Mennesker imellem 1

kommer hjem, spiser vi, sludrer, ser fjernsyn, børster tænder og går i seng. Så er det liv forbi på den
dag. Intet af det vender tilbage, men særlig spændende eller ansvarsfuldt har det ikke forekommet.

Det kan livet imidlertid ikke gøre for, for det var til stede omkring os og i os hele dagen; og
hvis det gik til spilde eller ligefrem blev misbrugt, så var det vores skyld. Vi sov i timen, som
det hedder på moderne gammel dansk. I denne sammenhæng er det altså ikke en bitter fra
Spritfabrikkerne; men det er nu bittert, når man opdager, at livet er gået en forbi, eller at man
brugte det til at gøre ubodelig skade på andre.

Nu kan vi da så konstatere, at det heldige sted midt mellem fortid og fremtid, hvor vores
liv udspiller sig, også indebærer nogle alvorlige problemer. Det løber fra os, uden at vi lægger
mærke til det. Eller det knuses, fordi fortiden på en eller anden måde har sat sig på det og be-
stemt, hvordan det skal leves, og hvad vi skal sige og gøre. Eller fremtiden har taget nutiden i
besiddelse, fordi den har så travlt med at blive til, at den også river os med sig.

Det er da ikke sådan, at alt fra fortiden er ødelæggende for livet nu. Tværtimod er netop forti-
dens erfaringer, dens sprog, dens traditioner en uvurderlig hjælp for os til at se livets muligheder
og forstå, hvordan vi skal gribe det an. På samme måde er fremtiden ikke bare et væmmeligt
uhyre, der stjæler nuet fra os. Naturligvis må vi også leve og handle med henblik på fremtiden,
hvis livet ikke skal gå helt i stå. Men det er altid nødvendigt at se nuets udfordring og muligheder.
Det er dér, vores opgaver ligger. Det er dér vores liv venter på os. Lige nu hedder den dags dato.

Den svenske visesanger, digter og komponist, Bengt Ahlfors har midt under det utålmo-
dige ungdomsoprør skrevet en kendt vise om alt det, som vi her har filosoferet over.

Har du visor, min vän,
sjung dem nu!
För nu är tiden då visor skall sjungas.
Och den som skall sjunga är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Så synd om de sånger som aldrig blir sjungna!
Så tala inte om visor med mig.
Låt visorna tala för dig.
Vill du älska, min vän,
gör det nu!
För nu är tiden för kärlek inne
och den som skall älska är du!
Vill du leva ditt liv,
gör det nu!
För nu är tiden då ditt liv skall levas
och den som skall leva är du!

53

SIDE_042-063_DEL_2.indd 53 20-05-2010 21:43:39

Om humor

De store humorister elsker verdens almindelige uorden. Dens mangel på retfærdighed; dens
mangfoldighed; dens overrumplinger; dens modsætninger; dens komik og dens tragik. Med
andre ord: Alt det, der irriterer dem, som gerne vil have orden på livet og verden; dem, der
gerne vil forstå; dem, der gerne vil regere; dem, der gerne vil planlægge; dem, der gerne vil
opdrage; dem, der gerne vil have kontrol over tingene.

De store humorister er ligeglade med den slags; og de morer sig, når det går galt. Når
systemerne bryder sammen; når regeringskontorerne brænder ned; når diktatoren dør; når
lærerinden bliver hysterisk, eller når den lille dreng tisser i bukserne midt i stormagasinet.

Søren Kierkegaard har beskrevet det i et af sine små lynskud Diapsalmata: Af alle latterlige
ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand, der
er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig
på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en vogn, der i endnu større hast
kører ham forbi, eller Knippelsbro går op, eller der falder en tagsten ned og slår ham ihjel, da ler jeg
af hjertens grund. Og hvem kunne vel bare sig for at le? Hvad udretter de vel, disse travle hastvær-
kere? Går det dem ikke, som det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede
ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand.

Her afdækker Søren Kierkegaard, hvordan livet er fuldt af komiske og tragiske overraskel-
ser; og han elsker dem, fordi de afslører menneskenes meningsløse hastværk. H.C. Andersen
lader Klods Hans vinde prinsessen og det halve kongerige; mens mudderet flyver om ørerne
på ordenshåndhæverne. Storm P. lader vagabonden få noget i øjet, netop som han skal udtale
sig om verdenssituationen; og Benny Andersen skriver i digtet På høje tid:

Det er på tide
Vandet koger
Jorden brænder
Verden venter.

Humoristerne elsker disse små tuer, der vælter det store læs. Jorden brænder, og vandet
koger, og om lidt er kaffen klar, mens fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Det skærer imod
hinanden, bedst som man har vænnet sig til verden og fået lidt styr på den, så kælver den som
et isbjerg. Holberg brugte det også: Det styrker, forædler og giver forstand, skriver han… om
kaffe.

Der går gerne lidt tid, inden vi tager de store humorister til os. De har væltet så mange keg-
ler i vores velordnede keglespil af regler og normer, så vi skal lige se, om det går an at le med,
eller vi skal korsfæste dem. Jesus var vi nødt til at korsfæste; han havde drevet spøgen for vidt!
Han havde tilsyneladende gjort nar ad det hele: Loven, traditionen, moralen, alvoren, from-

54

SIDE_042-063_DEL_2.indd 54 20-05-2010 21:43:39

heden, præsteskabet, ja Gud selv. Gang på gang spidder han deres orden og deres sikre greb
om tilværelsen med humorens spidse letsind: Sandelig siger jeg jer: Det er lettere for en kamel at
komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.

Siden har man prøvet at vende og dreje bemærkningen for at pille alvoren ud af humoren.
For nogle år siden var der en belæst mand, der havde fundet ud af, at en af de mest benyttede
porte ind til Jerusalem vist hed Nåleøjet. Der var altid en forfærdelig trængsel af mennesker
og karavaner, æsler, heste og kameler. Det var nok det, Jesus hentydede til!!! Men så er det jo
totalt meningsløst, hvad han siger. Så er det jo alligevel muligt for en rig at komme ind i Him-
meriget; det kan ganske vist være forbundet med vanskeligheder, og det kan tage sin tid som
ude ved byporten; men til sidst slipper man igennem.

Det næste bliver vel, at man begynder at diskutere, om det var en han- eller en hunkamel,
Jesus talte om. Eller om det var en stoppenål eller en tæppenål. Så kan jeg hilse fra Jesus og
sige, at man skal se for sig et lille elegant nåleøje og en stor beskidt, svedende kamel med puk-
ler og flosset skind og oppakning og det hele; og så skal man give sig til at le; og bagefter blive
forskrækket som disciplene og sige: Hvem kan så blive frelst? Verden er brudt sammen!

Hvorfor er det altid alvorsmændene og ordensmenneskene, det her skal gå ud over? Dem
kan vi da ikke undvære! Nej, det kan vi bestemt ikke; men de er altså slemme til at forveksle
livet selv med deres egen alvor og deres systemer.

Nis Petersen skriver i et digt:
Åh, der er ting, som I ikke fatter,
og ting, som I ikke ved;
men den, der sand mod sit hjertes latter,
har lét mod livet og fulgt dets lov;
han har en løn, som I ikke fatter;
og han fik stillet ethvert behov.

Den kloge professor sagde ved en doktordisputats: Nis Petersen er en dårlig digter; han er
hul, og han gentager sig selv: Der er ting, som I ikke fatter, og ting, som I ikke ved! – Fatter og ved
er jo det samme, dårligt sprog, dårligt digt, ringe digter!

Senere på dagen møder professoren en fiffig fyr, antikvarboghandler for øvrigt. Han siger
til den højtærede professor: Jeg hører, at professoren har nedgjort Nis Petersen og påvist, at fatter
og ved betyder det samme. – Ja, det er ganske rigtigt, siger professoren stolt over, at hans skarpe
indsigt så hurtigt er nået ud i byen. Antikvarboghandleren fortsætter: Tillad mig at give profes-
soren et andet eksempel: Jeg ved godt, at De er professor, men jeg fatter det ikke!

Jeg ved godt, at der er nogen, der har siddet og læst denne klumme, men jeg fatter ikke, at
de gider, når sommeren er over os, og man har glemt sin paraply.

55

SIDE_042-063_DEL_2.indd 55 20-05-2010 21:43:40

Om fuglens flugt

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt… Vistnok et gammelt ordsprog, men af den
grund ikke mindre moderne. Faktisk er det højaktuelt. Ikke mindst i EU-sammenhæng. Nej,
tag det roligt, det har ikke noget med afstemninger at gøre. Slet ikke. I hvert fald ikke direkte.
Men lad os nu lige se på, hvad der gemmer sig bag ordsproget.

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt. Livet er levende, bevægende, ubegribeligt,
gådefuldt. Der kunne nok siges en hel del mere om det af samme skuffe. Det drejer sig om,
at livet adskiller sig fra det døde ved at være levende. Det kan vi godt lide til de fleste tider.
Vi foretrækker græsset frem for asfalten, undtagen når vi skal køre på det. Vi foretrækker en
levende hest frem for en støvet udstoppet hest, med mindre det er selveste Napoleons hest, en
lille skrøbelig levning på et museum i Paris. Et levende menneske er at foretrække frem for et
dødt, hvis det ikke lige er en af fjendens soldater.

Der er altså hele tiden nogle forbehold. Vi er ikke helt tilfreds med livet. Når man i gamle
gode grundtvigske kredse skal sige noget positivt om et menneske, siger man: Han er sådant
et dejligt levende menneske! Men hvis de samme folk udsættes for en lovlig frisk københavner,
siger de måske: Hun er nu lidt for sprælsk i det… Man kan altså også være for levende. Især da
hvis krop og mund bruges lidt for meget.

Nej, vi er ikke helt tilfreds med det levende; det kan blive for meget af det gode. Derfor si-
ger vi også: En fugl i hånden, er bedre en ti på taget! Men hvad så når de flyver højt oppe i luften:
Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt.

Vi har fået så mange vidunderlige muligheder for at fange fuglen nu om dage: Båndoptage-
re, fotoapparater, videooptagere, pc’ere og en hel del mere. Radio og TV kunne ikke eksistere
uden. Og samtidig er det producernes store plage. Enhver producer med respekt for sig selv
prøver at lave udsendelser med fuglens flugt frem for fuglen selv. Kun sjældent lykkes det, for
det er imod selve mediets væsen.

Værre er det dog, hvad der sommetider foregår i kirken ved dåb, bryllupper, begravelser:
Det glimter og lyner, det kradser og klikser, der hoppes og danses; og bagefter har man fug-
len i kassen; men måske fik man aldrig set fuglens flugt. Væk er dåben, vielsen, begravelsen
til fordel for albummets eller skærmens begravelsesplads. Den, der fanger fuglen, fanger ikke
fuglens flugt!

Men dette her gælder jo ikke bare det fysiske liv; også det sjælelige eller åndelige liv er en
flyvende fugl. Tænk bare på forelskelsen. Der findes ingen fugl så smuk under himlen. Men
ve den, der vil prøve at fange den: Den dør med det samme. Der er noget trækfugleagtigt over
den, især i ungdomstiden. Til gengæld er oplevelsen stærkere jo ældre man er. Et ægteskab
behøver ikke bare at være et museum; pludselig flyver forelskelsens smukke fugl oven over ens
hus; og man bliver meget glad, og dagen bliver meget smuk.

56

SIDE_042-063_DEL_2.indd 56 20-05-2010 21:43:40

Al kærlighed er en flyvende og levende fugl. Også fædrelandskærligheden. En kulturmini-
ster ville gerne indfange den danske fugl. Hun fik blot nogle fede floskler eller nogle banale
morsomheder ud af det. Fuglen flyver videre. Den flyver, når der skal fløjtes op til en fod-
boldkamp. Den flyver, når bøgen springer ud, når konfirmanderne myldrer ud af kirken på
den store dag, når flaget er hejst i kolonihaven, og når Viktor Borge river os med i sin geniale
humor. Jeg forsøger ikke her at fange fuglen; men forestiller mig, at læseren kan genkende den
smukke fugleflugt.

Nu kommer vi til det med EU. De vil have os til at finde Europas sjæl. Men hvis den sjæl
findes, og det tror jeg faktisk den gør, så er det en levende fugl. En meget stor og meget værdig
fugl. Jeg ved ikke, om det er en ugle eller en ørn. Men dette her er jo heller ikke en zoologi-
forelæsning. Jeg synes bare de skal passe på med den fugl. Den fangede fugl ejer ikke fuglens
flugt; og det er netop fuglens flugt, der er Europas sjæl. Den har fløjet over disse lande i ad-
skillige århundreder: Middelhavet og omegn spillede en stor rolle; den fløj over landene og
blev smukkere og smukkere: Grækenland, Israel, Ægypten, Kartago, Italien, Spanien, senere
Frankrig, Tyskland, Rusland, Polen, England, Norden.

Det må absolut være en meget smuk fugl. For os at se en af de smukkeste i verden. Men
ve, den, der forsøger at fange den. Farverne blegner, glansen forsvinder, og værst af alt: Den
smukke frie flugt under himlen er forbi, for: Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt!

Der er også andre fugle under himlen. Dem prøver nogen også at fange for at sætte dem i
bur eller slå dem ihjel. Dem læser vi om i et digt af den franske digter Eluard:

Fugle større end vinden
ved ikke hvor de skal hvile vingen.
Man kan aldrig glemme disse kæmpefugle. Hvordan er så store fugle blevet udklækket?
Ensomhedens store fugle. Hvad er det, vi mennesker gør ved hinanden eller undlader at gøre?
Som store skygger svæver de gennem rummet, dag og nat. Vingerne bevæges ganske lidt og
ganske langsomt. Men de er aldrig i hvile. Intet træ, ingen klippe, ingen mark er stor nok, så
fuglene kan sætte sig og folde de mægtige trætte vinger sammen.
Vi er så mange, og vi bor så tæt og har så travlt; alligevel trives ensomheden iblandt os og
bliver til disse store hjemløse fugle. De vil ikke forsvinde; de trodser alle forklaringer og tiltag
og arrangementer. Og mens tiderne skifter, og verden forandres, flyver de store fugle videre
hos nye generationer og under andre himmelstrøg dag og nat.
Der findes også fugle, som er anderledes opmuntrende. For eksempel lærkesangen i det
tidlige forår.
Det er en stor lykke for os mennesker, at himlens frie fugle ikke lader sig fange. Både de
store og de små. Både de tavse og de syngende.

57

SIDE_042-063_DEL_2.indd 57 20-05-2010 21:43:40

Om kunst i en grusgrav

Adskillige gange er vores tur gået til Tørskind Grusgrav med Robert Jakobsens og Jean Cla-
reboudts imponerende landskabsskulpturer. Jeg har et postkort med en af skulptu-rerne: Det
ligger her foran mig. For enden af tre store rustne jernskinner er der en jernplade, hvorpå de
har anbragt en stor kampesten og ovenpå kampestenen en endnu større jernplade som et tag,
der dækker over stenen. Under-grunden er dækket af lys ral.

Til venstre i billedet kommer oppe fra skråningen nogle spinklere skinner, der borer sig
ned i jorden og kommer op igen som en gammel gravko. Til højre nogle smalle jernplader
mellem nogle lidt større sten. I baggrunden hæver den græs- og lyngklædte skråning sig med
buske og småtræer, og så den klare blå himmel.

Åh, hvor er det smukt!
Det forestiller ingenting. Det er blot nogle former, linjer, farver og materialer lagt ind i den
omgivende natur, som heller ikke forestiller noget, men også blot er nogle former, linjer, farver
og materialer. Kultur og natur.
Begge dele præget af en skabende og formende vilje og af tidens tand. Plantede buske og
vildtvoksende. Tilfældige sten og anbragte. Rustne jernplader, som naturen har bearbejdet
med regn og sol og frost og blæst. Men først er de støbt og skåret til og svejset sammen af
mennesker.
Kunstnerne vidste godt, hvad der ville ske med jernet, da de lagde det herud. De kendte
den smukke farve, som rustent jern antager. En af naturens egne farver. Ingen farvehandler
kan lave den efter. Kun naturen.
Dermed vidste de også, at det kunstværk aldrig ville blive færdigt. Naturen ville blive ved
med at arbejde med det.
Robert Jakobsen, vores verdenskendte landsmand, og hans elev Jean Clareboudt vidste
også, at kunstværket aldrig ville være ens. Hvert minut på dagen ville det skifte udseende, af-
hængigt af lys og luft, af nedbør og årstid. Hvor spændende må det ikke have været for dem at
gå med den tanke, at dette kunstværk ikke bare ville tage sig forskelligt ud for hvert menneske,
der oplevede det; men det ville ustandselig skifte udseende, hvis man gad vente et øjeblik og
lade jernet, stenene, græsset og lyset gøre indtryk på sig.
Der er 9 skulpturer, som udgør den samlede landskabsskulptur i Tørskind Grusgrav. Det
vil sige, at man kan gå rundt der i kortere eller længere ting og få stadig nye indtryk. Se former
og farver skifte i et samspil mellem Skaberens og kunstnernes idérigdom og fantasifuldhed.
Al ordentlig kunst indeholder et sådant samspil. Naturligvis kan det blive så plat og så talent-
løst, at Skaberen nok vil frasige sig ethvert samspil. Men ellers består kunstnerens arbejde oftest i at
fravriste naturen og menneskelivet og menneskesjælen stadig nye hemmeligheder.
Engang stod jeg med en lille rundet sten i hånden. Kunstneren havde slebet den fuldstæn-

58

SIDE_042-063_DEL_2.indd 58 20-05-2010 21:43:40

dig glat, så den var lækker at røre ved. Og man måtte beundre hans håndværksmæssige kun-
nen. Han havde også fået smukke farver frem i den lille sten, som ikke var meget større end
et hønseæg.

Pludselig begyndte stenen at vokse i hånden på mig. Jeg måtte hastigt lægge den fra mig,
for den blev kæmpestor; og nu så jeg, at det var selve universets runding, han havde slebet ind i
den lille sten. Hvor må han have været lykkelig, da han så, at det endelig var lykkedes. Først nu
forstod han, hvad han havde arbejdet hen imod med alle de sten, han havde formet: Universets
runding! Her var den! Så kunne han godt pakke sammen.

Jeg havde ikke blot set en smuk sten; men den hjalp mig til at se den himmel, som var blevet
til på Guds ord i tidernes morgen. Den himmel, der står som en mægtig hvælving over dette
mærkværdige og mangfoldige menneskeliv.

Hvorfor skal kunsten absolut forestille noget? Vi forlanger dog ikke, at heden eller havet el-
ler himlen skal forestille noget. Eller en flot fyr eller en rød farve. Det er der bare. Nogen ser
det; og nogen ser det ikke. De fleste mænd, der ikke er gået helt i frø, nyder synet af en køn
pige. Hun behøver ikke forestille andet end det, hun er: Vorherres dejligste skabning..

Hvorfor så ikke bare nyde et kunstværk, uanset om det forestiller noget eller ej. Eller undre
sig, eller blive dybsindig, ked af det, opløftet. Former og farver kan også gøre noget ved et men-
neske, ligesom ord, musik og dans.

Grusgraven i Tørskind gør mig glad, - meget glad. Fordi livet er til; og kunsten er til. Land-
skaberne, farverne, himlen, jernet, rusten, stenene. Og tænk, at jeg selv er til og får lov til at
opleve alt det.

Derfor kan vort øje glædes
ved et billeds farvepragt;
thi det lys, hvori det klædes,
er naturens egen dragt;
Og den sten, hvis skønhed strålte,
formet af en mesters hånd,
den blev skøn, fordi han målte
med vor skabers målebånd.
Chr. Richardt

59

SIDE_042-063_DEL_2.indd 59 20-05-2010 21:43:40

Om forbavselse

Askov Højskoles navnkundige forstander, Knud Hansen, som mange mennesker står i gæld
til, ikke mindst de, der som jeg har arbejdet i højskolen i 60’erne og 70’erne, udbrød en aften,
da han skulle bryde op fra et selskab: Herren velsigne jer og forbavse jer!

Det er altid lidt skægt at lave om på ritualerne og dermed provokere det vedtagne. Men
Knud Hansens replik her var mere end skæg og ballade. Pludselig kom der fokus på forbavsel-
sen. Den bliver for det første et alternativ til bevare, for det hedder jo rettelig: Herren velsigne
dig og bevare dig. Måske er det sommetider skønnere at blive forbavset end bevaret.

Forbavselsen er da ellers ikke noget særligt! Der er nærmest lidt mæhæ over den. Ordet selv
er heller ikke for kønt: Forbavselse. Det der bav… Altså Susanne, jeg siger dig, jeg blev simpelt-
hen så forbavset!

Noget i den retning. Men forbavselsens er egentlig både smuk og uundværlig. Uden for-
bavselsen ville livet være en forfærdelig trædemølle. En bevaringsanstalt. Alting ville være til at
forudsige, for skulle noget nyt indtræffe, var der jo fare for at blive forbavset.

Naturligvis prøver vi ofte at spærre livet ind i regler og ritualer: Same procedure as last year!
Men heldigvis ligger der et løveskind med hoved midt på gulvet, så der hele tiden kan opstå
lidt forbavselse; og det redder hele seancen.

Det er forbavselsen, der får os til at se noget, der ellers ville gå vores næse forbi. Det er da
for øvrigt et forbavsende udtryk: at gå vores næse forbi. Som om vi lugtede os frem hele tiden.
Nå, men skidt med det.

Livet er fuldt af forbavselse, - hver dag og hele tiden. Det var ikke til at holde ud ellers. Det
er jo den, der gør, at man opdager, at man lever. Ellers ville man bare gå forbi øjeblikket. Og
det gør vi måske alt for ofte.

Det er også forbavselsen, der minder en om, at man ikke selv arrangerer hele sit liv. Og da
slet ikke er herre over det. Forbavselsen vælter keglerne; så må man til at rejse dem op igen, og
i mellemtiden er en af dem blevet væk. Det er også til at blive forbavset over. Hvor blev den
kegle af i mit liv, da de alle sammen væltede.

Forbavselse minder lidt om forundring; men forundring er ligesom finere. Og lidt religiøs.
I kirken bliver man ikke forbavset, men forundret. Fine damer kan også blive forundrede. Det
kan børnene ikke. De bliver forbavsede.

I en klumme er det svært at lave forbavselse. Især når emnet er forbavselse. Man kan selv-
følgelig sige nogen vittigheder, hvis man kan komme i tanke om nogen; men det er jo slet ikke
det samme. Men skrive noget helt overrumplende, så læserne kommer til at sidde med åben
mund og polypper, det er nærmest umuligt.

Det, det drejer sig om, er at blive afvæbnet. Normalt går vi rundt med et mægtigt forsvars-
værk overfor livet. Især vores ord beskytter os. Når vi ser et eller andet, kan vi straks føje det

60

SIDE_042-063_DEL_2.indd 60 20-05-2010 21:43:40

ind i rækken af gammelkendte fænomener: Der er et træ; der en Volvo; der en hundelort. – Og
da kan vi ruste os yderligere mod overraskelser ved at sige til os selv: Den må jeg passe på ikke
at træde i!… Altså hele tiden på vagt overfor overraskelser og forbavselse. Og det er sikkert
meget godt, bortset fra at man går glip af en hel masse.

Men når så der sker noget, så paraderne falder, og forbavselsen indfinder sig, så bliver man
pludselig levende og kommer til stede. Og det er vel det, der er meningen med os: At vi skal
komme til stede. At vi skal opdage, at vi er her. At netop vi er hér. Det kaldes at leve.

Jeg så et glimt af dig i mylderet.
Fulgte efter.
Var det virkelig dig?
Det var jo derfor
jeg overhovedet var gået ud!
Det var dig!
Skal vi ikke følges ad?
Jo, naturligvis.
Der går vi side om side,
som om det altid har været meningen.
Hvad det jo også har!
Jeg kigger undersøgende på dig.
Især i øjnene.
Jo, det er dig!
Er du klar over, at det er meningen?
Vi skulle mødes.
for vi er skabt for hinanden.
Livet er sommetider så forbavsende.
Tænk, at man skal møde et andet menneske og forbavset opdage, at man lever. Knud Han-
sen så helt rigtigt, da han sagde sine besværgende ord: Herren velsigne dig og forbavse dig.
Leve gør vi faktisk! Hver dag. Forbavsende!

61

SIDE_042-063_DEL_2.indd 61 20-05-2010 21:43:40

Om ånd

Det er forår. Det er pinse, og det er en pragtfuld morgen; derfor vil jeg tillade mig på denne
pragtfulde morgen at tale om ÅND! … Tillade mig! Det lyder, som om jeg kommer med hat-
ten i hånden. Det gør jeg ikke. Jeg kommer stolt og til dels selvbevidst. Hvorfor i al verden
skulle jeg undskylde, at jeg vil tale om ånd? Det er menneskets adelsmærke, så der er bestemt
ikke noget at skamme sig over.

Det er også derfor, jeg kan tillade mig at kalde det en pragtfuld morgen. Jeg vil gerne have,
at ordet smitter af på læserne, så de ser morgenen på en anden måde, end de måske gjorde lige
før eller lige efter morgenmaden.

Hvordan er det gået til, at vi moderne mennesker bliver lidt forlegne, når nogen snakker
om ånd? Luk døren ind til kirken, inden I nævner det ord! Men det er i virkeligheden slet ikke
noget kirkeord; det er et menneskeord. Et af de bedste.

Tag f.eks. ordet elsker. Der findes ikke noget ord, der er så meget ånd i som i ordet elsker!
Ja, man kan da faktisk sige, at ordet er ren ånd. Det vil i denne forbindelse sige, at der ikke er
nogen virkelighed bag det, som man kan tage og føle på eller sanse på anden måde. Hvis man
siger anemone eller solnedgang eller gummistøvle, så kan vi jo se henholdsvis en blomst, en rød
himmel, et stykke fodtøj for os, måske kan vi røre ved det og lugte til det.

Med ordet elsker er det helt anderledes. Det er jo sådan set virkeligt nok; men man kan bare
ikke se det nogen steder. To mennesker, der elsker hinanden, er i hvert fald ikke i tvivl om, at
det er virkeligt; men heller ikke de kan se det. De kan måske mærke en behagelig fornemmelse
eller føle en form for lykke; men de kan ikke få den ud fra sig og betragte den eller vise den
frem for andre. Det er ren ånd.

Det samme gælder for øvrigt ordene hader og længes og sørger og mindes og en lang række
andre ord. Her er det udsagnsordet, der er nævnt, men også begrebet bagved er ren ånd: kær-
lighed, had, længsel, sorg, minder. Man kan ikke se dem, lugte dem, smage dem. Det er altså
ikke blot det yndige og dejlige, der er ånd; men også det smertefulde og uhyggelige.

Nu er der jo det særlige ved ånd, at vi mennesker er de eneste levende væsener, der er i
besiddelse af den slags. Dyrene kan ikke elske, hade, længes, mindes. Det bilder vi os ganske
vist ofte ind; men det skyldes netop, at vi overfører vores ånd til dyrene. De lever pr. instinkt;
og når de rammer, som deres instinkter udfolder sig under, ændres, ja, så kan dyrene blive så
forvirrede, at de ikke orker noget som helst end ikke at spise eller sove.

Hvorfor kan man nu ikke kalde dyrenes reaktioner for ånd og sige, at de elsker, hader, læn-
ges og mindes? Det skyldes, at ånd er helt og uløseligt forbundet med ordene. Uden ord, ingen
ånd. Bevares, der indgår da også instinkter i vores adfærd, ikke mindst i kærlighed og had, men
det er ordene, tankerne, drømmene, som gør det hele til ånd.

For resten er det ikke kun disse luftige begreber, der har med ånd at gøre. Så snart vi har

62

SIDE_042-063_DEL_2.indd 62 20-05-2010 21:43:41

sat ord på et eller andet, er der ånd i det. Selv ordet skovl er der ånd i. Og det er for resten ikke
blot på grund af ordet; men en skovl er jo et resultat af et menneskes arbejde, opfindsomhed,
behov. Hvis skovlen er meget slidt, kan den måske fortælle noget om ejermanden og hans liv
og skæbne. Og ordet kan pludselig skifte helt karakter og bruges som smædeord om et men-
neske: Du er en skovl! Der findes ikke det ord, som ikke rummer ånd; og dermed byder det sig
til for at blive brugt i nye sammenhænge og situationer. Vi taler ofte om åndelige interesser,
såsom musik og litteratur; men det er også ånd at dyrke jorden eller reparere en bil.

Men vi begyndte med at nævne nogle ord, som var ren ånd; det vil sige, at der ikke var
nogen konkret, sansbar virkelighed bagved. De havde med følelser, fantasi og forskellige psy-
kologiske oplevelser at gøre. Vi ved, de er der, og har også opfundet nogle ord, så vi kan tale
om disse usynlige ting med hinanden og gøre fælles erfaringer. Men de er ren ånd, fordi de kun
eksisterer mellem os i sproget.

Blandt disse ord er ordet elsker og i det hele taget dem, der har med kærlighed at gøre de
reneste og mægtigste. Ikke blot fordi kærlighed er bedre end had eller at elske er dejligere end
at sørge. Kærlighed kan da for resten gøre mere ondt end had, og der kan være meget mere
besværlighed med at elske end at sørge.

Men det er nu ikke det, der er det vigtigste. Kærligheden er den reneste og sandeste ånd,
fordi det er den, selve livet hviler i. Sorgen, hadet, længslen er afledninger eller forvanskninger
af kærligheden. Sorg opstår, fordi man har mistet en, man elskede. Hadet fordi man ikke kan
få det eller den, man elsker. Længslen kommer, når den elskede ikke er hos en. Kærligheden er
den reneste og sandeste ånd, fordi i den er livet på plads.

Ordene har en vældig magt over os. Især dem med meget ånd i. Jo mere ånd, jo mere magt
er der. Der er stor forskel på at sige: Det er nogle pæne sko, du har på! og så at sige: Jeg elsker dig!
for nu at tage det eksempel en gang til. På en måde er det jo lidt mærkeligt, fordi vi har vænnet
os til, at jo virkeligere noget er, des stærkere er det også. Vi vil helst holde os til det, vi kan tage
og føle på, skønt enhver erfaring fortæller os, at ånden er stærkere end vægten og tallene og
prognoserne. Ordene er stærkere end kanonerne i det lange løb. De kan ikke bombes.

Hvad ville vi gøre uden drømmene, minderne, visionerne, håbet, angsten, sorgen, fantasien
og ikke mindst kærligheden? Ordene bringer det ind i vores verden og hjælper os med at leve
og overleve.

Det var bare det jeg ville sige. Pragtfuld dag! Ikke?

63

SIDE_042-063_DEL_2.indd 63 20-05-2010 21:43:41

SIDE_064-089_DEL_3.indd 64 20-05-2010 21:44:04

religion

65

SIDE_064-089_DEL_3.indd 65 20-05-2010 21:44:04

Om troen

Det er dog helt utroligt, at man kan blive så uenige og så ophidsede, ja næsten hadefulde over
så lille et ord. Et ganske uskyldigt ord på tre bogstaver. Oven i købet et plus-ord, som skulle
bære på en hel masse smukt og stærkt og godt. Og så sådan et postyr!

Ja, det er ordet tro, det drejer sig om. Tag f.eks. den såkaldte Grossbøllsag. De var helt vilde
i varmen af uenighed. Skulle det virkelig være så svært at blive enige om, hvad tro er og derefter
forklare folk det, så man undgår alle disse vildfarelser med suspension og afskedigelser, for slet
ikke at tale om alle de blodudgydelser, der har fundet sted og stadig finder sted. Der findes en
stor tyk bog, der hedder Bibelen. Både Det gamle og Det nye Testamente. Der kan man vel
bare slå op og se, hvad tro er, og så stoppe al den ballade. I Det nye Testamente er det selveste
Jesus, der har ordet for det meste. Han må da have forstand på tro; han kaldes jo Guds søn; og
han har opfundet al det med kristendommen.

Men det er et spørgsmål, om man kan sige, at Jesus havde forstand på tro! Han vidste nok,
hvad tro var, og hvad det ikke var. Alligevel forsøgte han aldrig nogensinde at forklare, hvad
tro var. Han viste det for sine følgesvende med eksempler fra mennesker, de mødte; eller han
skildrede det i lignelser og billeder. Aldrig med forklaringer, som vi kan afgøre sagen med i
dag. Ærgerligt nok!

Alligevel talte Jesus næsten ikke om andet end tro. Det var, som om alting kunne give ham
anledning til at tale om troen. Den var over alt i menneskers færden, i deres ord, deres liv med
hinanden, deres forventninger, deres følelser og oplevelser. Sommetider vidste de det ikke
engang selv, før Jesus sagde det til dem. F. eks. da mødrene bar deres små børn til Jesus, for at
han skulle røre ved dem og velsigne dem. Pludselig peger han på de små børn og siger, at de
har tro. Altså ikke mødrene, men børnene, som hverken kan tænke eller tale, har tro! Eller den
lamme foran ham: Stå op, tag din båre og gå; din tro har frelst dig! Også ludere og landsforrædere
fik godkendt deres tro. Det kneb mere for de rettroende præster og den tids biskopper.

Derved fik disciplene et meget flimrende billede af, hvad tro var. De kunne ikke få hold på
det, for Jesus sagde ét den ene dag og måske det stik modsatte den næste. Det er spilleme ikke
til at gøre sig færdig med den tro. Uge efter uge mødes folk i kirkerne og andre steder for at tale
om det og høre om det. Men det bliver ved med at flimre; lige som dengang Jesus selv gik rundt
og talte om det. Hele tiden peges troen ud rundt omkring i vores liv med hinanden; men hvis
vi forsøger at holde den fast som en forklaring, så smutter den fra os; og tilbage er kun vores
egne døde brokker, som ikke duer til noget som helst. Deraf kommer vist al balladen!

Denne modsætningsfulde flimren er ikke bare karakteristisk for Jesus; men den er så vigtig for
forståelsen af, hvordan Jesus talte om Gud og troen. Han ville aldrig fastlægge og definere, men få
begreberne til at live op og blive betydningsfulde lige nu. Derfor kan ingen have patent på troen;
ingen kan eje den eller have mere forstand på den end andre. Troen er levende og nutidig.

66

SIDE_064-089_DEL_3.indd 66 20-05-2010 21:44:04

Det er også grunden til, at Jesus den ene dag kunne sige, at troen var hvile og tryghed, og
den næste dag, at troen var en stadig uro i sjælen. Den ene dag at troen var fred, den næste dag
at den var strid og kamp. Den ene dag, at troen kommer som en tyv om natten, den næste dag
at den er som en by på et bjerg. Så er troen hvile, derefter lidenskab. Så er troen kærlighed, det
næste øjeblik had, endog til sine allernærmeste. Så kommer troen af sig selv, og derefter skal
man forberede sig, som når man bygger et tårn eller forbereder en krig.

De blev som bekendt helt tossede på ham til sidst og slog ham ihjel som en forbryder
uden fritstillelse, men dog med en særdomstol, bestående af præsteskabet og en enkelt juridisk
dommer ved navn Pontius Pilatus. Han forstod ikke et pluk af det hele.

Nej, man skal ikke sådan pjatte med troen. Men hvad mente Jesus egentlig? Så snart man
citerer ham for ét, finder nogen det stik modsatte. Ja, for troen er levende; og derfor er den
også altid det modsatte, for den vil hele tiden gøre mennesker levende. Hvis de er blevet slappe
og selvtilfredse i familiens skød, så må troen råbe dem op og sige: Hvis nogen kommer til mig
og ikke hader sin far og mor og hustru og børn og brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han
ikke være min discipel! Det giver et ordentligt gib i os pæne borgere. Tænke sig at hade sine al-
lernærmeste! Sikken en rettesnor. Og i de ti bud står der oven i købet, at man skal ære sin far
og sin mor. Men Jesus taler jo om lidenskab. Troen er at sætte alt på ét bræt. I stedet for den
evindelige lunkenhed og fede selvtilfredshed, hvor livet lunter af sted som det ligegyldigste af
alt!

Troen er at opgive al smålighed og lunkenhed. At være et helt menneske. At turde leve og
elske. At tage imod hvert øjebliks udfordring uden al den snak for og imod. Hver dag har nok
i sin plage. - Eller sin glæde. Det er jo ikke en jammer at leve; det er derimod en jammer ikke
at leve. Derfor skal man være helt til stede der, hvor man er. Med sin vilje, sin opmærksomhed,
sin indsats, sin medfølelse, sin lytten, sine ord, eller hvad der nu kræves af en. Det er vi ikke
gode til. Men det er vist noget i den retning, troen kan få mennesker til.

Fik jeg nu alligevel sagt noget om troen? Det var ikke meningen, for jeg ved ingenting. Og
jeg skal ikke have ørerne i maskinen. De lurer på os over det hele..

67

SIDE_064-089_DEL_3.indd 67 20-05-2010 21:44:04

Om at gå forbi

Vi mennesker er så gode til at gå forbi. Vi har så travlt, eller vi lader, som om vi har det. Haster
videre. Var der en, der kaldte? Det kan ikke passe; og desuden er der en masse andet, jeg skal
nå. – Jamen, der var en, der kaldte. – Det kan godt være, men så må nogle andre tage sig af det.
I kan da se, at jeg har nok i mit eget. – Jamen, der er ikke andre end dig til det. – Sludder. Jeg
kan simpelthen ikke overkomme mere.

Det er da ikke hver gang, vi går forbi. Sommetider har vi så god tid og kan overkomme en
masse. Det er især, hvis der er penge i det, eller fornøjelser eller berømmelse. Men hvis noget
er ubehageligt, besværligt, farligt, så går vi helst forbi.

Der en bestemt slags mennesker, som man ikke vil stoppe op ved. Det ved vi. Og det ved de.
Der er nogen, som er så ulækre i hele deres udsende og fremfærd. De lugter, de er brovtende og
påtrængende. Og så er der for resten også misbrugerne. De kan jo bare holde sig fra stofferne
eller sprutten. Vi kender dem ikke; hvorfor skal vi så stoppe op?

Der er heller ikke altid tid eller råd til at hjælpe de handicappede. Hvad har man det of-
fentlige til? Og desuden får de sikkert så rigeligt i forvejen. Man ved heller ikke rigtigt, hvordan
man skal tage fat omkring dem. Hvad nu, hvis det bliver værre? Eller de smitter. Desuden er
det nok slet ikke så galt, som det ser ud til.

Der er så mange gode undskyldning for at gå forbi. Der er kommet så mange fremmede til
landet; og man læser både det ene og det andet om dem. De er kriminelle og dovne. Nogen
af dem er endda terrorrister. De har bare søgt ly her i landet; og så sender de penge til deres
tros- og kampfæller i Mellemøsten. Selvfølgelig skal man da gå forbi, hvad ellers? Det er jo helt
bundløst!

De gamle vil man godt hjælpe. Altså hvis de er søde og taknemmelige. Men hvis de savler
og lugter af tis, så må personalet tage sig af dem. Og desuden lægger de jo slet ikke mærke til
det. De er helt blæst oveni, så hvis man besøger dem eller snakker med dem, er det glemt to
minutter efter.

Vi er gode til at gå forbi; og vi gør det på så mange måder. Kigger den anden vej; vender
ryggen til. Vi undlader at ringe op og tænder for TV. Eller det allersnedigste: Vi skynder os at
hjælpe nogen andre. Det dulmer samvittigheden; og så bliver det da så tydeligt, at man virkelig
ikke har tid.

Det er ikke noget nyt fænomen; og det er heller ikke forbeholdt specielt onde eller overfla-
diske mennesker. Det er noget, der ligger til os alle. Hvis vi ser nogen blive overfaldet, er det
rarere at skynde sig efter hjælp end at prøve at blande sig. Det kan være helt uhyggeligt, hvad
vi sommetider bliver tilskuere til, og vedbliver med at være tilskuere til. Er det for resten ikke
det, fortællingen om den barmhjertige samaritaner handler om?

Jesus kunne ikke gå forbi. Han stoppede op. Talte til folk. Til dem alle sammen: De syge,

68

SIDE_064-089_DEL_3.indd 68 20-05-2010 21:44:04

de sørgende, de handicappede, luderne, landforræderne, fjenderne, de udstødte, børnene. Det
var, som om han ikke kunne lade være. Disciplene skyndede på ham eller bebrejdede ham det.
De skriftkloge og farisæerne, altså de pæne mennesker, foragtede ham for det eller brugte det
imod ham i deres anklager. De syntes ikke bare, det var nedværdigende; men det var da guds-
bespotteligt. Det stod mere eller mindre direkte i Skriften, at der var visse mennesker, man
ikke måtte omgås.

Men Jesus gik aldrig forbi. Det var ikke bare, fordi han ikke ville, men også fordi han ikke
kunne. Pludselig måtte alt andet vente. Det menneske foran ham blev hele hans verden. Hvad
vil du, at jeg skal gøre for dig, spurgte han den blinde tigger i Jeriko. Giv mig mit syn igen, råbte
han. Jamen, Jesus var jo på vej til Jerusalem. Han havde slet ikke tid. Havde han ikke selv lige
sagt, at nu skulle han ned til hovedstaden, hvor det store slag skulle slås? Men Jesus har masser
af tid. Han ikke bare taler til tiggeren; han helbreder ham og forkynder dermed evangeliet om
Guds kærlighed for ham.

Sådan er det hver gang. Der er ikke optegnet en eneste situation, hvor han bare går forbi.
Måske har de glemt dem eller udeladt dem. Eller også har der slet ikke været nogen.

Ikke en eneste gang er mennesker gået forgæves til ham. Sådan må det have været, for det
havde da været det rareste og det letteste for hans efterkommere, hvis der havde været nogle
bestemte mennesker eller nogen bestemte situationer, hvor man kunne eller skulle gå forbi.
Men det er der altså ikke. Jesus stopper. Taler til dem eller med dem. Spørger dem ud. Trøster
dem. Opmuntrer dem. Helbreder dem. Tager ind og spiser hos dem eller giver dem selv noget
at spise.

Jesus gik aldrig forbi; og det var så selvfølgeligt. Han skulle ikke først tage sig sammen eller
tilkalde nogen, der kunne overvære, hvor god han var. Det var spontant. Her og nu. Han var
aldrig nødt til at overveje, om det var ulejligheden værd, eller om det stod i bistandsloven, el-
ler om der var fare for, at det var en, der ville snyde ham. Ordene, handlingerne, venligheden
strømmede ud fra ham som den største selvfølge.

Sådan var Jesus. Er det mon det, der menes med at elske sin næste?
Det er et udfordrende ord der lever imellem os og i os!

69

SIDE_064-089_DEL_3.indd 69 20-05-2010 21:44:04

Om vejrguderne

Han kom hertil fra en fremmed kultur. Det var vist fra Asien et sted. Jeg mødte ham aldrig
personligt, så jeg ved ikke, om han havde skæve øjne og den slags. Men han var meget tiltalen-
de og klog. Og så talte han engelsk, hvilket var en stor fordel for mig. Han studerede religion
og ville nu studere religionens tilstand i Danmark. Vidste naturligvis, at det var noget med
kristendom, men han vidste også, at det var et vidt begreb.

Han blev meget overrasket over, så religiøse danskere var. Religionen præger danskernes liv
dagen lang, fastslog han. De samles flere gange om dagen og beder til deres gud i fællesskab på
samme tid. De har et udbredt og veluddannet præsteskab, som består af pæne mænd og yngre
charmerende kvinder.

Den store danske kirke omfatter næsten alle indbyggerne i landet, og ressourcerne er til-
syneladende ubegrænsede. Pengene kommer fra mere eller mindre offentlige kilder, og der
aflægges aldrig specifikke regnskaber, så ingen ved, hvad det koster. Men det er der ingen, der
protesterer imod.

Kirken arbejder meget professionelt. Præcis på samme tidspunkt hver dag kaldes der sam-
men til messe, og man mødes foran de små skinnende altre. Især aftenbønnerne passes med
omhu af kirkens mange tilhængere.

I forbindelse med disse gudstjenester fremsættes der spådomme, lovprisning, besværgelser,
ritualer, som naturligvis er vanskelige for en fremmed at forstå. Men det hele fremstår med
religiøs autoritet, som nok skal virke, og som forklarer religionens stærke greb om det danske
folk.

Ligesom oraklet i Delfi for mange hundrede år siden er også dette orakel uhyre velorien-
teret. Oraklet i Delfi havde nogle meget veludbyggede arkiver, som de kunne konsultere, når
konger og hærførere opsøgte dem for at få et godt råd. Det meste var sund fornuft og omhyg-
gelig arkivering; men oraklet forstod at omgive det med mystik, tungetale og røg fra klip-
pespalter og den slags; men i virkeligheden havde oraklet meddelere over hele den dakendte
verden, som indberettede alt mellem himmel og jord: Vejr og vind, økonomiske og militære
operationer, kærlighed og had, politiske konflikter og hvad vores kære menneskeverden ellers
er fyldt med. Oraklet i Delfi samlede det hele og brugte det i deres mysteriefyldte spådomme,
der som sagt oftest var ganske sund fornuft, og det kom derfor også til at stemme. Hvis de var
i tvivl, gav de blot et flertydigt svar eller et svar som var ganske uforståeligt og kunne passe hvor
som helst og når som helst.

Sådan arbejder denne moderne danske kirke også. Store arkiver, som går årtier, ja somme
tider århundreder tilbage, bruger de i deres mystiske spådomme, mens røgen damper omkring
dem fra hellige måltider fremstillet ved en havn eller en plads midt i en storby.

Ganske vist sker det ofte, at spådommene slet ikke passer, men da der hele tiden kommer

70

SIDE_064-089_DEL_3.indd 70 20-05-2010 21:44:05

nye – flere gange om dagen – gør det ikke noget, for de går jo hurtigt i glemmebogen. Det
er for øvrigt et andet karakteristik træk ved danskernes religion: Det hele forsvinder lynende
hurtigt i glemselens mørke. Hver dag, ja, hver time er det hele nyt, og det gamle har ingen
betydning. Der er ingen visdom, ingen dybde, ingen højde. Det er her og nu.

Somme tider sker det, at man for morskabs skyld henter en af de gamle profeter frem. Så
tropper de op med hele deres alders vægt og nu uskadelige autoritet, klædt som i gamle dage i
deres spraglede hjemmestrikkede messeklæder og fremsiger forblommede spådomme.

Selv om danskernes religion er meget moderne og har taget den moderne elektronik i brug,
har den rødder langt tilbage i kulturhistorien. Meget længere tilbage end oraklet i Delfi. Min
asiatiske ven fandt her lighedspunkter med gamle religioner fra hans egen del af verden. I
Danmark fandtes det også blandt de gamle hedenske nordboere.

Det drejer sig om frugtbarhedsreligion. Det er en religion, hvor man er dybt afhængig af
naturen og jordens frugtbarhed. Men den moderne danske religion er ikke afhængig af noget
som helst, selv om den tager så mange varsler af naturens forskellige fænomener. På den måde
er det en underlig tom religion, hvor man opfører alle ritualerne og beder alle bønnerne og
synger alle salmerne til ingen verdens nytte. Det hele er i virkeligheden totalt tomt og fuld-
stændig ligegyldigt.

Det var virkelig noget, der undrede den asiatiske forsker. Og endnu mere forundret blev
han, da han vendte tilbage nogle måneder efter og havde konstateret, at nøjagtig den samme
religion dyrkes overalt i den vestlige verden.

At tænke sig, at en gammel oplyst kultur som den europæiske med stolte religiøse traditioner
hengiver sig til en så tom og intetsigende religion uden betydning for deres liv. Uden visdom, uden
trøst, uden håb, uden opmuntring, uden reelt fællesskab, uden livsmod. Hvordan kan I dog leve og
overleve, spurgte han. Og hvad har det med kristendom at gøre? Det spørgsmål kunne jeg ikke
besvare; mon der er andre, der kan det?

Og nu kommer vejrudsigten! Lad den velsigne jer alle!
Jævn til frisk vind med nogen sol over de sydvestlige egne og regn i de østlige med opklaring i
løbet af natten og en del tåge hen på morgenstunden, hvorefter vi kan forvente en del sne ud på
vinteren!
Gud bevare Danmark!

71

SIDE_064-089_DEL_3.indd 71 20-05-2010 21:44:05

Om advent

En søndag omkring 1. december er det 1. søndag i advent. Det er godt det samme, for det
trænger vi virkelig til! Når man sådan tænker på verdenssituationen. Der er mange dystre
signaler: Finanskrise, krige, naturkatastrofer, sult, malaria, terror, vandladningsbesvær, gam-
melmands-sukkersyge og tandpine.

Noget af det kan der gøres noget ved; men det meste er temmelig udsigtsløs. Naturkata-
strofer kan man jo aldrig værge sig imod. Terrorristerne finder på stadig nye måder at genere
os fredelige mennesker på. Krigene vil ingen ende tage. Vil det bare blive ved og ved, som det
har gjort det, så langt man kan følge mennesker tilbage?

Da er det, der er brug for advent! Det betyder komme. Der vil ske et eller andet. Noget vil
indtræffe. Der vil komme noget. I kirken betyder det som bekendt, at Kristus vil komme; men
det overlader vi til præsterne at prædike om den dag og de næste søndage.

Her vil vi blot tale om advent, om dette at noget kommer. Det viser sig nemlig at været ret
betydningsfuldt. Just hvor det ser ud, som om livet er helt umuligt, fordi vi sidder fast i en sup-
pedas af problemer og konflikter, så hører vi ordet advent. Livet er noget, der kommer. Ikke
noget jeg rager til mig. Ikke noget der bare er bestemt af verdenssituationen. Ikke noget der
bare er et resultat af prognoserne eller beregningerne.

Nej, livet kommer over os som et under, en overraskelse, en åbenbaring. Derfor skal vi ikke
krybe i skjul bag avisen eller tv-skærmene af lutter angst og bekymring, men vende os mod det
kommende. Der er altid noget at vente på, og så gælder det om at være klar til at tage imod det
og ikke ligge skjult i mørket.

Når det er advent, tror vi på underet. På det kommende. Da ved vi, at livet er større end
vore planer og projekter og nok så fyldige ønskesedler. Det er overraskende og glædeligt. Så vil
alle brikkerne falde på plads, og vi vil opleve den lykkelige slutning ligesom i et eventyr: Og de
levede lykkeligt til deres dages ende!

Ordet advent betyder faktisk det samme som eventyr. Adventure hedder det netop på en-
gelsk. Eventyr er fortællinger om det gode liv, det rigtige liv. Hovedpersonen føres gennem
alle mulige farer og fristelser frem mod den lykkelige slutning. Livsmodet trodser alle mørke
udsigter og al håbløshed. Pludselig dukker der noget uventet op. Det er derfor disse fortæl-
linger hedder eventyr. De tror på, at noget vil komme. En overraskelse, et under, en hjælper, et
budskab. Der kan ske så meget uventet, der fornyer livet og bringer det videre frem mod den
lykkelige slutning.

Det er godt nok, at kirken om man så må sige har taget patent på advent, men selve fæ-
nomenet: troen på det kommende, forventningen, håbet midt i mørket er meget ældre end
kirken og kristendommen. Og når de gamle dengang skulle sættes i adventsstemning, fortalte
de eventyr.

72

SIDE_064-089_DEL_3.indd 72 20-05-2010 21:44:05

Det er jo egentlig noget forunderligt noget, at man kan komme i en bedre stemning blot
ved hjælp af ord. Uden at der er ændret noget som helst i de faktiske vilkår. Vi oplevede også
noget af det i forbindelse med den amerikanske valgkamp. Obama bragte et håb og en opti-
misme med sig i sine ord. Han havde slet ikke udrettet noget endnu, alligevel kom amerika-
nerne og mange af os andre til at se lysere på fremtiden. Efterfølgende har det naturligvis været
spændende at følge, om han kan indfri forventningerne; men den tid, der er gået med håb og
forventninger, kan ingen tage fra os.

Måske var det også derfor Søren Kierkegaard bemærkede, at forventningens glæde var den
største, da han aflyste den teatertur, som hans forlovede Regine havde glædet sig sådan til;
men det var nu så brutalt, og vel blot et billede på at forventningens glæde, adventsglæden, er
betydningsfuld.

Men hvad enten det er en fortælling, en politisk tale, et løfte mellem to mennesker, så er det
dog kun ord. Kun skal stå med kursiv, for ordene er umådeligt betydningsfulde netop i denne
forbindelse.

Vi mennesker er blevet udstyret med den guddommelige evne at kunne bruge ord. Vi giver
livet ord og fortæller det dermed frem af det mørke kaos. Ved hjælp af ordene lærer vi livet at
kende, så vi kan genkende det og få orden på det. Dels giver vi tingene omkring os ord: Træ,
sten, fortov, gummibold, svigermor osv.

Men vi kan også føje ordene sammen til sætninger: Vi skal have flæskesteg til middag…
Jeg elsker dig, min blomst.. Det er et yndigt land… osv. Ja, vi kan jo også synge med ordene.
Fantastisk: Skyerne gråne og løvet falder, - og dog bære blus vi med glæde. Hov, det var også ad-
ventsord. Forventningsord.

Endelig kan vi sætte sætningerne sammen til fortællinger; og de fortællinger bliver udsagn
om vores liv. De får os til at se og forstå vores liv på en bestemt måde.

De bedste af disse fortællinger er eventyrene og naturligvis kirkens fortællinger. Fordi de
vender sig mod det kommende. Fulde af håb og forventning. Det skal nok gå alt sammen, for
livet er større end finanskrise og vandladning.

Advent er således mere end juleindkøb, kalenderlys, granguirlander, småkagebagning og
alskens travlhed. Det kan alt sammen være meget fornøjeligt og også være med til at vende os
mod og glæde os til det kommende. Men julen kommer over os lige som livet i det hele taget.
Det er egentlig så enkelt og genkendeligt, men vi er alligevel slemme til at glemme det hvert
år og hver dag.

73

SIDE_064-089_DEL_3.indd 73 20-05-2010 21:44:05

Om julen i Danmark

Der er mange mennesker på gaden. Nogen haster af sted belæsset med poser og tasker. Andre
driver fra vindue til vindue, som om de søger efter et eller andet. Åh, julegaver! Der går en mor
med to små unger. De hiver og slider i den stakkels kone. Et held, at de også har en blå ballon
med stjerner at holde styr på, for ellers havde de helt revet armene af hende. En dame i pels er
ude og lufte pekingeseren. Det bryder den sig ikke om; den er helt ligeglad med julen; vovsen
længes kun efter øreklapstolens lune hjørner.

Pærerne i granguirlanderne glimter som nære stjerner. Det er nok også det, de skal forestil-
le. Man trækker himlen lidt nærmere på. I juletræet på Torvet er de så nær på, at de er landet
i træet. Et par af dem er brændt ud. Men der er stjerner nok. Også i butiksvinduerne. Der er
også engle! Og nisser naturligvis.

Sne er der ikke meget af. Ikke her inde i byen. Der er lidt smattet sortsne i rendestenen og i
nogen af sidegaderne. Men ude på landet ser der dejligt ud. Markerne ligger hvide, så langt øjet
rækker. Og søen er frosset til. Det er, som det skal være. Hvid jul i Danmark. Hvid jul i Brande,
Skagen og på Nørrebro. Ja, der er ganske vist på skribentens tidspunkt en uge til; men det er jo
heller ikke jul bare én dag. Der er også hele forventningen. Den hører da gudskelov også med.

Sne, grangrene, hjerter, nisser, gaver, pebernødder, glaskugler, juletræer. Der skal mange
ting til en rigtig jul. Og alt sammen handler det om noget. Det vil sige, at det er noget mere end
det, som det er i sig selv. Det er stemning, budskab, fred, glæde, samhørighed, fest. Et ganske
almindeligt grantræ fældes i en plantage et sted i omegnen og rejses på Torvet eller i et hjem;
så er det pludselig Livets og Festens Træ. Et meget betydningsfuldt træ som står der og taler
til os uden at sige et ord: I dag er livet en fest.

Sne er ikke bare frossen nedbør, men den bliver et juletæppe: På stjernetæpper lyseblå skal glade
vi til kirke gå. I den linie er egentlig hele danskernes religion på en måde samlet. Stjernen er ikke
en fjern klode, men budskabet om, at himlen er kommet helt ned på jorden. Gud er blevet men-
neske og lever midt iblandt os. Selv i vores travle, tekniske verden betyder det pludselig noget
for os, at vi ikke er alene. Det er så flot med alle vore opfindelser. Det er så glimrende med vores
dygtighed og vores velstand og det internationale samarbejde. Og det er så betænkeligt med alle
de raketter og bomber; det er foruroligende med forureningen i verden, for slet ikke at tale om
den himmelråbende ulighed, hvor nogen dør af sult, mens andre dør af sul.

Det er en stor udfordring at leve øst for Paradis; derude hvor mennesker måtte fæste bo,
efter at de var blevet forvist fra den dejlige Edens have med det ubekymrede liv. Herude har vi
ansvar for hinanden; og vi er medskyldige i de andres nød og ulykke. Vi må slide hårdt; og vi
kender til angst og bekymringer og lidelser. Men vi har også været dygtige på godt og ondt. Vi
har mange fornøjelser og behageligheder.

Men drømmen om det andet liv har vi endnu. Det gode liv. Og midt i historien besøgte Gud
os i landet øst for Paradis. Han skulle ikke bare styrke drømmen om det andet liv, men også for-
visse os om, at det virkelig var til. Og han fik det liv kaldt frem til at være en kraft i blandt os. Og

74

SIDE_064-089_DEL_3.indd 74 20-05-2010 21:44:05

sådan går det til, at vi på forunderlig vis lever to liv på en gang: vores almindelige udfordrende,
farlige og herlige menneskeliv og kærlighedens liv. De er filtret ind i hinanden. Det er let nok at
se, når der ikke er tale om kærlighedens liv; men det er straks sværere at udpege kærligheden.
Den vil helst overses, for ellers bliver den bare til hykleri og hovmod. Men den lever dog i os, det
føler vi godt: Mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor!

Det er snart jul! Da skal vi fejre, at det gode liv er til og lever iblandt os. Det er det budskab,
stjernen står og blinker om. Lad ikke grædekonerne overdøve de glade toner. Lad ikke de bar-
ske gnavpotter ødelægge troen. På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå. Jo, det er rigtig
nok. Det er til. Vi kender billedet fra julekortet eller det broderede vægtæppe hjemme hos
oldemor. Der ligger den hvide kirke i den blå, blå nat. Lyset skinner varmt og indbydende fra
de rundbuede vinduer. Og på himlen ovenover hænger en stor stjerne, som sender sine lange
strålebaner lige ned på vores kirke og gør den til stalden i Betlehem.

På den snedækte vej op mod kirken kommer mor og far og tre små unger. Godt pakket ind.
Der er fællesskab og forventning. På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå. Vi skal op og
høre om Guds søn, der bragte det andet liv, det gode liv, kærlighedens liv ned til os. Vi bliver så
mange oppe i kirken, at vi næsten ikke kan røre os. Til gengæld kan vi synge, så det kan høres
viden om. En meget lykkelig stund!

Derfor bliver verden også helt anderledes den nat, hvor han bliver født. En ny stjerne lyser
på himlen. Engle synger for hyrderne på marken. Og de finder til sidst det lille nyfødte lysende
barn i krybben.

Tænk, det er verdens mest læste historie. Hvert år høres den af millioner af mennesker
verden over; og de elsker den. Ellers ville de da ikke høre den igen og igen. Det er lyset i fortæl-
lingen, der drager dem til sig.

Det er mørk nat i en mørk verden. Pludselig flænges mørket af lyset og englenes sang.
Jamen, findes der virkelig i vores fortravlede, overfladiske, gudløse verden mærket af krig og
ødelæggelse stadig så mange millioner af mennesker, der vil høre denne usandsynlige historie
om gudebarnets fødsel i stalden? Der er da ingen, der for alvor tror på engle mere. Der er da
ingen, der for alvor tror på en ny stjerne og et nyt lys som et tegn på, at Gud nu vil gøre noget
ved tingene. Der er da ingen, der for alvor tror på, at et værgeløst barn kan trænge herind i
fjendens lejr og overvinde ondskab og død.

Nej, de mennesker findes ikke. Men der findes så mange millioner mennesker, der så gerne
ville tro det, og som synes, at når de så hører den lille fortælling, så er det, som om den gør
sin virkning. Lyset bryder igennem. Englene synger et sted i mørket og vores sang er et ekko
af det. Og stik imod al sandsynlighed, men ikke mod alle forventninger bliver det pludselig
muligt at tro, at det lille barn i krybben udførte det umulige; englesangen gik i opfyldelse; det
blev jul for os og for de mange millioner:

»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer
en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er
svøbt og ligger i en krybbe.«

75

SIDE_064-089_DEL_3.indd 75 20-05-2010 21:44:05

Om et nyt år

Det nye år er allerede nogle få dage gammelt godt og vel; og hvad er der så sket ved det? Vi
skålede klokken 12 nytårsnat og omfavnede hinanden og sagde godt nytår og beseglede det
med et kys. Imens sang Radiopigekoret, og nytårsskytset knaldede udenfor. Alt sammen gan-
ske udmærket og højtideligt; men det bragte jo ikke noget nyt med sig. Verden er den samme;
situationen er den samme; statsministeren er den samme; og vi er de samme! Og nu er det
søndag, og Radio Midt/Vest er den samme. Og ham fra Brande med klummerne.

Er det nye år andet end udskiftning af et årstal? Altså en ren kalendersag, som hverken har
med radioen, livet, menneskene eller følelserne at gøre. Det er blot et spørgsmål om at have
orden i verdenshistorien, ligesom vi har måneder, dage, timer, minutter og sekunder? Ordet
nyt-år er med andre ord en tilsnigelse. Der er intet nyt under solen, som allerede Prædikeren
sagde for mange hundrede år siden.

Men han tog nu så grusomt fejl, for der er faktisk ikke noget gammelt under solen. I hvert
fald ikke andet end de døde sten; og de er ikke engang rigtig døde, for dels kravler der en masse
små levende organismer rundt på dem, og dels er de nye for vores øjne, når vi ser dem.

Livet er hele tiden nyt. Hvert sekund døgnet rundt! Og der er sket en masse siden klokken
12 nytårsnat. Det kan slet ikke opregnes. Noget er usynligt, andet særdeles synligt. Noget er
mikroskopisk og andet er kæmpestort. Noget ligger ganske stille, og andet er i voldsom bevæ-
gelse. Men alt sammen har det været med til at forandre verden og livet og os, så at intet mere
er som før. Alt, hvad du mener at kende og genkende, er det rene blændværk, for intet er mere,
hvad det var.

Det er fantastisk - livet! Hver dag er skabelsens første dag. Og Gud sagde: Der blive lys! Og
der blev lys! Det betyder ikke bare, at dagen er begyndt; men det betyder først og fremmest, at
livet er begyndt! Dette evigt foranderlige liv, der aldrig er det samme som for et øjeblik siden.
Ja, det er just livets kendetegn: denne stadige tilblivelse. Stjernehimlen i uafbrudt bevægelse.
Det myldrende liv over og under jorden. Blomster, der folder sig ud; dyr, der fødes. Fugle syn-
ger, og elefanter brøler; mennesker ler eller græder. Livet! stadig nyt.

Godt nytår! sagde vi til hinanden den nat som en lykønskning til hinanden med det liv,
som vi har fået lov til at være med i. Dette vidunderlige eksperiment, som ikke bare er til, men
også opleves af nogen: af menneskene! Dem skabte Gud sidst af alle sine levende væsener, for-
tæller de gamle. Han skabte dem i sit eget billede og gav dem ord, så de - og kun de - kunne
vide, hvad det er at leve.

Derfor kan vi sige Godt nytår! til hinanden. Vi kan ikke blot tale, men vi kan tale om livet.
Glæde os over det og ønske det godt for hinanden og dele det med hinanden. Hvis vi ikke
bliver dumme eller sløve, kan vi se, hvor nyt livet er hele tiden.

Og én gang om året stopper vi op og fejrer alt det nye og glæder os sammen.

76

SIDE_064-089_DEL_3.indd 76 20-05-2010 21:44:05

Indtil nu er livet kun omtalt, som om alting var lutter gode og smukke ting; men livet er jo
også frygteligt. Det hører med til den stadige fornyelse: Noget går til grunde, for at det ny kan
bryde frem. Ulykker, grusomhed, død hører også til. Her tænkes ikke i første omgang på den
ondskab, der forårsages af mennesker, men på den store grusomhed der hører med til skabel-
sen, til livets stadige fornyelse.

Men den menneskeskabte grusomhed er jo også til og er blevet en del af det guddommelige
eksperiment. Sådan har Skaberen vel ikke villet det og vil det vel stadig ikke; men det er der
alligevel. Det er åbenbart ikke nok for os mennesker bare at være til; vi vil gøre os til herre over
det. Måske fordi vi er bange, måske fordi vi vil have mere, eller fordi vi selv vil lege skabere.
Det magter vi ikke; vi når aldrig længere end til ødelæggelsen, grusomheden, når vi arter os
på den måde.

Selvfølgelig: Menneskene udretter også mange glimrende ting; og der er både godhed og
barmhjertighed til; men vi kan eller vil ikke nøjes med det livsfremmende og nyskabende. Det
kan endog ofte knibe for os at skelne mellem det, der lægger liv øde, og det, der får det til at
blomstre. Og vi tænker meget på os selv, når det drejer sig om at leve.

Derfor kan vores godt nytår! fra nytårsnat godt have en mislyd. Vi tænker mere på os selv
end på livet. Vores ønsker indskrænker sig til, hvad vi blot selv kunne ønske os af behagelighe-
der, succes og oplevelser. Og da er der det afgørende ved livet, at det dør for os. Så snart vi vil
rage til os og beholde, dør livet mellem fingrene på os. For at livet kan være levende, skal det til
stadighed gives bort; og der viser sig altid at være nok at give af.

Med livet og døden er det endvidere sådan, at dér er der ingen mulighed for mellemvej eller
kompromis. De er absolutte modsætninger; og når noget først er dødt, kan det ikke repareres
tilbage til livet. Derfor er det så katastrofalt, når vi mennesker slår liv ihjel, hvad enten det
sker med vores holdning eller rent fysisk. Da er der ikke noget at stille op. Intet liv kan vende
tilbage, når det først er berøvet den gnist fra skabelsens morgen, der gjorde det til liv. Livets lov
er at modtage og at give. Begge dele.

Godt nytår må derfor først og fremmest betyde: Lad livet leve imellem os. Lad munter-
heden brede sig, slå armene ud og kys dagen, og lad ikke solen gå ned over din surhed og din
begærlighed. Godt nytår.

77

SIDE_064-089_DEL_3.indd 77 20-05-2010 21:44:05

Om Folkekirken

Nytåret betyder noget særlig for de fleste mennesker. Dronningen skal holde sin tale til det
danske folk kl. 18. Dagen efter er det statsministerens tur. Og siden går det slag i slag: Borg-
mesteren udtaler sig til avisen. Virksomhedslederen holder en tale til medarbejderne. For-
manden taler eller skriver til medlemmerne. Og hvad sagde mon værten til gæsterne, manden
til konen, faderen til sønnen, svigermoderen til svigerdatteren den aften? Var det kun skæg og
ballade, eller var der også alvorsord?

Nytåret er statustid: Hvordan er det gået? Hvordan vil det gå? Nytåret er tiden for de gode
forsætter, de fromme ønsker, den bedste vilje, den kraftige beslutning. Det er nok sjældent, at
det går, som man ønsker eller beslutter, for virkeligheden gør, hvad der passer den. Og så er
der jo også det med menneskekarakteren, som Paulus skriver: Ånden er redebon, men kødet er
skrøbeligt, som det lød i den gamle bibeloversættelse.

Her får jeg lyst til at lave en status for Den danske Folkekirke; den har nemlig været udsat
for et helt dommedagsbombardement her mod slutningen af det gamle år som så ofte før. Især
i forbindelse med menighedsrådsvalget havde man både de spidse knive, de spidse albuer og
de spidse blyanter fremme. NU går den ikke længere, blev der råbt. Folkekirken går sin snarlige
død i møde!!! Uha, uha, det kan være, man skal til at skifte erhverv og sælge støvsugere eller
plastikdimser til manden, der har alt.

Nej, så vil jeg hellere her til spådommen om Folkekirkens snarlige undergang komme med
en korrektion til sortseerne.

Kirkeministeren har været bekymret på demokratiets vegne; men skal demokratiet være
målestok for kirkens virksomhed? Er fredsvalg for øvrigt ikke ligeså demokratisk som kamp-
valg? Der er fredsvalg i de allerfleste foreninger i Danmark. Genvalg! råber de. Det er et andet
ord for fredsvalg. Ganske demokratisk.

En kendt erhvervsleder sammenligner kirken med en virksomhed og konstaterer, at den snart
spiller fallit, fordi den ikke laver produktudvikling. Men skal kirken være som en erhvervsvirk-
somhed med alt, hvad der hører til? Kunne det ikke tænkes, at kirken er noget helt, helt anderle-
des og skal bedømmes som sådan? Er Fadervor ikke meget god også fremover?

Andre har ladet kirken dumpe, fordi dens politiske og sociale engagement er for beskedent.
Den skal synliggøre sig og tage sin tørn med i det moderne samfunds mange problemfelter?
Jamen, skal kirken da konkurrere med Folketinget og socialforvaltningerne? Hvem laver så
det, kirken skal? Hvem synger salmerne? Forkynder evangeliet?

Endelig har vi hørt de sædvanlige beskyldninger, at kirken ikke er underholdende nok. Folk
keder sig og forstår ikke noget af det, der foregår ved en gudstjeneste. Skal kirken konkurrere
med Lykkehjulet eller X-factor? Skal popsangerne så til gengæld synge om Jesus?

Det er drøn irriterende med den slags ukvalificeret kritik. Derfor forsøger jeg mig nu med
en anden status:

Danskerne ved godt, at det skal handle om Jesus henne i kirken. De hører om det juleaften, og

78

SIDE_064-089_DEL_3.indd 78 20-05-2010 21:44:06

så fortsætter det bare året igennem, uanset hvornår og hvorfor man dumper indenfor. Danskerne
hænger ved den kirke. Der er meget tradition i det og sikkert også en del sentimentalitet og god
gammeldags religiøsitet, som man er lidt flov over, men som man ikke vil slippe.

En meget stor del af befolkningen i det sogn, hvor jeg var præst, er i kirke flere gange i løbet
af et år. Måske ikke fordi de er hyppige kirkegængere, men fordi de skal til barnedåb, bryllup
eller begravelse; eller fordi de synes, det hører med til juleaften; eller fordi præsten har givet
dem en opsang og sagt, at de bør følges med deres barn i kirke, når han eller hun går til kon-
firmationsforberedelse.

En nytårsstatus for folkekirken på denne måde vil nok ikke blive så dårlig endda. Måske kan
man ligefrem sige med Schlüter i sin tid: Det går ufatteligt godt i Den danske Folkekirke!

Folkekirken er sammen med kongehuset det solideste, vi har, midt i en forvirret tid. Den
har en utrolig folkelig opbakning, som går på tværs af alle skel i befolkningen. Alle aldersgrup-
per og erhverv er repræsenteret. Nogle ganske få melder sig ud, fordi de går over til buddhis-
men eller andre eksotiske religioner. Fred være med dem. Nogen vil spare kirkeskatten. Fred
også være med dem.

Politikerne er smadder misundelige på folkekirken. Tænk, hvis de havde en tilsvarende op-
bakning. Hverken minister eller folketing skal interessere sig for, om kirken nu er moderne nok
og tillokkende nok og har succes og al den slags. Nej, de skal blot sørge for, at der er frihed og
rummelighed; og så skal de respektere, at kirken er en gammel original i det moderne samfund;
og det skal den have lov til at være.Til gengæld får staten noget, som slet ikke kan købes for penge,
nemlig et gammelt, rodfæstet, solidt folkeligt fællesskab omkring en institution med tradition,
kultur, digtning, musik og sang; den får et rum og en organisation til bevarelse og videregivelse
af den tro, som har været herskende i dette land i de sidste godt tusind år.

Det er den kirke, folk hænger ved. De ved knap nok hvorfor; men den hører altså med til
livet – og til døden. Og derfor er det godt, at kirken ikke følger med tiden, for tiden løber alt
for ofte den forkerte vej.

Nu kommer så til sidst min lille nytårstale til kirken, som jo består af den brogede danske
menighed her under præster, menighedsråd, ansatte og andet godtfolk:

Giv ikke efter for presset om at være moderne og smart og forståelig og underholdende. Vær dig
selv, kære kirke, så vi stadig kan være trygge, hver gang vi er der; så vi ikke tror, at du bare siger
noget for at sælge dig selv. Der må dog være ét sted, som er uden svig. Et sted, hvor man ikke bare
er ude efter min smag og mit behov og mine penge. Et sted, hvor man tør sige sandheden lige op i
mit åbne ansigt; for uden sandheden forsumper vi alle sammen i en gigantisk løgn. Et sted som ikke
bare er røde pølser!

Kirken er ikke så værst. Danskerne kan godt lide den og hænger ved den. De går måske
ikke alt for tit i kirke. Det må de jo selv om. Lad dem dog være i fred. Personligt kan jeg bare
ikke forstå, at de kan undvære det. Det får mig ikke til at drukne i bekymringer; til nytår syn-
ger jeg bare sammen med alle de andre danskere:

VELKOMMEN NYTÅR OG VELKOMMEN HER!

79

SIDE_064-089_DEL_3.indd 79 20-05-2010 21:44:06

Om Gud og Darwin

Så poppede den op igen: Den ulidelige og umulige debat om darwinismen over for den kristne
skabelsestro. Den er ulidelig, fordi den medfører et ubehageligt debatmiljø, hvor man skyder
hinanden alle mulige ting i skoene, som man hverken har sagt eller ment. Og på den måde
fremkommer der nogle synspunkter, så man som almindeligt fornuftigt tænkende menneske
må krumme tæerne i skoen.

Debatten er umulig, fordi den rammer helt ved siden af og derfor ikke fører nogen steder
hen. Den kan kun give en klam smag i munden. Det er ligesom at diskutere: Hvad er højest:
En stor prut eller Rundetårn? Undskyld nu brugte jeg vist et upassende ord; men meningen
er den samme. Man kan jo ikke diskutere en prut. Og Rundetårn kan man hurtigt gøre sig
færdig med. Man tager bare et målebånd og finder afstanden fra asfalten til udsigten over Kø-
benhavn. Og den er ret fantastisk. Hvis man ellers har sans for den slags.

Sådan bevæger man sig tilpas langt væk fra sagen. Har Darwin ret eller Bibelen? Tag et
målebånd og nyd udsigten over livets og menneskehedens udvikling. Det er helt fantastisk.
Måske er det hele sket ved en tilfældighed, måske ved hjælp af intelligent design.

God morgen. Solen skinner, eller regnen regner, uanset hvad vi finder på at sige til hin-
anden. Måske pipper en fugl eller to. Året går på hæld. Hvad skal man mene om det? Er det
Gud eller Darwin? Det er et spørgsmål til en halv million! Svarer du rigtigt, har du vundet
den store gevinst. Og ellers er det bare ud i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel. For nu
at bruge et ord fra den bibelske terminologi. (Den er det for øvrigt altid nyttigt at kende noget
til.) Gud – hvis der er sådan en fyr – må få sig et billigt grin!

Enten tror man på Gud, eller også gør man ikke! Hvor svært kan det være? Hvis man tror
på Gud, så er verden fuld af Ham. Fra morgen til aften. Fra top til tå. Der er ikke noget at
komme efter. – Og det med Darwin, det er helt fint. Jo flere flige, vi får løftet af livets gåde,
des bedre er det, for alting viser (ikke beviser) Guds almagt, for nu igen at bruge et af de helt
store ord.

Hvis man ikke tror på Gud, så er det også fint nok. Måske virker det knap så storslået, men
alligevel ganske imponerende: Alle de dyr! Alle de planter! Al den formering. Al det stormvejr
og solskin og hagl og tåge. Ret fantastisk. For slet ikke at tale om mørket og angsten og kær-
ligheden og erotikken.

Det behøver bestemt ikke at være kedeligt, fordi man er darwinist. Det er helt fantastisk, hvad
naturen for eksempel har fundet på af parringsdanse og mere eksotiske former for samlejer.

Der er nogen, der i løbet af historien har gjort sig spekulationer om Guds forhold til men-
neskelige samlejer. De har ment, at han ikke synes, det skulle være for morsomt. Sådan er der
så meget. Det er slet ikke let at vide, hvad Gud mener om de forskellige ting, fordi han er uden
for den menneskelige fatteevne.

80

SIDE_064-089_DEL_3.indd 80 20-05-2010 21:44:06

Men hvis han er Gud, så er han altså ikke helt almindelig. Han er ikke bare sådan en duk-
sedreng. Et supergeni med intelligent design. Nej, det er altså for småt. Gud han er kæmpestor
og almægtig, hvis han altså er der.

Det er jo det, der er spørgsmålet: Er han der, eller er han der ikke? Vi kommer altså ikke
udenom, at spørgsmålet gerne vil trænge sig på. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i en
darwinistisk busk og slå en ateistisk prut. Gud lader sig ikke skræmme af den slags, hvis han
ellers er der.

Men er han der? Og har han skabt himlen og jorden og alt det levende? – Og nu gider vi
altså ikke diskutere, om han har gjort det på seks dage og ved hjælp af en tryllestav og en kanin
i hatten. Nu er det alvor: Er han der, Gud?

Det er tid til en dyb indånding og et kig ud over byens tage! Nogen vil svare: Hver gang jeg
trækker vejret og ikke mindst, når jeg tager en dyb indånding, så er det Guds vejr, jeg trækker.
Han er simpelthen i mit åndedræt; og når han holder sit vejr tilbage, så er det forbi med mig.
Andre vil sige: Når jeg trækker vejret, får jeg ilt i lungerne, så mit blod bliver iltet, og den øvrige
livsfunktion kan fortsætte.

Begge parter har ret, men kun den sidste kan hente videnskabeligt belæg for sin påstand.
Det er da i orden.

Når de kigger ud over hustagene, ser den ene Guds ånd svæve over tagene som på skabel-
sens morgen. Gud siger: Der blive lys! – Og så begynder livet endnu en gang i København med
alt, hvad det indebærer af sorger og glæder, overraskelser og trivialiteter, råhed og barmhjertig-
hed. Fordi livet ikke bare er mekanik, men Guds uudgrundelige påfund.

Den anden ser nøjagtigt det samme. Og vedkommendes tanker er hverken værre eller bed-
re. Det er jo den samme verden, de betragter; men det er klart, at her mangler den religiøse
dimension og den undren og taknemmelig, der følger med. De to kan følges ad ned fra Run-
detårn og gøre noget ved tingene uden at svine hinanden til; men med en fælles oplevelse af, at
livet er ikke det værste man har, - og om lidt er kaffen klar!

81

SIDE_064-089_DEL_3.indd 81 20-05-2010 21:44:06

Om djævelen

Godt peppet op af TV-2 er danskerne begyndt at tro på spøgelser, ånder, forbindelser med de
døde og andre spirituelle fænomener, som åbenbart skal tjene som kildrende underholdning i
en alt for grå hverdag.

Nu ved jeg jo ikke, om det virkelig er danskerne, der er begyndt at gå åndeligt i barndom,
eller det kun er særlig følsomme sjæle, herunder den TV-producer som laver udsendelserne.
Men vi har altså besøgt Åndernes Hus rundt omkring i Danmark. Det spøger i krogene, døre
knirker, og man hører trin i huset om natten. Det er fantastisk spændende og farligt. Det er
næsten ikke til at få fred til at sove om natten.

Jeg kunne jo som præst anbefale dem at bede Fadervor, inden de lægger sig til at sove; men
det kunne risikere at ødelægge hele projektet. Og desuden er det jo nok for dem noget gam-
meldags kristeligt vrøvl, som ikke siger moderne mennesker noget.

For resten er kirken ellers med på noderne, hvad det her angår. En søndag hører vi f.eks.
om, hvordan Djævelen dukker op, netop da Jesus er i en svag og modtagelig situation, og
frister ham. Jeg tror nu ikke, at TV-2 eller nogen anden TV-station var til stede. Jeg så dem i
hvert fald ikke den søndag. Men jeg vil nu også sige, at det er nogle farligere sager, vi beskæfti-
ger os med der, end det pjat, de disker op med i TV.

Der er jo det med Djævelen, at man aldrig ved, hvordan og hvor han dukker op. Det er kun
på billeder og i mareridt, han har horn i panden, en lang svans og hove i stedet for fødder. Til
daglig er han meget mere tilforladelig. Han kan både ligne en politiker, en forretningsmand,
en general, en præst, en husmor eller en værkfører.

Han har utallige udklædninger; men han kan også være helt usynlig. Sidde med ved et kaf-
febord, uden man ved det. Eller danse med omkring juletræet. Spille med i en fodbold-kamp.
Være til generalforsamling. Der foregår et eller andet. Man kan ikke rigtig forstå, hvad det er;
men det er helt forkert, og man kan ikke få styr på det. Sådan er han, den Onde.

Det er dog endnu værre, når han kryber ind i mennesker. Så kan sådan nogle mennesker
blive helt tossede eller sleske, løgnagtige, farlige. Somme tider kan man se, at der er faret en
djævel i dem; men det er langt farligere, når folk bare ligner sig selv, og Djævelen alligevel kører
med dem og får dem til at sige og gøre ting, som de aldrig kunne finde på af sig selv.

Hvis du ikke kan genkende det, der er sagt indtil nu, så hør lige, hvad der skete den søndag,
hvor Djævelen var i gang med Jesus: Hvis du er Guds søn, så sig til stenene der, at de skal blive til
brød. Sådan starter han Djævelen. Det er jo meget sødt. En god fristelse til en sulten mand og
en sulten menneskehed: Sig til stenene der, at de skal blive til brød. Og det gjorde vi så. Vi er blevet
så dygtige, at vi kan lave brød af næsten hvad som helst. Hver dag fremstilles der brød i verden
eller korn til brød, så verdens befolkning rigeligt kunne mættes. Og der fremstilles rigdomme,
så ingen behøver at sulte eller fryse eller lide nød mange år ud i fremtiden.

82

SIDE_064-089_DEL_3.indd 82 20-05-2010 21:44:06

Men sådan gik det ikke, da vi fulgte Djævelens forslag. Nej, vi var nogle stykker, som be-
holdt brødet for os selv og lod resten dø af sult. Og vi brugte vores rigdomme til at skaffe os
en behageligere tilværelse; og så måtte vi bruge resten af rigdommene til at sikre os imod, at
nogen kom og tog vore behageligheder fra os. Nå ja, lidt bomber og sådan: Tanks, flyvemaski-
ner, krigsskibe og den slags. Jesus derimod afviste ham og sagde: Mennesket lever ikke af brød
alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Dernæst er vejen ikke lang til helligdommens tinde; og Den Lede hvisker til os: Prøv at
kaste jer ud, for Gud skal nok sende nogle engle, så der ikke sker jer noget. Det er ikke blot vores
eget liv, vi har sat på spil, men hele menneskehedens og alt levende liv. Et tryk på en knap, en
stemme i en mikrofon, og væk er det hele. Mens vi hænger og svæver på toppen af paddehat-
teskyen, kan vi mindes hans raspende stemme, da han sagde: Gud skal nok sende nogle engle, så
der ikke sker jer noget. Jesus sagde også nej tak til den fristelse.

Til sidst kommer det bedste – eller det værste af det hele. Hvem kan vel afslå hans stor-
artede tilbud, når han tager os med op på det høje bjerg, hvorfra vi kan se ud over alverdens
riger og deres herligheder, og han slår ud med hånden og siger: Alt det vil jeg give dig, hvis du
vil kaste dig ned og tilbede mig! Tro ikke, det er falsk varebetegnelse. På den måde er han ikke
nogen fidusmager. Han skal nok stå ved sit ord.

Nu har vi jo ikke alle sammen ambitioner om at blive verdensherskere. For os er det må-
ske nok at blive kejser i vort eget land, i vores egen by, på vores egen arbejdsplads, i vores
eget hjem.... eller bare i vores eget liv! Tænk, at kunne føle sig lidt mere sikker! Ikke udsat
for ubehageligheder, sygdom, drillerier, økonomiske problemer, arbejdsløshed, depressioner,
ægteskabsvrøvl. Tænk, hvis man bare var kejser i sit eget liv, så det lige kunne forløbe efter ens
hoved! Sikken et tilbud! Det er da faktisk ikke til at stå for. Jesus kunne godt; han var ikke
interesseret i at blive verdenshersker.

I forhold til dette her er Åndernes Hus i TV det rene pjatværk. Djævelen går lyslevende rundt
midt i blandt os - og somme tider inde i os, uden at vi fatter mistanke, fordi vi ikke tror på den
slags ammestuesnak. Men det er altså ikke ammestue; det er ramme alvor. Det er dødsens farligt
at tro på, at vi har situationen under kontrol. Det er dødsensfarligt at tro på, at mennesker – vi
selv og andre – er gode nok på bunden. Det er netop dér, vi ikke er gode nok.

For at sige det rent ud: Det er dødsensfarligt at forlade sin barnetro, der begynder sådan:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt han væsen! Med de ord er man da i det mindste
kommet med en indrømmelse. Det er ikke det rene TV-2 at være til. Det er ikke pjatværk.

Her skulle der så komme en hel masse gode ting om Djævelens modstander Gud; men det
er der ikke plads til. Det er i det hele taget et problem for os i den forbindelse: Vi har for lidt
plads til Gud. Det giver Djævelen meget lettere spil; men det kan Gud jo ikke gøre for.

Men spændende og farligt er det at være til ude i virkeligheden.

83

SIDE_064-089_DEL_3.indd 83 20-05-2010 21:44:06

Om dødbideriet

Nyt syn på gud vinder frem i Danmark! Sådan lød forsideoverskriften i en avis den 1. maj. Det
er noget andet end arbejdernes kamp- og festdag! Men ellers en virkelig alvorlig sag, for det
viser sig, at dette nye syn ikke stemmer overens med den herskende traditionelle dogmatik,
hvilket åbenbares længere nede i artiklen, da diverse eksperter på området, bl.a. et par teologi-
ske professorer, bliver spurgt.

Det, der er så frygtelig galt, er, at 41 % af de 1000 adspurgte danskere har svaret, at de tror
på Gud som en særlig åndelig kraft. Det rigtige svar er i følge eksperterne, at Gud er en personlig
Gud, og det har kun 23 % svaret. Det er altså rivegalt dette her! De slemme dumme danskere
er kommet religiøst på afveje. Er kristendommens, Folkekirkens undergang nær?

Professoren spørger bekymret: Hvordan skal man dog kunne tale om Jesus Kristus som Guds
søn, hvis Gud blot er en særlig åndelig kraft? Og han fortsætter sine bebrejdelser: Det er, fordi
danskerne har gjort religionen til et åndeligt tagselvbord, ligesom alle andre forhold i det moderne
samfund. Men nu må vi altså tage os sammen og lære det forkælede folk, hvem og hvordan Gud vir-
kelig er, så de kan forsvare sig mod de veltrænede og lærde muslimer, der kender Allah ud og ind.

Men hvem er de egentlig, dem der skal lære de vildfarne noget om Gud? Er det nogen,
der har set Gud? Eller har de en særlig insideviden, som sætter dem i stand til at belære folk
og fæ om, hvordan det virkelig er fat med Gud? Jamen, det er jo eksperterne, præsterne og de
teologiske professorer, disse velsignede eksperter, som Grundtvig i sin tid gav det klædelige
kælenavn dødbiderne.

Det gjorde han, fordi han havde opdaget, at ingen kunne være ekspert i Gud og i troen. Det
unddrager sig eksperternes herredømme, og er det enkelte menneskes og menighedens eget
uantastelige domæne. Ingen har nogensinde set Gud. Han er i det skjulte, og kun i troen får
man et indtryk af, ikke hvordan Gud er, men hvordan man som menneske er stillet i forhold
til Ham.

Det var da for resten ikke noget, Grundtvig af sig selv fandt på. Han læste det i Bibelen
og lærte det af Jesus. Grundtvig kunne blive fuldstændig tosset, når nogen opkastede sig til
eksperter i troen og gjorde sig selv til dommere over ret og uret i så henseende. Det kostede
ham en streng injuriedom.

Jesus talte for øvrigt ofte om Gud som en særlig åndelig kraft. For eksempel da han sagde,
at Gud er kærlighed. Han kaldte ganske vist også Gud for far. Min og jeres far i himlen, sagde
han; men det forhindrer dog ikke, at mennesker også oplever ham som en særlig åndelig kraft.
Hvordan skulle de for øvrigt ellers opleve ham? Man kan jo hverken se, lugte eller smage ham.
Og han er oven i købet kun til for troen.

Jesus udtalte sig ikke som en ekspert om Gud. Han ville slet ikke være med på den slags
fromme gætterier om, hvor og hvordan Gud er. De gamle jøder sagde altid, at Gud er i det

84

SIDE_064-089_DEL_3.indd 84 20-05-2010 21:44:06

skjulte; og det holdt Jesus fast ved: Gud er ikke blot den, mennesket ikke kan se; men han er
også den, vi ikke må se. Vi ved ikke noget om Gud. Men vi kan vide, hvordan vi som menne-
sker er stillet i forhold til Gud. Og der er vi omfattet af en stærk og ubrydelig kærlighed, som
sætter os i stand til at elske og leve.

Det er en anmasselse at ville se Gud; og menneskets evindelige optagethed af, hvordan Gud
er, er til syvende og sidst en selvoptagethed, der har til formål at bringe sig selv i sikkerhed.
Det er med andre ord den rene ugudelighed; og det påpegede Jesus den ene gang efter den
anden til farisæernes og præsternes store forargelse og vrede. De mente selv at have patent på
den slags spekulationer; og de brugte dem til at opdrage andre mennesker med. Dødbiderne
er altså ikke nogen ny opfindelse.

Jesus var aldrig imponeret over mennesker, der interesserede sig for Gud, uanset hvor be-
gavet og teologisk og fromt det var. Ikke fordi der var noget ondt i at interessere sig for Gud;
men det var galt, når man ville gøre sig til af det og påstå, at man var nærmere Gud end andre;
så slog Jesus ned med hård hånd eller rettere skarpe ord.

Der er derfor ikke noget at sige til, at de tusind stakkels danskere, der har været oppe til
Gud-eksamen har fået røde ører og hakker og stammer i det. De roder fortvivlet i deres hel-
eller halvglemte skolekundskaber. Men dér er der ikke rigtig noget at finde, for dengang de var
små, hørte de jo mest bibelhistorie, og der var Gud ligesom bagved historierne.

Så tænker de på, hvad de læser i aviserne og hører i radio og tv. Og dér er der til gengæld
meget at hente i det religiøse vildnis: Alskens overtro, healing, mirakuløse helbredelser, sågar
spøgelser. Dér er der meget, der passer med en særlig åndelig kraft. Men ak: Dumpet i denne
nationale religiøse test!

Men både spørgerne og eksperterne er helt gal på den: Danskerne ved rigtig meget om
deres Gud. Også mere end de selv ved af. Det ligger dybt i dem, lagt ind i deres bevidsthed og
underbevidsthed gennem bibelhistorien, salmer og spredt kirkegang, især ved juletid og dåb,
bryllup og begravelse. Da kan de nikke genkendende til alt det, de altså godt vidste i forvejen.

Men træk ikke folket til eksamen, for så bliver de forlegne og går i baglås. Den ustandselige
tagen temperatur på danskernes tro og religion fra medierne og fra de såkaldte eksperter er et
utåleligt tyranni, der hele tiden rammer ved siden af sagen selv.

Derfor: Til kamp mod dødbideriet!

85

SIDE_064-089_DEL_3.indd 85 20-05-2010 21:44:06

Om den flade jord

Det er egentlig rart, at jorden er flad. Nå ja, jeg har da hørt, at nogen siger, den er rund. Det har
de lært af deres skolelærere. Og så tror de straks, at det er rigtigt. Men det er det jo heldigvis
ikke. Enhver kan selv se, at den er ganske flad, og det lever vi også efter.

Jeg synes faktisk, at det er godt, at dem eller den, der står bagved, har indrettet jorden
sådan, at den er til at bo på. Tænk, hvis den ikke var det! Tænk, hvis vi hele tiden skulle gå og
passe på ikke at falde af og sådan noget. Men sådan har de slet ikke lavet den. De har gjort det
sådan, at vi kan bo og spise og sove her. Det er vel nok dejligt.

Og hver morgen bliver det morgen. Uden at man kan gøre hverken fra eller til. Undrer du
dig aldrig over det? Jeg synes, det er mærkeligt. Men også dejligt. Og så det med blomsterne!
Ja, at de sådan uden videre kommer op og giver sig til at dufte og se godt ud. Det er da også
godt lavet.

Eller når du kigger ind i dit øre. Hvis du altså kan. En underlig kringelkroget historie, som
man kan høre lyde med. Og musik. Og gode ord. Men også ord, der gør ondt. Dem kan du
glemme igen, nogen af dem. Resten må du blæse på, hvis du kan. Det har du lov til. Det er
spilleme godt lavet.

Hvad siger du? Nej, jeg har ikke glemt fuglene og børnene. Dem kan jeg også godt lide. Og
Beethovens violinkoncert. Og Louis Armstrong. – Og så ens kone! At holde hende i hånden.
Regnvejr er også godt, og snestorm. Men det der med morgenstunden, det er alligevel det
bedste. Tænk, hver eneste morgen! Ganske gratis. Hvis ikke den allerede var skrevet, så ville
jeg lige nu skrive en sang, der hed Morgenstund har guld i mund! Men nu kan jeg i stedet synge
den. Den er skrevet af en, der hedder Grundtvig.

Der er nogen, der synes, at jeg er lidt tosset, når jeg får de her tanker. De siger, at det er
ganske naturligt alt sammen. Det er mange år siden, man holdt op med at undre sig over sådan
noget. Det var dengang, man var religiøse. Nu er der ikke brug for det mere, for nu ved man jo,
hvordan tingene hænger sammen. Det har skolelærerne lært os. Og alle de andre kloge men-
nesker, som bestemmer, hvordan verden ser ud, og hvad vi skal mene om den. Religion er kun
for dem, der ikke har gået længe nok i skole, siger de.

Så når jeg får de her tanker, må jeg passe på ikke at sige dem til nogen. Det er en skam, for
jeg får sådan en lyst til at synge og være sammen med andre. Men på den anden side skulle de
jo nødigt opdage, hvad man er for en. Sådan lidt småtosset.

Men jeg er nu alligevel glad for, at jeg har det sådan.
Somme tider når jeg har gået i lang tid og haft det rigtig skidt, fordi det er så indviklet at
være til, og jeg synes, at alle verdens problemer lige akkurat har lagt sig på mine spinkle skuld-
re, så kan det ske, at jeg pludselig får de her tanker. Åh ja, det er godt, for så har jeg det fint
igen. Så vejer problemerne ingen verdens ting, og der findes ikke noget, der er rigtig indviklet.

86

SIDE_064-089_DEL_3.indd 86 20-05-2010 21:44:07

Det er ligesom, at alting betyder noget mere, og samtidig betyder det ikke noget alligevel. Det
er noget mærkeligt noget, hva’?

Du har det sikkert aldrig sådan, at du ikke kan finde ud af noget som helst. Du er nok en af
dem, der ved, hvordan sagerne skal ordnes. Du ved nok også, hvad der er rigtigt, og hvad der
er forkert og alt det. Det går somme tider helt i skudder mudder for mig. Især når jeg tænker
for meget over det og gerne vil gøre det så godt som muligt. Det svært, fordi man aldrig rigtig
får vænnet sig til det. Og når man så har hele verdens opmærksomhed og især sin egen vendt
imod sig, så er det helt galt. Så bliver man bange og skal tage sig meget sammen for at få gjort
noget. Det er i sådan nogle stunder, at det er dejligt at komme til at tænke på, hvor godt jorden
er indrettet, og at den ikke står og falder med, hvordan jeg får løst mine problemer.

Men det er jo religiøst på en måde; det må jeg nok indrømme. Så snart man er ude over
geografien og fysikken og biologien og psykologien, og hvad det nu hedder alt sammen, så er
det religion. Så snart man oplever noget, der er større end en selv, så er der fare for, at det er
religion.

Der er for resten en ting mere, jeg har tænkt på: Tag alt det med forureningen. Det er jeg
sørme også sur over. Du har ret i, at man risikerer at blive kvalt i sit eget skidt; men har du
tænkt over, at man også kan blive kvalt i sine egne bekymringer? Det er også en slags forure-
ning; men den tager miljøministeriet sig ikke af.

Her vil vi nu oprette Ministeriet for religiøse oplevelser. Ganske skægt: Det bekendtgøres her-
med, at det straffes med bøde eller fængsel op til flere liv, hvis man ikke mindst en gang om dagen
glæder sig over, at man er til. Den lov vil ikke være let at administrere; og det kan godt være, at
fængslerne hurtigt ville blive endnu mere overfyldt.

Eller hvad mener du om denne her: Fra og med lørdag den 27. oktober 2011 forbydes det her-
med at bekymre sig om søndagen og om torsdagen! – Vi er jo nødt til at starte i det små; så kan
vi altid stramme kravene bagefter.

Virkelighedsflugt! Er der nogen der vrænger ad en, når man snakker om det her. Sludder
og vrøvl. Det hører jo netop med til virkeligheden; og hvis man ikke vil kendes ved det, da er
der tale om virkelighedsflugt. Tværtimod er der en masse kræfter i dette her, fordi det hele ikke
er så krampagtigt.

Der var en klog fyr i 1800-tallet, der påstod, at Gud var død. Hvor mon han vidste det
fra? Jeg har somme tider på fornemmelsen, at Gud lever i bedste velgående. Det kalder jeg det
i hvert fald, når jeg bliver fuld af overskud på denne her måde uden ydre grund. Men det er
måske bare hormoner? Jeg er da ligeglad; jeg kalder det, hvad jeg vil. Livet! kalder jeg det også
af og til – med stort L. Så kalder jeg det modsatte for Døden – med stort D. Det er altså når
jeg er spærret inde i mine egne bekymringer.

87

SIDE_064-089_DEL_3.indd 87 20-05-2010 21:44:07

Om begyndelsen

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud! Mere behøver der ikke at siges.
Så er skellet sat mellem os og de andre. Og det kan ikke flyttes så meget som en millimeter.
Jeg ved så bare ikke helt, hvem de andre er. Men det er i hvert fald visse moderne videnskabs-
mænd, som afviser enhver tale om Gud og en skabende magt bagved det levende liv. Dermed
hævder de også, at alting er blevet til ved en tilfældighed. Det kunne ligeså godt ikke have
været der. Eller det kunne ligeså godt være blevet til noget helt andet.

De andre er så også dem, der tror, at de selv og alle andre mennesker kun er resultatet af
en seksuel akt og nogle biologiske processer. Og at deres liv derefter er helt tilfældigt, held og
uheld imellem hinanden i en skøn eller uskøn blanding. Den eneste lov for livet, de evt. kender
og anerkender, er loven om årsag og virkning. Alt, hvad der sker, har en årsag; og den årsag
hedder aldrig Gud.

Gud kan for øvrigt aldrig være en årsag, for en årsag er altid blind. Hvis noget stammer fra
Gud, så er det en begyndelse, en skabelse, et under. Der er ingen blindhed, ingen tilfældighed,
ingen mekanik i det liv, der kommer fra ham. Men Gud er ikke den eneste, der har med livet
at gøre; det har modtagerne, menneskene, også.

Med sætningen I begyndelsen var Ordet… slås det fast med syvtommersøm, at livet først var
til som en tanke, en vision, en drøm eller en sang i en skabers hoved. Det er med andre ord et
ønske, en vilje, at livet er til, og at vi er til. Det udelukker alle tilfældigheder. Og når der er en
tanke, er der også en, der tænker… Ham kalder evangelisten Gud. Det er et ganske godt navn,
for dét har vi været enige om at kalde denne skaber i vores kulturkreds i årtusinder: Ordet var
hos Gud!

Men Gud er jo kun et ord. Opfundet og opkaldt af mennesker. Da Moses spurgte Gud
foran den brændende tornebusk, hvad hans navn var, svarede han: Jeg er den, jeg er. Det var
et godt navn, for det betyder, at han er den, der er til før alting, - også længe før menneskenes
sprog. Det passer også med evangelisten, der siger: at Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud!

Dermed er der faktisk ikke sagt noget om kvaliteten af det ene eller det andet. Videnskaben
kan ligeså godt have ret som vi andre – og omvendt. Det er vigtigt at fastholde. Det ene er ikke
lige så godt som det andet, for det er så forskelligt, at det ene udelukker det andet. Der er ingen
mellemvej, intet kompromis. Men der er heller ikke nogen beviser. Og det kommer der aldrig.

Selvom videnskaben en dag virkelig kan endeligt forklare og bevise, hvordan det hele er
startet og har udviklet sig, kan de ikke komme bag ved det, der var før begyndelsen. Var der
en vilje? Er der en Gud?

Og selvom nogle ihærdige bibeltro specialister en dag skulle kunne lægge beviser på bordet
for, at det virkelig er gået til, som Bibelen beretter, så er de dog heller ikke kommet bagved
begyndelsen, tilbage til Ordet.

88

SIDE_064-089_DEL_3.indd 88 20-05-2010 21:44:07

Ak, det er altid så omstændeligt og indviklet at nå frem til det, som er så enkelt: I begyn-
delsen var Ordet. Vi mennesker er så forfærdelig kloge, at vi ikke bare tager et udsagn for gode
varer og så begynder derfra. Vi skal først tvivle, se om vi kan få fast grund under fødderne. Nu
har vi prøvet at tvivle og er lige vidt; så vi kunne ligeså godt bare have begyndt ved udsagnet:
I begyndelsen var Ordet…

Livet er blevet til i en skabers tanke. Og tanker og ord er uløseligt forbundet. Så snart
tanken var født, måtte den naturligvis føres ud i skabelse: Der blive lys… og der blev lys… og
Gud så at det var godt… Og det var godt, for det var i overensstemmelse med tanken. Sådan er
det altså med livet. Med alt liv. Fra det mindste til det største. Fra jorden under vores fødder
til himmelhvælvingen og stjernerne og hele universet. Også havet med fiskene, skovene med
de vilde dyr, markerne med husdyrene og himlens fugle. Alt sammen er det til på de samme
betingelser.

Og menneskene naturligvis, ikke bare i bred almindelighed, men du og jeg. Først var vi til i
Guds tanke, og så blev vi til i den kødelige verden, om man så må sige. Om verden blev skabt på
seks dage eller på millioner af år, er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt. Om vi er blevet til
ved et uheld mellem to alt for unge mennesker eller som hedt ønske hos et par, der var lige ved at
være for gamle til at få børn som Abraham og Sara, der for øvrigt var langt ude over det punkt,
er i den forbindelse revnende ligegyldigt. – Har man sagt: I begyndelsen var Ordet... er ordet hele
tiden begyndelsen til alt liv. Det vil sige, at alting er til efter Guds vilje og skabelse.

Men når Skaberen sådan har en vilje med alting, har han naturligvis også en plan. Dels om
en begyndelse og en ende, dels om hvordan det skal foregå. Hvordan når livet frem til målet?
Og hvordan skal det være undervejs? Men menneskene er medspillere i Guds skaberværk, og
derfor kan det gå galt undervejs. Han troede, at hans plan var indlagt tydeligt i hver af os, men
han måtte sande, at vi alligevel kunne finde på at følge vore egne veje.

Det var en forfærdelig situation, for dels var det et oprør mod og en mistillid til Gud; og
dels var det til næsten ubodelig skade for livet og for menneskene. Alting blev helt anderledes,
end Gud havde drømt om; og vi kunne ikke stoppe igen.

Det var derfor, at Gud måtte lade Ordet blive kød og tage bolig iblandt os. Altså det ord, som
var i Guds tanke, da han skabte alting, og som ikke bare var det mylder af hadefuldt liv og
vildfarne skæbner og begivenheder, som vi siden har lært at kende, men som var selveste idéen,
drømmen, visionen. Guds egen dybe, og smukke og kærlige idé, der var før alting.

Det er denne Guds inderste idé med alting, der bliver kød og tager bolig iblandt os. Det vil sige,
at Ordet bliver menneske og bor hos os og lever vores liv og dør vores død og dermed indpoder i
os Skaberens tanke med livet og med os. Dette menneske hed Jesus; og hvert år fejrer vi til jul, at
Guds ord er hos og på en måde fødes hos os igen og igen og dermed lader os få et kig ind i den
store hemmelighed, som hverken videnskaben eller filosofien eller kunsten kan afdække.

89

SIDE_064-089_DEL_3.indd 89 20-05-2010 21:44:07

SIDE_090-129_DEL_4.indd 90 20-05-2010 21:44:46

samfundskritik

91

SIDE_090-129_DEL_4.indd 91 20-05-2010 21:44:46

Om poesiens genkomst

Hver dag hører og læser vi om finanskrisen: Det ser sort ud. Huspriserne falder. Konkurserne
florerer. Arbejdsløsheden stiger. Store dele af pensionsopsparingen er forsvundet ud i den blå
luft. Aktiekurserne er for nedadgående. Håbet om en snarlig bedring svinder ind.

Kan det snart betale sig at leve med så mørke vilkår og så bekymrende udsigter? Der er
også alt det med klimaet! Og spændingerne i Mellemøsten, krigen i Afghanistan, terrortrus-
lerne, skattestigningerne og A- influenzaen. Jo, det ser sort ud.

Det har det nu gjort tidligere i verdenshistorien: Store tilsyneladende endeløse krige. Na-
turkatastrofer. Epidemier. Klimaforandringer. Misvækst og så videre. Det har såmænd ofte set
temmelig sort ud.

I slutningen af 1100-tallet så det på mange måder lige som i dag sort ud på Island. Den
højtpriste frihed og retten til selvbestemmelse lakkede tilsyneladende mod enden. Landet var
slidt op af slægtsfejder. Der var drevet rovdrift på naturen. Den gamle religion, som vi senere
kaldte hedenskaben, var ved at uddø. Mange var ved at give op og lade den norske konge over-
tage landet.

Men islændingene gav ikke op. De søgte hjælp i poesien. Der opstod en enestående og
livskraftig litterær aktivitet, der afsatte et uudsletteligt spor i verdenshistorien i form af De
islandske Sagaer. Også de gamle nordiske gudesagn og den oldnordiske poesi blev samlet op,
mens man endnu kendte sproget og versemålet.

En fantastisk bedrift! Sagaerne var ikke bare spændende og blodige historier; men de var en
kamp for at bevare den islandske sjæl og det islandske sprog mod presset udefra. Den politiske
kamp tabte de. I 1260 overtog den norske konge magten over det lille øsamfund, som bestod af
efterkommere, der var flygtet fra undertrykkelsen i Norge nogle århundreder tidligere.

Men den islandske sjæl og det islandske sprog fik hærene ikke erobret. Det levede videre i
hytterne og på de små gårde rundt omkring. Her lærte man de gamle historier udenad, så man
kunne fortælle dem ordret. Her satte man sig og skrev dem ned på kalveskind, og hvad man
ellers kunne få fat i at skrive på. Det var lige så enestående.

800 år gik der; så fik islændingene deres frihed tilbage. Og så viste det sig, at både sjælen
og sproget var intakt. Poesien havde reddet både folket og landet. Og heldigvis sørgede vi
danskere for, at de fik deres gamle håndskrifter tilbage efter en lang og pinlig strid i 50’erne og
60’erne her i landet.

Også i andre perioder af historien har poesien reddet et folk i nød. Naturligvis kan poesien
ikke klare de politiske problemer; men den kan holde modet oppe hos folk, give dem lyst til at
kæmpe og indgyde håb og tro på fremtiden. Altså bevare folkesjælen og sproget.

Her i landet skete det blandt andet i 1800-tallet. Vi trådte ind i århundredet med nogle
uhyrlige og dyre øretæver forårsaget af den politiske ledelse med kongen i spidsen. Vi mistede

92

SIDE_090-129_DEL_4.indd 92 20-05-2010 21:44:46

flåden. Vi måtte afgive Norge (og herunder Island for øvrigt). Statskassen tømtes til bunden,
og landet gik konkurs. Det var bestemt en forstemmende situation, som nok kan måle sig med
vore dages finanskrise.

Her kom poesien os til hjælp. I flere omgange. Det begyndte kort efter århundredskiftet
med Oehlenslägers ungdommelige og fortrøstningsfulde digte. Der var håb for fremtiden, der
var trøst til det betrængte folk, og der skabtes en horisont med livsmod og lyst til at kæmpe
trods alt.

Efter ham fulgte hele Guldalderen, der både bestod af malerkunst, digtning, tænkning og
opfindsomhed. I dag sidder vi og betragter guldaldermalerierne og falder i svime over de ko-
lossale priser. Dengang var det livsvigtig poesi.

I midten af århundredet måtte der en helt ny digtning til efter de to ulykkelige slesvigske
krige i 1848 og 1864. Den nye poesi bestod af sange. Mange af dem lever endnu. En lovpris-
ning af landet, historien, sproget, landskaberne, fællesskabet. Også her havde de øvrige kunst-
arter en vigtig rolle for bevarelse af den folkelige sjæl.

Og nu til finanskrisen her i vor tid. Vi har brug for poesiens tilbagekomst med al dens
livsmod og kampvilje. Denne klumme er et opråb til os om at vende os mod poesien for vores
egen skyld. Dels den gamle og velkendte – Højskolesangbogen er fuld af den. Og dels den
nye som pibler frem i digte, sange, fortællinger, film, teater og malerier. Vi kan ikke undvære
poesien. Den er livsvigtig.

For poesi er meget mere end spændende fortællinger og smukke digte. Mere end Oehlenschlä-
ger, Grundtvig og Rifbjerg. Poesi er først og fremmest sammenhæng, historie, samhørighed og
undren. En forståelse af, at livet ikke begynder med mig, men består af en lang historie, der er gået
forud, med mennesker som du og jeg. De har levet under andre vilkår og med en anden skæbne;
men de var dog af samme familie og samme oprindelse. Som hos os var deres liv indrammet af
fødsel og død. De mødte kærlighed og had, var ofte fulde af forventninger og bekymringer. Men
de tog imod det, livet bød dem, og levede det til ende som en gave og en opgave.

Poesi er en forståelse af, at livet ikke består af løsrevne dage og år, men der er sammenhæng,
mening og skabervilje i det. En oplevelse af, at alt, hvad jeg oplever og er i min korte tid her på
jorden, er en del af, måske et kapitel af en uendelig stor fortælling, der forløber gennem histo-
rien fra tidernes begyndelse til tidernes ende. Den oplevelse gør netop dig og dit liv til noget
særligt. Noget enestående og ansvarsfuldt.

Poesi er ikke hverdagenes kedsommelige trummerum; men hverdagens utrættelige gen-
tagelse af, at netop du har fået lov til at prøve at leve. At hver dag bør være en opdagelse af
livets forunderlige mangfoldighed af mennesker og begivenheder. Af komedie og tragedie. Af
magtesløshed og barmhjertighed. Livet er stort og dramatisk selv i det små.

Det er poesi! Og det er dét, sangene og fortællingerne skal afdække for dig, så du fyldes af
taknemmelighed og får mod til at leve.

93

SIDE_090-129_DEL_4.indd 93 20-05-2010 21:44:46

Om den danske kultur

Der tales ofte meget bekymret om alt det, der truer den danske kultur! Uha, uha! Der er
virkelig mange, der ryster i underbukserne, eller hvor man nu ryster, når kulturen er truet. De
fleste af dem, der ryster nu, er vist ellers slet ikke vant til at ryste over kulturen. De synes mest,
den er noget pjat. Der er ingen rim og rytme i digtene, og malerierne forestiller jo ikke noget.

Nej, nej, her er det slet ikke kunsten, der er truet. Skidt med den. Nej det er giro 413 og
frikadeller med brun sovs og fede fadøl og klaphatte. Ja, hvis det er truet, så er der virkelig
grund til at ryste, ikke bare i underbukserne, men sandelig også i overbukserne. Det danskeste
af det danske. Så er det bare med at finde vandpistolerne frem, for nu skal vi slås.

Åh, et øjeblik! – Her står i avisen, at frikadellerne og flæskestegen ikke er truet. Det er
stadig danskernes yndlingsspise. Og Danmarks Radio har ikke planer om at fjerne giro 413.
Det var godt! Kjeld, Hilda og Ragnvald lever!

Hvad så med fadøllerne og klaphattene? Ja, dér har vi et problem, for vi har somme tider
spillet noget værre møgfodbold; men det tæller vist ikke rigtig med. Og nu skal vi til slutrunde
i VM. Så der er stadig håb for klaphattene og brug for dem.

Hvad er der så at ryste for? Jo, der er Højskolesangbogen og Dannebrog og Folketinget,
Folkeskolen og Folkekirken. Det er skam meget truet! Uha, uha, ryste, ryste!

Hvad er det truet af? Det kan enhver da se! Af muslimerne! De er jo over det hele. Sorte og
gule. Med skæve øjne og blank sort hår, og så går de rundt med burkaer og spiser med pinde.
De er muslimer alle sammen; og de truer i den grad den danske kultur, fordi de går og fører
deres familier sammen fra morgen til aften. Og så vil de ikke bade med anstændige skoleelever.
Og de går rundt med tørklæder og ringe i ørerne. Det er det rene rotteræs. Ryste, ryste!

Hvordan er det dog lykkedes at piske denne latterlige muslim-angst op i besindige danske-
re? Den siges oven i købet også at eksistere her ovre i Jylland. Den største trussel mod dansk
kultur og dansk folkelighed kommer fra Coca Cola og MacDonalds. Altså hele den vestlige
internationale forbruger- og popkultur, som bombarderer os hver dag på gader og stræder, i
TV, på internettet, i annoncer og udstillingsvinduer, og på børnenes uudholdelige CD’ere.

Hvis modebranchen lancerede muslimske tørklæder, ville hvert andet skolebarn eller mere
gå med dem. Hvad så? Og hvad ville man stille op med en hvid kassedame fra Vinderup, der
simpelthen ikke ville kunne leve uden sådan et tørklæde? Hvad med de totalt latterlige sko
med 10-20 cm høje såler under, som de unge skønheder har dabbet rundt i? Er de ikke en
trussel mod danskheden?

Hvad var det han sang, Paludan-Müller, for mere end 100 år siden: Fromme, stærke kvinder!
Det er Danmarks mål! – Vel er det et ganske forfærdeligt og uopnåeligt mål at sætte sig; men
tænk hvis han havde kendt disse sko og piercing og oppustede silikonebarme og de fantasi-
fulde, strittende, farvede frisurer, som forarger gamle damer i gågaderne. Hvad ville Paludan-

94

SIDE_090-129_DEL_4.indd 94 20-05-2010 21:44:47

Müller have sagt til det? Fromme stærke kvinder! Havde han så endda skrevet smukke i stedet
for fromme!

Nej, vi har sandelig ikke noget at lade de såkaldte muslimer høre. Og så skal jeg hilse
og sige, at et par af de skævøjede muslimer, man mødte, er vores børn, som har boet i Dan-
mark siden de var få måneder gamle og er døbt og konfirmeret og kan mange flere sange fra
Højskolesangbogen end de fleste forskrækkede folketingsmedlemmer og såkaldt almindelige
danskere, der simpelthen ikke vil finde sig i mere.

Da jeg nævnte truslerne, glemte jeg den måske største af dem alle: Danskernes magelighed.
Måske hænger den sammen med flæskestegen og fadøllerne. Jeg ved det ikke. Men den er en
gammel skade. Når det går godt, bliver vi så magelige. Og er der lidt mageligt ved svendene der,
det kommer af de lysegrønne bøgetræer, sang vi i en gammel sang. Måske er det en af forklarin-
gerne?

Hvis det danske sind, den danske kultur, den danske sjæl er truet, så er det bedste middel i
første omgang at rejse sig helt op, hvis man kan, og bryde ud i sang: I Danmark er jeg født, der
har jeg hjemme! – Og det næste er at lytte til feltråbet mod den danske magelighed, som er cite-
ret på højskolemanden og frimenighedspræsten Folke Triers mindesten ved den hedengangne
højskole i Thy: Jeg bringer glædeligt budskab: Fjenden er i landet!

Så er det tiden at skære ned på Coca Cola-forbruget, måske blackliste MacDonalds, at knuse
fjernsynet og spise ungernes CD’ere med sennep og ketchup og brun sovs til aftensmad.

Jeg bringer glædeligt budskab: Fjenden er i landet! Men sørg lige for at identificere fjenden
ordentligt; det kunne være, at det var ham, der var nede i de bukser, der rystede sådan.

Normalt er jeg så glad ved og stolt over at være dansker; men når jeg hører sådan noget,
bliver jeg flov og ked af det. Jeg tror vi klarer indvandringen og alt det fremmedartede. Men det
skal have sin tid. De er nødt til at holde fast i deres gamle sprog og deres gamle kultur, indtil
de har vundet noget nyt. Ellers bliver de pludselig rodløse og identitetsløse.

Danskerne i Argentina har holdt fast ved det sprog og den kultur, de selv og deres forfædre
levede på. Vi var så stolte over den danskhed, der levede derovre i Sydamerika. Men de gjorde
det af nødvendighed, til de og deres familier havde bygget en ny argentinsk identitet op. Det
er ved at være sket; og nu vil alt det danske blive søde minder om gamle dage. Og gudskelov
for det.

Sådan vil det også gå indvandrerne her i landet. Vi skal blot have tålmodighed og anstæn-
dighed til at lade det få sin tid.

95

SIDE_090-129_DEL_4.indd 95 20-05-2010 21:44:47

Om redningsplaner

Så er der igen indkaldt til stormøde om folkeskolen. Det står jo helt galt til. Den er fyldt med
mobning. Eleverne kan ikke læse. Lærerne kan ikke styre ungerne. Madpakkerne er under al
kritik. Morgensang må man ikke synge. Og stort set alle fagene bliver forsømt efter tur.

Nu skal der ske noget! Der er allerede løftet en flig af en kommende redningsplan: Tests!
Tests og atter tests. Opstramning. Kontrol. Det er til at le og græde over. Og hysteriet har bredt
sig til næsten alle partierne. Der er ikke meget kvalificeret modstand mod regeringens indsats.

Landet stander i våde! – Ganske rigtigt. Ikke kun på grund af elevernes manglende kun-
nen, men den åndelige forvirring, der hersker på Christiansborg. Nu har man med venstre-
undervisningsministre i spidsen været ved at indføre næsten stalinistiske tilstande i undervis-
ningssystemet herhjemme. Det hele skal under ministeriel kontrol, hvorfor der skal udsendes
cirkulærer og direktiver, der begrænser de enkelte skolers og læreres frihed. Det sker med
mange fine ord og velsignelse fra det såkaldte Pædagogiske Universitet på Emdrupborg.

Det startede med al det kompetencevrøvl. Mennesker skal udstyres med kompetencer fra
fødsel til død. Kompetencer er blot et andet ord for ensretning. Vi skal være ens og kunne
det samme, udrette det samme, tænke det samme i de forskellige aldre. Ministeren fastsætter,
hvilke kompetencer det skal dreje sig om; og rådgiverne er vismændene på Det Pædagogiske
Universitet, som tilsyneladende er ligeså åndeligt forvirrede som politikerne.

Kompetencer! Dette besnærende modeord, som skal opdrage mennesker til at tjene statens
og erhvervslivets interesser. Det hedder sig, at kompetencerne går ud på at gøre mennesker til
duelige samfundsborgere; de skal naturligvis kunne svare til erhvervslivets krav, men de skal
også være demokratiske og omstillingsparate og meget andet fint.

Men det er jo ikke nok at sige, at sådan skal det være, man skal også sikre sig, at det nu
bliver ført ud i livet. (Et fuldstændig forkert udtryk: Ud i livet – Grundtvig ville have sagt: Ind
i døden). Nå, men for at sikre sig det, skal vi altså have tests. Fra de mindste til de største.

Danmark har ellers nogle af de stærkeste pædagogiske traditioner i verden. Det skyldes
nogle fremragende pædagogiske tænkere og også nogle dygtige pædagoger, som længe før det
øvrige i Europa hævede oplysningsniveauet i Danmark til glæde for erhvervslivet, samfundet
og ikke mindst den enkelte borger. De gamle enelærere på landet burde have en medalje. Beva-
res, der var da nogle uduelige tyranner imellem, men de fleste udførte et skelsættende arbejde,
ikke blot med skolebørnene, der kun behøvede at gå i skole hver anden dag, men også med det
folkelige liv på egnen: Aftenskole, foredragsforeninger, læseklubber, bibliotek med mere.

Denne pædagogiske tradition, har som sit grundlag en respekt for lærerens frihed til at lære
børnene det, de skal ifølge bestemmelserne. Men lærerne måtte gøre det på deres egen måde
og i deres eget og i børnenes tempo, samtidig med bevidstheden om, at livet er meget mere end
lektier, og børn meget mere end testpersoner.

96

SIDE_090-129_DEL_4.indd 96 20-05-2010 21:44:47

Dertil kommer så, at vi altid har holdt fast ved, at vi har undervisningspligt og ikke skole-
pligt her i landet. Det har givet en frodig grobund for pædagogikken i friskoler og efterskoler.
Et enestående fænomen i verden, som regering og Folketing nu også i den åndelige forvirring
er ved at undergrave. Tilsyn kalder de det; men der er tale om regulær kontrol. Man må jo
sikre sig, at børnene lærer det, de ifølge ministeriet skal lære. Derfor skærpes tilsynet med en
tilsvarende undergravning af skolernes frihed. Og det er ikke småtingsafdelingen dette her.

Som motto for Flemming-bøgerne stod der på titelbladet: Prøv med kærlighedens stærke
arm! Et godt og fyndigt udtryk for den pædagogiske tradition i Danmark. Den arm kan skabe
de mest livsduelige mennesker, der kan gå på to ben.

Men kærligheden er ikke et pædagogisk trick, som kan indøves på Danmarks Pædagogiske
Universitet. Det er det, der er problemet: Kærlighed er ikke noget, man betjener sig af, men
noget som betjener sig af en. Det vil sige, at den er noget, man er sat i og lader sig bruge af.
Hvis vi taler om skole, så handler det om kærlighed til livet, til eleverne, til dette at undervise
og være sammen. Det er en fantastisk kraft og inspiration. Den giver energi og fylder en med
idéer og vanvittige indfald, som gør skolegerningen nyttig, afvekslende og morsom. Der fin-
des mange måder at lære mennesker at læse og regne på. Terperi med henblik på tests er den
dårligste.

Tilsyneladende er kærligheden kun et rum for en masse aktivitet; men den er ikke noget
neutralt rum; og det er det, der er så inspirerende. Selv tests kan trives i det rum, men det skal
selvfølgelig være tests, som er festlige, og som skal tjene til, at eleven selv bedre kan finde ud af,
hvad han eller hun har lært i dag eller i denne uge eller i år. Findes der da sådanne tests? Ja, det
gør der over det hele. Vi laver dem også selv eller bruger nogen, der findes i forvejen. En lille
unge, der stavrer rundt og er ved at lære at gå, tester sig selv uafladeligt. Når testen er bestået,
kan man begynde at undersøge, hvad der står på sofabordet og andre steder i gribehøjde. Så-
dan fortsætter det, til skolen ødelægger det.

Men behøver den absolut at ødelægge det? Kunne man ikke tænke sig, at skolen byggede
videre på det med Kærlighedens stærke arm. Det ville være en national redningsplan, som byg-
gede på en gennemprøvet pædagogisk tradition. En redningsplan med det værdigrundlag, som
man hele tiden efterlyser. Det kunne bringe noget af meningsfuldheden og arbejdslysten til-
bage til Folkeskolen. Det ville også smitte af på børnene, så det blev en lyst at lære at læse og
skrive og lave matematik. Så kunne de bare komme med deres tests, for så skulle de se løjer,
og finnerne ville blive distanceret med flere længder. For den har aldrig levet, som klog på det er
blevet, han først ej havde kær. (Grundtvig).

97

SIDE_090-129_DEL_4.indd 97 20-05-2010 21:44:47

Om konkurrencen

For vore nordiske forfædre var livet en kamp. Dels en kamp mod fjenderne fra nær og fjern. Og
dels en kamp for det daglige brød. Begge dele krævede mod og vilje til overlevelse. Heller ikke
dengang blev der sparet på krigene; og der blev bestandig opfundet nye og farligere våben.

Livet var en kamp, og man skulle helst dø stående.
Kampen for det daglige brød var værd at have med at gøre. At gå på jagt, at fiske, at dyrke
jorden. Det var en evig kamp, for det kunne så let gå galt.
Jo, livet var hver dag en kamp, og den var ikke for dovenlarser og døgenigte. Kampen gav
mening selv i onde tider. Den var selve livsnerven, så fik det gå, som det kunne. Der lå ingen
mening, ingen forklaringer eller bortforklaringer henne om hjørnet. Den daglige kamp for
overlevelse var mening nok.
Den vigtigste af alle kampe var dog kampen mod dødsmagterne. Dem, man ikke kunne se
nogen steder, men som var overalt omkring en og inden i en. De lå og lurede over det hele, og
de var farligere end alt andet. Dødsmagterne ville selve livet til livs.
Faldt man først i deres vold, var det ude med en. Man sank ned i et truende mørke, der var
værre end døden selv. Den fysiske død var kun et lille hjørne af dødsmagternes hærgen. De
lurede bag træer og buske i de vildsomme skove. De lå på lur i mørket og var til stede i uvejrets
rasen.
Kampen mod dødsmagterne! Om den handlede deres sange og deres myter. Derfor blev
det nok heller ikke så svært for den nye religion, kristendommen, at vinde indpas i Norden.
Den handlede jo netop om sejren over dødsmagterne. Et mægtigt kosmisk drama, hvorunder
helten Kristus nedfor til dødsriget og befriede alle dødsmagternes fanger og tilintetgjorde
magterne for stedse, som Martin A. Hansen skildrer det i Orm og Tyr.
Grundtvig overtog forfædrenes syn på livet. For ham var livet også en kamp. Det kom til at
gennemsyre alt, hvad han skrev og talte. Salmer, sange, prædikener. Også for ham var den helt
overordnede modsætning kampen mellem livet og dødsmagterne.
Med Grundtvig blev tankegangen fornyet og styrket bragt videre til de næste generationer.
Den lå som et grundsyn under den daglige tilværelse og i opdragelse og undervisning. Endnu
i min skolegang lige efter 2. verdenskrig blev det sunget og fortalt ind i os. Kæmp for alt, hvad
du har kært, dø om så det gælder.
I dag synes det at være forsvundet. Livet er ikke længere en kamp, men en konkurrence. Det
gennemsyrer alt, hvad der foregår i vores samfund. Opdragelse og undervisning, aflønningen
og livet på vore arbejdspladser, politik, foreningsliv, kultur og kunst. Alt er blevet konkurrence.
Vi har travlt med at måle og veje: Er vi de største, de bedste, de mest spændende, de smukkeste
osv.
Hvor kampen bringer mennesker sammen i striden mod den fælles fjende, så splitter kon-

98

SIDE_090-129_DEL_4.indd 98 20-05-2010 21:44:47

kurrencen dem. Alle andre er potentielle modstandere, som skal besejres, meget gerne ved at
blive sat ud af spillet.

Minsandten om ikke også forholdet til døden er blevet en konkurrence. Vi konkurrerer
hver for sig om at leve længst, lykkeligst og fedest. Og døden er ikke en magt, men blot den der
truende stopklods så langt ude i det fjerne som muligt.

Konkurrencen skal begynde allerede i børnehaven og daginstitutionerne. Vi skal være de
bedste, og politikerne tænker tilsyneladende slet ikke på, at denne fokusering på den enkeltes
kompetencer skaber indbyrdes konkurrence og uundgåelige nederlag. Ganske vist skriver man
så smukt i læreplanerne for børnehaver og daginstitutioner, at børnene skal lære at etablere
fællesskaber med andre, respekt for andre, lytte til dem og kende til demokratiske værdier.
Men det kommer uvilkårligt i konflikt med fokuseringen på at skabe vindere. Og det er plan-
lagt at skulle forsætte ikke blot skoletiden igennem, men hele livet igennem. Stakkels dem, der
ikke kan klare sig i konkurrencen.

Og mens vi har så travlt med at blive de bedste i klassen, på arbejdspladsen, i foreningen, i
byen, i landet, i verden, får dødsmagterne lov at passe sig selv. Vi diskuterer aktiv dødshjælp,
opretter sorggrupper og bygger hospicer (og ikke et ondt ord om dem), og samtidig får de
virkelige dødsmagter frit spillerum omkring os og i os. Dem er der ikke plads til i konkur-
rencesamfundet.

Og det er farligt, for de er der! Digteren Morten Nielsen skriver:
Døden venter for altid
lidt ved siden af tingen,
en skygge, usynlig langs årer og sten og træer,
og den er mig altid nær!

Dødsmagterne bliver farlige og dæmoniske, når de ikke bekæmpes. Måske er det deres ofre,
der ligger rundt om i hjemmene og på psykiatriske hospitaler. Mennesker, der næsten ikke
orker at leve mere. De er ikke blot tømt for kræfter, men også for livsvilje. Alt er blevet tomt
og meningsløst. De har tabt uden at have kæmpet. Støjen omkring dem bliver mere og mere
infernalsk, og forklaringer og bortforklaringer blafrer i vinden som vimpler over et indkøbs-
center. Medicinen flyder i rigelig mængde. Tom travlhed og stress udmatter mennesker.

Et af skuddene på stammen var ønsket fra en minister om endnu større økonomisk ulig-
hed. Det ville ganske rigtigt skabe endnu mere konkurrence. Hvorfor vakte det så voldsom
forargelse, for det er jo alligevel i bund og grund det, alle de politiske partier sværger til. Man
mener, at mennesket skal have en gulerod for at ville bestille noget mere. Som om mennesket
var et æsel.

Men det er mennesket ikke. Det er et enestående væsen, der er rede til at kæmpe for det
levende liv, ikke imod men sammen med og for andre.

99

SIDE_090-129_DEL_4.indd 99 20-05-2010 21:44:47

Om livsholdning

En livsholdning er man nødt til at have, ellers bliver det noget rod. Der er bare det: Hvor får
man sådan en fra? Da jeg var barn lige efter besættelsen, blev vi spækket med livsholdning. Vi
var børn af sol og sommer. Vi skulle rette ryggen og tale sandhed, følge gamle koner over gaden
og rejse os for gravide damer i sporvognen. Og så sagde vi De til alle de voksne undtagen fa-
miliemedlemmerne. Ingen voksne var vi på fornavn med; hvis de var forældrenes venner, satte
vi onkel eller tante foran deres fornavn, så vi havde et hav af onkler og tanter, som vi ikke var
en pind i familie med.

Den gode Gud foroven, der rådede for Danmarks sag, holdt også øje med os og passede på
os. De gale streger, som lærerne eller forældrene ikke opdagede, dem kendte den gode Gud
desværre til, så man skulle passe på ikke at skeje for meget ud.

Vi talte pænt, i hvert fald når de voksne var i nærheden, uden bandeord eller frække ord så
som røv, pis og lort. Vi lærte at stå ret og dreje højre om og venstre om og gå i takt og sætte i
løb og holde op igen med at løbe.

Jo, der var orden i sagerne. På vores skole gik piger og drenge i hver deres klasser og havde
hver deres skolegårde. De kunne ikke forbyde os drenge at kigge ind til tøserne, men ve den
stakkels dreng, der vovede sig ind på det forbudte pigeområde, måske for at hente en bold eller
aflevere et kærestebrev. Han blev afstraffet på det grusomste; og det er da klart, at det var en
virkelig alvorlig lovovertrædelse. Måske kunne man ligefrem få børn af det!

Når læreren trådte ind i klassen, rejste vi os op og stod ret, indtil læreren sagde: Værsgo og
sæt jer! Så satte vi os ned og lagde armene pænt på pulten foran os.. Nå, nu lyder det vist for
yndigt. Systemet indbød til masser af små og store overtrædelser og andre forsyndelser; og det
blev simpelthen en del af livsholdningen, at man skulle overtræde reglerne og modtage straffen
i form af øretæver, rykken i ørerne eller håret ved tindingen, eftersidninger eller skoleret hos
inspektøren.

Gud, konge og fædreland holdt sammen på hele systemet, og det blev sunget ind i os med
kække sange, korte bukser, lidt Jesus og hornmusik. Det var, som om det havde været sådan
altid, så det fandt man i første omgang ikke nødigt at ændre på.

I løbet af 60’erne begyndte det omsider at falme. Det lød mere og mere hult; og den voksne
verden kunne slet ikke leve op til den ophøjede status, den havde besiddet i efterkrigsårene.
Der er mange grunde til, at den ikke gik længere; men det var i hvert fald let for de såkaldte
ungdomsoprørere at puste det omkuld. Det hele faldt som et korthus på et par år.

Siden da har vi ikke rigtig haft nogen livsholdning. Man flirtede lidt med marxismen; men
den var lidt for disciplinær med kæft, trit og retning, værre end det man netop havde sagt far-
vel til. Og desuden var der jo Ungarn, Tjekkoslovakiet, Sibirien og alle de uhyrligheder, man
læste og hørte om.

100

SIDE_090-129_DEL_4.indd 100 20-05-2010 21:44:47

Huset stod tomt. Der var ingen livsholdninger, så det ene frelsesprogram efter det andet
kunne indtage landet med løfter om, at her var virkelig løsningen for de stakkels livshold-
ningsløse danskere, som ikke rigtig havde noget at leve for, og havde alt for meget at leve af.

Nu er løsningen kommet. Og den glider lige ned. Det startede egentlig med, at vi skulle til
at slanke os. Det er jo nødvendigt, når man har så meget at leve af. Morgenmaden var vigtig.
Den skulle være fedtfattig og sund og mættende og helst også god for afføringen.

Så købte vi noget, der hedder Cheasy med müsli. Væk med havregryn med mælk og suk-
ker. Nu ved jeg ikke, om jeg kommer galt af sted ved at nævne navnet her, men når jeg gør det
i en god sags tjeneste, mon så ikke det går. Her handler det nemlig slet ikke om reklame for
et morgenmadsprodukt. Nej, det handler om livsholdning. Tænk: Man kan spise sig til en
livsholdning.

Det står på selve kartonen; og vi er kommet så vidt, at vi læser det op for hinanden flere
gange om ugen. Overskriften lyder: Vær god ved dig selv! Ja, det er klart: En moderne livshold-
ning må begynde med en selv. Ikke med de gamle koner eller de gravide damer. For resten er
der jo ikke sporvogne mere her i Danmark, så det er naturligt nok: Vær god mod dig selv.

Så fortsætter de gyldne løfter: Cheasy er ikke kun en spændende serie af mejeriprodukter med
lavt fedtindhold! Nej, bevar mig vel: Mennesket lever ikke kun af lavt fedtindhold; der skal
mere til, før det bliver en livsholdning. Det kommer i de næste linier, jeg citerer: Cheasy er også
en holdning, og med Cheasy udtrykker du en klar holdning til det, du spiser, den du er, til den måde,
du behandler din krop på og prioriterer din tilværelse på. Kort sagt en holdning til livet!

Hurra, en bekvem og billig løsning på problemet om den forsvundne livsholdning. Du be-
høver ikke at læse, ikke at tænke, ikke at undersøge og sammenligne og afprøve. Du kan spise
dig til en livsholdning. Og den glider ned uden besvær, og forlader dig ligeså stille nogle timer
senere uden besvær.

Nogen kunne måske finde på at hævde, at der var mere kød på Gud, konge og fædreland,
men så husk på, at kød ikke er særlig sundt for tiden. Det glider ikke så nemt ind og ud.

Jeg prøvede at slå ordet Cheasy op i en ordbog, men det stod der ikke. Det nærmeste man
kom var ordet cheat, der betyder snyde og bedrage. Men det er slet ikke det samme.

Velbekomme!

101

SIDE_090-129_DEL_4.indd 101 20-05-2010 21:44:47

Om rullende hoveder

Det er en dejlig blodtørstig tid, vi lever i. Jeg tænker ikke på Irak og Afghanistan og de øvrige
fjerne steder, hvor blodet flyder i alt for rigelig mængde. Nej, jeg tænker på den hjemlige ande-
dam, hvor hovederne ruller i nok så rigelig mængde.

Det er næsten som i enevældens dage. Dengang gik det også lystigt til. Der rullede hove-
derne også; og det var mere eller mindre uretfærdigt. Det kunne man ikke sådan tage hensyn
til. En person stod i vejen og skulle fjernes straks. Hvis loven ikke slog til, lavede man blot en
ny, eller omformulerede anklagen eller snakkede i øst og handlede i vest. Hovedet skulle af
under alle omstændigheder.

Griffenfeld lå allerede med hovedet på blokken, da en rytter red ind på pladsen og for-
kyndte hans benådning.. Benådning var nu så meget sagt. Han fik livsvarigt fængsel og sad i
mere end 22 år. Måske havde det været mere rart med halshugning. Det mente han selv. Han
blev indsat i Kastellet de første fire år i isolation, hvorefter han overførtes til Munkholm ved
Trondheim de næste 18 år.

Samme skæbne overgik Chr. IV’s begavede datter Leonora Christine. Hun sad i Blåtårn i
22 år.

Der var til gengæld mange andre, der blev halshugget. Grove forbrydere, letsindige piger,
generende pengemænd, politiske modstandere. Det var lige underholdende hver gang: Dér gik
de formastelige! Gennem de snævre gader i København til henrettelsespladsen, der somme
tider var på Kastellet, andre gange på Højbro Plads, hvor det var mere bekvemt. Pøbelen
elskede det. Først stod de ved vejsiden og råbte hånsord og spyttede efter den dømte. Senere
kom det frydefulde øjeblik, når hovedet skiltes fra kroppen og trillede hen ad de rå brædder
på skafottet.

Det var et spændende syn, det var værd at overvære. Samtidig kunne man jo glæde sig over,
at det ikke var en selv, det var gået ud over. De halshuggede havde nok på en eller anden måde
fortjent det.

Nu har vi afskaffet dødsstraffen, men hovederne ruller stadigvæk og stadig lige rask. Po-
litikere, bestyrelsesformænd, borgmestre, generaldirektører, departementschefer, officerer, er-
hvervsfolk, præster, fodboldtrænere og ganske almindelige mennesker ikke at forglemme.

Betingelserne er også de samme. Sommetider kan de rammes direkte af loven. Sommetider
må man bruge kroglove, som Jeppe på Bjerget sagde. Det hedder nok noget andet i fagsproget.
Man finder noget andet at hænge misdæderen op på. Omformulerer anklagen. Ofte behøver
man for øvrigt slet ingen lovgivning. Man kan bruge det, der med et fornemt ord kaldes mo-
ralen. Dem er der nemlig flere forskellige slags af: Den offentlige moral, den politiske moral,
forretningsmoralen osv. Hvis der ikke er en moral i forvejen, kan man opfinde en.

Resultatet er det samme: Hovedet skal rulle. Og pøbelen jubler som tilforn. De behøver

102

SIDE_090-129_DEL_4.indd 102 20-05-2010 21:44:48