Intet

Der var ganske vist mange papirer og godkendelser og Pierre Anthon morede sig.
ting der skulle ordnes, før dyngen kunne flyttes over lande- "Betydning er betydning. Så hvis I virkelig havde fundet
grænserne. Men samtidigt - trods et usædvanlig koldt forår betydningen, ville I stadig have den. Og alverdens presse
- fordærvedes de fordærvelige dele af dyngen lidt hastigere ville stadig være her for at prøve at finde ud af hvad det var,
for hver dag året skred frem. Museet blev til sidst enig med I havde fundet. Men {,:le er he~e, så uanset hvad det var I
sig selvom den 8. april, fireogenhalv uge fra dags dato. Så fandt, var det ikke betydningeri, for den eksisterer nemlig
forlod museumsfolkene og deres advokater Tæring, og med slet ikke!"
dem alverdens presse, heriblandt vores egen nationale. Tæ- Vi prøvede at lade som ingenting og stak næserne i sky
ring blev præcis sådan som byen altid havde været: og var vigtige og både noget og nogen.
I starten lykkedes det os endog så godt at vi næsten selv
Kedelig. Kedeligere. Kedeligst. kunne tro på det. Det hjalp også lidt at genlæse de mange
avisudklip i scrapbogen og at gense tv-interviewene fra utal-
Det var højst besynderligt. lige lande som vores forældre havde optaget på video. Efter-
Vi havde fundet betydningen og dermed meningen med hånden var det dog som om udklippene falmede, interview-
ene blev til slidte komedier, og Pierre Anthon fik lettere og
det hele. Alle mulige eksperter havde erklæret hvor storslået lettere spil.
dyngen af betydning var. Et amerikansk museum ville beta- Tvivlen tog os en efter en.
le millioner afdollars for den. Og så var det alligevel som om En. To. Næsten alle.
ingen syntes den var interessant mere. Vi forstod det ikke. Det var forræderi, og vi sagde det ikke til hinanden. Det
kunne bare ses af den måde hvorpå smilene forsvandt og
Enten var dyngen betydningen, eller også var den det blev afløst af en maske der lignede den de voksne bar, og
ikke. Og i og med alle var blevet enige om at den var det, som fortalte kun alt for tydeligt at der måske ikke var så
kunne den ikke bare holde op med at være det igen. Eller meget ved noget som helst.
kunne den?
Sofie var den eneste der holdt stand. Og til sidst var det ale-
Vi gik til og fra skole, men der var ikke et eneste kame- ne hendes blege ansigt og brændende øjne der afholdt os
ra, ikke en eneste journalist. Vi tog ud til det nedlagte andre fra at give op.
savværk. Dyngen af betydning lignede sig selv (det var jo
ikke til at se at lille Emils rester var blevet taget ud af den Og give Pierre Anthon ret.
krakelerede kiste og lagt over i en ny, som var gravet ned og
nu lå og krakelerede præcis som den første). Ingenting var 99
ændret, og at dyngen syntes mindre kunne kun være syns-
bedrag. Ikke?

En kendsgerning var det til gengæld at januar og al
berømmelsen og betydningen der fulgte med, med et slag
var forbi i den første uge af marts.

98

XXII hvor snart den skulle sænkes og blive til ingenting. Hver

Det var forår, men dette år kunne foråret ikke nå os. gangjeg smilede og 10, slog det mig hvor ofte jeg skulle græ-
Vi skulle op i ottende, og der var ikke længe til vi skulle
de med den samme mund, de samme øjne, til disse en dag
vælge nye skoler og nye fag. Hvordan i alverden vi skulle var lukkede, og andre ville grine og græde til også de lå
kunne gøre dette med Pierre Anthon til at minde os om at under jorden. Kun plav:eterne\Sang over himlen var evig, og
der ikke var noget ved noget, anede vi ikke. Vi ville blive det endda kun indtil Pierre Anthon en morgen råbte op om
spredt for alle vinde, og med det ville vi tabe forbindelsen til hvordan universet var ved at trække sig sammen, og en dag
den betydning som vi havde fundet og tabt igen uden helt at ville det komme til det totale kollaps, et modsat Big Bang.
vide hvordan det var gået til. Alting ville blive så småt og tæt at det var ligesom ingenting.
Ikke engang planeterne var til at holde ud at tænke på. Og
Næsten som for at forsikre os om at det slet ikke var forår, sådan var det med alting. Ingenting var til at holde ud.
blev der i marts ved med at komme efterdønninger af vin-
.::~ ter. Sensneen faldt, smeltede, kom igen, og smeltede igen. Holde ud. Udholde. Alting, ingenting, intet.
Endnu en gang faldt og smeltede sneen, denne gang hurti- Vi gik rundt som om vi ikke var til.
gere. Erantis og vintergækker gemte sig, lukkede og frosne Den ene dag lignede den næste. Og selvom vi hele ugen
under det hvide, og da det sidste lag endelig forsvandt, skød så frem til weekenden, var weekenden alligevel altid en skuf-
de frem og varslede nyt og vår blandt de få græsstrå der hav- felse, og så var det mandag igen, og det hele startede forfra,
de overvintret i Tæring. og sådan var livet og intet andet. Vi begyndte at forstå hvad
Pierre Anthon mente. Og vi begyndte at forstå hvorfor de
I 7. A så vi hverken nyt eller vår. voksne så ud som de gjorde. Og selvom vi havde forsvoret at
Hvad betød foråret når det snart igen ville være efterår, vi nogensinde ville komme til at ligne dem, var det lige præcis
og alt der spirede skulle visne? Hvordan skulle vi kunne glæ- hvad der var sket. Vi var ikke engang fYldt femten endnu.
de os over bøgen der sprang ud, stærene der vendte hjem, Tretten, fjorten, voksen. Død.
eller solen der stod lidt højere på himlen for hver dag der
gik? Det hele ville jo snart vende og gå den anden vej, til her Kun Sofie svarede stadigvæk Pierre Anthon igen, når vi gik
var mørkt og koldt og ingen blomster og ej heller blade på forbi T æringvej 25 og det krogede blommetræ.
træerne. Foråret var ikke til andet end at minde os om at
også vi snart var væk. "Fremtiden er det her!" råbte Pierre Anthon og slog ud
Hver gang jeg løftede en arm, var det en påmindelse om med hånden som viste han os at alt var gjort, og intet var til-
bage til os andet end Tæring og meningsløsheden.
100
Vi andre dukkede hovederne. Ikke Sofie.
"Fremtiden er hvad vi gør den til," råbte hun tilbage.
"Vås," skreg Pierre Anthon. "Der er ikke noget at gøre til
noget, for der er ikke noget der betyder noget!"

101

"Der er en masse der betyder noget!" Sofie smed rasende Vi andre havde stiltiende givet op, men det var alligevel ikke
en håndfuld småsten efter Pierre Anthon. Nogle af dem til at holde ud hvis også Sofie gav op. Og det var hvad der
ramte, men ikke hårdt nok til at genere ham. "Kom med ud var ved at ske. Troede jeg. Men Sofie gav ikke op. Sofie
til savværket, så skal du fa at se hvad der betyder noget." mistede forstanden.

Det gik op for mig, at Sofie virkelig mente det hun sag- 103
de.

Dyngen af betydning var betydningen for hende. Eller
måske er det mere sandt at sige, at dyngen af betydning
betød noget for hende som den ikke længere gjorde for os
andre.

"Jeres skrammel betyder ikke noget! Ellers ville verdens-
pressen stadig være her, og hele verdens befolkning ville val-
farte til Tæring for at få del i betydningen."

"Du vil ikke se dyngen af betydning, fordi du ikke tør!"
råbte Sofie så højt hun kunne.

"Hvis jeres møgbunke havde den mindste betydning, var
der ikke noget jeg hellere ville," sagde Pierre Anthon nedla-
dende og tilføjede stilfærdigt, næsten medlidende: "Men det
har den ikke, for så havde I vel ikke solgt den?"

For første gang siden dengang med uskyldigheden, så jeg
tårer i Sofies øjne.

Hun tørrede dem hidsigt og så hurtigt væk med knyt-
næven, at jeg bagefter var i tvivl om hvorvidt jeg havde set
rigtigt. Men hun svarede ikke Pierre Anthon. Og fra da af
gik hun en omvej til og fra skole.

Der var kun en uge til 8. april.
Der var kun en uge til museet ville pakke, forsegle og for-

sende dyngen af betydning.
Der var kun en uge til Pierre Anthon fik ret for altid.

102

XXIII hvis den aldrig havde været der, var det ikke Sofie, men
Pierre Anthon der havde ret.
Det skete lige pludseligt selvom, da vi tænkte os om, kun-
ne vi godt se at det havde været undervejs et stykke tid. Det "Det er det vi har gjort, og så er den ikke længere!" sva-
ene øjeblik stod Sofie fredeligt og fordrageligt med os andre rede Ole med så indædt et raseri, at jeg vidste han også hav-
ude i savværket. Det næste øjeblik rendte hun rundt og slog de indset at vi ikke s~e ha~gjort det.
hovedet mod stolperne og sparkede savsmuld på dyngen af . "Men så betyder den ingenting!" råbte Sofie.
betydning og ville være klatret op på den og have flået den
fra hinanden, hvis ikke Ole og store Hans havde fået fat i "Hold nu op, Sofie. Det er jo lige meget med den dyn-
hende og holdt godt fast. ge," råbte store Hans, og jeg tænkte at med pengene fra
museet ville han altid kunne købe sig en ny og bedre cykel
Det var dagen før museets folk skulle komme og pakke dyn- end den neongule. Så for ham kunne det selvfølgelig være
gen af betydning, og betydningen - eller det der var tilbage lige meget.
af den - for altid ville forlade Tæring.
"Hvis dyngen ikke betyder noget, så har Pierre Anthon
"Det er ikke deres, det er vores betydning!" skreg Sofie, ret, og der er ingenting der betydet noget!" fortsatte Sofie.
og først da gik det op for os at det var første gang i seks dage "Intet!"
Sofie sagde noget.
"Hold mund, Sofie," råbte Gerda.
"Vi har solgt den til dem!" ''Ja, hold kæft, Sofie," lød Jan-Johan.
"Man kan ikke sælge betydningen!" Sofie hamrede knyt- "Hold kæft, Sofie," istemte Elise, Hussain, Rikke-Ursu-
næverne i brystet og maven på Ole, ogjeg kunne se det gjor- la, fromme Kaj og en hel masse andre.
de ondt på ham. Så fik store Hans fat i Sofies arme og vred Men Sofie holdt ikke kæft. Tværtimod. Sofie gav sig til
dem om på ryggen af hende, og nu var det Sofie det gjorde at skrige højere.
ondt på. "Intet,"skreg huno "Intet., Intet.' Intet.' Intet.' Intet,...".
Jeg vidste at Sofie havde ret. Sofie skreg og skreg. Hun skreg så højt og skærende at
~ Man kan ikke sælge betydningen. Enten er den der, eller det ringede i ørerne og gjorde ondt langt ind i knoglerne.
også er den der ikke. Det at vi havde solgt dyngen afbetyd- Men det værste var, at med det skrig syntes alting at falde
ning, fik den til at miste betydningen. Hvis den nogensinde fra hinanden. Som om dyngen af betydning vitterlig ikke
havde været der. Men det spurgte jeg ikke mig selvom, for længere havde nogen betydning, og med den mistede også
alt andet betydningen.
104 Forår, sommer, efterår, vinter, glæde, sorg, kærlighed,
had, fødsel, liv, død.
Det kunne alt sammen være det samme.
Det samme. Et. Intet.
Det var ikke kun mig der indså det.

105

Og med den åbenbaring var det som om Fanden tog ved Det lykkedes mig at sparke mig fri af Gerdas greb om
os alle sammen. mine skinneben. Så baksede jeg mig gennem tumulten, for-
svandt ud ad døren og løb ned ad vejen.
Hussain slog ud efter Rikke-Ursula fordi hun havde fim-
det på det med bedetæppet. Store Hans sparkede til Hussain Jeg løb alt hvad jeg kunne.
som tak for cyklen. Elise kradsede Ole og bed ham så hårdt Løb, som jeg aldrig før h~vde løbet. Jeg pustede og fik
hun kunne, men så slog Rikke-Ursula ud efter Elise, og Sofie sidesting og ondt i halsen oga"t>enene, men jeg blev ved at
gik løs på store Hans og rev ham i håret, så jeg så store tot- løbe. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige for at få Pierre An-
ter komme løs. Jan-Johan kastede sig over Sofie og slog løs thon til at følge med mig tilbage til savværket. Jeg vidste
på hende. Fromme Kaj hjalp til, for det var også hende der bare at jeg måtte, ville, skulle have ham med.
havde fundet på det med Jesus og rosenkorset. Frederik stak
Maiken en lussing, og snart rullede de rundt i savsmuldet, Pierre Anthon sad på sin gren i blommetræet og stirrede
indtil Maiken kom fri, fordi dame Werner sendte et spark tomt på ingenting.
ind mellem ribbenene på Frederik. Maiken foer nu løs på
Gerda, mens dame Werner blev væltet over ende af Anna- Jeg kunne se hans blå sweater på lang afstand midt
Li, lige inden lille Ingrid hamrede en af sine gamle krykker blandt de begyndende lysegrønne knopper. Jeg løb til jeg
ned i hovedet på hende, og Henrik snuppede den anden af nåede helt frem til træet, standsede så brat op på fortovet og
lille Ingrids krykker og skubbede lille Ingrid omkuld. kunne først ikke sige et ord, men hostede og spyttede og hev
efter luften der ikke var meget for at fYlde mine lunger. Pier-
Så så jeg ikke mere, for Gerda hoppede op på ryggen af re Anthon kiggede forbavset og ikke uden morskab på mine
mig bagfra, og jeg væltede, Gerda ovenpå, og så tumlede vi anstrengelser.
ellers rundt i savsmuldet mellem de andre. Knytnæverne
slog utrænet, men hårdt. Jeg rev Gerda i håret og hun i mit. "Hvad skyldes æren, Agnes?" sagde han venligt, men
Så fik Gerda fat i min ørenring og trak til, og jeg skreg op af med en tydelig spottende latter underneden.
smerte. Men i hendes forbavselse over pludselig at sidde
med ørenringen i hånden, fik jeg væltet hende af mig og Jeg tog mig ikke af spotten.
sprang op. Jeg tog mig til øret, og min hånd blev våd afækelt "Sofie er blevet gal," fremstammede jeg, så snart jeg hav-
varmt blod. Og det var også blod der i virvaret af kæmpen- de fået luft nok til at tale. '~e er gået amok. Du er nødt til
de kroppe, fangede mine øjne, som det randt fra mine klas- at komme."
sekammeraters ansigter og langsomt plettede både sav- Jeg skulle til at sige noget mere for at overbevise ham,
smuld og cementgulv. selvom jeg ikke helt vidste hvad. Men Pierre Anthon gled
uden et ord ned fra grenen, hang et øjeblik i armene og lod
Det var som ville vi slå hinanden ihjel. sig dernæst falde ned på græsset. Han forsvandt ind på
Og med et vidste jeg, at jeg var nødt til at hente Pierre gårdspladsen, kom til syne igen kort efter på sin gamle her-
Anthon. recykel og trampede i pedalerne, så jeg ikke havde en chan-
ce for at følge med.
106
107

Da jeg nåede tilbage til savværket, lå Pierre Anthons d~seks blå fletninger og den neongule cykel over bedetæp-
gamle cykel smidt i grøftekanten, og Pierre Anthon var ikke pet og krykkerne til den døde Oscarlille og Jan-Johans stiv-
at se. Der var dødsensstille. nede pegefinger. Så fik han øje på noget, han ikke forstod.

Jeg åbnede forsigtigt døren og trådte indenfor. "Hvad er det for en klud?" spurgte han og pegede på det
ternede lommetørklæde._
Et uhyggeligt syn mødte mig.
7. A stod i en halvcirkel omkring Pierre Anthon. "Det er betydningen!" ;keg Sofie hysterisk. "Det er
Næser var· slået skæve, øjenbryn havde åbnet sig, tænder betydningen!"

manglede, læber var flækkede og ophovnede, øjnene røde og Pierre Anthon kiggede fra hende til os andre. Det var
blå, et enkelt øre var revet halvt af, og et par stykker så ud som som om noget var ved at dæmre for ham.
om de knap kunne holde sig oprejst. Alle var smurt ind i blod
og savsmuld. Men det var ikke det jeg så. Detjeg så, var hadet. "Nå, så det er betydningen!" råbte han rasende og greb fat
i Sofie. Han holdt hende i skuldrene og ligesom rystede
Had. Mere had. Alle mod alle. hende, til hun holdt op med at skrige. "Og det er derfor I har
Jeg trak døren til og kantede mig ind langs siden af solgt den?"
savværket.
Pierre Anthon kiggede fra den ene til den anden. "Betydningen," hviskede Sofie.
"I er edderbanke mig en flok idioter!" udbrød han, ryste- "Betydningen, ha!" Pierre Anthon 10 hånligt. "Hvis den
de på hovedet og gik lidt frem. "Hvis ikke der er noget der møgdynge nogensinde har betydet noget, holdt den op med
betyder noget, er der ikke noget at være vred over! Og når det den dag I tog betaling for den." Han 10 igen. Han slap
der ikke er noget at være vred over, er der heller ikke noget Sofie og kiggede på Gerda. "Hvad var prisen for Oscarlille,
at slås om!" Han kiggede rundt som om han udfordrede hva' Gerda, hva'?"
hver enkelt til at sige ham imod. "Så hvad er det I laver?" Gerda svarede ikke. Rødmede bare og så ned.
Han sparkede i savsmuldet. Så så han i retning afdyngen og Pierre Anthon betragtede flaget, vendte så øjnene mod
slog en hånlatter op. "Er det den møgbunke, I slås om?" Han Frederik.
pegede foragteligt på den, men blev så fanget af et eller "Fædrelandet!" vrængede han. "Solgte du virkelig fædre-
andet i den selvom det ikke er til at sige hvad. landet for ussel mammon, Frederik." Han rystede på hove-
Pierre Anthon trådte nærmere og gik langsomt hele det. ''Jeg er sgu glad for at jeg ikke skal i krig med dig som
vejen rundt om dyngen. Han betragtede længe lille Emils general!"
kiste med Askepots rådnende krop ovenpå. Han studerede Frederik fik tårer i øjnene.
Askepots hoved højt oppe på dyngen, lod dernæst blikket "Og bedetæppet, Hussain? Tror du ikke længere på
glide fra stjernekikkerten til Dannebrog til den skændede Allah?" Pierre Anthon stirrede på Hussain der stod med
Jesus på rosenkorset, boksehandskerne, slangen i formalin, bøjet hoved. "Hvad var prisen på din tro?"
Pierre Anthon blev ved, nævnte effekterne i dyngen af
108 betydning en efter en, og en efter en krympede vi os.

109

"OgJan-Johan, hvorfor kan du ikke lige så godt lade hele XXIV
hånden ryge, når du alligevel har givet fanden i din pegefin-
ger og solgt den til højeste bud? Og dig Sofie, hvad har du Det var Sofie der sprang først, og var vi andre blevet ståen-
tilbage når du har solgt dig selv?" de, havde Pierre Anthon nok nemt rystet hende af sig. Men
det gjorde vi ikke. Først fulgte Jan-Johan, så Hussain, så
Vi svarede ham ikke. Frederik, så Elise, og så Gerda, Anna-Li, fromme Kaj, Ole
Stod bare og skrabede i savsmuldet og turde ikke se på og store Hans, og så var der næsten ikke plads til flere der
hverken Pierre Anthon eller hinanden. kunne sparke og slå på Pierre Anthon på en gang.
"Hvis det der virkelig betød noget, så havde I vel ikke
solgt det?" endte Pierre Anthon sin svada og slog ud med Jeg ved ikke om det var uhyggeligt eller ej.
hånden i retning af dyngen af betydning. N år jeg nu kigger tilbage på det, må det have været meget
Pierre Anthon havde vundet.
Men så begik han en fejl. uhyggeligt. Men det er ikke sådan jeg husker det. Mere at
Han vendte ryggen til os. det var rodet. Og godt. Det gav mening at slå på Pierre An-
thon. Mening at sparke til ham. Det havde betydning, også
110 selvom han lå ned og ikke kunne forsvare sig og efterhånd-
en heller ikke forsøgte på det.

Det var ham der havde taget dyngen af betydning fra os,
ligesom han allerede en gang havde taget betydningen fra
os. Det var hans skyld det hele. At Jan-Johan havde mistet
højre pegefinger, at Askepot var død, at fromme Kaj havde
skændet sin Jesus, at Sofie havde mistet uskyldigheden, at
Hussain havde tabt troen, at ...

Det var hans skyld at vi havde mistet lysten til livet og
fremtiden og ikke vidste hverken ud eller ind.

Det eneste vi vidste, var at det var Pierre Anthons skyld.
Og at han skulle få det betalt.

111

Jeg ved ikke hvordan Pierre Anthon havde det da vi for- xxv
lod savværket.
Det nedlagte savværk brændte hele natten og også lidt
Jeg ved, hvordan han så ud, selvom det ikke var det jeg næste morgen.
sagde til politiet.
Så var det slut.
Han lå mærkeligt forvredet med halsen bukket bagover,
blå og ophovnet i ansigtet. Blod løb fra næsen og munden Jeg ankom sidst på formiddagen. De fleste af de andre var
og havde også farvet ryggen af den hånd, han havde forsøgt der allerede. Vi hilste, men snakkede ikke med hinanden.
at skærme sig med. Hans øjne var lukkede, men det venstre
bulede ud og syntes sjovt skævt under det flækkede øjen- Jeg betragtede det der var tilbage: en rygende brandtomt.
bryn. Hans højre ben lå knækket i en helt unaturlig vinkel, Det var ikke til at se hvad der havde været savværk, og
og hans venstre albue bøjede den forkerte vej. hvad der havde været dynge afbetydning. Bortset fra de for-
Der var stille da vi gik, og vi sagde ikke farveL kullede rester af mure var alt andet aske.
Lidt efter lidt dukkede de sidste op, og snart var hele klas-
Hverken til hinanden eller til Pierre Anthon. sen samlet. Der var ingen der sagde noget. Heller ikke til
Samme nat brændte det nedlagte savværk ned til grunden. forældrene, politiet,TæringTirsdag eller til folkene fra muse-
et i New York. Verdenspressen dukkede ikke op; men hvis
A den var kommet, ved jeg at vi heller ikke ville have sagt noget
til den.
112 Vi spurgte ikke efter Pierre Anthon, og der gik nogen tid
før hans forsvinden dagen før blev forbundet med branden
i savværket. Det skete først da man hen på aftenen fandt
hans forkullede rester i brandtomten. N ær det der engang
havde været dyngen af betydning.
Da politiet fik den ide at Pierre Anthon havde sat ild til
dyngen afbetydning og det nedlagte savværk, fordi han ikke
ville acceptere at vi havde fundet betydningen og dermed
vundet berømmelsen, sagde vi dem ikke imod. Det var bare
trist at han selv var blevet fanget i ilden.

113

Vi gik med til begravelsen. betydning havde været, syntes askelaget lidt tykkere, men
Nogle af os græd endda. det var ikke til at se med sikkerhed. Stedet var dækket af
Oprigtigt, tror jeg, og jeg burde vel vide det, for jeg var nedfaldne tag- og bjælkestykker. Vi hjalp hinanden med at
rydde væk. Det var tungt og beskidt arbejde, og vi blev sor-
en af dem. Vi mistede pengene fra museet, for ingen havde te overalt, selv indeQ- under >!øjet.
tænkt på at forsikre dyngen afbetydning. Men det var ikke
derfor vi græd. Vi græd, fordi det var så trist og smukt med Vi talte så lidt som muligt: Slog bare ud med hånden og
alle blomsterne, også de hvide roser fra vores klasse, fordi pegede, når vi havde brug for at en tog ved i den anden ende
den blanke og ikke-krakelerede hvide kiste, der var lille selv af en bjælke eller sten.
om den var dobbelt så stor som lille Emil Jensens, skinnede
om kap med reflekserne i Pierre Anthons fars briller, og for- I skraldespande i nærheden fandt vi tomme flasker, pla-
di musikken krøb ind i os og blev større og ville ud igen og sticbægre og tændstikæsker, alt hvad der kunne bruges, og
ikke kunne komme det. Og det uanset om man troede på Sofie løb hjem og hentede hvad hun kunne finde, sådan at
den Gud vi sang til eller en anden eller slet ingen. der blev en beholder til hver.

Vi græd, fordi vi havde mistet noget og fået noget andet. Vi brugte hænderne til at skovle asken sammen med.
Og fordi det gjorde ondt både at miste og få. Og fordi vi Beholderne blev lukket omhyggeligt til over den grålige
vidste hvad vi havde mistet, mens vi endnu ikke kunne sæt- masse der var alt hvad vi havde tilbage af betydningen.
te ord på hvad det var vi havde !aet.
Og vi havde brug for at holde godt fast i den, for selvom
Efter at Pierre Anthons hvide og ukrakelerede kiste var Pierre Anthon ikke længere sad i blommetræet på Tæring-
sænket i jorden, efter at der var blevet drukket gravøl i kol- vej 25 og råbte efter os, var det alligevel som om vi hørte
lektivet på Tæringvej 25, og efter at både lærer Eskildsen, ham hver gang vi kom forbi.
Pierre Anthons far og adskillige vi ikke genkendte, men
gættede på var Pierre Anthons familie, havde sagt en masse "Når det er så nemt at dø, er det fordi døden ingen betyd-
smukke ting om en Pierre Anthon som ikke rigtigt var ham ning har," råbte han. "Og når døden ingen betydning har, er
vi havde kendt, tog vi ud til det nedbrændte savværk. det fordi livet ingen betydning har. Men mor jer godt!"

En ubestemmelig fornemmelse fortalte os at det ikke vil- 115
le virke helt passende at vi mødtes ved savværket på netop
denne dag, så for første gang i mange måneder drog vi af
sted tre og tre ad de fire forskellige ruter.

Brandtomten røg ikke længere.
Alle gløder var slukket, og aske og forkullede murbrok-
ker lå kolde og hvidgråsorte tilbage. Der hvor dyngen af

114

XXVI

Den sommer blev vi spredt til større skoler i nord, syd, øst
og vest, og Sofie kom hen et sted hvor man beskytter folk
som hende mod dem selv.

Vi legede ikke mere sammen og mødtes aldrig igen, und-
tagen tilfældigt på gaden hvor det ikke kunne undgås. Der
er ingen der har forsøgt at samle os til klassejubilæum eller
den slags, og jeg tvivler på at nogen af os ville komme hvis
en aflærerne fandt på det.

Det er otte år siden.

Jeg har stadigvæk tændstikæsken med asken fra savværket

og dyngen af betydning.
En gang imellem tager jeg den frem og kigger på den. Og

når jeg forsigtigt åbner den slidte papæske og ser ned i den
grå aske, så får jeg denne her underlige fornemmelse i
maven. Og selvom jeg ikke kan forklare hvad det er, så ved
jeg at der er noget der har betydning.

Og jeg ved, at betydningen skal man ikke spøge med.

Vel Pierre Anthon? Vel?

.)

116