Velorianden

Videregivet af Velors orden.

Historien om Guderne og verdens skabelse.

Første Sang om Velor og Hadam: side 3
Anden Sang om Veloriarne og urtinget: side 7
Trejde Sang om Mologach og dragen: side 13
Fjerde Sang om Forræderens dom: side 17

Veloriaden er godkendt af Miithril råddet til brug i
mission, pensum og retsføring.

Første Sang

Om Velor og Hadam

1

Da verdenen drejede sig først, fødtes en
ny, og de to første fandt frem til
tomrummet.

De var Velor og Hadam.

Velor stirrede ind i tomrummet og følte
trang efter noget. Så Velor formede en
tanke, som blev til et land.

Således skabtes Eld.

Da stirrede Hadam ind i tomrummet, og så
Velor skabe dit land, og følte en trang
efter dette.

Velor, udmattet efter at have skabt, sov i
syv dage. I de syv dage beundrede Hadam
landet og dens trang efter det groede
stadig større.

2

På den syvende dag besluttede Hadam, at
siden Velor skabte landet, kunne Hadam
befrugte det. Hadam spredte sin sæd over
landet og det frøs til is.

Da Velor vågnede og så det frosne land,
spurgte de Hadam; "Hvad har du gjort
blod af mit blod? Hvorfor ser jeg dit golde
ansigt i min jord?"

Hadam svarede; "Din jord er også gjort af
mit blod, og skal derfor altid bære min
sæd."

I sin fortvivlelse slugte Velor isen og lod
den tø i sin mave.

3

Hadam, rasende over sin slægts forræderi,
slog ud efter Velor og en lang kamp fulgte.
I ni evigheder sloges de over landet, så det
til sidst var kuperet og uigenkendeligt fra
den perfekte masse Velor havde formet.
Det slog revner, delte sig i fem og store
masser blev presset op i spidser.

Til slut slog Hadam Velor i maven, så den
nu optøede is flød ud over landet og
formede en barriere om landet.

Således skabtes havet som bærer Hadams
sæd. Derfor er havet ikke til at stole på og
føder al slags ondskab.

Velor slog igen og knuste Hadam i 18
stykker.

4

Således fødtes Hadams børn som senere
skulle blive de første guder og fædre
mennesker, småfolk, dæmoner, dyr og
kromatiske drager.

Velor så på det ødelagte land og synet
blev for meget for dem. De tog Hadams
skygge og slog den om landet.

Således skabtes himmelhvælvingen som for
altid skulle skærme for Velors mægtige
lys.

Nu var Velor alene i intetheden igen og
begyndte at kede sig. Så de prikkede et
hul i skyggen og kiggede ind.

5

Landet var mørkt og det var umuligt for
Velor at se, så de lod sit lys skinne ind
igennem hullet.
Således blev solen til. Gennem den skinner
Velors lys og giver både liv og magi.
Nu så Velor at de atten stykker af Hadam
havde fået deres eget liv.
Da ramtes Velor af en frygt for hvad der
skulle blive af verden hvis Hadams børn fik
frit lejde, så de besluttede sig for selv at
befolke den.

6

Anden Sang

Om Veloriarne og Urtinget

7

Velor huggede sine ben af og formede dem
i sit eget billede. Ni blev de, som Velor
sendte igennem hullet.

Således fødtes Veloriarne. Velors udvalgte
guder og forfædre til elverfolk, metalliske
drager, engle og feerne.

Til dem sagde Velor; "Mine børn. I skal
forme landet i mit billede, og drive Hadams
børn i skjul.
Jeg vil sove og lade mine tanker skabe
rammen for jeres virke. Mit lys skal
skinne igennem solen og når verden er
perfekt skal i følge det og blive ét med mig
igen.

Velor lagde sig til at sove og deres drøm
skabte, som lovet, rammerne for
Veloriarnes værk.

8

Veloriarne gav sig med det samme til at
udarbejde en plan for Ædda.

De rejste Mithriltårnet hvor de holdt
urtinget.
Her besluttede de sig for at lovgive landet
tid.

At'ar, den første og mægtiste af
Veloriarne, skar sine ben af og formede de
metalliske drager.

Han sagde til sine børn; "Mit legemes
børn; i skal være enden komme og
evighedens søjler. Ved min bortgang
ophører kaos. Intet er før mig og intet er
efter."

Således blev det.

9

At'ar tilskrives derfor tiden gang,
kontinuitet og orden. Hans børn råder over
retfærdighed og stabilitet hvorend de
befinder sig.

Det blev da besluttet at Veloriarne skulle
lovgive landet død.

Den første til at bære dødsrigets kappe
var Kheltach, som også skar sine ben af.
Men Kheltach var ikke interesseret i
skaberværk, så han gav sine ben til sin
hustru, Varla.

Kheltach lagde sig til at sove og drømte
om død. Alt levende skulle fra den dag
visne og gøde jorden for nyt liv at springe.

10

Kheltach og hans efterfølgere råder over
det astrale plan og tilskrives den senere
halvdel af den naturlige cyklus.

For Varla blev savnet en byrde. Så hun
slugte Kheltachs ben og gav liv til de første
elvere.

Til dem sagde hun; "Førstefødte af min
mands og mit legeme, da i er født af
guderne skal i for altid bære vores
velsignelse, thi først at visne når alle jeres
gerninger er gjort.
Hold skoven og landet helligt og befri det
fra Hadams børn og følg os til At’ar"

11

Da lagde hun sig til at sove langt over
landet, hvor hun, den dag i dag, stadig
dvæler. Når hun i sin drøm, vidner
Kheltachs gerning, græder hun gødende
tårer på hans værk hvorfra livet genopstår
i nye former.
Varlas domæne er frugtbarhed og landet
som hun råder over fra sit palads i
skyerne. Hun tilskrives desuden den første
halvdel af livets naturlige cyklus.

12

Tredje Sang

Om Mologach og dragen

13

Det var på dette tidspunkt, forræderen
trådte ind i Mithriltårnet. Han bad
Veloriarne om audiens.
Han foreslog Mologach at lovgive landet
krig ved eksempel.

Mologach, At’ars løjtnant og anden til at
give Ædda landfald, drog til Ellovar med et
følge af Varlas stærkeste børn, for at
drive krig mod Hadams førstfødte, dragen
Vorioth, landeskyggen.

Men forræderen havde advaret dragen og
lod den sluge Mologach og hans følge.

Voriath udskilte Varlas børn, deforme og
vanhelligede, og talte til dem med
Mologachs stemme; ”Mine undersåtter,

14

født på ny, gennem skam og nederlag.
I skal aldrig igen blive et med At’ar”

Da fødtes orkerne, de første vandrende
kæmper og troldene.

Mologachs domæne er de kromatiske
dragers mavesække. Herfra råder han,
som en af Hadams børn, over forbandelser
og hævn.

Vulkas, tog krigens kappe efter
Mologachs fald.

Da han drog ud for at hævne og drive krig
var fjenden parat.
Således startede den første æra.

15

Hundrede års krigegn begyndte, fulgt af
aldrig før sete mængder død og
ødelæggelse.

Menneskerne og dragerne blev drevet fra
hjertelandet til Valmoria, orkerne
forskansede sig i Scholomance og Yuan-ti
imperiet blev slået tilbage og sank med
Umbralion.

Til slut fandt Vulkas forræderen, som blev
sat for dom i mithriltårnet.

Foran Veloriarne spyede han sin galde og
forbandede dem for deres blodtørst og
fravær i verdens gang.

16

Fjerde Sang

Om Forræderens dom

17

Forræderen dømtes under At’ars visdom
af det første triabhibuerat, bestående af
Clissea, Ulvoran og Cicero.

Cicero lovgav landet ordet og dets magt da
han fremlagde anklageskriftet mod
forædderen.

Herefter skar han sin hale af og formede
kattene som i hans fravær våger over
ordet og dets magt, da han begyndte sin
søvn for at drømme samspillet mellem
mund og øre.

Da satte Cicero sig i himlen, hvor han som
den mindre af tvillingemånerne for altid
inspirerer ord og giver dem magt.

18

Clissea lovgav landet kærlighed da hun i
medlidenhed, talte for at skåne hans liv.

Fra den dag er hun rådet over alle
væseners hjerter og går fortsat blandt os
som den sidste levende af de første guder.
Hendes domæne er kærlighed, lyst og
forførelse.

At’ar fremsagde dommen som lød som
følgende; ”Du store forædder. For din
ondskab, al den utidige død du har trukket
efter dig, og higen efter guddom, dømmes
du til at dvæle, hjerteløs og uden domæne,
aldrig på Ædda eller udenfor.”
At’ar plukkede da forræderens hjerte og
delte det i tretten stykker, som blev gemt
dybt under landet.

19

Ulvoran, Mithriltårnets og dommens
arkitekt, arvtager til Velors opfindsomhed,
og fremmest blandt Veloriarne til at forme
Velors lys, bandt forræderen og hans følge
mellem, de nu utallige, eksistentielle plan.

Da værket var gjort tog Ulvoran og hans
følge afsked og forsvandt gennem Hadams
skygge.
Derfor er der stjerne på nattehimlen. Små
huller gennem hvilke, Ulvorans lys stadig
skinner idéer ned på Ædda.

Ulvoran tilskrives form i tomrummet, hvor
idéer dannes. Her har han sit domæne.

20

Vulkas udløste sig selv, efter straffen, i et
brøl som stadig runger gennem tordenen
den dag i dag, og inspirerer krig og
konflikt.

Da så han at han var alene og satte sig
ved sin bros side i himlen som den største
tvillingemåne, hvor han med et rødt skær
varsler krigens komme.

Da var urtinget opløst og At’ar lagde sig
til at sove, så tiden kunne begynde.

21

22