. Tænk, hvor smukke bryster man har oplevet i digte fra Højsangen i Bibelen til
Schade i Nyhavn. Tænk, hvor megen ynde, farlighed og forførelse, kvinder har kunnet præ-
stere med disse legemsdele.

Her var der var kun en skrupkedelig udsendelse, der udstillede, hvor tåbeligt og tidsspil-
dende det er at lave en bryst-temaaften på denne såkaldt kulturelle kanal.

104

SIDE_090-129_DEL_4.indd 104 20-05-2010 21:44:48

Dernæst gik mine tanker i en helt anden retning. Til en gammel flyttemand jeg havde mødt
tidligere på ugen. Et stort brød med farvestrålende tatoveringer på de svulmende arme. Foran
gyngede en mægtig ølvom, som hver dag krævede at blive fyldt op for ikke bare at blive en
slatten hudlap. Dér er der garanteret ingen silikone. Han læspede, når han snakkede, for han
havde ikke en pløk i munden. Når han grinede, kunne man se hans mishandlede gummer, som
skulle bruges til både at smile og at tygge med. Det gik lettest med at drikke.

Livet havde været hårdt ved ham, og han havde været hård ved det. Han er en af dem, der
burde have en ordentlig gang efterløn; men han får kun en ussel førtidspension, og den kan
dårligt slå til, når vommen skal fyldes op. Han er i øvrigt en herlig fyr. Godmodig og hjælpsom.
Taknemmelig, hvis man gør ham en lille tjeneste. Og han lugter kraftigt af mand.

Det er noget helt andet end bryster. Det er et stykke Danmark, der er til at tage og føle
på. Ingen kunstige indgreb, ingen forskønnende operationer. Man bliver helt flov over, at man
hoppede på den tåbelige temaaften.

Det var også den aften, man over hele verden og da især i Japan mindedes 60 året for atom-
bomben over Hiroshima. De havde lavet små papirsskibe med et lys inden i, som de kunne
sætte i floden til minde om de mange ofre.

Muselmand. Ukendte Job.
Aske i en askehob.
Legioners sorg og ve
sover i din askes sne.
Menneske. Navnløse ven
Giv os mennesket igen.
Sådan skrev Halfdan Rasmussen i en smukt Gravskrift fra de år.
Se, det er jo også noget helt andet end bryster. Det er som sagt ikke, fordi jeg har noget
imod bryster. Tværtimod. Men jeg har noget imod kedsommeligt, overfladisk, dilettantisk
TV. Og så synes jeg, det ville være godt med et flot gebis til en tandløs flyttemand i stedet for
silikonebryster til moderigtige superdanskere. Nok er det sommertid, men alligevel. Verden er
fuld af spændende og påtrængende emner. Jeg tror, at DR-2 skulle gribe sig selv i brysterne.

105

SIDE_090-129_DEL_4.indd 105 20-05-2010 21:44:48

Om statistikker

Svenske mænd har bedre sæd end danske!
Ja, der er noget særligt ved svenskerne. Der er da ikke noget at sige til, at det går dem så

godt med den sædkvalitet. Jeg troede ellers, at det var et af de punkter, hvor vi var bedre end
svenskerne. Alle dem, jeg kender har en smadder fin sædkvalitet. Og jeg selv har heller ikke
noget at klage over. Men nu er vi altså sat på plads.

Måske er det derfor, man læser følgende: Danskerne skal i selen! Ja, vi må til at lægge os i
selen; men det er et spørgsmål, om det hjælper på kvaliteten. Det kan da kun hjælpe på kvanti-
teten. Nu så jeg ikke lige, hvad det var for en slags sele, danskerne skulle i. Det kan være det er
en spændetrøje eller gammeldags bukseseler. Nej, vent nu lidt: Det er sikkerhedsselen i bilen.
Men den har jeg altid på, så det vil ikke hjælpe min sædkvalitet.

Måske er der lidt trøst i denne her: Danskerne lever stadig længere! Så vinder vi lidt tid, når
nu kvaliteten er for ringe. Vi præster har ellers så travlt med begravelser i Brande; men det må
åbenbart været noget, vi drømmer, for det står sort på hvidt: Vi lever alle sammen længere hele
tiden.

Til gengæld passer vi åbenbart mere på det, vi har, for her står: Udenlandske kvinder får
mange aborter! Jeg troede ellers de ynglede som rotter. Det var der da en gang en politiker,
der påstod. Men her står, de får mange aborter. Det må da give kødannelse og ventelister på
klinikker og sygehuse. Men det skyldes nok, at deres mænd har sådan en fremragende sædkva-
litet; så der kunne vi godt lære lidt af dem.

Jeg har vist helt glemt at fortælle, at jeg sidder og læser avis. Det gør jeg gerne dels ved morgen-
kaffen. Det er desværre sjældent, jeg kan nå mere end overskrifterne; men det er også rigeligt for at
kunne følge med. Og det kan man jo også konstatere med det, jeg allerede nu har fortalt.

Pensionister må vente et helt år på deres penge! Så vil der i hvert fald være nogen af dem, der
ikke lever stadig længere. Man kan jo ikke gå et helt år uden mad og drikke. De skal måske også
have en varm frakke til vinteren. – Et helt år! Godt man ikke er pensionist – endnu!

Hvordan passer det for resten med dette her: Ældre spiser for meget sukker! Hvor får de
penge fra til det? Det er måske slik, de har gemt, siden de var børn? Deres mor sagde: Nu har
du ikke godt af mere; og så har de gået og gemt på det alle de år; og nu sidder de og guffer det
i sig henne i den beskyttede bolig. Men der bliver holdt øje med dem; og nu er de formastelige
ældre kommet i avisen.

Danskerne omlægger lån for millioner! Hvad er nu det? Jeg har ikke omlagt lån for to ører.
Men det står her altså: Vi – og det vil også sige jer læsere – og store og små, rige og fattige –
omlægger lån for millioner. Det gælder også landevejens omvandrende svende. Det er altså
dét, de bruger de penge til, som de blokker mig for her i præstegården. Og så kan pensioni-
sterne ikke en gang få deres penge før om et år.

106

SIDE_090-129_DEL_4.indd 106 20-05-2010 21:44:48

Her er noget, der virkelig skuffer mig: Tandlæger tryner deres ansatte! Jeg har endda sådan
en flink og dygtig tandlæge. Altid venlig og omhyggelig. Og så går han og tryner de stakkels
ansatte, så snart man vender ryggen til. Jeg synes også godt, man kan se det, når nu man ved
det. De ser faktisk temmelig trynede ud både hende med sugedimsen og vandglasset, og hende
der skriver regningen ud. Hvis jeg havde vidst det her, så havde jeg ikke betalt for den sidste
guldkrone, jeg fik lavet. Jeg kunne sagtens have brugt de otte tusind til noget andet. Næste
gang vil jeg simpelthen sætte ham stolen for døren: Det er slut med broer, guldkroner og tand-
rensninger, hvis han ikke holder op med at gå og tryne.

Denne her er mere opmuntrende: Danskerne er glade for deres job! Det må jeg sige. Smukt.
Gælder det også alle dem, der ingen job har. Og hvorfor får de ældre ikke bare løn for det job,
som de åbenbart er så glade for, for de er jo også danskere. Hvorfor er der egentlig så mange
sygedage på de danske arbejdspladser? Det må jo være skrækkeligt at skulle blive hjemme så
mange mandage, når nu man er så glad for sit job. Det vil vi ikke bore mere i.

Men vi vil bore lidt i statistikker, og mediernes brug af dem og deres overskrifter. Vi lever
midt i en statistiktid. – Det var svært at sige: Statistiktid. (Bispens gibsgebis!) Aldrig er der
blevet lavet så meget statistik over så mange ligegyldigheder. Og det er ikke Danmarks Stati-
stik, der laver det hele. Det er forskere, analyseinstitutter, aviser, virksomheder, fidusmagere,
fagforeninger, pressionsgrupper.

Man laver en statistik, når man skal bruge en. Og de passer altid, for det er bare et spørgs-
mål om, hvordan man stiller spørgsmålene, og hvem man spørger, og hvordan man efterføl-
gende bearbejder tallene.

Dernæst offentliggør man resultatet. Der er der et større klaviatur at spille på. Det gælder
jo om, at komme på avisernes forsider og i dagens utal af radioaviser. Og de er taknemmelige
aftagere, for de lever af nyheder og sensationer; og jo tættere nyhederne kan komme på læ-
serne, des bedre er det.

Til sidst når statistikken frem til os; men nu er den ikke længere statistik. Nu er den skin-
barlig virkelighed. Og det er det farlige og det komiske ved hele projektet: At man laver men-
nesker til et produkt af statistikken i stedet for omvendt.

Men mennesker ønsker ikke at være et produkt af noget som helst og da slet ikke af stati-
stik; og derfor sker det jo igen og igen, at virkeligheden ikke vil leve op til statistikken. Det er
jeg sikker på, de heller ikke vil til denne overskrift:

Menigmand er helt til grin! – Hvem er det egentlig, der er til grin? Kære danskere, I er meget
bedre end jeres rygte! Især mændene, - det skal nok gå – også det med sædkvaliteten. Vi lever
og overlever!

107

SIDE_090-129_DEL_4.indd 107 20-05-2010 21:44:48

Om grisenes befrielsesfront

Peter Mathiesen
red på grisen
over isen
med avisen.
Først gik isen
så gik grisen
med avisen
så gik lille Peter Mathiesen
Husker I dette børnerim fra jeres barndom i bogen med Arne Ungermanns herlige tegninger?
Der var mange andre rim i den bog, som vi kan udenad den dag i dag. Men historien om den
stakkels Peter Mathiesen kom jeg til at tænke på en dag, hvor der stod i avisen, at et hollandsk
pengeinstitut ville holde op med at uddele sparegrise til børnene, fordi det kunne støde mus-
limer, for hvem grisen jo er et urent dyr.
Ja, til sidst går lille Peter Mathiesen gennem isen. Det er os. Til sidst går vi alle sammen ned
i mørket og kulden. Gennem frygtens tynde is. Den kan ikke bære. Det stod faktisk i avisen:
Isen er usikker! Alligevel red vi ud på den.
Først tog de sparegrisen. Det har heddet en sparegris, om ikke siden tidernes morgen, så
siden børnesparsommeligheden blev opfundet. Hvorfor? Fordi grisen er sådan et rart dyr,
som børn ikke bliver bange for. Men det gør muslimer; og derfor må børnene ikke længere få
sparegrise.
Hvad med Grislingen og Disneys Tre små Grise, som den store stygge ulv aldrig kan få ram
på. Jo, de falder også gennem isen. Og pattegrisene og deres store dejlige grisebassemor, soen
i al sin pragt. Øf øf.
De er nogen værre urene nogen. Det kan enhver da se. Det var for resten derfor, det var så
pinligt, at den fortabte søn blev sat til at passe grise og dér kom til sig selv. Han havde også lært
derhjemme, at grisene var urene.
Det gik Jesus ikke så meget op i. Det urene kommer ikke udefra, men indefra, sagde han. Det
er ham, vi har det fra. Vi kan jo godt lide grise, og ikke mindst alt det dejlige mad, vi kan lave
af grise. Det er da ikke til at undvære:
Flæskesteg, frikadeller, flæskesvær, mørbradbøf, gule ærter, krebinetter, leverpostej, stegt
flæsk og persillesovs. Nej, nu stopper jeg, for tænderne løber jo i vand, så man er lige ved at
drukne.
Men der ikke noget at komme udenom: Det ryger alt sammen gennem isen! Det er til at

108

SIDE_090-129_DEL_4.indd 108 20-05-2010 21:44:48

tude rigtigt over. Og så er grisen oven i købet et meget intelligent dyr. Det er måske dét, der er
i vejen. Uha, uha, du skal ikke tro, du er noget, lille grisebasse; ned igennem isen med dig.

Nede i fru Hansens kælder
kan man købe frikadeller.
Nej, holdt! den duer ikke mere. Forbudte ord!
Og fire små grise, de skulle ud at gå,
de ville ej længer i grisestien stå.
Og alle havde krølle på halen.
Nej, nu må du altså holde op, min fine ven. Ellers kommer du uden for døren.
Det er noget rigtigt griseri dette her. Det kommer der ud af at ride ud på frygtens tynde is.
I stedet for at pudse alle sparegrisene på dem, red vi ud over isen og gik igennem alle sammen:
Først gik isen, så gik grisen med avisen, og til sidst gik lille Peter Mathiesen.
Det er jo helt til grin, hvis det ikke var så sørgeligt. Det næste bliver vel, at vi ikke tør lave
vejkryds. De minder for meget om kors; det kunne støde nogen. Så må vi lave rundkørsler el-
ler vejhalvmåner eller lade en hel masse veje mødes i en stjerne; de fleste af vejene ville så være
blindveje; men dem er der ikke så meget vedligeholdelse ved, selvom der ofte færdes nogen på
dem.
Alle blindvejene fører ud til søen med frygtens is. Først skal man gennem en mørk skov,
hvor der står nogen bag alle træerne og siger bøh. Der er arabiske bussemænd over det hele.
Det siges, at de har krumsabler og gnistrende øjne. Vi må hellere løbe ud på isen. Det er vist
det mest sikre.
Nej, det mest sikre er at sige fra. At bekende kulør! At tage kampen op. Grisenes befrielses-
front! Nej, Peter Mathiesens befrielsesfront! Vores alle sammens befrielsesfront! Vi skal lade
være med at lade os skræmme, blot nogen råber: Ulven kommer!
Denne befrielsesfront bruger ikke bomber eller andre våben. Den bruger ord. Og tegnin-
ger. Og sange. Og poesi. Og humor. Men den kræver, at vi står sammen og ikke løber ud på
den tynde is.

109

SIDE_090-129_DEL_4.indd 109 20-05-2010 21:44:48

Om fjenden i landet

Jeg bringer glædeligt budskab: Fjenden er i landet! Det er Saxo, der fortæller historien om budbrin-
geren Folke, der råbte det glædelige budskab til den danske kong Vermund. Siden gjorde skole-
manden og frimenighedspræsten Folke Trier det til sit valgsprog, og fra ham overtog Højskolen
i Thy det. Og nu er jeg kommet i tanke om det, fordi jeg just i dag (januar 2005) går på pension,
og folk i længere tid har gået og sagt: Glæder du dig ikke? Nu skal du rigtig til at nyde livet!

Jeg har nu nydt livet hele livet, men naturligvis på min egen måde, og det er just dér, det
glædelige budskab om fjenden i landet kommer ind i billedet. Sagen er, at den gamle kong Ver-
mund også var gået på pension for at nyde livet. Det gjorde han ved at æde og drikke og feste.
Øllet flød i rigelig mængde, drukne vrøvleviser og sjofle vittigheder fyldte meget ved bordet.
Ind imellem: en jagt og et spil af en slags.

Undertiden trængte der budskaber igennem om svenskernes planer om at angribe landet
sydfra; det lagde de nemlig ikke skjul på. De kunne ligeså godt udnytte situationen, nu hvor
danskekongen var blevet en slapsvans. Kongen tog sig ikke af disse budskaber; ej heller tog
han sig af, at den svenske jarl hånede og tirrede og udfordrede ham. Han havde det godt og
behageligt med sine fede fester og sin livsnydelse.

Da Folke nåede frem og råbte sit glædelige budskab ud, om at fjenden var i landet, gjaldt det
naturligvis svenskerne, der var brudt ind over grænsen, men det glædelige var, at kongen nu
måtte sætte kruset fra sig og gå til kamp. Den egentlige fjende var således slet ikke svenskerne,
men kongens magelighed og hans laden stå til, hans mangel på kampvilje og stridslyst.

På den måde er fjenden jo altid i landet. Det er så stor en fristelse at ville være i fred og lade
andre om bøvlet. Lade dem grine ad mig og mine ligestillede, lade dem plyndre og ødelægge,
hvor de vil, bare jeg får lov til at nyde livet. Skål! Livsnydelsen overfor stridslysten.

Det er klart, at når man går på pension, så slipper man for det daglige bøvl og irritationerne
og ærgrelserne og den der idelige tagen stilling. Nu kan man gå ind i en slags pensionist-ku-
vøse, hvor man bare skal nyde. Og så kommer man til at sidde som den gamle kong Vermund;
mens de sjofle vittigheder flyver om ørerne på en.

Er det at nyde livet? Er det dét, livet går ud på, mens alt det, der er gået forud, blot har været
en lang kamp for at nå så vidt? Slid og slæb og opsparing for at kunne sige skål hver dag! Så er
fjenden i landet, - det er et glædeligt budskab at få det at vide, og budbringeren bør belønnes.

Men dette her er jo ikke kun et pensionist-problem; dér bliver det bare udstillet i al sin gru.
Der skal altid kæmpes. Livet igennem. At ville være i fred giver ingen fred. Grundtvig skriver
et sted: vil man freden sig tilsove, nøjes man med gravens fred.

Jeg bringer glædeligt budskab: Fjenden er i landet. Der er masser at kæmpe for og masser at
kæmpe imod. Sommetider kan man se os alle sammen som sådan et kæmpestort låddent sløvt
forbruger - dyr, der bare ligger og labber i sig. Det er altædende.

110

SIDE_090-129_DEL_4.indd 110 20-05-2010 21:44:48

Samtidig med at tingene går så ufatteligt stærkt omkring os, ligger dovendyret bare der og
æder, - ikke blot varer, men også oplevelser, begivenheder, glæder, sorger, kærlighed og terror.
Dyret spiser bare, - uden at fordøje det, men sender det ud på fortidens og glemslens store
losseplads.

En dag sker der en stor katastrofe et sted i verden. En mægtig flodbølge gør det i et nu af
med tusindvis af mennesker, huse, broer, veje. Midt i den travle hverdag, i den glade feriestem-
ning, i børnenes leg. Og vi får budskabet hjem så hurtigt og så livagtigt, at vi føler, vi næsten
har været til stede. Offerviljen vågner i os, penge til nødhjælp strømmer ind, mennesker byder
sig til, mindegudstjenester, taler, to minutters stilhed. Alt sammen godt og stærkt.

Det store lodne dyr vågner og åbner dovent sine øjne. Så begynder det at spise, og tingene
forvandles til forbrug. Til underholdning, til en pause i trummerummen, til TV og Se og Hør
og Ekstrabladet. Til gys og flæberi. Bidragene bliver til konkurrence og reklameindslag. Til
politisk kævl. Det er ikke noget, vi ønsker os. Det bliver bare sådan. Vi får ikke lov at slå os ned
og lade det virke på os, sætte spørgsmålstegn ved vores måde at leve på og behandle hinanden
på. Det bliver spist af forbrugerdyret.

Sådan gik det også med den smukke stund, da kronprins Frederik fældede en tåre ved
synet af sin smukke brud. Den tåre kunne have dryppet i vore hjerter og mindet os om, hvor
alt for let kærligheden får lov at dø mellem mennesker, men hvor smukt og storsindet det er,
at den bliver ved med at manifestere sig i verden. I stedet blev det til nærbilleder og idelige
gentagelser de næste dage til forbrugerdyret var mæt af tårer. – Efter tårerne kom skilsmissen
for brormand. Med den gik det på samme måde: Forbrug og underholdning: Ædt med hud
og hår!

Fjenderne er i landet. En af dem er nydelsessygen. Den som nogen drømmer om, man får
tilfredsstillet som pensionist eller efter den store gevinst. Måske går det slet ikke ud på at nyde,
men på at kæmpe, fordi fjenden altid er i landet.

111

SIDE_090-129_DEL_4.indd 111 20-05-2010 21:44:49

Om omsorg

Har du været til medarbejdersamtale? Man kalder det vist også omsorgssamtale! Jeg har hel-
ler ikke været det endnu; men jeg glæder mig sådan. Der er jo bare så mange, der skal snakkes
med, så der kan godt gå et stykke tid endnu. Det er alt det der med ventelister, som vi kender
så godt.

Medarbejdersamtale – Omsorgssamtale! Det lyder lifligt. At tænke sig, at der er nogen, der
interesserer sig for en. Man er ikke bare en, der pukler fra morgen til aften, men en de har om-
sorg for. De holder øje med, hvordan jeg har det. Og hvis de ser, at jeg viser den mindste smule
tegn på dårlig trivsel, så får jeg ikke bare lov til at få lidt gode råd, næ, jeg bliver skam indkaldt
til samtale. Det er, fordi mennesker, der har det skidt, ikke altid selv er klar over det; men når
nogen interesserer sig for en, kan de opdage det, og så er det godt med noget omsorg.

Det er altså ikke alle, der skal til sådan en fin samtale; men det er i virkeligheden svært
at undgå; og sådan skal det også være. Det ligner ikke noget at gå og have det skidt, uden at
nogen gør noget ved det. Det kan gå ud over produktiviteten og kvaliteten og tempoet og hele
stemningen på arbejdspladsen, - det er vist det, de også kalder arbejdsmiljøet. Ja, det vil sige:
det psykiske arbejdsmiljø. Det fysiske er jo sådan noget med stolene og bordene og vinduerne
og luften og en hel masse mere. Det er også vigtigt, for du har jo altid lidt ondt i ryggen, når
du mærker efter.

Man skal være godt forberedt, når man kommer til en omsorgssamtale. Først spørger de
selvfølgelig, hvordan man har det. Men det er ikke ligesom, når vi snakker med naboen hen
over hækken: Hvod’n skær den? Det betyder jo ikke så meget. Spørgsmålet er en slags fyldstof,
og det skal svaret også helst være, som når man taler om vejret.

Det er noget andet, når man sidder ved et skrivebord og er til omsorgssamtale. Det er me-
get mere højtideligt; og derfor må man endelig ikke bare svare: Tak, det går fint. Så risikerer du
at blive indlagt, for det går aldrig fint. Så var det jo helt overflødigt med den slags samtaler.

Derfor skal du trække lidt på det. Og hvis du ikke har noget at kramme ud med lige med
det samme, kan du bare sukke lidt og sige: Jo tak, jeg har det sådan, sådan øh, nogenlunde.

Det er den bedst tænkelige start. Så har han noget at arbejde med. Han har sådan en lille
mappe liggende foran sig, personalechefen eller hvad han nu er, ham der står for samtalerne.
Han har både været på kursus og alt muligt. – Et fint sted med svømmepøl og bar; og der har
de prøvet at være helt ærlige over for hinanden og sige tingene rent ud og røre ved hinanden.
Nu er han omsorgsleder.

Han piller lidt ved mappen og kigger skjult i den. Det er ikke mange sygedage, du har haft;
men vi har lagt mærke til, at du ikke er rigtig glad, når du er på arbejde. - Nu må du endelig ikke
straks røbe, at det er, fordi frk. Olesen i bogholderiet irriterer dig ad Pommern til. Det skal
han helst have lov til at liste ud af dig. Så du trækker bare på skuldrene.

112

SIDE_090-129_DEL_4.indd 112 20-05-2010 21:44:49

Så kan det være, I kommer til at tale om din madpakke, og dit sexliv, og hvordan det går
med børnene i skolen og svigermors blindtarm. Umærkeligt nærmer I jer bogholderiet; og nu
giver du bare frk. Olesen det glatte lag. Du behøver ikke at spare på krudtet, for det er jo helt
fortroligt. – Sådan da – for der er jo det med offentlighed i forvaltningen; men så vidt skulle
det jo helst ikke komme.

Pludselig afbryder din omsorgsleder samtalen. Det behøver du ikke at blive ked af; det er
bare fordi der ifølge reglerne kun er afsat 20 minutter til hver samtale; om et halvt år kan I
fortsætte analysen af din mentale tilstand.

Med mindre du er blevet et akut tilfælde, så er du meget mere spændende. Kommer foran
alle de andre i køen, eller samtalen forlænges med tre gange tyve minutter. For nu skal der laves
en rapport og udarbejdes en aftale om, hvordan der tages fat på dit problem. Det handler jo i
virkeligheden slet ikke om frk. Olesen; men om noget inde i dig, nogle knuder, som skal løses
op, måske præstationsangst eller en slags neurose dybt forbundet med din ægteskabelige krise,
fordi du sidder og ser frække film, efter at din kone er gået i seng kl. halv ti.

Det er godt, det er blevet opdaget i tide, så der kan blive gjort noget ved det. Omsorgsle-
deren har allerede udarbejdet en handlingsplan, - den er nemlig standardiseret, fordi du ikke
er den eneste, der har det skidt; det har alle, når man spørger dem, hvordan de har det. Nu
skal du bare skrive under… her nede forneden. Så får du en kopi med hjem, og et eksemplar
lægges i din fine personalemappe, og et ek-semplar sendes op til den øverste chef, der står for
velfærden. Så vil du høre nærmere.

Der er ingen grund til at sidde og grine. Det er i fuld gang. Cirkulærer er rundsendt til de
fleste statsinstitutioner. Også private virksomheder er i fuld gang. Kurserne er ved at blive
afholdt. Her er et citat fra et cirkulære udsendt af et ministerium i Danmark:

Indkaldelse til omsorgssamtale kan ske på grundlag af, at en medarbejder trænger til omsorg,
f.eks. fordi der er tegn på nedsat arbejdslyst, nedsat arbejdstempo eller dårligt humør. Er der så
nogen, der kan gå ram forbi?

Nu er jeg nødt til at spørge - desværre med et solidt bandeord: Hvad Fanden bilder de sig
ind? – Og tænk, hvad det har kostet af tid, penge, ressourcer at udarbejde et sådant idiotisk
projekt! Hjælp jeg trænger vist til en omsorgssamtale!

God fornøjelse.
Efter sigende har de nu mere eller mindre erstattet det af noget, der hedder MUS-samtale.
Det betyder medarbejderudviklingssamtale! Og det skal man ifølge bestemmelserne indkaldes
til en gang om året. Det handler om udvikling, omstilling og den slags. Hvordan mon det så
vil gå med omsorgen? Bliver der endnu mere at tage vare på?

113

SIDE_090-129_DEL_4.indd 113 20-05-2010 21:44:49

Om X-factor og Fadervor

Har X-factor og morgensang med Fadervor noget med hinanden at gøre? Tilsyneladende
ikke! Alligevel vil jeg forsøge at bringe dem sammen i denne klumme, fordi det måske kan
belyse situationen i dagens Danmark for os.

Først lidt om X-Factor, dette fantastisk opblæste fladpandede, populære fænomen. Det er
jo meget mere end en TV-udsendelse. Hver uge fyldes avisernes og især ugebladenes spalter
med pikante historier om deltagerne og dommerne. Der er konflikter, problemer, tragedier,
håb, skuffelse, kampgejst.

Det er virkelig blevet en folkesag, der fylder så meget, at man tror landets ve og vel står og
falder med den. Finanskrisen bliver trængt helt i baggrunden.

Endelig når vi frem til den forjættende fredag. Familierne lejres foran skærmen med re-
sterne af rødvinen og slikposerne indenfor rækkevidde. Så starter det med bulder og brag, og
den helt vildt veloplagte højtråbende værtinde træder frem på skærmen og hilser på publikum
og seerne med ord og attituder, som røber, at noget stort er i vente.

Så lukkes de tre dommere ind efter en himmelråbende begejstret præsentation og under
stor applaus. Det er et stort øjeblik i vores liv.

Derefter går slaget sin gang, hvor det ene talent afløser det andet, og de velbetalte dommere siger
deres hjertens oprigtige mening. Meget spændende og storslået. Jeg kom til at lægge mærke til deres
ordvalg. Det var knap så storslået. Her er et skønsomt udvalg, som gik igen og igen:

Pisse, skide, lort, fandme, eddermame, kraftedeme, sgu, sgu, sgu. Sådan fortsatte det show-
et igennem til glæde for familierne i de tusind hjem med mennesker i alle aldre. Meget opdra-
gende. Luften var tyk af latrinære gloser og eder.

Sig mig, hvordan du taler, og jeg skal sige dig, hvem du er. Det er klart, at sproget på en eller anden
måde kendetegner et menneske. Vi kan f.eks. tænke på den festlige musical My Fair Lady, hvor
blomsterpigen Eliza laves til et helt andet menneske ved professor Higgins energiske indsats.

Nå, men de høje dommere er, som de er, når de taler som en skraldespand. Men der er et
andet problem ved dette lidet skønne sprog, og det er, at vores liv tager farve efter vores sprog:
Jo smukkere ord, des smukkere liv. Og jo grimmere ord, des grimmere liv. Et pågående medie
som fjernsynet har stor indflydelse her. Næsten som Bibelen har haft det gennem århundreder
med hensyn til at forme vores sprog.

Vores liv får farve og indhold, hver gang vi siger noget, men hverken de smukke eller de
grimme ord har total dominans over vores liv, fordi der jo siges så meget i løbet af en dag. Men
hvis man nu heller ikke synger smukke salmer og sange, så er det klart, at de grimme ord får
større indflydelse.

Og dermed har vi nu nærmet os morgensangen. Den er jo nemlig fyldt med smukke ord,
hvis ellers den, der vælger sangene, har sans for ordenes betydning og skønhed. Tænk at be-

114

SIDE_090-129_DEL_4.indd 114 20-05-2010 21:44:49

gynde dagen med at synge Lysets engel går med glans! At følge solens majestætiske tur henover
himmelbuen sendende sine stråler til hvert eneste hus og hjem i Danmark for til sidst at
standse op ved den lille ordblinde Simon fra 3. Klasse: Os har og Vorherre kær; ingen sjæl han
glemmer, i hvert solglimt Gud er nær og vor glade morgensang fornemmer!

Her går det lissom ikke at sige: Det er pisse godt! Med sangen er vi kommet ind i en verden,
hvor man taler på en anden måde og ser noget andet end pis og lort.

Derefter kommer Fadervor, hvis man er så heldig at bo i Nr. Nissum. - Eller uheldig, for Fadervor
er åbenbart farlig: Stakkels lille Fadervor. Sikken et postyr! Landet på den anden ende: Avisover-
skrifter, fjernsynsdebat, radioanalyser, læserbreve i stakkevis. Det er lige før den lille bøn stiller Mu-
hammedtegningerne i skyggen. Hvad har den dog gjort? Er der nogen, der er kommet til skade?

Det er et par tusind år siden, Jesu gik rundt på de støvede veje i Palæstina med sine såkaldte
disciple. De var nogle rigtige klummerhoveder. Religiøse analfabeter, der ustandselig sagde og
gjorde det forkerte. De kunne slet ikke finde ud af det med troen, og en dag sagde de så til
Mesteren: Hvordan skal man egentlig bede? Der var jo så mange ord, så mange bønner at vælge
imellem. Også dengang.

Jesus kiggede på dem og smilede: Hvor svært kan det være, sagde han, og rystede Fadervor
ud af ærmet. Disciplene stod og glanede. Ventede på, at der skulle komme noget mere. Det
gjorde der ikke. Bønnen var god nok og klar til brug. Det er en bøn for dummies. Altså dem,
der ikke rigtig kan det der med bøn og tro og alt det fine.

Nu forsøger man at afskaffe den godt hjulpet af de tanketomme medier. Her er et forslag
til en morgenbøn, der sikkert kan accepteres i det moderne X-factor-Danmark:

Store altopslugende Intethed!
Du, som ingen steder er! Og alligevel er overalt!
Dit navn skal være ophøjet og gælde over alle andre navne på jorden i nutid og fortid!
Lad denne intethed brede sig, hvor den endnu ikke har sejret!
Ske din tomhed, som den sker, hvor intetheden er.
Giv os endelig ikke vort daglige brød. Nej, lad os tankeløst blive smælderfede eller
ligeså tankeløst blive udsultede stakler med knogler ud af huden.
Hold os fast på vores skyld, at vi også kan give vores medmennesker et ordentligt
skud for boven, så de ikke kan rejse sig igen. Lad os kort sagt blive vindere.
Led os til alle de fristelser, som vi ikke selv kan finde, selvom udbuddet er enormt.
Giv os bare noget mere af det onde: Terror, drab, tyveri, krig, ulykker, skilsmisser,
søvnløse nætter, grimme ord – du kan sikkert selv finde på mere. Det er ret underholdende.
Thi dit er mørket, fortvivlelsen og historiens endepunkt!
SLUT. I AL EVIGHED SLUT.
Tja, under det perspektiv kan man jo også leve. Men hvad med børnene?

115

SIDE_090-129_DEL_4.indd 115 20-05-2010 21:44:49

Om kompetence

Det handler om kompetence. For år tilbage lavede man bare grin med det. Senere indhentede
virkeligheden så sagen med en debat i Folketinget om bekendtgørelsen til institutionerne om
kompetenceudvikling fra 6 måneders alderen. Ja, du læste rigtigt: 6 måneder! Livslang læring
og udvikling er blevet til livslang styring og evaluering (et andet ord for kontrol).

Sit fædreland skylder man alt, sagde sprogforskeren Rasmus Rask. Jeg ved ikke, om han lige
tænkte på kompetence. Det var nu nok noget med mod og mandshjerte (eller kvindehjerte),
offervilje, ordholdenhed. Det er mange år siden. I dag hedder det altså kompetence.

Det er også fint nok. Lad os endelig få nogle rigtig kompetente mennesker i det her land,
for så vil der virkelig ske noget. Selvfølgelig forudsat, at vi har lige så meget eller helst mere
kompetence, end de har i de andre lande i EU. Det hele bliver nemlig jævnligt kontrolleret. Se
så at komme i gang.

Kompetence er ikke noget, man er født med. Det skal man erhverve sig. Og man skal be-
gynde tidligt. I børnehave og vuggestue. Fra 6 måneder. Da skal man erhverve kompetence
til at gå i skole. Måske skal man begynde endnu før: I fostertilstanden f.eks. Det er måske
allerede i fuld gang med fosterdiagnostetikken. Det er vel nok dejligt.

Hvis dét skulle vise sig at blive gennemført, så bliver kompetence altså alligevel noget,
man bliver født med, hvis altså moderen under graviditeten har spist den rette kompetence-
fremmende mad og gjort de rette fosterkompetenceøvelser. Nå, men glem det indtil videre.

I børnehave og vuggestue skal de gå ture og lege med ler og den slags, siger bekendtgørel-
sen. Men det gør de jo allerede! Ja vist, men ikke på rette kompetence-givende maner. Det er
ganske vist kun eksempler, bedyrer socialministeren; men hvornår er eksempler i en bekendt-
gørelse nogensinde blevet ved med at være eksempler?

I skolen skal så opbygges et nyt, videregående sæt af kompetencer, som er tilpasset hver enkelt
elev. Derfor må de til jævnlige kompetenceundersøgelser, så skolen lige finder det område, hvor
den pågældende elevs kommende kompetencer kan komme ham selv og især samfundet til gode.

Jo længere tid man går i skolen, des flere og bedre kompetencer erhverver man sig. Man må
endelig ikke forveksle det med gammeldags faglig kunnen og den slags. Dét indgår kun som en
mindre del af kompetencen. Det handler også om, hvordan man anvender sin viden og til hvad
og sammen med hvem og hvorfor, og om man stadig er indstillet på at være omstillingsparat
til at videreudvikle sine kompetencer.

Derfor bliver man aldrig færdig med at gå i skole. Det der med at få en hvid hue på hovedet
og køre rundt i hestevogn og få en uforglemmelig og munter dag, kan man godt spare sig, for
efter sommerferien skal man i gang igen med at erobre kompetence. Så den unge må straks
hjemforskrive et bibliotek af uddannelsesprogrammer, kursustilbud, studievejledninger og
kompetenceudviklingsbeskrivelser.

116

SIDE_090-129_DEL_4.indd 116 20-05-2010 21:44:49

Nu er vores unge ven eller veninde måske af den mere jordbundne slags, der får kulde-
gysninger ved sådan et fint ord som kompetence, så han/hun vil hellere være automekaniker
eller damefrisør. Men vi må straks sige: Du bliver klogere lille ven. Uden kompetence kan du
ikke blive noget som helst. Sådan er det bare. Der skal masser af kompetence til at reparere en
Fordvogn eller ondulere en fornem frue.

Og så fortsætter det livet igennem. Du skal på kompetenceudviklingskurser hvert år. Din
boss vil komme med et program og fortælle dig, at det står i arbejdskompetenceudviklingslo-
ven, at en virksomheds medarbejdere mindst hvert år ikke blot skal tilbydes, men tilmeldes et
kompetenceudviklingskursus inden for sit fag på nærmeste AMU-center, efter en MUS. Ja,
det er en medarbejderudviklingssamtale.

Derfor kommer du til at glæde dig mere og mere til den dag, du endelig kan blive pensio-
neret! Men glæd dig ikke for tidligt, for så skal du gøres pensioneringsparat og dertil kræ-ves
en række kompetencer, som i begyndelsen vil være opstillet som tilbud eller eksempler til
kommende pensionister, men ret hurtigt vil blive en obligatorisk del af selve pensionerings-
processen.

Jeg ved godt, at det, jeg fortæller her, kan virke lidt skræmmende på svage sjæle. Det er, fordi
de ikke har tilstrækkelig kompetence til at modtage oplysninger om kompetence. Men det kan
der naturligvis rådes bod på, for så skal man blot melde sig til et kompetencemodtagelseskom-
petencekursus. Du kan finde adressen på Internettet; og hvis du ikke har forstand på Internet
og den slags, så kan du få kompetence til det ved at henvende dig på kommunens kompeten-
ceafdeling, som vil formidle kontakten til en af kommunens mange kompetencekonsulenter,
som kan hjælpe dig videre.

I nær fremtid regner jeg med at få et tilbud eller måske ligefrem et påbud om at tage på et
Klumme-kompetencekursus. Det vil jeg naturligvis sige ja tak til, forudsat at det foregår på et
kursuscenter med svømmepøl og fri bar.

Det kan være, vi mødes, så skal vi give den en ordentlig kompetenceskalle, så vi får kompe-
tencetømmermænd i flere dage. Det er kun eksempler.

Ja, det har jeg forstået! Og eksempler har det med at blive til virkelighed. Og virkeligheden
skal evalueres. Og hvis vi ikke består, bliver vi rullet i tjære og dyppet i fjer og udstillet på Net-
tet. Det er fand’me uhyggeligt, som ham der sagde det i fjernsynet for nogle år siden. Hvad kan
vi stille op? Der er måske kun den ene udvej, som Jesus brugte på korset, da han så ned på sine
bødler og råbte: Fader! Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør!

117

SIDE_090-129_DEL_4.indd 117 20-05-2010 21:44:49

Om frihed

Frihed er det bedste guld! synger vi i en af de gode gamle højskolesange. Og det er jo så sandt,
som det er sunget. Men spørgsmålet er nu: Hvor blev friheden af, da vi blev frie? Jeg synes
nemlig ikke, man føler sig rigtig fri! Måske er det følelsen, der er noget i vejen med. Måske er
det friheden!

Jeg har prøvet at spørge Grundtvig til råds, for han skulle være en af dem, der kæmpede
indædt for frihed både i den tids kulturkamp og i det politiske. Han skrev til mig:

Frihed lad være vort løsen i nord. Frihed for Loke såvel som for Thor… Frihed, men ikke som
ulv og bjørn, ikkun som levende menneskebørn… Frihed er, hvad der tjener os bedst. Frihed, men
ikke som pest og hunger og ødeland.

Det var et gammelt digt, han citerede. Men det var nu ganske godt, og ganske aktuelt. Den
Gamle går ind for frihed. Det er helt tydeligt. Frihed er, hvad der tjener os bedst. Han er klar
til at give los, dog med det klare forbehold, at det ikke er jungleloven, han åbner op for. Det er
ikke en frihed til at undertrykke og udbytte andre mennesker, men en frihed for voksne men-
nesker, der har deres sunde fornuft og anstændighed i behold. Han har set i England, hvad den
uhæmmede økonomiske frihed kan ødelægge. Han har set mennesker bragt i en slavelignende
tilstand, fattige, udsultede, undertrykte.

Det er ikke meningen. Det er åndelig frihed, der er tale om. Friheden i tankens og troens og
vidskabens land, som han skriver. Og dér må der ikke være nogen begrænsninger. Det ved han
selv af bitter erfaring. Der skal være frihed for Loke såvel som for Thor. Alle former for bånd
og begrænsninger fremmer løgn og falskhed. Livet er en kamp, og den kamp skal udkæmpes
på frihedens hjemmebane, ellers går det galt.

Hvordan går det med dette frihedssyn? Lever det? Er det trængt? Kan det overleve? Det
er i hvert fald trængt, og mærkeligt nok af friheden selv. Vi har vist ikke taget os i agt for de
begrænsninger og advarsler, som Grundtvig fremkom med i sit gode digt. Der er langt hen
blevet frihed for pest og hunger og ødeland, og der er i vidt omfang kommet frihed for ulv og
bjørn, altså jungleloven.

Det sker dels i forhold til verdenssamfundet, hvor vi i de rige lande stadig udbytter og indi-
rekte undertrykker de fattige lande. Vi understøtter totalitære regimer, indtil de står os i vejen,
hvorefter vi forsøger at styrte dem med efterfølgende kaos og blodige borgerkrige til følge. Vi
eksporterer livsfarlige, smitsomme sygdomme til fremmede kontinenter, så tusinder og atter
tusinder af mennesker i flere generationer er plaget. Vi beskytter vore egne erhvervsinteresser
på bekostning af disse svage og følsomme lande, der slet ikke kan klare sig i den ubarmhjertige
konkurrence, som ikke er konkurrence, men toldbeskyttelse og importforbud, og hvad man
eller finder på.

Bevares, vi gør da også noget godt. Gennem FN, ulandshjælp og forskellige internationale

118

SIDE_090-129_DEL_4.indd 118 20-05-2010 21:44:49

organisationers hjælpearbejde, men det batter ikke rigtig noget i forhold til den nød, vi påfø-
rer dem. Den økonomiske ulighed forværres år for år; og hungersnød, sygdom, krige dræber
hvert år millioner af mennesker kloden over. Naturligvis er det ikke direkte Danmarks skyld
alt dette, men vi er med på holdet og kan ikke unddrage os et ansvar.

Herhjemme viser det samme billede sig. Det bliver i højere og højere grad de stærkes sam-
fund. Godt hjulpet af friheden for ulv og bjørn: Privatisering, brugerbetaling, forenkling, skat-
telettelser, overgang til ejerbolig, private pensionsopsparinger, præstationsløn og meget mere.
Alt sammen til fordel for de velbjergede på bekostning af de svage. Solidaritet er blevet en by
i Rusland. Næ, nu gælder det alles kamp mod alle i frihedens navn!

Der er svamp i friheden. Og endnu en gang viser det sig, at det er de søde drømme, der
har ledt os på afveje. På den ene siden drømmen om, at frihed er at gøre, hvad der passer en.
Der må endelig ikke sættes grænser. Men den frihed stjæler man altid på bekostning af andre.
Mine udfoldelser begrænser de andres udfoldelser; det ironiske ved det er, at disse udfoldelser
også stjæler min egen frihed. Jeg kan nemlig ikke få nok; det bliver en jagt efter stadig mere
udfoldelse; og fiffige mennesker finder på stadig mere at lokke mig med, så jeg kan udfolde mig
endnu mere. Når man støder på grænser, bliver man forurettet, klynkende eller aggressiv; og
de andre mennesker tager skikkelse af fjender, der vil mig til livs.

Det er Luthers gamle sandhed om, at den frie vilje er bundet af det, den vil, og når man slip-
per den løs, bliver den dæmonisk. Politikerne får også travlt. De har jo været med til at starte
processen, så nu skal de overbyde hinanden i at imødekomme det forkælede folks ønsker.

En anden side af den samme frihedsvildfarelse er drømmen om uafhængighed. Det gælder
om at gøre sig fri af andre mennesker, af forpligtelser, af ansvar og skyld. I denne uafhængig-
hed bliver livet meningsløst. Men man oplever ikke tomheden som et resultat af uafhængig-
heden, snarere tvært imod. Man tror, man ikke er blevet uafhængig nok. Der er stadig nogle
bånd, der skal kappes.

Sandheden er, at friheden begynder i bundetheden. Bundetheden til et andet menneske,
bundetheden til ansvaret for familien, for dagen og vejen, for ens arbejde, for samfundet –
også verdenssamfundet. Men også bundetheden til det, man står for, det man tror på, det man
arbejder hen imod, meninger, holdninger, politik, religion. At det ikke bare er modebestemt,
men noget der forpligter en, og som man skal tage konsekvenserne af.

Når bundetheden forsvinder, indfinder tilværelsens ulidelige lethed sig. For at gøre tilværelsen
tungere finder man så på alle mulige narrestreger. Farefulde fritidsbeskæftigelser. Overinteres-
sante rejser til fjerne mål. Eksotisk madlavning. Alternative livsholdninger. Pirrende religiøse
ekspeditioner til sjælens indre. Det bliver naturligvis mere og mere hektisk.

Derfor lyder spørgsmålet stadig mere påtrængende: Hvor blev friheden af, da vi blev frie?

119

SIDE_090-129_DEL_4.indd 119 20-05-2010 21:44:50

Om datatid

Knud Sønderby skrev i begyndelsen af 30’erne en udmærket roman, der hed Midt i en jazztid.
Den er vist nærmest glemt i dag. Kun titlen huskes, og det er måske også bedst sådan. Der
spilles stadigvæk jazz, men vi lever ikke i en jazztid. Vi lever i en datatid, og det er nok så pro-
blematisk.

Alting sættes i data og ordnes og overskues og bearbejdes i data. De fylder ikke meget, men
de betyder desto mere. Nu er de blevet uundværlige. Hvis nogle data slettes, bryder verden
sammen i større eller mindre omfang. Enhver, der arbejder med computer fra begynderniveau
og opefter, kender det. Man trykker på en forkert knap – og vips er hele skidtet væk.

Ikke nok med det; men de lurer også på os. Kigger os over skulderen for at se, hvad vi skri-
ver til hinanden. Eller hackerne, der sidder der og lurer på at lave kaos i vores uskyldige data.
Det er nu slet ikke det, der skal tales om her, selv om det er uhyggeligt nok.

Nej, det er dette, at vi alle sammen bliver data. Vi plottes ind; og da computere er uhyg-
geligt dumme, er de også nødt til at gøre os dumme, når vi skal blive et plot. Og vi skal ligne
hinanden. Kun tal, køn og stereotype vendinger skiller os fra hinanden, for det hører med til
at være et plot.

Det skete der naturligvis ikke noget ved, hvis det bare holdt sig inden for almindelig ka-
talogisering og registrering. Sådan noget har jo eksisteret i mange år. Vi har jo også været et
nummer i en telefonbog, haft lånerkort til biblioteket, og nogen har skullet smække hælene
sammen, når der blev råbt 66! Det var ret uskyldigt: Når man havde lånt sin bog, gik man
hjem og læste den; og når man havde smidt uniformen, kunne man være en fyrig elsker.

Den går ikke længere. Man kan stadig læse bøger og være fyrige elskere, men det bliver til
data; måske ikke midt under akten, men før eller senere. Ellers er det jo ikke til at holde styr
på os. Alverden skal skrives i mandtal, som det hed i det gamle juleevangelium.

Styr på os, det skal der. Det har der altid skullet. Nu er de bare blevet bedre til det. Så snart
et barn fødes, bliver det til data, og når det døbes eller navngives, når det kommer i vuggestue,
børnehave, skole og så videre. Hver for sig er disse data ikke særlig interessante, men når de
lægges sammen, begynder der at tegne sig et billede af en personlighed.

Der er mange andre instanser, der kan give datatilskud til personligheden, for vi bliver hele
tiden spurgt: Hvad er dit data: det vil sige dit personnummer? Det bliver til en hel del med årene,
men det fylder ingenting Det er naturligvis skræmmende, at man i den grad har styr på os; og
det har vist sig vanskeligt at styre, hvem der har styr på hvad. Derfor kan det være nødvendigt
at krydse, samkøre, koordinere, meddele, forhandle, give aktindsigt med mere. Dertil kommer
de uheldige udslip, der uvægerligt finder sted med jævne mellemrum.

Det virkeligt skræmmende er imidlertid de mennesker, vi bliver gjort til, når vi bliver til
data. Nogle underligt amputerede robotagtige væsener uden mund og mæle, uden bankende

120

SIDE_090-129_DEL_4.indd 120 20-05-2010 21:44:50

hjerter og tårefyldte øjne, uden søvnløse nætter og sang under brusebad. Det findes der nemlig
ikke rigtig data for. Man kan naturligvis registrere, hvor ofte folk går i bad, og om de synger
eller ej, men det er ingenlunde identisk med sangen og mennesket. Slet ikke! for data kan ikke
være lykkelige, og de kan ikke få øje på Nina i badet og Svante, der kigger på..

Nu kunne man selvfølgelig så glæde sig over, at man dog har et vist privatliv; der er bare
det ved det, at det regner de styrende slet ikke med, hvem de så ellers er. De regner kun med
datamennesker. Det er dem, de indretter samfundet for; det er dem, der manipuleres med i
lovgivningen. Det er dem, man taler om, når man siger befolkningen, kunderne, vælgerne, pen-
sionisterne, klienterne, patienterne, eleverne.

Stop, det er dem, vi lige vil se på: Eleverne! Dem, der går i skole og skal uddannes. Allerede
fra første skoledag er de data. De er blevet datamærket siden vuggestuen, og nu popper det alt
sammen op på skolens pc’er. Læreren gør sig naturligvis al mulig umage for at se bort fra disse
data den første dag. Der er både flag og blyanter, sange og en tavle med sjove tegninger; men
det er kun første dag, for eleven skal så hurtigt som muligt blive data. Derfor skal han prøves
og evalueres og sættes i skemaer, så han sammen med andre elever kan få sin plads i det store
system.

Dette fortsætter så op igennem klasserne med stadig sværere prøver med henblik på at få
udskilt de svage, de dumme, de frække, de dovne, de sent udviklede. Det kunne man muligvis
også nok have gjort uden datamærkning, men det er lettere at overskue og rapportere videre,
når det er i dataform. Og så er det også mere retfærdigt, for alle er behandlet ens.

Men det er ikke godt med disse datamennesker, for de er ikke hele mennesker eller rigtige
mennesker. Der mangler tårerne, drømmene, sangene, håbet, længslen, forelskelsen, angsten.
Der mangler faktisk alt det vigtigste, sådan som jeg ser det. Ikke blot fordi det er det smuk-
keste; men først og fremmest fordi det er den vigtigste drivkraft i alt menneskeliv.

Alt den slags er fuldstændig uberegneligt. Naturligvis kan psykologer og andre med for-
stand på de dele granske i det og fremsætte hypoteser og mulige forklaringer; men når det skal
i data, og det skal det for at kunne bruges, så forsvinder livet ud af det. Dermed forsvinder også
mennesket, og tilbage er kun dataene. Mennesker er nogle gådefulde uberegnelige størrelser.
Og livet i dem og omkring dem er endnu mere sprælsk. Og hvad stiller vi op, når vi lever midt
i en datatid. Det er jo ikke nok at længes tilbage til Midt i en jazztid.

Det er lidt uhyggeligt, som man siger, når man taler pænt. Jeg tror min far ville sige: Det er
saftsuseme modbydeligt! Men hvad skal vi stille op?

Man får lyst til at sige fy til dem. Men hvem er det, man skal sige det til? Og vil det hjælpe?
Vi prøver alligevel: Fy!

121

SIDE_090-129_DEL_4.indd 121 20-05-2010 21:44:50

Om at begynde forfra

Det er temaet i dag. At begynde forfra. Det kan jo betyde to ting. Nemlig at begynde fra be-
gyndelsen. Ikke springe de første sider over i romanen. Ikke springe de første svære stykker
over i regneopgaverne. Ikke springe vanskelighederne over, når vi har med mennesker at gøre
for at slippe let om ved det. Man skal begynde forfra og tage det hele med.

Men det kan jo også betyde: At begynde en gang til. Om igen. Som når man skifter skole
eller flytter til en anden egn. Eller når man har taget sin straf for et eller andet, f.eks. da man
var barn og fik en ordentlig skideballe eller nogen på hovedet. Eller når man som voksen har
betalt sin fartbøde eller været inde og ruske. Når man har udstået sin straf, kan man begynde
forfra.

Det er godt, der er noget, der hedder at begynde forfra. At begynde med begyndelsen. Hvis
man ikke havde læst de første sider i romanen, forstod man den måske slet ikke, når man nå-
ede frem til midten. Hvis man ikke havde taget problemerne fra starten, ville de stadig ligge og
lure på en, for på et eller andet tidspunkt skal de jo løses, og jo længere man venter, des større
bliver de.

Det er også godt, der er noget, der hedder at begynde forfra. At begynde på en frisk. At få
en chance én gang til. At komme et sted hen, hvor de ikke bare ser på en som den, man var en
gang, men tager en, som man er nu.

Der er jo et gammelt ord, der hedder gammel kærlighed ruster ikke. Men det gør gammelt
had heller ikke. Man ved det, når man møder et menneske, man en gang har haft et sammen-
stød med. Man kan se det på øjnene; man kan høre det på ordene. Han glemmer ikke, og man
kommer aldrig fri af det. Det er faktisk lige slemt for begge parter.

Værst er det, hvis det er i et ægteskab. Det kan blive et rent helvede, fordi det er der hver
dag og i enhver situation. Og det varer hele livet, indtil døden skiller dem ad. Så kan i hvert
fald den ene af dem begynde forfra, alene eller med en anden.

I skolen er det så vigtigt, at barnet får mulighed for at begynde forfra. At læreren altså er i
stand til at glemme. Det drejer sig ikke blot om at slå en streg over det, som eleven så forma-
steligt har gjort, men om helt at glemme det. Desværre har mange lærere en forbandet god
hukommelse.

I de gode gamle Flemmingbøger blev det illustreret på det smukkeste. Prøv med kærlighe-
dens stærke arm stod der som motto i bøgerne. Det betyder det samme. Et godt motto for en
skole.

Nu er det ændret af skiftende regeringer og Folketinget: Den moderne skole beskrives helt
anderledes. Der skal alting huskes. Regnskabet skal jævnligt gøres op gennem evalueringer, og
resultatet indføres i protokoller, nej i computere, som ikke blot kan huske det til evig tid og
hente det frem, når nogen ønsker det, men også lade det indgå i beregninger i forhold til andre,

122

SIDE_090-129_DEL_4.indd 122 20-05-2010 21:44:50

så eleven kan blive båset ind og forberedt på en fremtid, der svarer til evalueringen. Prøv med
OECD’s stærke evaluering!

Der er ikke meget kærlighedens stærke arm i det. Der er ikke noget med at begynde forfra.
En livslang straffeattest, der følger en fra sted til sted. Det hjælper ikke at flytte til Jylland eller
Bornholm, for det gamle billede af, hvem man er, ligger der, længe før man selv når frem.

Grebet strammes mere og mere om de stakkels elever. Man bilder os oven i købet ind, at
det er til elevens eget bedste. Og den alvidende professor fra Danmarks Pædagogiske Uni-
versitet, som altid bliver spurgt i slige ting, siger god for det, fordi han tænker inden for det
samme indskrænkede menneske- og livssyn, som vist desværre det meste af Folketinget deler.

Når man skræller alle de dyre ord og alle de kostbare planer og tiltag af, opdager man, at
det handler om hurtigst og mest effektivt at pace eleverne frem til at yde det absolut maximale
i samfundets og erhvervslivets tjeneste. For at nå det mål har man opstillet udviklingsplaner,
der baserer sig på et biologisk, naturvidenskabeligt menneskesyn, hvor alle mennesker grund-
læggende er ens, skønt de naturligvis er udstyret forskelligt, hvad evner og anlæg angår. Og alt,
hvad der sker med et menneske, har en årsag og en virkning, som kan påvirkes eller afbødes
gennem pædagogiske tiltag.

Det er en skole, der bygger på prognoser, planlægning, klar målsætning, effektivisering,
evaluering, karakterer, udtalelser, opfølgninger, meddelelser, kontrol. Det er allerede kommet
vidt, og der udkastes stadig nye planer. Det sidste går på, at svage elever skal gå til hjælpeun-
dervisning efter skoletid. Naturligvis for deres egen skyld og for at opnå de optimale resultater.
En god forøvelse til livet i et fængsel, hvor man også er sat udenfor.

I denne tænkning eksisterer der ingen undere, ingen overraskelser, ingen eventyrligheder.
Eleven er ikke enestående, men blot én blandt mange som der skal findes en plads til i den
store samfundsmaskine.

At begynde forfra. Mon ikke vi snart skulle prøve det og følge en gammel dansk skoletradi-
tion, i stedet for at plagiere systemtænkningen fra det store udland. Måske bliver eleverne ikke
så dygtige til at løse deres standardiserede opgaver, men det kunne være de fik nogle kvaliteter,
som var nok så gode. For eksempel dannelse og duelighed for livet, som Grundtvig skrev om i
den Livets Skole, som han så for sig. En skole for livet. Ikke erhvervslivet. Ikke OECD-livet.
Menneskelivet. Dit og mit liv, - og ikke mindst elevens.

Prøv med kærlighedens stærke arm! I den skole skal der hver dag være mulighed for at be-
gynde forfra. Det vil være en skole, hvor det ikke blot er dejligt at være elev, men også at være
lærer, for også læreren har brug for at begynde forfra. Med sig selv, med ægtefællen, med eleven,
med skolen. I en sådan skole ville vi respektere eleverne og lærerne som mennesker midt i et
forunderligt liv, som ikke først og fremmest kan og skal kontrolleres og evalueres, men leves.

123

SIDE_090-129_DEL_4.indd 123 20-05-2010 21:44:50

Om historien

Der kæmpes på barrikaderne i dagens Danmark. Voldsomme skudvekslinger især fra angri-
bernes side. Forsvarerne er påfaldende spagfærdige. Har de ingen ammunition? Er de uforbe-
redte? Er de i færd med at overgive sig? Er de på flugt. Der kommer nogle små knald en gang
i mellem, men de batter ikke rigtig noget.

Det er kulturkampen, vi taler om her. Og det er en kamp om værdier, om kunst, om histo-
rie, om undervisning… og til syvende sidst som al anden kamp: Om magt! Det er især dem,
de kalder de gamle 68’ere og de såkaldt kulturradikale, der står for skud. Og der tages sandelig
ikke med fløjlshandsker på dem. Især Dansk Folkeparti har set det som deres mærkesag at give
dem det glatte lag.

Den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, følte sig også foranlediget til at blan-
de sig. Det er klart: der kunne jo være stemmer i det. Han tog fat i historien, men gik godt
50 år tilbage. Til 9. april 1940. Danmarks besættelse. Ganske vist havde statsministeren ikke
personlige erindringer fra den tid, men han havde jo gået i skole på et tidspunkt med ordentlig
historieundervisning.

Han var skuffet og vred med tilbagevirkende kraft. Den danske politik med de radikale i
spidsen havde været slap og eftergivende. Man skulle aldrig have overgivet sig den 9. april, men
kæmpet tappert som de danske soldater, der nu kæmper i Afghanistan. Politikerne fra 1940
kom her under anklage. Det er så let i bagklogskabens ulideligt skarpe lys.

Sådan er kampen om historien en grumset affære, fordi man kun kan diskutere med til-
bagevirkende kraft ud fra de overleverede nu døde kilder og må udelade alle nuancerne, som
hører med i en levende virkelighed: Stemningen, følelserne, bekymringerne, forførelsen, usik-
kerheden og meget andet, der gør enhver beslutning vanskelig. Meget af det holder folk vågne
om natten, mens det står på, men de skal jo vælge og forsvare deres valg.

Sådan er det med historien. Den kan aldrig få alting med, og derfor kan og skal historien udfor-
skes og revideres igen og igen. Men man får stadigvæk aldrig det hele med. Man finder ikke sand-
heden; og man kan sjældent tillade sig at dømme, fordi grundlaget altid vil være for spinkelt.

Men der er noget, som er meget værre: Når man kritiserer historien, rammer man også den
historiske myte, og så bevæger man sig ind i et minefelt med utilsigtede eksplosioner. Og det
er netop besættelsestiden et godt eksempel på:

Efter befrielsen den 5. maj 1945 havde Danmark brug for ikke blot at slikke sårene efter de
fem onde år, men også at føje begivenhederne ind i den foreliggende Danmarkshistorie, så det
ikke blot passede, men hjalp danskerne til at forstå sig selv som mennesker og som folk.

Danmarkshistorien var endnu på det tidspunkt én lang fortælling, en myte. Grundlagt af
Saxo og formet og videreudviklet af fortællere, lærere, digtere gennem århundrederne. Især var
1800-tallets kulturpersonligheder med Grundtvig i spidsen aktive i så henseende.

124

SIDE_090-129_DEL_4.indd 124 20-05-2010 21:44:50

Grundtrækkene i denne myte, som vi i generationer fik det indpodet i skolen, var viljen til
overlevelse. Det er ganske menneskeligt. Sådan er vores personlige myte jo også: Det drejer sig
om at overleve. Også andre folkeslag betjener sig af den myte i deres historiefortælling.

Da Danmark først var dukket ud af urmørket, drejede det sig om overlevelse. Det var ikke
let. Der var fjender udefra, tyskere, svenskere m.fl.; der var magelighed og fejhed indefra. Man
var sene i optrækket, men når det gjaldt, vågnede Holger Danske. Sommetider var vi helt
hjælpeløse, men så kom hjælpen fra Forsynet: Kong Skjold kom sejlende ind som den store
redningsmand. Der er religiøse over- og undertoner i denne myte, fordi det danske folk er et
gammelt kristent folk med den tro: Over dig våger forsynets øje, som Grundtvig skrev i en fare-
truende situation for Danmark i 1848.

Myten er inspireret af den bibelske myte med israelitterne som Guds udvalgte folk. Her er
det os, der er de udvalgte. Det var ikke noget lærerne docerede; men det stod mellem linierne;
det fulgte med som et lys i fortællingerne. Derfor var det også lettere at udholde alle nederla-
gene: Det skulle nok gå, end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag, sang vi.

Det var i denne myte, hele besættelsestiden blev bygget ind så at sige, - med det hele: sam-
arbejdspolitikken, den spirende modstandsbevægelse, folkestrejken, bruddet med tyskerne,
jødetransporterne, jernbanesabotagen og endelig den velsignede befrielse en majaften i 1945.
Endnu en gang havde Forsynet været med os. Vi kunne igen tale og ånde frit.

En sådan myte er naturligvis ganske uhistorisk og derfor ofte en torn i øjet på historikere.
De synes ikke, de kan bruge den til noget; men det kunne jo være, myten kunne inspirere i
stedet for at sabotere. Hvorfor i al verden skulle man dog beskæftige sig med historie, hvis det
ikke var for overlevelsens skyld.

Historien skal bygges ind i en myte, der handler om overlevelse og dermed giver kraft og
mod til at leve og kæmpe for sandhed, ret og rimelighed. Derfor kan disse revisioner af hi-
storien føre til en voldsom vrede, fordi man bevidst eller ubevidst føler sin overlevelsesmyte
truet. Der er nogen, der er ligeglad med den slags. De er tilfredse med at leve fra dag til dag og
få rødbeder til. Andre vil have sammenhæng, mening og livsmod. Så må rødbederne komme
i anden række.

125

SIDE_090-129_DEL_4.indd 125 20-05-2010 21:44:50

Om usselhed og lidenskab

Lad andre klage over, at tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden lidenskab! Det
er Søren Kierkegaard, der har sagt disse ofte citerede ord. Måske passer de til enhver tid; de
passer i hvert fald til vores. Der er mange, der klager over, at tiden er ond. Avisen er fuld af det
hver dag. Al den ondskab! Man kan næsten ikke gå på gaden mere uden at blive slået ned!

Men her er der altså en, der synes, at det er værre, når tiden er ussel, - at den mangler liden-
skab. Dét er i hvert fald også rigtigt. Selvfølgelig er der hele tiden nogen, der kan blive ophidset
over et eller andet; og de sparer ikke på krudtet, når de skælder ud i læserbreve eller ved kaf-
febordene. Men lidenskab er det ikke, snarere kværulanteri eller – endnu værre: forurettethed.
Åh, hvor er der mange forurettede mennesker. Det er synd for dem, at de skal leve i sådan et
uretfærdigt samfund.

De sætter imidlertid gang i de politiske aktiviteter. Heller ikke politikerne lader sig lede
af lidenskab, men af mere eller mindre tilfældige sager, som dukker op i medierne. Det er da
godt, vi har medierne; ellers ville politikerne vel falde helt i søvn. Det gælder om at tækkes
vælgerne. Og der skal altså helst ske en del inden næste søndag, når de nye galluptal offentlig-
gøres. Giv mig en sag, mens jeg lever; det vil sige: Inden næste valg.

Har man da ikke lov til at kalde en sådan tid ussel? Søren Kierkegaard fortsætter for øvrigt
sådan: Menneskenes tanker er tynde og skrøbelige som kniplinger, de selv ynkværdige som knip-
lingspiger. Deres tanker er for usle til at være syndige! – Det er godt, at det er Søren Kierkegaard,
der har sagt det her, ellers kunne jeg vel risikere at få kniplingspigernes fagforening på halsen,
for man må ikke diskriminere eller sige noget nedsættende om andre, så er der straks nogen,
der løfter deres moralske pegefingre og klager til et af de mange nedsatte råd. De gør det ikke
af lidenskab, men af moralsk kvababbelse.

Er det ikke også lidt usselt? Der kæmpes så mange kampe på skrømt, på andres vegne og
med idealistiske modesynspunkter som vejleder. Det er næsten ikke til at trække vejret somme
tider. Jeg tror det hænger sammen med manglen på lidenskab; men hvordan pokker får man
fat i noget lidenskab?

Søren Kierkegaard slutter sådan her på det sted: Derfor vender min sjæl altid tilbage til Det
gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er mennesker, der taler; dér hader
man, dér elsker man, myrder sin fjende, forbander hans afkom gennem alle slægter, dér synder man!
Ja tak, men det er jo litteratur. Måske var den tid lige så ussel, lige så lidenskabsløs. Måske var
det derfor, de skrev netop den litteratur!

Ak ja, den rigtige tid med de rigtige mennesker findes måske kun i litteraturen. Så kan vi jo
bare fortsætte med vores usselhed. - Nej, det er for usselt.

Hvordan får man fat i noget lidenskab? Den er ikke til salg nogen steder. Det drejer sig
ikke om at blive fanatiker; det er nærmest det modsatte. Fanatiker bliver man, når man lader

126

SIDE_090-129_DEL_4.indd 126 20-05-2010 21:44:50

sig rive med af en eller anden sag eller i et eller andet felttog. Det sker, når man ikke har noget,
der holder en fast, noget, der kan skelne mellem godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt, liv og
død. Hvis man bare blafrer i vinden som et siv, så er det så let at blive revet med, at blive hidset
op, at kaste med sten. Siv-mennesker er noget af det usleste, der findes. Og det har intet med
lidenskab at gøre.

Nu er jeg nødt til at nævne et farligt ord i mediesammenhæng. Det hedder kærlighed. Li-
denskab og kærlighed hører uløseligt sammen. Lidenskab uden kærlighed bliver til fanatisme.
Kærlighed uden lidenskab bliver til falsk romantik.

Kærlighed! Kan man bruge det ord i samfundsdebatten? Det er vi nødt til, hvis vi skal rive
tiden ud af den almindelige usselhed. Naturligvis taler vi ikke om kærlighed som hede kys og
røde roser. Den slags er godt nok, men ikke lige her. Kærlighed har at gøre med at være bundet
så stærkt til noget, at man ikke kan undvære det. Man har en tro på, at ens liv står og falder
med det. Man er rede til at slås for det, at ofre noget, at give noget, at modtage noget.

Her taler jeg faktisk om kærlighed til livet og til menneskene. Men det skal være ordentlig
kærlighed. Ikke store ord og fedt flæsk. Men netop bundethed, forpligtelse, opmuntrethed,
afhængighed.

Det drejer sig om vores daglige liv og vores daglige mennesker. Her i den egn og i det land,
hvor vi har hjemme. Alt det som ved første øjekast slet ikke er værd at elske, fordi vi jo ser det
hver dag, og fordi det bringer os så mange fortrædeligheder.

Ikke desto mindre er det just det liv og de mennesker, vi taler om lige nu. Kan man komme
til at elske det så stærkt, så varmt, så inderligt, at det bliver til lidenskab? Ja, det er der masser
af mennesker, der har gjort. Og på utallige måder. Hvor fik de kærligheden fra? Hvor får man
den fra?

Fra kærligheden selv. Lidenskaben ligger faktisk lige i nabolaget og venter på os. Vi kan ikke
være tjent med al den usselhed, når vi har lært at elske, - og der er nok at elske.

Det er måske ikke nok til at løse alle landets politiske problemer, for kærligheden bider
sikkert ikke rigtig på de barske vilkår inden for jernindustrien. Men måske kunne kærlighe-
den bringe nogle nye sager på dagsordenen eller nogle nye belysninger af gamle sager. Måske
kunne lidenskaben give den politiske debat en ærligere dimension. Måske kunne lidenskaben
give os alle mere mening, mere livsmod, mere munterhed, mere overbærenhed, kampvilje, og
hvad ved jeg?

Det var da værd at prøve, hvis man tør.

127

SIDE_090-129_DEL_4.indd 127 20-05-2010 21:44:50

Om dronninge-efterløn

En af tidens vismænd – det er en af dem med fri adgang til avisernes spalter – foreslog for nogle år
siden i et dagblad, at dronningen gik af og overlod styret til sin søn kronprinsen. Han sagde natur-
ligvis Margrethe og Frederik, for selv om han var nået skelsår og alder, var han stadig moderne.

Dronningen har åbenbart slidgigt – det skrev han i hvert fald. Men har alle ikke det i vores
alder (jeg er 72 og har masser af det), og nogen har et job, der gør, at de må tænke på at gå på
efterløn eller pension. Før i tiden måtte de bare leve med det og indrette deres bevægelser efter
slidgigten. Og det gjorde ofte lidt ondt.

Men her foreslog vismanden altså, at Margrethe – nej dronningen, jeg kan altså ikke fordrage det
med fornavne – at hun abdicerede til fordel for sin unge sportstrænede søn med den gode kondi.

Det er egentlig en morsom tanke: Dronning på efterløn eller førtidspension eller rigtig fol-
kepension, mens sønniken kækt overtager virksomheden og driver den videre efter moderne
principper! Hvad skulle der vel være i vejen for det? Så kunne dronningen melde sig ind i Æl-
dresagen og tage med på udflugter og gå til foredrag. Og prins Henrik kunne gøre, hvad der
passede ham: Gå på jagt, dyrke vin, spille musik, skrive digte, undervise i fransk for begyndere
på aftenskole.

Der er muligheder nok. Og den nye konge kunne købe en lækker ejerlejlighed til de gamle
forældre med skattefradrag. Der kunne de bo, til børnebørnene får brug for lejligheden, og de
alligevel er tjenlige til plejehjem. De er jo blot mennesker som vi andre.

Forslaget lyder vanvittigt; men er måske blot en sidste skanse, før det endelige forfald.
Sagen er nemlig, at det at være dronning eller konge er et kald og et embede. Og den slags
fine ting bøjer sig ikke uden videre for slidgigt og andre småskavanker. Men det er netop
forståelsen for disse to begreber kald og embede, som er forsvundet i vor tid. Kongehuset med
dronningen er måske den sidste skanse.

En gang var alle stillinger blandt mennesker et kald og et embede. Man trådte ind i noget, der
ventede på en: Et arbejde, et ansvar, en tradition, en sammenhæng. Så var det lige meget, om man
skulle være røgter eller herremand, læge eller husmor, smed eller uldhandler. Stillingerne var ikke
bare jobs, men embeder med alt hvad det indebar af ansvar og forventninger til den, der gik ind i
det. Man begyndte ikke bare på en frisk, som vi siger så kækt nu om dage, men man gik ind i noget,
man skulle fylde ud, som var der før en, og som man blev et led i efter en række af andre.

Da jeg selv som ung nybagt selvbevidst lærer fra selveste Statsseminariet på Emdrupborg kom
til en nordjysk landsby og skulle være lærer ved centralskolen, kom jeg straks til at hedde Lærer
Ørtved. Det sparkede fuldstændig benene væk under min seminaristiske overlegenhed.

Her trådte jeg ind i et embede og fik ikke bare et job. Det var på én gang en lettelse og en
tyngde. Det var en lettelse på den måde, at jeg nu forstod, at hele verden – ikke engang skole-
verdenen – stod og faldt med mig. Der var mange andre før, samtidig og efter mig. Og indven-

128

SIDE_090-129_DEL_4.indd 128 20-05-2010 21:44:51

dig hviskede det til mig: Nu er det din tur; nu er det dig, der bærer ansvaret, ligesom gamle lærer
Pedersen, der går der gammel, men værdig og stolt.

Ti år efter blev jeg udnævnt til forstander for en af landets gamle ærværdige højskoler. Nu hed jeg
Arne og havde hver dag travlt med at forsikre omverdenen om, at al duft af kald og embede skam nu
var væk. Nu var vi moderne og friske og skulle tage tidens udfordringer alvorligt og være kollektive.
Bevares: Naturligvis med respekt for fortiden, men det var dog alt sammen håbløst lagt bag os.

Sådan er det gået med det hele. Den tidligere husmor blev en hjemmets træl, som ikke fik
realiseret sig selv. Lærerne blev slaver af løncirkulærer og arbejdstidsaftaler. Bankfunktionæ-
rerne betaler ind til deres efterløn, så de kan begynde at spille golf med eller uden slidgigt så
hurtigt som muligt, efter de er fyldt 50. Smedene ser ugen igennem hen til, at det skal blive
EF-dag, det vil sige Endelig Fredag med campingvogn, bøffer og rødvin.

Præsteembedet har holdt stand lidt længere. Men det er også for længst begyndt at krake-
lere. Præsterne er også nu et fornavn med telefonsvarer, privatliv og begyndende jammer over
at skulle arbejde om søndagen, når alle andre har fri!

For tusind år siden levede der på Island en høvding, som var en stor personlighed og var
respekteret af alle. Han havde i sine unge dage været en frygtløs viking, som indhøstede både
hæder og rigdom i hele Skandinavien. Da han havde rendt hornene af sig, og faderen gik på
aftægt, overtog han den fædrenegård på Island og optrådte nu, som en fremragende bonde. I
alle årene digtede han. Han var en stor skjald. Uden sammenligning den største i sin tid.

En dag rammes han af ulykken: Hans ældste søn omkommer ved en drukneulykke. Med
ét slag er hans liv meningsløst. Både fortiden, nutiden og fremtiden forsvinder ind i et stort
mørke. En datter får ham imidlertid lokket til at skrive et mindedigt over den døde søn. Igen-
nem dette digt kæmper han sig frem gennem mørket og meningsløsheden til at se sit liv som
et kald, han ikke bare kan kaste fra sig. Digtet slutter sådan her:

Hårdt er jeg ramt.
Nu står Hel,
den nådeløse
ude på næsset.
Dog skal jeg glad
og med god vilje
bie mine dage på døden.
Det er altid et kald, et embede at være menneske, uanset hvad job man vælger eller får. Forsvin-
der dette ansvar og den værdighed ud af vores gøremål, bliver alting en meningsløs jagt efter penge
og behageligheder. Og det gælder først og fremmest, når man er dronning eller konge.
Hold ud, Deres Majestæt, til det sidste med alle de skavanker, der måtte komme. Det bliver
måske hårdt, men det er meningsfuldt.

129

SIDE_090-129_DEL_4.indd 129 20-05-2010 21:44:51

SIDE_130.indd 130 20-05-2010 21:45:09