Martin Luther - Vejledning for menighederne 2015 mf

Martin Luther

Vejledning
for menighederne

Den Sachsiske Visitatsbog
1538

Indhold

Indledning.............................................................................. 3
Forord af Dr. Martin Luther [tilføjet i 1538]..............................5
Forord af Dr. Martin Luther 1528..............................................5
Om læren.................................................................................15
De Ti Bud .................................................................................17

Første bud ...........................................................................20
Andet bud............................................................................20
Tredje bud ...........................................................................24
Fjerde bud ...........................................................................25
Femte - tiende bud..............................................................38
Om modgang...........................................................................39
Dåbens sakramente.................................................................40
Nadverens sakramente ...........................................................42
Den kristne bod .......................................................................51
Det rette skriftemål .................................................................57
Fyldestgørelse for synden .......................................................58
Om menneskelige kirkeordninger ...........................................62
Ægteskabssager ....................................................................... 68
Fri vilje .....................................................................................70
Den kristne frihed....................................................................72
Om at forsvare sig med ydre magt..........................................76

1

Daglige andagter i kirkerne .....................................................80
Moselovens betydning ........................................................86

Forholdsregler ved åbenlyse synder .......................................87
Forordning for biskopper ........................................................88
Om skolerne ............................................................................90

Første klasse........................................................................93
Anden klasse........................................................................94
Tredje klasse........................................................................97

2

Indledning

Skriftet ”Vejledning for menighederne” er en nyover-
sættelse af et af den lutherske kirkes grunddokumenter.
Originaltitlen er ”Unterricht der Visitatoren an die Pfarr-
herrn im Kurfürstentum zu Sachsen” (WA 26, 195-239).
Luther udgav det første gang i 1528 med Melanchthon
som medforfatter og gav det en lettere revision i 1538.
Ud over små historiske korrektioner er den eneste større
rettelse af betydning i kapitlet om nadverens forvaltning.

I udgaven fra 1528 er der et afsnit om hensynet til
de svage i troen. I 1538, hvor menighederne var blevet
undervist grundigt om nadveren i yderligere 10 år,
mente Luther, at den tidsmæssige grænse for hensynet
til de svage var nået. De, der ikke ville modtage både
brød og vin ved nadveren, kunne holde sig helt væk.

Det er Luthers reviderede udgaven fra 1538, der
gengives her. I forbindelse med reformationens gennem-
førelse i Danmark oversatte Bugenhagen det samme år
til latin, som var datidens internationale sprog, som en-
gelsk er det i dag. Det blev oversat til dansk første gang
i 1608.

Mange angiver Melanchthon som forfatter til vejled-
ningen, men som det fremgår af Luthers eget forord er

3

han ansvarshavende redaktør, som har udarbejdet skrif-
tet i samarbejde med de andre visitatorer. Dette var en
normal fremgangsmåde, som kendetegner den lutherske
reformation, at den fremgik som et godt og tæt samar-
bejde mellem alle de wittenbergske teologer. Vejledning
for menighederne er således et ægte luthersk skrift.

Skriftet har speciel interesse for den danske kirke,
da det nævnes i Den Danske Kirkeordinans blandt vores
kirkes syv grundbøger, som enhver præst skulle eje og
benytte. Ud over denne vejledning drejer det sig om Bi-
belen, Luthers Kirkepostil, Den Augsburgske Beken-
delse med tilhørende Apologi, Melanchthons dogmatik,
Luthers Lille Katekismus og Kirkeordinansen.

Visitatsbogen, med Luther som forfatter og redaktør
og Melanchthon som medforfatter, er således et af den
danske kirkes helt grundlæggende dokumenter. Det er
den evangelisk-lutherske kirke set ud fra en praktiske og
konkret synsvinkel. Det var sådan reformatorerne øn-
skede sig den nye evangelieforståelse udmøntet i praksis
i de lutherske menigheder.

Århus, juli 2003 (gennemset 2015)
Finn B. Andersen

4

Forord af Dr. Martin Luther [tilføjet i
1538]

Jeg har på ny ladet denne lille vejledning udgive.
Nogle få ting har jeg taget ud og ændret, for i begyn-
delsen var det nødvendig at tage hensyn til de svage i
troen. Det er der ikke grund til længere, og vil ikke
være det, især i dette fyrstedømme og dets nærmeste
naboer. Ingen kan undskylde sig længere, fordi Guds
ord nu skinner klart og kraftig.

Hvilke løgne Satan og hans tjenere vil komme op
med mod dette, regner vi for intet. Gud og hans kirke
er tjent med det, vi lægger frem. Det er nok for os og
det takker vi vores kære Herre Gud for, der har kaldet
os og dygtiggjort os til denne tjeneste.

Forord af Dr. Martin Luther 1528

Det er en guddommelig, gavnlig gerning at præsterne
og de kristne menigheder får besøg af erfarne og dyg-
tige folk. Både Det Nye og Det Gamle Testamentet
viser os det tydeligt. Man kan læse i ApG 9, 32 at Peter
drog omkring i Jødeland. Og Paulus og Barnabas drog

5

på nyt gennem alle de steder, hvor de tidligere havde
forkyndt ordet, ApG 15.

I alle sine breve viser Paulus også, hvor omsorgs-
fuld han er for menighederne og deres præster. Han
skriver breve, sender sine medarbejdere og rejser også
selv. Sådan sendte apostlene også Peter og Johannes
af sted, da de hørte, at Samaria havde taget imod Guds
ord, ApG 8, 14.

I Det Gamle Testamente læser vi, hvordan Samuel
drog omkring i Rama, i Betel og i Gilgal, osv. Ikke
fordi han havde lyst til en spadseretur, men af kærlig-
hed og embedspligt på grund af folkets nød og trang.
Det samme gjorde også Elias og Elisa, som vi læser
om i Kongebøgerne.

Kristus selv gjorde denne gerningen allermest flit-
tig af alle. Derfor havde han ikke et eneste sted, der
var hans eget, hvor han kunne hvile sit hoved. Alle-
rede i mors liv begyndte han på det, da han drog med
sin mor op i bjerglandet og besøgte Johannes Døber,
(Luk 1, 39).

De gamle fædre, de hellige biskopper, har ofte ef-
terfulgt dette eksempel flittigt, som man kan se i de
pavelige skrifter. Biskoppernes og ærkebiskoppernes

6

embede kommer oprindelig fra denne besøgstjeneste.
Ifølge det blev hver af dem pålagt at besøge og visitere
få eller mange. For egentlig betyder en biskop en til-
synsmand eller en visitator. En ærkebiskop er en til-
synsmand eller visitator over biskopperne. Sognepræ-
sterne skal også af samme grund besøge deres sogne-
børn, have omsorg for og tilsyn med, hvordan de lærer
og lever.

Tilsynsembedet ødelagt
Ærkebiskopperne skal besøge og have tilsyn med,
hvordan biskopperne lærer. Men dette embedet er til
sidst blevet et verdslig, prægtig herskerembede, fordi
biskopperne gjorde sig til fyrster og herrer. Besøgs-
embedet overlod de til en provst eller vikar. Og da de
også blev til gemene snobber, blev tilsynet overdraget
til embedsmænd, der plagede folk med afgifter og
skatter uden at besøge nogen.

Til sidst, da embedet ikke kunne blive værre og
falde dybere, blev disse pengepugere også hjemme i
deres varme stuer. I stedet sendte de en eller anden
slyngel eller skurk, der løb omkring og snuste alle ste-
der. Hvor han hørte et eller andet fra onde tunger og

7

sladderhanke på værtshusene om mænd eller kvinder,
fortalte han det til embedsmændene. Med deres em-
bede udsugede og røvede de så pengene fra folk, selv
de uskyldige. De ødelagde deres ære og gode rygte og
forårsagede elendighed og ulykke.

Sådan er det gået med den hellige besøgstjeneste
eller samråd. Kort sagt: Denne dyrebare, ædle gerning
er helt gået til grunde og intet er blevet tilbage. Intet
andet end at man plager folk og besværer dem med
afgifter, gæld og skatter. Desuden har man gjort en
guddommelig gerning ud af at man plaprer salmevers
i kirkerne.

Men hvordan man lærer, tror, øver kærlighed, le-
ver et kristent liv, forsørger de fattige, trøster de
svage, straffer de vilde og hvad der mere hører til dette
embedet, det tænker man ikke på. Det drejer sig kun
om penge og berømmelse, mens man røver folks ejen-
dom uden at give dem noget igen andet end ulykker.

Det er gået dette embede som al anden hellig, kri-
sten, gammel lære og ordning. Det er blevet Djæve-
lens og Antikrists forhånelse og gøgleri, med gruelig,
skrækkelig fordærv af sjælene til følge.

8

Hvem kan nu sige, hvor nyttig og nødvendig et så-
dan embede er i kristenheden? Af de skader, der er
fremkommet efter at dette embede er gået til grunde,
kan man måske se det. Ingen lære eller stand er for-
blevet ret eller ren. Derimod er det opstået afskyelige
partier og sekter som hele klostervæsenet og alle for-
eningerne. Derved er den kristne kirke blevet helt un-
dertrykt, troen udslukket, kærligheden forvandlet til
strid og krig, og evangeliet gemt under sofaen. Alene
menneskegerninger, lære og drømme har hersket i ste-
det for evangeliet.

Djævelen gjorde det sandelig godt, da han øde-
lagde og erobrede dette embedet og i stedet oprettede
åndelige karikaturer og munkekutter, så ingen mod-
stod ham. Derfor vil det kræve stor møje, hvis man vil
have dette embede ret og effektivt i gang igen. Paulus
klager jo også til thessalonikerne, korintherne og ga-
laterne, for apostlene selv havde hænderne fulde med
at få styr på dette. Hvordan skal så dovne, slappe
vomme kunne udrette noget her?

9

Evangeliets nye lys
Efter at evangeliets lys ved Guds uudsigelige nåde
igen er kommet til os eller for første gang har nået os,
ser vi hvor forvirret, ødelagt og sønderrevet kristenhe-
den er blevet. Derfor anser vi det for højst nødven-
digst, at det rette bispeembede og visitatsembede igen
bringes på fode. Men da ingen af os er kaldet eller har
en klar befaling og Peter ikke ønsker, man begynder
på noget i kristenheden uden at man er sikker på, at
det er Guds gerning, har ingen vovet at gå i gang med
besøgstjenesten.

For at være på den sikre side og af kærlighed til
det embede, som alle kristne er fælles om og pålagt,
har vi derfor med ydmyg bøn vendt os til den ærvær-
dige, højbårne fyrste Johann, hertug af Sachsen, vores
nådige herre, som af Gud er forordnet til landsfyrste
og vores rette verdslige øvrighed. Skønt han som of-
fentlig myndighed ikke har pligt til det, har vi anmodet
ham om, at han for Guds skyld og af kristen kærlighed
vil kalde og udnævne nogle dygtige personer til dette
embede for at fremme evangeliet og til nytte og gavn
for de stakkels kristne inden for hans landområde.

10

Dette har kurfyrsten ved Guds nåde indvilliget i og
har kaldet fire personer: Den trofaste og højtærede
greve Hans von der Plawnitz, ridder med mere. Den
ærværdige og højlærde Hieronymus Schurff, udnævnt
doktor med mere. Den trofaste og ærede Asmus af
Haubitz med mere. Og den agtværdige Philip Melan-
chthon, magister med mere.

Gud give det måtte blive til et velsignet eksem-
pel til nyttig efterfølgelse for alle andre tyske fyrster.
Det vil Kristus også rigelig belønne på den yderste
dag. Amen.

Men Djævelen, med sin giftige og skadelige
mund, kan ikke lade nogen guddommelig gerning
være uskadt eller uden problemer. Ved vores fjender
har han meget at anklage og fordømme. Nogle råber
op om, at vi skulle have angret og tilbagekaldt vores
lære og vendt om. Ja, Gud give, at deres råben var ret
og vores tilbagekaldelse var gyldig, for så ville de
nemlig være kommet os nærmere end vi var dem. De
ville dermed stadfæste vores lære og måtte følgelig til-
bagekalde deres egen.

11

Fremgangsmåden
Derfor offentliggør jeg nu på tryk alt det, som visita-
torerne har udarbejdet og skriftlig har fremlagt for
vores fyrste. Jeg har omhyggelig samlet det hele i fæl-
lesskab med dem. Så kan alle se, at vi ikke handler
hemmeligt i det skjulte, men at vi glad og tryg søger
og færdes i lyset. Vi kan ganske vist ikke gå frem med
strenge påbud, som om vi fremlagde nye papistiske
love. Vi fremlægger det som en beskrivelse eller be-
retning i den hensigt at det skal være et vidnesbyrd og
en bekendelse af vores tro.

Vi håber dog, at alle retskafne, fredselskende præ-
ster, som virkelig sætter pris på evangeliet og vil stå
sammen med os i enighed, som Paulus lærer os i Fil 2,
2, vil vise lydighed mod vores landsfyrste. Vi håber
ikke, de utaknemlig og stolt vil ringeagte vores fyrstes
iver og vores kærlighed og gode hensigt, men at de
frivillig og gerne går ind under denne visitats, så de
lever fredelig sammen med os, indtil Gud ved Hellig-
ånden frembringer noget bedre ved dem eller os.

Men hvis nogen modvilligt modsætter sig dette og
uden god grund vil lave sin egen ordning, må vi lade

12

dem skilles fra os som avner skilles fra kornet. Egen-
rådige hoveder findes altid, som ikke vil være med til
noget fælles eller ensartet, udelukkende på grund af
deres egen ondskab. De er egenrådige individualister
i hjerte og livsførelse. For deres skyld vil vi ikke for-
lade vores egne folk. Vi vil dog ikke undlade at søge
vores nådige landsherres råd og hjælp i disse sager.

Skønt vores fyrste ikke har pligt til at lære og re-
gere i åndelige sager, er han dog som verdslig øvrig-
hed skyldig at sørge for at uenighed, splid og oprør
ikke opstår blandt hans undersåtter. Det forlangte Kej-
ser Konstantin også af biskopperne i Nikæa, fordi han
ikke ville tillade den splittelse som Arius havde skabt
blandt de kristne i kejserdømmet. Han formanede dem
til ensformig lære og tro.

Og Gud, al barmhjertigheds Fader, give os ved sin
kære søn Jesus Kristus enigheds og krafts Ånd til at
gøre hans vilje! For selv om vi havde den allerskøn-
neste enighed, ville vi alligevel have nok at bestille
med at gøre godt og bestå i Guds kraft. Hvad bliver
det så ikke til, hvis vi er forskellige og uenige?

13

Djævelen er ikke blevet god og hellig i år og bliver
det heller ikke! Lad os derfor være vågen og omhyg-
gelige med at bevare Åndens enhed i kærlighedens og
fredens bånd, som Paulus lærer. Amen.

14

Om læren

Angående læren finder vi blandt andre ting frem for
alt følgende fejl, at selv om enkelte prædiker om troen,
som vi bliver retfærdige ved, så bliver det ikke klart
nok vist, hvordan vi kommer til troen. Næsten alle
undlader et stykke af den kristne tro, som er så vigtig,
at ingen kan forstå, hvad troen er og betyder uden det.
For Kristus siger i Lukas 24, 47, at man i hans navn
skal forkynde bod og syndernes forladelse.

Men i dag taler mange kun om syndernes forla-
delse og siger intet eller kun lidt om boden. Og dog
findes der ingen syndsforladelse uden bod. Syndernes
forladelse kan heller ikke forstås uden boden. Hvis
man forkynder syndernes forladelse uden bod, bliver
resultatet, at folk mener, de allerede har opnået syn-
dernes forladelse. På den måde bliver de sikre og uden
gudsfrygt. Det er en større vildfarelse og synd en alle
andre vildfarelser, der har været indtil nu. Man kan
virkelig frygte, at det sidste skal blive værre end det
første, som Kristus siger i Matt 12, 45.

Derfor har vi undervist og formanet præsterne til,
at de skal forkynder evangeliet fuldt ud, som de har
pligt til, og ikke blot det ene stykke uden det andet.

15

For Gud siger i 5 Mos 4, 2: ”I må ikke føje noget til
det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra.”
Prædikanterne kritiserer med rette paven, for at han
har lavet mange tilføjelser til Skriften. Men de, der
ikke prædiker bod, river selv et stort stykke ud af
Skriften. Også selv om de taler om spiseregler og lig-
nende ubetydelige emner. Det skal der ganske vist
også tales om til rette tid, når den kristne frihed skal
forsvares over for tyrannerne. Men hvad andet bliver
det alligevel, end at si myggen fra og sluge kamelen,
som Kristus siger i Matt 23, 24?

Vi har derfor indskærpet dem, at de flittig og ofte
skal formane folket til bod, så de har anger og sorg
over synden, og frygter for Guds dom. Vi har også fo-
reholdt dem at de ikke må være eftergivende i det stør-
ste og nødvendigste stykke i boden. For både Johannes
og Kristus irettesætter farisæerne og deres hellige
hykleri hårdere end de almindelige synder. Derfor
skal prædikanterne irettesætte de åbenlyse, grove syn-
der i befolkningen, men hvor der er falsk hellighed,
skal de formane endnu stærkere til bod.

Enkelte er imidlertid af den opfattelse, at man ikke
skal lære noget forud for troen, men tværtimod lære

16

boden ud fra og efter troen, for at vores modstandere
ikke skal sige, at vi tilbagekalder vores tidligere lære.

Til dette er at bemærke, at boden og loven også
hører med til den almindelige tro. Man må jo først tro,
at Gud er til, og at han truer, byder og forskrækker.
Derfor lader man for almindelige menneskers skyld
disse stykker af troen gå under navnet bod: bud, lov,
frygt, osv. Så kan man bedre forstå den kristne tro,
som apostlen kalder for ”den retfærdiggørende tro”,
det vil sige, den tro, der gør retfærdig og udsletter
synden. Det gør troen ikke uden loven eller boden. Al-
mindelige mennesker bliver ellers let forvirret over
troen og stiller unyttige spørgsmål.

De Ti Bud

Derfor skal præsterne ofte og flittig prædike over De
Ti Bud og udlægge dem. De skal ikke bare henvise til
selve budene, men også til hvordan Gud vil straffe
dem, der ikke holder dem. Også at Gud ofte straffer
overtrædelserne med timelige straffe. Sådanne eksem-
pler er skrevet, for at man skal holde dem frem for
folk, på samme måde som englene gjorde i 1 Mos

17

19,12. De fortalte Abraham, hvordan Gud ville straffe
Sodoma og ødelægge den med Helvedes ild. For de
vidste, at han ville fortælle det til sine efterkommere,
så de kunne lære at frygte Gud.

Man skal også straffe enkelte særlige laster, som
ægteskabsbrud, drikkeri, misundelse og had, og vise,
hvordan Gud har straffet sådanne laster. Med det vil
han vise os, at han bestemt vil straffe endnu hårdere
efter dette liv, hvis vi ikke forbedrer os.

Folk skal på den måde blive tilskyndet og forma-
net til gudsfrygt, til bod og anger, og det sikre og frygt-
løse liv blive revset. Derfor siger Paulus også i Rom 3,
20: ”Ved loven kommer syndserkendelse.” Og synds-
erkendelse er ikke andet en sand anger.

Dernæst er det nødvendig at prædike om troen, så
den, der angrer og lider under sin synd, skal tro at syn-
derne bliver tilgivet, ikke for vores fortjenestes skyld,
men for Kristi skyld. Hvor den angrende og skræmte
samvittighed får fred, trøst og glæde ved at høre, at
synden er forladt os for Kristi skyld, da er der tale om
den tro, der gør os retfærdige for Gud

Og folk skal omhyggelig påmindes om, at denne
tro ikke kan være uden alvorlig og sand anger og frygt

18

for Gud. Sådan står der i Salme 111, 10 og Sirak 1, 16:
”At frygte Herren er begyndelsen til visdom”. Og Esa-
jas siger i 66, 2: ”Jeg ser alene til den modløse og den,
der skælver for mit ord.”

Dette må siges ofte, så folk ikke vænner sig til den
falsk opfattelse, at de har troen, selv om de stadig er
langt fra den. Man må forklare, at det kun er i troen,
der kan være sand anger og smerte over synden. Mod-
sat er der kun tale om en opdigtet tro, hvor der ingen
anger er. En ret tro bringer nemlig trøst og glæde i
Gud, og det opleves ikke, hvor der ingen anger og
frygt er. Som Kristus siger i Matt 11, 5: ”Evangeliet
forkyndes for fattige og elendige.”

Disse to stykker er de første i det kristne liv: Bod,
eller anger og smerte, og tro, som vi opnår syndernes
forladelse ved og bliver retfærdige for Gud. Begge de-
ler skal vokse og tiltage i os.

Det tredje stykke i det kristne liv er at gøre gode
gerninger, som seksuel disciplin, næstekærlighed,
hjælpsomhed, ikke at lyve, bedrage, stjæle, slå ihjel,
ikke være hævngerrig, ikke selv skaffe sig ret, osv.

Derfor skal De Ti Bud atter prædikes flittig. I dem
er alle gode gerninger nemlig sammenfattet.

19

Det er derfor, de hedder ”gode gerninger”, ikke
kun fordi de sker vores næste til gode, men også fordi
Gud har påbudt dem. Derfor behager de også Gud.
Han har heller ikke behag i dem, der ikke gør dem,
som der står i Mika 6, 8: ”Menneske, du har fået at
vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du
skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvå-
gent vandre med din Gud.”

Første bud
Det første bud lærer os at frygte Gud, for han truer
dem, der ikke regner med ham. Vi lærer også at tro på
ham og have tillid til ham. Gud lover nemlig, at han
vil gøre godt mod dem, der elsker ham, det vil sige,
dem, der venter sig alt godt fra ham. Som der står i
Esajas 64, 3 og 1 Kor 2, 9. ”Hvad intet øje har set og
intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget men-
neskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der
elsker ham.”

Andet bud
Det andet bud lærer, at man ikke skal misbruge Guds
navn. Men at bruge Guds navn ret, er at påkalde ham

20

i al slags nød, både legemlig og åndelig, som han har
påbudt i Salme 50, 15: ”Råb til mig på nødens dag, så
vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” Gud siger her,
at det er den rette tjeneste, som man kan tjene ham
med, at råbe og bede til ham at han vil hjælpe, og des-
uden sige ham tak for hans velgerninger. For Gud si-
ger samme sted: ”og du skal prise mig”. Og ligeledes
i vers 23: ”Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham
lader jeg se Guds frelse.”

Her skal præsterne og prædikanterne formane folk
til at bede. For opfyldelsen af dette bud er at bede, det
vil sige, at påkalde Gud om hjælp i al anfægtelse. Og
de skal undervise folk om, hvad det vil sige at bede,
og hvordan de skal bede.

Specielt om kristen bøn i det andet bud
Først skal de lære folk, at Gud har påbudt os at bede.
Ligesom det er stor synd at slå ihjel, er det også synd
ikke at bede eller ønske noget af Gud. Dette bud bør
vække os til at bede, fordi Gud ikke alene er så venlig,
at han vil hjælpe den, der beder, men endog befaler os
at bede. Det gør han i Lukasevangeliet 18 og mange
andre steder. Det skal præsterne fremholde for folk.

21

Hvis det var en fyrste, der ikke alene gav det, man
bad ham om, men også påbød enhver, at bede om det,
de mangler, ham ville man anse for en nådig herre og
bede ham om mange ting. Jo mere vi beder, jo hellere
giver han. Som der står i Ef 3, 20: ”Han formår, at gøre
langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår.” Og
Esajas 65, 24: ”Før de kalder, svarer jeg, endnu mens
de taler, hører jeg.”

Man skal også fremhæve, at Gud har lovet at høre
os, Matt 7, 7 og Luk 11, 9: ”Bed, så skal der gives jer.”
Sådanne løfter skal vi stole på og ikke tvivle på, at
Gud hører vores bøn. Som Kristus siger i Markus 11,
24: ”Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfal-
der om, det skal I tro, at I får, og så får I det.”

Vi skal heller ikke lade os skræmme af, at vi er
syndere. Gud hører os jo ikke for vores fortjenestes
skyld, men for sit eget løftes skyld. Sådan står der i
Mika 7, 20: ”Du viser troskab mod Jakob, og tro-
fasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore
fædre i gamle dage.”

De syndere og hyklere, der ikke angrer deres synd
og hykleri, bliver dog ikke bønhørt. Om dem står der
skrevet i Salme 18, 42: ”De råber om hjælp, men ingen

22

hjælper, de råber til Herren, men han svarer dem
ikke.”

Men de, der angrer og tror at Gud tilgiver for Kri-
sti skyld, de skal ikke lade sig afskrække på grund af
deres begåede synder og hykleri. Gud ønsker ikke, at
vi skal fortvivle, men at vi skal tro, at han hører os og
hjælper os. Derfor skal præsterne undervise folket om,
at der til bønnen hører tro på, at Gud vil høre os. Som
Jakob siger i 1, 6: ”Man skal bede i tro, uden at tvivle;
for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rej-
ses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde
sig ind, at det får noget af Herren.”

Der er ikke tale om bøn, hvis nogen fremsiger
mange Fadervor eller Salmer hen i vejret, uden at
ænse eller regne med at Gud hører der og sender
hjælp. En sådan person har slet ingen Gud, og det går
vedkommende som Salme 115, 6 siger: ”Deres guder
har ører, men de kan ikke høre.” Det vil sige, at man
forestiller sig en Gud, som alligevel ikke hører.

Man skal også undervise folket om, at de skal øn-
ske sig noget af Gud, både timelige og evige goder. Ja,
man skal formane folk til, at enhver bærer sin nød

23

frem for Gud. Én plages af fattigdom, en anden af syg-
dom, en tredje af synden, en fjerde af vantro og andre
svagheder. Sådanne ting søger mange hjælp for hos
Sankt Antonius og Sankt Sebastian og andre helgener.
Men ligegyldig hvad det er, så skal hjælpen alene sø-
ges hos Gud.

Og selv om Gud udsætter hjælpen, skal vi ikke
holde op med at bede. Det ser man i Lukas 18. Gud
øver nemlig vores tro. Ja, selv om Gud slet ikke giver
os det, vi beder om, skal vi alligevel ikke tvivle på, at
han har hørt vores bøn. Vi skal vide, at hvis han ikke
giver os det, vi beder om, så giver han os noget andet
og bedre. Det skal vi overlade til ham og ikke fore-
skrive ham tid og måde. Hvor lang tid ventede han
ikke, inden han gav Abraham og de andre fædre det
forjættede land? Sådanne eksempler er der mange af i
Skriften.

Tredje bud
Det tredje bud lærer os at hellige hviledagen. Ganske
vist har Gud ikke befalet os at overholde den ydre fej-
ring, som hos jøderne, så man slet ikke må udføre no-
get arbejde med hænderne. Alligevel skal man holde

24

lidt fri, så man kan høre og lære Guds ord og folk kan
have bestemte tider at komme sammen på osv.

Fjerde bud
Det fjerde bud lærer at ære forældrene og være lydige
mod dem. Man skal omhyggelig fremholde det løfte
for de unge, som Gud giver i 2 Mos 20, 12: Ӯr din
far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord,
Herren din Gud vil give dig.” Det betyder, at det vil
gå godt hele livet. Den, der vanærer og er ulydig mod
forældrene, vil derimod få ulykke, sådan som Kam
blev forbandet af sin far Noah i 1 Mos 9, 25: ”Forban-
det være Kana’an! Den usleste træl skal han være for
sine brødre.” Absalom, som fordrev sin far, gik det
også dårligt. For Absalom blev til sidst hængt i et træ,
som man kan se i 2 Sam 18. Sådan blev også Ruben
forbandet af Jakob, fordi han gik i seng med hans hu-
stru: ”Du skal miste din forrang, for du besteg din fars
leje, da vanærede du min seng.” 1 Mos 49.

Det er derfor nyttigt, at lære folk at al velsignelse
og ulykke kommer fra Gud. Velsignelse for den, der
frygter Gud og holder hans bud. Ulykke for den, der
foragter ham. Ja, skønt Gud også tilskikker de fromme

25

ulykke, så hjælper han dem dog, og trøster dem også
tit legemligt. Ikke kun med åndelige goder, som også
Salme 34, 20 viser: ”Mange ulykker rammer den ret-
færdige, dog redder Herren ham ud af dem alle.” Hele
Salme 37 påminder os derfor: ”Far ikke op over for-
bryderne, vær ikke misundelig på dem, der øver uret.”
Og det er en stor fejl, hvis man ikke formaner folk til
at håbe på og ønske legemlige goder af Gud. Det er
nemlig i sådanne ting troen skal øves.

Det er heller ikke nødvendigt at føre spidsfindige
debatter omkring fortjeneste, om Gud giver os med-
gang på grund af vores gode gerninger. Det er nok, at
man underviser om, at Gud kræver sådanne gerninger
og belønner dem, fordi han har lovet det, uden vores
fortjeneste.

Det er nødvendig at lære, at Gud tilgiver synden
uden nogen af vores gerninger for Kristi skyld. For
Gud er så fjendtlig mod synden, at ingen skabnings
gerning kan gøre fyldest for den. Det var udelukkende
Guds Søn, som måtte ofres for den.

Mange råber så op: Gode gerninger giver ingen
fortjeneste! Det var bedre, hvis man i stedet forma-

26

nede folk til gode gerninger og lod de akademiske dis-
kussioner ligge. Det er ganske vist sandt, at Gud giver
os det gode, fordi han har lovet det og ikke på grund
af vores fortjeneste, men alligevel må de gode gernin-
ger udføres, som Gud har befalet os.

Derfor skal man fremhæve over for folk, hvor
strengt Gud straffer dem, der ikke ærer deres foræl-
dre, med alle slags ulykker. For Gud lader dem opleve
fattigdom, sygdom, vanære og andet ondt.

Her skal man også lære, hvordan forældre er skyl-
dige at opdrage deres børn til gudsfrygt, lære dem
Guds ord og lade dem blive undervist. Salomo skriver
sådan i Ordsprogene 22, 15: ”Dumhed er bundet til
den unge mands hjerte, en tugtende stok kan drive den
ud af ham.” Således siger også Paulus i Ef 6, 4: ”Og
fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med
Herrens tugt og formaning.”

Præsten Eli er et eksempel på det. Ifølge 1 Sam 2
straffede Gud ham og tog præsteembedet fra ham,
fordi han ikke havde opdraget sine børn ordentlig. Al-
drig har ungdommen været værre end nu. Vi ser hvor
lidt de adlyder og regner deres forældre. Det er uden

27

tvivl derfor, der er kommet så mange plager, krig, op-
rør og andet ondt i verden.

Under dette bud hører også at man ærer de gamle.
Ligeledes også at man lære at ære præsterne, der tjener
os med Guds ord. De er Guds ords tjenere, som vi har
Guds ord ved, som Paulus skriver i 1 Tim 5, 17: Ӯld-
ste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt agtelse,
særlig de, der slider med forkyndelse og undervis-
ning.”

Specielt om øvrigheden i det fjerde bud
Ligeledes hører lydigheden mod øvrigheden også un-
der dette bud. I Romerbrevet 13, 6 siger Paulus, at vi
skylder øvrigheden tre ting. Det første er skat, fordi vi
skal yde både afgift, skat og arbejde til øvrigheden.
Det andre er frygt, at vi af hjertet skal frygte for øvrig-
heden. Selv om øvrigheden ikke altid kan straffe vores
ulydighed, så skal vi vide, at Gud vil straffe den. Det
er ham, der har indsat øvrigheden og opholder den.
Derfor bliver også alle oprørere straffet. Det skriver
Paulus i Rom 13, 2: ”Den, som sætter sig op imod
dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning
imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” Det

28

samme siger Salomo også i Ordsprogene 24, 21:
”Frygt Herren og kongen, min søn, undgå samkvem
med folk, der mener noget andet; for ulykke fra dem
kommer pludseligt, hvem véd, hvilken ødelæggelse de
to kan forvolde?”

Det er også vigtigt, at gøre opmærksom på de ek-
sempler på oprørere, som Gud har straffet. Som Da-
tan og Abiram, der satte sig op mod Moses, 4 Mos 16.
For jorden slog revner under dem, åbnede sig og tilin-
tetgjorde alle dem, der var sammen med dem. Le-
vende styrtede de ned i Helvede med alt, hvad de
havde, og jorden lukkede sig over dem. Desuden slog
ild ud og fortærede de 250 mænd, der havde ofret rø-
gelse.

Abimelek, som dræbte 69 af Gideons sønner, fik
hovedet knust af en kværnsten, som en kvinde skub-
bede ud fra et tårn, Dom 9 og 2 Sam 11. Sheba, der
gjorde oprør mod David, fik hovedet hugget af, 2 Sam
20. Absalom, der satte sig op imod sin far David, blev
til sidst hængt i et træ, 2 Sam 18. Zimri, der stiftede en
sammensværgelse mod kong Ela og dræbte ham, blev
ikke konge i Israel mere en syv dage. For kong Omri
belejret ham i Tisa. Og da Simri så at byen var tabt,

29

gik han ind i paladset og satte ild til det hele, 1 Kong
16.

Vi ser således tydeligt, at Gud ikke lader nogen
forbrydelse ustraffet. For mord bliver altid hævnet,
som Kristus siger i Matt 26, 52: ”Stik dit sværd i ske-
den! For alle, der griber til sværd, skal falde for
sværd.” Det vil sige, at enhver, der på eget initiativ
griber til sværd uden øvrighedens befaling, bliver
straffet. Sådanne ord findes det mange af i Skriften.
De skal omhyggelig indprentes for folk. Således siger
Salomo i Ord 16, 14: ”Kongens vrede er dødens sen-
debud, den vise kan afværge den.” Ligeledes i Ord 20,
2: ”Rædsel for kongen er som rædsel for løvens knur-
ren, den, der gør ham vred, har forbrudt sit liv.”

Den tredje ting, man skylder øvrigheden, er at vise
den ære. For hvad er det, at vi tror, vi har ydet øvrig-
heden nok, når vi har betalt skat og afgift og arbejde?
Gud kræver en meget højere tjeneste af os over for øv-
righeden, nemlig ære. Først og fremmest at vi erken-
der at øvrigheden er af Gud og at Gud ved den giver
os mange store goder. Hvis Gud ikke opholdt øvrighed

30

og retsvæsen i verden, ville Djævelen, der er en mor-
der, forårsage alle slags mord. Ingen steder ville vort
liv, hustru og børn være sikre.

Men Gud opholder øvrigheden og giver derved
fred, straffer de onde, og holder dem i skak, så vi kan
have familie og hjem, opdrage vores børn til gudsfrygt
og gudserkendelse, være trygge i vores hjem og på ga-
derne, så vi kan hjælpe hinanden og besøge hinanden.
Det er virkelig himmelske goder. Gud ønsker, at vi an-
ser dem og betragter dem som Guds gaver. Og at vi
ærer øvrigheden som hans tjener og viser den taknem-
lighed, fordi Gud giver os så store gaver ved den.

Den, som på denne måde kunne se Gud selv i øv-
righeden, ville få øvrigheden hjertelig kær. Og hjerte-
lig taknemlig mod øvrigheden ville den blive, som
kunne betragte de goder, som vi modtager gennem
den.

Hvis du vidst, at nogen havde reddet dit barn fra
døden, så ville du af hjertet takke vedkommende.
Hvorfor er du ikke taknemlig mod øvrigheden, som
daglig redder dig og dine børn og din ægtefælle fra
mord? Hvis ikke øvrigheden holdt det onde på afstand,
hvem var da tryg? Når du ser din ægtefælle og dine

31

børn, skal du tænke: ”Dette er Guds gaver, som jeg får
lov til at beholde på grund af øvrigheden.” Så kær som
du har dine børn, så kær skal du have øvrigheden.
Fordi almindelige mennesker ikke skønner på sådanne
goder som fred, ret og straf over de onde, så skal man
forklare det ofte, og ofte minde dem om at tænke på
det.

For det andet er det den højeste ære, at man hjer-
telig beder for øvrigheden, om at Gud må give den
nåde og forstand til at regere godt og fredelig, som
Paulus lærer i 1 Tim 2, 1: ”Jeg formaner da først af alt
til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for
alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stil-
linger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfryg-
tighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos
Gud, vor frelser.”

Baruk skriver sådan i det første kapitel: ”Så skal I
bede for babylonierkongen Nebukadnesars liv og for
hans søn Belshassars liv, for at de må leve, så længe
himlen hvælver sig over jorden. Og Herren vil give os
styrke, og han vil give vore øjne lys; vi skal leve under

32

babylonierkongen Nebukadnesars og hans søn Bels-
hassars beskyttelse.” Fordi fred er et guddommelig
gode, skal vi bede om det og begære det fra Gud.

Nogen indvender ganske vist: Hvordan kan øvrig-
heden være fra Gud, når så mange er kommet til mag-
ten på uret vis, som for eksempel kejser Julius? Skrif-
ten kalder Nimrod en jæger, fordi han røvede så me-
get, 1 Mos 10,9. Svar: Når Paulus i Rom 13 skriver:
”for der findes ingen myndighed, som ikke er fra
Gud”, skal det forstås sådan, at øvrigheden er Guds
egen ordning og gerning, på samme måde som solen
er skabt af Gud og ægteskabet er indsat af Gud. Øv-
righeden er ikke af Gud på den måde at mord eller an-
den ugerning skulle være fra Gud. Man skal forstå det
sådan, at som en ond mand misbruger ægteskabet, når
han tager sig en hustru i ond mening, sådan misbruger
også en tyran Guds gode ordning, sådan som tilfældet
var med kejserne Julius og Nero. Alligevel er ordnin-
gen, som ret og fred bliver opholdt ved, en Guds ska-
berordning, selv om personen, der misbruger ordnin-
gen handler uret.

33

Prædikanterne skal også trofast minde øvrigheden
om at sørge for fred, ret og beskyttelse af undersåt-
terne. Øvrigheden skal også forsvare de fattige, en-
kerne og de faderløse og ikke behandle dem som dyr.
Sådan befalede Gud Jeremias at prædike for hele Ju-
das folk med løfte om at Gud ville bo hos dem, Jer 7.
Sådan skriver Paulus også i Kol 4, 1: ”I, som er herrer,
gør ret og skel mod jeres slaver; for I ved, at også I har
en Herre i himlen.” Herren selv vil til sin tid ramme
en ond øvrighed. For Rehabeam, Salomo søn og en
mægtig konge, pålagde folket store byrder, som hans
unge rådgivere havde tilrådet. Da folket bad om lettel-
ser, gav kong Rehabeam dem dette svar: ”Det mindste
på mig er tykkere end min fars lænder! Har min far
læsset et tungt åg på jer, vil jeg gøre det tungere; har
min far tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med
skorpioner!” 1 Kong 12, 10. Derfor faldt alle Israels
stammer fra Rehabeam. Han regerede kun over de is-
raelitter, der boede i Judas byer, mens kong Jeroboam
regerede over de ti stammer.

Alligevel skal man flittig undervise befolkningen
om, at de ikke desto mindre forholder sig lydig og un-

34

derordner sig også de hårde øvrigheder. Det lærer Pe-
ter i 1 Pet 2, 18: ”I, som er tjenestefolk, skal under-
ordne jer under jeres herrer med al ærefrygt, ikke kun
de gode og milde, men også de urimelige.” For Gud
lever stadig og siger i 5 Mos 32, 35: ”Hævnen og gen-
gældelsen tilhører mig.” Han skal nok få fat på den
onde øvrighed.

Nogen er her i tvivl om man i sager, der gælder
ens ejendom og når det gælder straf for forbrydelser,
må bruge love, som kejseren eller hedningene har la-
vet. Om man for eksempel må straffe tyveri med døds-
straf, når Moseloven lærer noget andet, 2 Mos 22.

Angående disse ting skal man vide, at man gerne
må bruge kejserens lov og at det er rigtigt at overholde
disse love. Således skriver Peter i 1 Pet 2, 13: ”For
Herrens skyld skal I underordne jer under enhver men-
neskelig ordning, hvad enten det er kongen som magt-
haver eller statholdere, som sendes af ham for at
straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.”

Ligesom omskærelsen ikke er påbudt os, sådan er
det heller ikke påbudt os, at vi skal holde den retsor-
den, der står i Mosebøgerne. Sådan står der også i

35

ApG 15, at man ikke skal lægge lovens byrder på hed-
ningerne. De behøver ikke blive jøder, men må gerne
forblive hedninger. Det vil sige, at de gerne må have
andre ordninger inden for det offentlige styre, fordele
goderne anderledes end Moses, og straffe anderledes
end Moseloven.

Ifølge Moseloven var det alene præsterne, der
måtte modtage tienden, men vi kan give det til dem,
som vores øvrighed fastsætter. Moses siger, at den
ældste eller førstefødte søn skal have dobbelt arv, men
vi kan dele arven efter vores gældende ret. Moses læ-
rer, at man skal straffe tyvene, sådan at de dels må er-
statte noget dobbelt og noget andet fire gange. Hos os
skal man i sådanne tilfælde holde sig til vores juridi-
ske love. Dog ville det være godt, om man gjorde for-
skel og ikke straffede alt tyveri lige hårdt. Man ser
ofte, at man straffer småtyverier lige så strengt som
større tyverier.

Men for fredens skyld skal man ikke forkaste
gamle love, selv om de er hårde og strenge. De gamle,
der har udformet disse love, var klar over, at det var
nødvendigt med hårde straffe over for sådanne udisci-
plinerede folk.

36

Derfor skal man holde sig til sit eget lands love for
det er en del af den kristne frihed, som Paulus siger i
Kol 3,11: ”Her kommer det ikke an på at være græker
og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl,
fri, men Kristus er alt og i alle.” I Rom 13 stadfæster
han også hedensk ret, når han lærer, at al øvrighed er
fra Gud, ikke bare blandt jøderne, men også blandt
hedningene. Derfor skal man underordne sig enhver
øvrighed, ikke blot de kristne, men også hedenske.

Alle love bør dog have det formål, at de roser den
gode gerning og straffer den onde, som Paulus lærer i
Rom 13. Men selv om de straffer hårdere en Moses, er
de ikke dermed urette.

Det siger vi, fordi der er nogen, der råber op mod
landets almindelige ordninger for tiende, straffelove
og lignende. Det er til dels også årsagen til bondeop-
røret for tolv år siden. Sådanne ballademagere skal
straffes som oprørere. For vi skal have ærefrygt for al
verdslig lov og ordning som Guds vilje og lov. For Sa-
lomo siger i Ord 16, 10: ”Der er lagt et domsord på
kongens læber.” Det betyder, at det øvrigheden for-
ordner og påbyder, skal holdes som Guds ordning. Det
står der skrevet meget om i Romerbrevet 13.

37

Femte - tiende bud
De andre bud er udlagt af Kristus selv i Bjergprædike-
nen i Matthæus 5.

Her bør folk også formanes til redelig at betale de
skatter og afgifter, som bliver dem pålagt. Skønt nogle
kontrakter er skrappe, er enhver alligevel skyldig at
betale på grund af den pligt og lydighed, de har mod
øvrigheden, for at landet kan beholde fred. Hvis nogen
nægter at betale sin skat eller gæld, hvad er det da an-
det end at gøre sig skyldig i både tyveri og mord?

Specielt skal især de, der går for at være kristne,
vise den kærlighed, der villig bærer alle byrder. De
bør give også, når de ikke er skyldige til det og betale
det, de med urette besværes med. De skal ikke selv
søge hævn, som Kristus lærer i Matt 5. Det er rimeligt,
at vi gerne viser det hellige evangelium den ære, at vi
retmæssig betaler, for at evangeliet ikke skal blive
spottet og hånet, som det sker ved dem, der under skin
af evangeliet prøver at undgå skat og blive fri for an-
dre verdslige byrder.

38

Om modgang

Til det tredje stykke i det kristne liv, eller gode ger-
ninger, hører også at man véd, hvordan man skal for-
holde sig i modgang.

For det første skal man undervise folk om, at al
modgang er fra Gud. Det gælder ikke blot åndelige,
men også legemlige trængsler som fattigdom, sygdom,
børnenes ulykker og ulykker på ejendele og penge.
Grunden til dette er, at Gud derved påminder og driver
os til bod, som der står skrevet i 1 Kor 11, 32: ”Men
når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke
skal blive fordømt sammen med verden.”

Nu er det ikke nok, at vi véd, at Gud tilskikker os
disse ting. Vi skal også lære, at råbe til Gud i nøden
og have tiltro til at han vil hjælpe, som det blev sagt
før i forbindelse med bønnen. Sådan siger Gud også i
Salme 50, 15: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg
udfri dig, og du skal ære mig.”

Samtidig skal man også minde om, hvor svagt
mennesket er, og at Djævelen uafbrudt forsøger at fri-
ste os til synd, så han kan påføre os både timelig og
evig vanære og ulykke. Kristus siger jo i Joh 8, 44 at

39

Djævelen er en morder og Peter siger i 1 Pet 5, 8: ”Vær
årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går
omkring som en brølende løve og leder efter nogen at
sluge.” Derfor skal vi uafbrudt leve i gudsfrygt, våge
og bede om at Gud vil beskytte og lede os. For det er
troens rette øvelse, at stride med bøn mod sådan fare.
Kristus siger det sådan i Luk 21, 36: ”Våg altid, og
bed.”

Denne vejledning har vi givet præsterne og forma-
net dem til at prædike disse ting klart og tydeligt.
Disse punkter om boden, troen og de gode gerninger,
som vi her har gennemgået, er de vigtigste stykker i
det kristne liv. Ting, som almindelige mennesker ikke
forstår, skal prædikanterne lade ligge.

Dåbens sakramente

Dåben skal udføres som hidtil, så man døber børn. Li-
gesom man har omskåret børn, skal man også døbe
børn. Dåben symboliserer nemlig det samme som om-
skærelsen gjorde. I 1 Mos 17, 7 siger Gud, at han vil
beskytte og skærme de børn, som bliver omskåret:
”Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud.” Og i

40

vers 8: ”Og jeg vil være deres Gud.” På samme måde
er også de børn, som bliver døbt, under Guds beskyt-
telse. Derfor skal man også indtrængende påkalde
Gud på hans løfter.

Man skal undervise folk om, at dåben bringer så-
danne store goder med sig, at Gud vil være barnets be-
skytter og hjælper og tage det til sig. Og for at de, der
er til stede ved dåben, kan forstå bønnen og ordene i
dåben, skal man døbe på modersmålet.

Når man prædiker om sakramenterne, skal man
også undertiden minde folk om, at de skal tænke på
deres egen dåb. Gud tager sig ikke kun af os i vores
barndom, men gennem hele livet. Dåben er ikke kun
et tegn for børnene, men skal også drive og formaner
de voksne til bod. For dåbsvandet symboliserer bod,
anger og sorg. Samtidig skal dåben også vække troen
på, at den, der angrer sine synder, har tilgivelse og ren-
selse. For denne tro er den fuldkomne dåb.

Om salving med olier skal man ikke strides. Den
rette salve, som alle kristne er salvet med af Gud selv,
er Helligånden, som man kan læse i Es 61, 1 og Ef 1,
17.

41

Nadverens sakramente

Om vores Herre Jesu Kristi sande legeme og blods sa-
kramente, skal man fremhæve disse følgende tre lære-
stykker for folk:

Det første er at de skal tro, at Jesu sande legeme er
i brødet og at Jesu sande blod er i vinen. For sådan
lyder Kristi ord hos evangelisterne Matthæus, Markus
og Lukas: ”Dette er mit legeme” Og: ”Drik alle heraf!
Det er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til
syndernes forladelse.” Paulus siger ligeledes i 1 Kor
10, 16: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab
med Kristi legeme?”

Hvis brødet ikke er Kristi sande legeme, men
alene Guds ord, som nogen tolker det, så er det jo ikke
fællesskab med Kristi legeme, men alene fællesskab
med Guds ord og Ånd. Paulus siger også i 1 Kor 11,
at denne spise ikke må anses for almindelig mad, men
for Kristi legeme. Han irettesætter dem, der uden frygt
modtager det som almindelig mad.

Præsterne skal også læse, hvad de gamle har skre-
vet om dette, for at de selv kan lære det bedre og un-

42

dervise andre. Hilarius siger i den 8. bog om Den hel-
lige Treenighed, at fordi Kristus har sagt det, skal man
ikke tvivle på, at det er Kristi sande legeme og blod.

Og man skal huske på, at dette store mirakel ikke
sker på grund af præstens fortjeneste, men fordi Kri-
stus har forordnet, at hans legeme og blod er til stede,
når man bruger nadveren. Solen står jo heller ikke op
på grund af vores fortjeneste, men fordi Gud har be-
stemt det.

For det andet skal præsterne undervise folket om,
er at det er rigtigt at modtage både brød og vin. Efter
at det hellige evangelium, Gud være lovet, er kommet
for dagen, ser vi det klart bevidnet, at man skal give
og modtage både brød og vin. Sådan har Kristus nem-
lig forordnet det, som de tre evangelister Matthæus,
Markus og Lukas skriver. Paulus har også praktiseret
dette, som man ser i 1 Kor 11. En sådan guddommelig
indstiftelse passer det sig ikke for noget menneske at
ændre på. Der er da heller ingen, der ville ændre på et
menneskes sidste vilje, som Paulus skriver i Gal 3, 15.
Hvor meget mindre passer det sig da at ændre Guds
vilje!

43

Derfor har vi undervist præsterne og prædikan-
terne om, at de skal fremholde Nytestamentes lære om
nadverens to dele. Det skal de gøre frimodigt og klart
for enhver, hvad enten de er stærke, svage eller mod-
villige. De skal på ingen måde tolerere, at der kun bru-
ges brød ved nadveren. Denne fremgangsmåde skal de
påtale som forkert og i modstrid med vor Herre og
frelser Jesu Kristi indstiftelse og sidste vilje. Selve læ-
ren skal således prædikes fri, ren og offentlig.

(Følgende afsnit fra udgaven i 1528 slettede Luther
i 1538, da de svage i troen nu var blevet undervist
grundigt i 10 år):
Man kan imidlertid ikke tvinge nogen til tro og
man kan heller ikke føre nogen ud af deres vantro
ved påbud eller ydre magt. Gud ønsker ikke
tvungne tjenester, men alene frie, villige tjenere.
Folk er også forskellige af sind og har forskellige
vaner. Derfor har det været, og er stadig umulig at
fastsætte på hvilken måde og over for hvem, man
skal uddele både brød og vin efter Kristi lære eller
kun brødet.

Selv om vi derfor frimodigt har påbudt, at man
skal prædike læren ren og tydelig, som Kristus har

44

givet den, så har vi ikke kunnet fastsætte en be-
stemt fremgangsmåde for brugen af nadveren alle
steder. Folk har været bundet i en forkert opfattelse
mange steder og nogle er stadig i tvivl om rigtighe-
den af at bruge både brød og vin. Derfor må man
se tiden an og lægge sagen i Guds hånd.

Dette punkt er imidlertid aktuelt hele tiden og
angår samvittigheden. Vi har derfor opstillet en
vejledning i overensstemmelse med Guds råd, så
præsterne ikke skal være helt uden retningslinjer.
Den må man bruge, indtil Helligånden finder på
noget bedre.

For det første har vi ovenfor påpeget at læren om
at bruge nadveren med både brød og vin, er efter
Kristi indstiftelse. Når det gælder læren, skal dette
fastholdes og prædikes uforandret for både de
svage og de modvillige, ja, for enhver.

For det andet: Når det drejer sig om svage i
troen, der hidtil ingenting har hørt, eller ikke er ble-
vet tilstrækkelig undervist og styrket i evangeliets
ord, da kan man nøjes med at give dem brødet et
stykke tid endnu. Der er her tale om mennesker, der
ikke er hårdnakkede, men som af svaghed og frygt
i deres samvittighed ikke kan modtage både brød
og vin. Hvis de ønsker det, kan præsten eller præ-
dikanten række disse folk brødet alene.

45

Begrundelsen for dette er, at denne praksis ikke
fornægter eller modsiger læren om både brød og
vin i nadveren. Det er kun brugen eller praksis, der
for en tid tålmodigt bliver ophævet for kristen kær-
ligheds skyld. På samme måde var Kristus også i
mange stykker overbærende med sine apostle, når
de ikke havde ret, som da de ville udrydde samari-
tanerne med ild, Luk 9. Ligeledes da de skændtes
om, hvem der skulle være den fineste, Matt 20. Han
tilbageholdt også mange ting, som de hverken
kunne bære eller gøre på daværende tidspunkt,
fordi de ikke havde modtaget Helligånden. Også i
dag tåler Gud meget af os og er tålmodig i mange
ting, selv om det er uret eller er utilstrækkeligt, som
en svag tro og andre skrøbeligheder, Rom 14 og 15.

Men så længe læren i sådanne stykker bliver op-
retholdt i alle ting og ingenting bliver lært i mod-
strid med den, så undskylder og bærer kærligheden
sådan ufuldkommen brug af læren.

Det er også uvenligt, ja ukristen, at tvinge så-
danne svage til at modtage sakramentet under
begge skikkelser eller nægte dem én skikkelse. For
derved bliver de tvunget til at synde. Modtager de
nemlig begge skikkelser mod deres samvittighed,
så angrer de det bagefter og gør bod for det, som
for et stort kætteri. Det har vi ofte erfaret. Videre
agter de det for kætteri, når de ikke må modtage

46

sakramentet under en skikkelse, som de er vant til.
Uanset om det er falsk, bliver deres svage tro på
begge måder besværet med sådanne store synder
som kætteri. Det er meget værre end at de en tid
ikke adlyder eller praktiserer læren om nadverens
brød og vin. Som Paulus siger i Rom 14, 23: ”Den,
der har sine tvivl og så spiser alligevel, han er dom-
fældt.”

Således viste Paulus tålmodighed med omskæ-
relse og jødiske spiseforskrifter, blot læren om fri-
heden til at spise alle ting lød frit. Hvis man ikke
taler imod denne frihed, kan brugen af den lade
vente på sig hos de svage. Friheden bliver da beva-
ret både til at lære og praktisere den kristne frihed
og Guds rette bud og ordninger.
(Her slutter det afsnit, Luther udelod i 1538-udga-
ven).

Hvor det drejer sig om nogle, der er modvillige og
hverken vil lære eller handle ret, da skal man slet ikke
give dem nadveren, men lade dem fare. Ligesom Pau-
lus ikke ville lade Titus omskære, da jøderne pressede
på og ville fordømme den kristne frihed, Gal 2, 3.
Disse modvillige folk er ikke kun ufuldkomne i bru-
gen af læren, men de vil også have læren fordømt og
anset for urigtig. Det skal man hverken finde sig i eller

47

tolerere. For læren skal holdes ren og klar, og brugen
holdes i hævd, da den er tilstrækkelig erkendt og
mange også har lidt for den.

Det tredje stykke er det allervigtigste. Det er at
man lærer, hvorfor man skal bruge sakramentet, og
hvordan man skal være skikket til det.

For det første skal præsterne undervise folket om,
hvor stor synd det er at vanære nadveren og ikke bruge
den ret. For Paulus siger i 1 Kor 11, 27: ”De forsynder
sig derfor imod Herrens legeme og blod.” Og han til-
føjer: ”De spiser og drikker sig en dom til.” Og: ”Der-
for er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få
sover hen.” For Gud siger i det andet bud: ”Herren vil
ikke lade den ustraffet, der vanærer hans navn.” Uden
tvivl vil heller ikke vanæren at Herrens legeme og
blod forblive ustraffet. Det skal man omhyggelig
fremholde for folk, for at udgå denne synd og vække
dem til frygt, bod og bedring. Derfor skal de, der lever
i åbenlys synd, begår ægteskabsbrud, lever i drikkeri
og lignende, og ikke vil holde op med det, heller ikke
have adgang til nadveren.

For det andet skal ingen deltage i nadveren, som
ikke har været hos præsten først. Præsten skal forhøre

48

sig, om vedkommende er blevet undervist om nadve-
ren eller i øvrigt har andre problemer. Undtaget er dog
personer, om hvem man véd og ser, at de er vel skikket
til at gå til nadver. For hvis præsten eller prædikanten
selv, der daglig står for nadveren, ønsker at modtage
nadveren uden skriftemål og samtale, så er det ikke
forbudt. Det samme gælder andre erfarne personer,
der udmærket selv kan forberede sig til nadveren og
selv holde skriftemål. Vi skal ikke indføre en ny pave-
tvang eller gøre skriftemålet til noget frelsesnødven-
digt. Sjælesorgen må og skal være en frivillig sag. Og
jeg, Doktor Martin, har selv været til nadver nogle
gange uden at have skriftet først. Det har jeg gjort, for
at min samvittighed ikke skulle gøre skriftemålet til
noget absolut nødvendigt. Dog har jeg også atter brugt
skriftemålet og vil nødig undvære det, allermest på
grund af absolutionen, som er Guds ord. Men unge
mennesker og uerfarne folk må man opdrage og be-
handler anderledes end de erfarne og øvede.

Man skal lære, at det kun er dem, der har virkelig
anger og sorg over deres synder og har en anfægtet
samvittighed, der er rigtig forberedt til at modtage
nadveren. For udisciplinerede folk, uden gudsfrygt,

49